DEBATTEN OM DØDSHJÆLP // BOGANMELDELSE – En ny bog samler en række artikler om aktiv dødshjælp og sætter spørgsmålstegn ved især ét emne: Er døden noget personligt, noget vi hver især selv ”ejer” for os selv – eller omfatter den dem omkring os i en grad, så de også må bestemme? Et vigtigt og relevant indspark i debatten, skriver Flemming Kloster Poulsen.
I det seneste år har der været et sandt mylder af indlæg om aktiv dødshjælp i aviser, tv og på sociale medier. Efter statsminister Mette Frederiksens udmelding i sommeren 2023 om, at hun ønsker en legalisering af aktiv dødshjælp, nedsatte regeringen Udvalget for en mere værdig død, og siden har debatten bølget frem og tilbage.
Nu kommer endnu et indlæg i debatten, fra et overvejende teologisk hold – nemlig en artikelsamling med titlen Døden er ikke din egen.
Bogens fem artikler udspringer af en konference om aktiv dødshjælp, som blev holdt på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Noget af det fine ved bogen er, at artiklerne har dobbelt baggrund i både faglig teologisk refleksion og i praksiserfaringer i sundhedsvæsenet, på sygehus og hospice.
Bogen, som er på 120 sider, rummer et teologisk velargumenteret opgør med vor tids hyperindividualiserede menneskesyn, særligt begreberne autonomi og værdighed. Vi er langt mere afhængige af hinanden, end vi tror, og det gælder ikke bare i løbet af livet, men også i den sidste tid, når vi nærmer os døden.
Med et omskrevet citat af teologen og filosoffen K.E. Løgstrup hedder det i bogen: Vi holder altid noget af den andens død i vores hænder, hvilket peger på – som bogens titel siger – at døden ikke kun er vort eget individuelle anliggende, men i højeste grad også noget, der angår vore nærmeste og i videre forstand samfundet.
Bogen plæderer i stedet for det syn, at værdighed er noget, vi giver hinanden. Vi giver et andet menneske værdighed ved at behandle det værdigt.
Derfor er det nødvendigt at tænke bredt og sammenhængende om aktiv dødshjælp, og af samme grund advarer bogen mod, at de individuelle skæbnefortællinger om den vanskelige død kommer til at bestemme det hele.
”Det er godt, at mennesker kan bevæges af enkelte skæbnefortællinger, men det er også godt, at de kan tænke i større sammenhænge.” – Ole Hartling, tidligere formand for Etisk Råd.
Værdighed og autonomi
Tre af bogens forfattere har teologisk baggrund: Ole Raakjær (cand.theol., ph.d., lektor og hospicepræst), Leif Andersen (cand.theol., tidl. lektor) og Hans Vium Mikkelsen (cand.theol., ph.d., lektor). Ole Hartling har baggrund i sundhedsvæsnet (cand.med. og dr.med, tidligere formand for Etisk Råd). Henk Reitsema har hollandsk baggrund og er grundlægger af Euthanasia Prevention Coalition i Europa.
Forfatterne gør op med den gængse forståelse af værdighed. De protesterer mod, at vi gør værdighed afhængig af, hvad et menneske kan, altså hvad det præsterer. Bogen plæderer i stedet for det syn, at værdighed er noget, vi giver hinanden. Vi giver et andet menneske værdighed ved at behandle det værdigt.
Det kan gøre livet værd at leve igen for den, som føler sig lille og uværdig. Kort sagt: Værdighed er et relationsbegreb.
Værdighed er altså ikke færdighed, altså det, at man mestrer sin tilværelse. At være svag, afhængig, plejekrævende er ikke en uværdighed, det er et grundvilkår i tilværelsen. Værdighed indeholder retten til at være til besvær.
Også begrebet autonomi bliver udforsket med udgangspunkt i det faktum, at et flertal i befolkningen ønsker adgang til aktiv dødshjælp, fordi vi selv vil bestemme over vores død, vi har ikke lyst til at være sat fysisk og psykisk ud af spillet. Vi vil være autonome.
Men bogens forfattere peger på, at autonomi skal forstås i relation til familie og samfund. Retten til selv at bestemme støder mod en grænse i forhold til en afvejning af, hvad ens valg indebærer for andre og har af betydning for samfundet. Vi lever og dør ikke kun for os selv. Både liv og død finder sted i et socialt rum.
