NY BOG // UDDRAG – POV har fået lov til at at bringe et kapitel fra Asger Røjle Christensens nye bog, ”Nyboe og hans Japan” om forfatterens forgænger som Tokyo-korrespondent i 1960’erne og 1970’erne, Svend Nyboe Andersen. Bogen, som dels er et portræt af en spændende personlighed og dels et tidsbillede af Japan under stor forvandling, udkommer på mandag, 17. maj, på forlaget Reflexion. I dette kapitel, som foregår midt i 1970’erne, er en stor del af handlingen henlagt til den koreanske halvø.
I oktober 1974 var den fremtrædende danske socialdemokrat Orla Møller, tidligere forsvarsminister, i Tokyo som leder af den danske delegation ved årets såkaldte IPU-konference, hvor parlamentarikere fra alverdens lande mødes.
Pludselig var han væk i to dage. Uden at fortælle, hvor han var. Orla Møller var på en hemmelig mission i Seoul, hovedstaden i nabolandet Sydkorea – og Nyboe var med. Han skrev om det bagefter i Billed-Bladet. Hvem kunne forestille sig den slags historier i Billed-Bladet nu om dage …
”Orla Møller havde begivet sig ud på en rejse, han var nødt til at holde hemmelig. Af hensyn til sin egen sikkerhed og af hensyn til den mand, han skulle besøge”.
Den danske politiker besøgte nemlig den sydkoreanske oppositionsleder, Kim Dae-jung, i dennes husarrest i egen bolig i det centrale Seoul.
”Mens 600 politikere fra 60 lande sad i parlamentsbygningen i den japanske hovedstad Tokyo og lyttede til de nord- og sydkoreanske delegationers gensidige beskyldninger for tortur, tog lederen af den danske delegation på IPU-konferencen, Orla Møller, på en hemmelig rejse til Seoul”, skrev Nyboe.
Det er jo oprørende umenneskeligt, det han er udsat for. Jeg skal mobilisere så mange af mine kolleger i Europa som overhovedet muligt for at få ham fri
Et kvart århundrede senere blev Kim Dae-jung præsident. Han lancerede den ambitiøse ”solskinspolitik” i forhold til Nordkorea og fik Nobels fredspris for det. Men på denne tid var han prisgivet den siddende diktator Park Chung-hee’s hårdhændede diktatur, og ifølge ham selv skyldtes det udelukkende et politisk mirakel og amerikansk indgriben bag kulissen, at han overhovedet var i live.
Året før blev han bedøvet og bortført af sydkoreanske agenter på et hotel i Tokyo, hvor han havde søgt tilflugt. På et skib midt ude i Det Japanske Hav udstyrede agenterne ham med dødvægte, bundet til hans håndled. Det var klart, at meningen var, at han skulle forsvinde i havets dyb og aldrig nogensinde blive fundet. Men der kom pludselig andre instrukser til agenterne, og i stedet sejlede de ham til Seoul og installerede ham i hans eget hjem, men under konstant overvågning.
Hjertegribende møde
Nyboe havde dækket bortførelsesaffæren tæt. I de første døgn vidste man jo ikke, om Kim Dae-jung var død eller levende, og der var bitter kritik af, at de japanske myndigheder havde ladet det ske, og at det japanske politi nærmest antydede, det var noget, Kim Dae-jung selv havde iscenesat.
”Det tågeslør, det japanske politi forsøger at lægge over bortførelsen, tjener kun til at dække over den kendsgerning, at en af Asiens betydeligste politikere ikke har været i stand til at finde tilstrækkelig beskyttelse i Japan. Enhver, der som undertegnede har fulgt Kim gennem de senere år, ved, at det ville stride aldeles mod hans natur og mod hans idealer at anvende et middel som en fingeret bortførelse i sin kampagne mod Parks politistat”, skrev Nyboe i en kritisk nyhedsartikel med fokus på det ”officielle japanske nøl” i bortførelsesaffæren.
