Kirsten Jørgensen: Undren

i Essays/Liv & Mennesker af
ESSAY – Konventioner for tale og høflighedsformer er gode. De hjælper os med ordene, når vi ikke kan finde dem selv. Omvendt er konventioner netop konventioner; uskrevne og almindelige regler for hvad man siger i den eller den situation, og de kan blive automatiske og dermed tankeløse. Det sker, at konventionerne slipper ud af munden, før man har tænkt over, om nu lige den vending var passende i netop denne situation. Er jeg fx den eneste, der har oplevet at have fået en svær meddelelse af en læge, der så forlader én med ordene: ”Ha’ en fortsat god dag”. Tjohh …

Måske har de ret – dem, der uanset hvad melder, at dagen fortsat er god. Dagen er vel altid god, for den er skabt af Gud, og står der ikke i skabelsesberetningen i Biblen, at Gud syntes godt om alt det, han havde skabt, og så er det jo godt alt sammen. Måske bor den erkendelse dybt i en konvention som ”Ha’ en fortsat god dag”. Måske insisterer den på, at uanset hvad der hænder, så er alt godt, fordi det er skabt af Gud. Hvor smukt og passende.

Det ræsonnement er imidlertid direkte repressivt. Det er undertrykkende og indskrænkende at hævde verdens godhed over for andre, når skibet brænder, og der er langt til kysten. Det efterlader ensomhed, fordi mennesket i nød så må være alene med oplevelsen af absolut ulykke.

Undren er det modsatte af konventionalitet. Konventioner fungerer, fordi de uden videre og ganske tankeløst og automatisk netop fungerer. Undren er en standsning. At undre sig er at lade sig stoppe af … ja, af alt

Optimisme er en fristende følelse. At tro på at der vil være en positiv udvikling lige i denne sag eller helt generelt appellerer til vores åndelige dovenskab. Så kan vi flyde hen over overfladen på det tilfældige kaos, der faktisk somme tider invaderer vores liv. Optimisme befrier os fra at mærke rigtigt efter, hvordan det er.

Hvordan er det så? Hvorfor er verden, som verden er? Hvorfor sker ulykke? Hvorfor er der skønhed og grusomhed, ondt og godt? Hvad er døden, og hvad skal jeg gøre i livet? Og er der en mening med det hele? Denne spørgende undren er udgangspunktet for det, vi kalder religiøsitet.

Undren er det modsatte af konventionalitet. Konventioner fungerer, fordi de uden videre og ganske tankeløst og automatisk netop fungerer. Undren er en standsning. At undre sig er at lade sig stoppe af … ja, af alt. At lade sig mærke med. At støde sig på. At vibrere som en lyd, der rammer noget. At svare, som Karen Blixen har sagt. At leve er at svare. Ikke at have svar, men at ville svare. Svare ordentligt og ikke bare konventionelt.

Når religionerne har beretninger om en skabelse, og det har rigtig mange religioner, så er det udtryk for at forsøge at svare på en undren. Men hvis man læser beretningerne som et endeligt svar, så tager vi fejl. Vi skal holde os på afstand af konklusionerne. Den endelige udtalelse og det færdige resultat ligger langt fra skabelsesberetningernes væsen, som er undren. Når vi læser de første to kapitler i Biblen, som er to forskellige skabelsesberetninger, så deltager vi i forfatternes undren. På tværs af kontinenter og gennem århundreder bevæger menneskets fælles undren sig.

Undren er nærvær. Nærvær i det, der viser sig for os. I de fænomener, vi ser omkring os: sol, måne, stjerner, havet, dyr, planter, mennesket. Ondskab, løgn, skam, glæde, erotik, smerte, skønhed.

Undren er ikke et normativt begreb som fx optimisme. Begrebet optimisme er ladet med forventning om, at alt er godt, og at vi pinedød skal synes, at det er godt. Undren er hverken godt eller skidt, højt eller lavt. Undren er blot at være. Tilstedeværelse.

I vores undren kan alt rummes, og alt kan få lov at være. Som det er. I al sin uoverskuelige gru og glæde. Sådan som alt er skabt og hele tiden skabes.


LÆS FLERE TEKSTER AF KIRSTEN JØRGENSEN HER:


Illustration: Thomas Hawk/Flickr.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Kirsten Jørgensen er cand.teol. fra Århus Universitet og har arbejdet som præst siden 1993, de fleste år på Fyn. I 2014 flyttede hun til hovedstaden til et job som provst for kirkerne på Frederiksberg og præst i Godthaabskirken. I 2010 resulterede en mangeårig passion for det mellemøstlige i en kandidatuddannelse fra Center for Mellemøststudier ved SDU. Hendes interesse for teologi, filosofi, historie og politik har altid gået hånd i hånd og hun er sikker på, at det er bedst at lade være med at trække skellene mellem videnskaberne alt for hårdt op. Verden er relationer; mellem mennesker, ting og tanker.

Kirsten Jørgensen har udgivet bøgerne ”Mellemværende” og ”Længsel efter engel” og er redaktør og medforfatter på en række andre bøger. Hun er vild med sprog og det, ord gør. Hun skriver om Gud og enhver, om sjæl og samfund, om ånd og fod, og hun er sikker på, at der altid er mere at sige om det, vi troede, vi var færdige med.

Seneste artikler om Essays