TEATER // ANMELDELSE – Selv om det handler om det modsatte – om sorg, vrede, frustrationen og tomhedsfølelsen oven på et brud, en skilsmisse eller bare en afvisning – så er det svært ikke at blive forelsket i SMASK på Mungo Park. Eller måske er ordet snarere ”at falde for”, for lejlighedsvis lægger SMASK sig tæt op ad stumfilmfarcens slapstick.
De tre karakterer sidder allerede på scenen – et venteværelse – mens publikum går ind i salen (og det tager lidt længere tid med coronapas). De stirrer tomt ud i luften, lidt beklemte over at sidde så tæt på hinanden – mennesker, der ikke kender hinanden.
Teksten er et mesterværk af passiv aggression
Mennesker, der fødes alene, og dør alene. SMASK. Lige i ansigtet som en custard pie.
En kop kaffe er en kop kaffe
For her sættes stemningen. Henrik Prip rejser sig for at tage en kop kaffe i automaten, som imidlertid ikke vil give noget fra sig. Med behersket stumfilmsmimik kigger han forundret og bebrejdende på maskinen og giver til sidst op. Hvorefter Louise Bonde (der denne aften dublerede for Nana Morks) rejser sig og uden problemer får den ønskede kop kaffe i automaten.
Samme rollefordeling gentager sig, da lyset over døren endelig skifter til grønt, så næste klient kan komme til. Henrik Prip mister sin plads i køen til Louise Bonde. Alt sammen udført med perfekt underspillet stumfilmhumor. Er det sjovt? Ja for pokker. En form for ur-humor, der sørger for at publikum allerede er i klukkende humør, inden det går løs for alvor.
Passiv-aggressiv
Rikke Westi tager over som den frustrerede mor, Miriam, der kommunikerer med eksmanden Theis via tekstbeskeder, der i overensstemmelse med aftalen i Familieretshuset udelukkende handler om praktiske anliggender i forbindelse med skiftedagen, hvor han overtager datteren i børnehaven.
Teksten er et mesterværk i passiv aggression. Moderens spruttende frustration er – berettiget eller ej – urkomisk. Vi mærker smerten bag ordene. De bristede drømme. De daglige kampe. Den dårlige samvittighed, den manglende søvn, den stigende isolation.
Jo, de skilles efter fælles overenskomst, men åbenlyst mere efter hendes ønske
Kan vi virkelig tillade os at sidde og grine ad det?
Hjerte rimer på smerte
Og kan vi tillade os at grine ad lægen, Troels, der med påtaget munterhed sidder og deler bogsamlingen alt efter, hvilken bog den ene eller den anden har købt eller læst? Imens pakker konen. Hun er næsten ude ad døren. Jo, de skilles efter fælles overenskomst, men åbenlyst mere efter hendes ønske.
Denne tredjedel af SMASK, som symbolsk foregår til halloween, er smukt sololøb af Henrik Prip. Hans smil bliver til en dødsmaske, mens han mindes tiden, der er gået, i et suverænt billedsprog, der i lang tid vil påvirke mit forhold til at bygge Lego-slotte.
Her involverer Henrik Prip veloplagt publikum i et latterkursus, hans kur mod al tristhed og anden dårligdom
Til sidst er det unge Ellens hjerte, der er knust. Igen. Far Frank er ringe trøst til. Hvis du nogensinde har trøstet nogen med ”det går over” eller ”der kommer snart en ny”, vil du krumme tæer. Måske især fordi Frank overhovedet ikke har styr på – eller interesserer sig for – hvad den seneste ekskæreste nu hed. For han har fokus på sit eget projekt.
Her involverer Henrik Prip veloplagt publikum i et latterkursus, hans kur mod al tristhed og anden dårligdom. Og så smutter han ellers og lader den sårbare Ellen tilbage om at rydde op i salen.
Åh ja, de unges kærlighedssorger og flyvske forelskelser kan virke overfladiske og let komiske, men smerten er jo ægte nok i øjeblikket. Og sårbarheden stråler ud fra Louise Bonde. Hun vil så gerne, men hun går nærmest ind i den næste forelskelse med sikker forventning om at blive afvist. En bebudet katastrofe.
Fletværksfarce
SMASK er tre separate historier med tre forskellige dramatikere. Men hovedpersonen i den ene historie kan optræde som biperson i den anden, ligesom genstande og begreber dukker op på kryds og tværs, så handlingen flettes sammen til et hele.
Strengt taget er det ikke monologer, men snarere halve dialoger. Forestil dig Romeo stå under balkonen uden Julies svar. Eller omvendt. For budskabet i SMASK er måske først og fremmest, at kærligheden er en dialog, og den kan vi ikke fortsætte, hvis vi ikke har nogen at tale med.
Vi kan sagtens mærke smerten hos hovedpersonerne, men fordi timingen sidder lige i skabet, kan vi grine ad den. Det gør smerten lettere at holde ud
Så SMASK falder hele korthuset sammen. SMASK får vi skilsmissen smækket i hovedet. SMASK rammer kroppe mod gulve og vægge i en meget fysisk performance.
Uanset om vi lige kan placere stumfilmreferencen til Buster Keaton, gyserfilmklicheen med torden og lynild som akkompagnement til signifikante ord eller dramatiske entreer eller den meget subtile hommage til W.C. Fields, så bevæger SMASK sig inden for genkendelige troper.
Tragedie plus timing
Er det en komedie eller en tragedie? Skulle vi være i tvivl, så ligger replikken faktisk i tredje akt: Grænsen mellem de to er hårfin. Eller som det ofte udtrykkes, komedie er tragedie plus tid. Måske mere præcist timing.
Vi kan sagtens mærke smerten hos hovedpersonerne, men fordi timingen sidder lige i skabet, kan vi grine ad den. Det gør smerten lettere at holde ud. Så kan vi bedre rumme tragedien og vise medfølelse for de efterladte og deres kærlighedssorg. Så alt i alt har vi en fest sammen med de tre hovedpersoner i SMASK, som meget let kan få klassikerrang på Mungo Parks repertoire ved siden af forestillinger som Kvinde kend din krop.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her