Autonomi er ikke altid et ideal. Den sårbare har behov for hjælp og ikke for altid at skulle tage stilling til alting selv. Der er asymmetri i forholdet mellem læge og patient. Lægen er rask og har faglig indsigt.
Den døende er svag og afhængig af hjælp. Hvis lægen har mulighed for at give aktiv dødshjælp, vil det så give patienten skyld, hvis han ikke vælger det, men i stedet er til besvær for familien og samfundet?
Dilemmaerne er store. Døden kan ikke ”løses”, vi må forstå, at det afgørende spørgsmål er, om døden er et vilkår eller en systemfejl, som der står i bogen her.
Hollands erfaringer er oplagt nok inddraget i bogen, men særligt i hollænderen Henk Reitsemas artikel. Landets historie med livsforkortende behandling går helt tilbage til 1973. Reitsema nævner glidebanen: I 2001 blev der registreret 3.500 dødsfald, hvor loven om aktiv dødshjælp blev aktiveret.
I dag er der mere end 9.000 dødsfald om året ved aktiv dødshjælp, svarende til 6 procent af alle dødsfald. Det er bestemt tankevækkende, at stigningen er kommet, fordi man har udvidet fokus på at lindre fysisk smerte til at inkludere psykisk lidelse og en række former for ekstentiel lidelse. I stigende grad yder man i Holland også dødshjælp til psykiatriske patienter, som ikke har udsigt til hjælp eller bedring. Og bogens forfattere stiller det naturlige spørgsmål: Hvor fører glidebanen hen, hvor ender det?
Den palliative indsats
Interessant er også cand.theol. Leif Andersens omtale af ”den umiddelbare lykkes tyranni”. Hvad er det for noget? Jo, vi moderne mennesker er ikke kun drevet af idealer om empati og medlidenhed, men også af et (skamfuldt) ønske om at slippe for besvær og lidelse. Vi ønsker, det vil gå væk, så vi ikke skal bære på så meget tungt.
Men denne idé om umiddelbar lykke er et tyranni, som blandt andet går ud over handicappede, psykisk syge, deprimerede, udviklingshæmmede. Som om livet ikke er noget værd, når vi ligger andre til byrde. Hvorimod Bibelens grundsyn er, at vi er hinandens verden, både som byrde og som glæde, og det kan vi ikke løbe fra, uden at det får ødelæggende konsekvenser.
Vi er aldrig tættere på hinanden, end når vi bærer med på hinandens lidelser, og derfor bør vi ikke forsøge at undgå dem, men i stedet være nær og hjælpe og lindre det, vi kan
Skal aktiv dødshjælp være løsningen på lidelsens problem? Nej, svarer bogens forfattere. Vi skal stille os på livets side. Fremme palliativ behandling.
Det bør ikke være på grund af mangel på palliativ behandling, at nogle ønsker aktiv dødshjælp. ”Dødshjælp er et fattigt magtesløst svar på lidelsen, for så drejer det sig ikke om at fjerne lidelsen, men om at fjerne den lidende,” skriver Ole Hartling.
En væsentlig bog
Artiklerne i Døden er ikke din egen gør det til en fin lille bog, som viser, at menneskesynets mange dilemmaer står på spil i hele debatten om aktiv dødshjælp. Særligt viser den, at livets mening er et relationsbegreb, en kategori, der er undervurderet og misforstået i vores individualistiske tidsalder.
Mening hænger sammen med vores forhold til hinanden. Derfor er vi nok alene i døden, men den er ikke kun vor egen. Vi er med til at give både hinandens liv og hinandens død mening, og vi er aldrig tættere på hinanden, end når vi bærer med på hinandens lidelser, og derfor bør vi ikke forsøge at undgå dem, men i stedet være nær og hjælpe og lindre det, vi kan.
Min eneste anke er, at nogle af pointerne bliver gentaget fra artikel til artikel, og i en bedre redigering kunne den enkelte artikels perspektiv sikkert være strammet en smule op og nogle af gentagelserne undgået.
Men det skygger på ingen måde for væsentligheden og aktualiteten af bogen, og derfor skal forfatterne samt forlaget Eksistensen have tak for at bringe indlæggene videre ud i den bredere folkelige debat.
Bogen fortjener at blive læst af alle, som deltager i debatten, både på politisk, fagligt og folkeligt niveau.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her