Yukari (Nyboes japanske kæreste, red) erindrer, at Nyboe ligesom andre korrespondenter i Tokyo flere gange havde mødtes med Kim Dae-jung under hans ophold i Japan inden bortførelsen.
Men Kim Dae-jung overlevede altså den dramatiske sejlads mellem Japan og Korea. Og han kunne det følgende år venligt modtage sin danske gæst. De to mænd, Kim Dae-jung og Orla Møller, som begge var kristne, fik en alvorlig samtale om den politiske situation i Sydkorea, hvor regimets politik over for befolkningen blev mere og mere hårdhændet for hvert år, der gik.
Aldrig skal jeg glemme dette møde. Den isnende kulde, jeg som gammel modstandsmand ikke kunne undgå at føle ved at se soldaterne og politiet og vagtposterne med revolvere omkring Kims hus
”Det er simpelt hen den største oplevelse, jeg har haft som politiker”, fortalte Orla Møller til Nyboe. ”Og det skal få følger. Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe Kim til at få friheden tilbage. Det er jo oprørende umenneskeligt, det han er udsat for. Jeg skal mobilisere så mange af mine kolleger i Europa som overhovedet muligt for at få ham fri, og jeg skal tage initiativ til, at IPU, som netop er en forsamling af parlamentarikere fra hele verden, tager sagen på dagsordenen”.
Mødet var med Nyboes ord i Billed-Bladet ”et helt usædvanligt spændende, nervøst og hjertegribende møde mellem to politikere”.
”Aldrig skal jeg glemme dette møde. Den isnende kulde, jeg som gammel modstandsmand ikke kunne undgå at føle ved at se soldaterne og politiet og vagtposterne med revolvere omkring Kims hus…”, sagde Orla Møller.
”Og den hjertevarme og styrke, som strålede ud af ham. Han er en stor mand. Ingen tvivl om det. En af de største politikere, jeg har mødt. Jeg forstår godt, at præsident Park er bange for ham”.
”Sommetider må jeg knibe mig selv i armen for at overbevise mig selv om, at jeg er mig”, skrev Nyboe i et brev til sin søn og datter fra Seoul.
”Det er nu et spændende job, jeg har. Jeg er glad for det. Taknemmelig over for forsynet – og næsten hver dag også bange for det. Altså bange for, om jeg nu også forstår begivenhederne rigtigt”.
Sig Sydkorea hvad vi mener
Nyboe var i de år flere gange på reportagerejser i Sydkorea, og han lagde stor vægt på at fortælle sine danske læsere, hvilket diktatur Sydkorea havde udviklet sig til at være under Park Chung-hee.
”Frygten er en erhvervssygdom, som før eller siden rammer næsten alle de diktatorer, der anvender ulovlige midler for at beholde magten. Sydkoreas præsident, Park Chung Hee, er i så henseende ingen undtagelse. Han ser fjender alle vegne, og for at holde dem fra livet, udsteder han dekret efter dekret”, skrev Nyboe i Politiken den 15. juni 1974.
Han mindede sine læsere om, at ”præsidenten modtog sin militære uddannelse i Japan og var officer i den kejserlige japanske hær (Korea var japansk koloni fra 1910 til 1945) – og at præsidenten stadig er i besiddelse af den mentalitet, der prægede den kejserlige arme”.
Nyboe deltog ligesom mange af sine kolleger i Tokyo også i invitationsrejser, hvor den sydkoreanske regering forsøgte at vise landets udvikling fra den pæne side og forbedre dets image i verden. Her blev deltagerne parret to og to, så man rejste sammen med en, der havde cirka de samme interesser og af værterne blev opfattet som i samme lejr. Nyboe rejste sammen med Greg Clark, idet begge i Seoul blev anset for at være meget venstreorienterede. Det betød dog ikke, at der var mindre luksus på deres ture, sammenlignet med deres amerikanske kollegers ture. Der var alt, hvad man kunne begære.
