TEATER // ANMELDELSE – Nørrebro Teater inviterer på en munter skovtur i Kirsebærhaven. Tro mod Anton Tjekhovs egne ønsker spilles hans sidste stykke som en komedie – endda nærmest en absurd komedie. Det er en fin introduktion til klassikeren.
Kirsebærhaven spilles på en stort set bar scene med kig til snoretrækket. Skuespillerne dukker op i sort og gråt tøj – hverken moderne eller perioderigtigt. Det gør ikke nødvendigvis Tjekhovs stykke mere relevant 100 år efter premieren, men det lader det stå mere rent som skuespil. Godt skuespil.
Aristokratiets fald
Det handler på overfladen om en fin godsejerfamilie, der er drevet i fallitten, fordi moderen, Ranévskaja, i sorg over mandens og så sin lille søns død er flygtet til Paris, hvor hun har brugt alle familiens penge på en yngre elsker. Han har nu svigtet hende, og den voksne datter, Anja, har bragt hende hjem.
Til godset og til kirsebærhaven.
Købmanden Lopákhin – søn af en tidligere livegen på godset – forsøger at redde familien ved at foreslå kirsebærhaven udstykket til sommerhuse. Således vil han gerne indynde sig og forhåbentlig vinde datteren Anja.
Men den gamle overklasse, Ranévskaja, hendes bror og naboen Pistjik, vil ikke nyde noget af hans pengemagt. Da Ranévskajas plejedatter og husbestyrerinde har et godt øje til Lopákhin, vil de derimod gerne skubbe på en romance mellem dem. Hvad Lophákhin ikke tør afvise, men heller ikke aktivt prøver at opnå.
Inden revolutionen
Alt i alt taler alle ved siden af hinanden. Alle forfølger deres egen dagsorden. Ingen hører efter, hvad der egentlig bliver sagt. Ingen ser, hvad der sker. At godsejeren Pistjik udstyres med søvnapnø, så han slumrer hen midt i sine sætninger, er en komisk understregning af den pointe.
På det menneskelige plan handler det selvfølgelig om vores modvilje mod at se ubehagelige kendsgerninger i øjnene
Og hvad skal vi så med Kirsebærhaven i 2020?
Der er mange forskellige pointer. Historisk er det interessant, at Tjekhov så præcist har øje for, at det gamle russiske aristokrati står for fald. Dels til borgerlige kapitalister som Lopákhin, dels i lidt længere perspektiv til idealistiske revolutionære som huslæreren Trofímov.
Tjekhov skrev vel at mærke inden 1905-revolutionen. Nogle gange er kunsten god til at tage temperaturen på samfundet.
Genkendelige mennesketyper
På det menneskelige plan handler det selvfølgelig om vores modvilje mod at se ubehagelige kendsgerninger i øjnene. Om at vi alle tjener vores egne interesser eller netop er bange for at gøre det – for eksempel at have modet til at følge hjertet: Hellere lide i stilhed end risikere afvisningen.
Kærligheden, som alle efterstræber, synes uden for rækkevidde
Tjekhovs figurer er på den ene side plukket ud af hans samtid, på den anden side typer, som vi også kan genkende fra vores egen. Vel har vi ikke helt så opdelt et samfund i herskab og tjenestefolk, men vi ved stadig godt, hvem vi kan blande os med, og hvor vi kommer til kort.
Og ellers skal vi nok få det at vide.
Penge, drømme og kærlighed i Kirsebærhaven
Kirsebærhaven er sjov. Der kan trækkes på smilebåndet. Der kan grines ad absurditeterne. Underliggende er det dog også en tragedie. Det er en forfaldshistorie. Det er en historie om drømmere, der er dømt til at gå under, fordi de ikke handler.
Men de, der handler, Lopákhin og den forføreriske lakaj Jásja, ser heller ikke noget. De er også forblændede. Af penge eller af at leve det søde liv. Kærligheden, som alle efterstræber, synes uden for rækkevidde.
Nå ja – medmindre man som Pistjik og guvernanten Charlotta, begraver fordommene og tager, hvad de kan få. I dette tilfælde hinanden og om ikke rigdom så dog nok til, at de kan klare sig. De forsvinder ud ad en sidedør.
Skuespil for skuespillere
Tjekhov er populær blandt skuespillere. Der er utroligt meget tolkning og frihed til at gøre rollerne til deres egne. De får lov at brillere.
Det gør de så i Nørrebro Teaters Kirsebærhaven. Ole Lemmeke som Ranévskajas altid snakkende, men meget lidt handlende bror. Mikael Birkkjær som den liderlige, økonomisk uforsvarlige og halvsovende Pistjik. Henrik Lykkegaard som den driftige, men følelsesmæssigt handlingslammede Lopákhin.
Han har et sidestykke i Jacob Weble som bogholderen Jepikhódov, som ikke rigtig kan slå til over for tjenestepigen, da han har chancen.
Er mændene ynkelige, så er kvinderne ikke meget bedre.
Illusioner
Christiane Gjellerup Koch spiller Ranévskaja som en sommerfugl – hurtigt videre til næste emne og totalt faktaresistent. Det går ikke mindst ud over Sarah Boberg som plejedatteren, som hun så gerne vil have afsat til Lopákhin. Hun tramper frustreret rundt gennem intrigen uden rigtig at kunne ændre noget.
Men det er alligevel Firs, der får det sidste ord. Det hele var meget bedre i gamle dage
Og så har Tina Gylling Mortensen en stjernestund som Charlotta, der underholder selskabet med sine tryllekunster. Som alt andet i Kirsebærhaven en illusion, vi kan gennemskue.
Og resten er – som Shakespeare ville udtrykke det – stilhed. Gennem hele forestillingen har den gamle tjener, Firs, tøffet rundt i baggrunden. Altid klar til at række en frakke frem. I overensstemmelse med det absurde element er der aldrig nogen, der tager den på. Det har Michele Bjørn-Andersen en fest med.
Noget om dannelse
Men det er alligevel Firs, der får det sidste ord. Det hele var meget bedre i gamle dage.
Det er i hvert fald en ting, der ikke har ændret sig de sidste 100 år.
Det er aldrig galt med lidt dannelse. ”Morskabsteatret” Nørrebro Teater har før forsøgt sig med Gogols Revisoren og med Jaroslav Haseks Svejk. Med godt resultat.
Skal vi have Tjekhov og Kirsebærhaven serveret i 2020, så kan det nok ikke gøres meget bedre end her. Selv om teatret selv, som det fremgår af den virale kampagne, er klar over, at mange vil være fremmede for stoffet. Det bliver gjort veloplagt og med masser af humor og til fire store stjerner.
Kirsebærhaven spiller på Nørrebro Teater til 4. april
Med: Mikael Birkkjær, Michelle Bjørn-Andersen, Sarah Boberg, Christiane Gjellerup Koch, Tina Gylling Mortensen, Asbjørn Krogh Nissen, Ole Lemmeke, Henrik Lykkegård, Josephine Park, Marie Tourell Søderberg, Yussef Wane Hvidtfeldt, Jacob Weble.
Instruktion og bearbejdelse: Madeleine Rønn Juul
Foto: Büro Jantzen
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og