Man kan roligt sige, at det ikke lykkedes for Sydkoreas regime at sno Nyboe om deres lillefinger. I en kommentar i Politiken i 1976, da Kim Dae-jung og en række oppositionelle præster atter var fængslet i en periode, lød hans opfordring: “Sig Sydkorea hvad vi mener”.
“I fredens og fordragelighedens og ikke mindst i den hellige almindelige handels navn har vi efterhånden diplomatisk forbindelse med snart sagt ethvert regime, uanset hvor despotisk og korrumperet det er. Anført af fredsprisvinder Henry Kissinger har pragmatismen sat præcedens i en sådan grad, at næsten enhver regering, ethvert diktatur, hvor modbydeligt det end er, kan slippe afsted med hvadsomhelst i retning af terror og undertrykkelse uden at andre løfter en finger af frygt for at fede kontrakter går til andre lande”, lød det i Nyboes kommentar.
Forældede faciliteter
Det var faktisk ikke nemt som korrespondent med base i Tokyo at dække situationen i Korea. Ikke kun på grund af overvågningen og mange kilders frygt for politiet, men også af rent logistiske årsager.
Nyboe tog det op i en artikel i presseklubbens blad, No.1 Shimbun.
Mange af klubbens medlemmer i Tokyo havde som en del af deres pastorat at dække udviklingen i Korea, og derfor var de forældede faciliteter ved Panmunjon, den grænsestation, hvor våbenhvilen blev overvåget, og mange vigtige møder mellem nord og syd fandt sted, et fælles anliggende. Man skulle normalt helt ind til Seoul, hvilket den gang tog flere timer på et kronisk overbelastet vejnet, før man kunne afsende sin historie.
“Det er forståeligt, at parterne af politiske årsager ikke ønsker at lave installationer, der ser for permanente ud”, skrev Nyboe.
“Det er ikke en konferencesal med stole og installerede telefoner til alle, vi beder om. Men vi beder om den slags midlertidigt udstyr, som normalt er til rådighed for korrespondenter overalt, selv ved en boksekamp med Muhammed Ali eller andre sportsbegivenheder. Closed circuit-TV er opfundet, siden MAC-møderne (Military Armistice Commission, red.) blev påbegyndt, og hvis man installerer det, kan mødet dækkes fra presserummet. Plus nogle telefonbokse med transmissionsudstyr og nogle telexlinjer”.
Det, man overvåger ved Panmunjon, er en våbenhvile, ikke en fred. Derfor ville man dengang i 1976 ikke give det hele et alt for permanent præg. Det er tankevækkende, at det stadig i dag er den samme våbenhvile, der overvåges. Omend det i dag er nemmere at afsende sine reportager via internettet på ens medbragte mobiltelefoner.
Sydkorea har forandret sig meget siden dengang. Det har Nordkorea også, men ikke så meget som Sydkorea.
Da nordkoreanske diplomater i 1976 blev udvist for at smugle cigaretter og hash i flere europæiske hovedstæder, blandt andet København, skrev Nyboe en lang baggrundsartikel i Politiken om Nordkoreas desperate økonomiske situation.
“Nordkoreas pengeproblemer har været kendt for alverden i årevis, og landet er ustandseligt på fallittens rand. Blandt andet på grund af de enorme militærudgifter”.
“I nord ved jeg ikke, hvordan tiden er anvendt, for skønt nordkoreanerne flere gange har inviteret mig til at besøge landet, er det aldrig blevet til noget, fordi de ikke giver besøgende journalister den frihed til at arbejde, som kan give besøget mening. Informationerne fra Nordkorea er derfor ligesom Oldermandens Avis ikke til at stole på, men jeg læser dog dagligt den nordkoreanske nyhedstjeneste”, skrev han i en kronik om det splittede land i Politiken 18. november 1974.
LÆS ALLE ASGER RØJLE CHRISTENSENS TEKSTER HER
Bogen ”Nyboe og hans Japan” af Asger Røjle Christensen udkommer på mandag. Den kan bestilles hos den lokale boghandler eller direkte hos forfatteren.
Topfoto: privatbillede
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her