LITTERATUR // ANALYSE – Forfatter Thomas Bobergs skildring af mødet mellem ham selv og kollegaen Madame Nielsen i Bobergs anmelderroste rejseroman, Africana, har af gode grunde vakt opsigt. Det er et underholdende møde mellem to humørsyge forfattere og deres paranoia for at blive en del af den andens skrift. Men det er også et møde mellem to forskellige litterære strategier.
Klokken to om natten ankommer Madame Nielsen utålmodig, skinger, tynd som en pind men også sulten, til Etiopien for at vandre i Tigraybjergene med Thomas Boberg. Han– som Boberg konsekvent kalder hende i sin fremstilling af deres fælles rejse – er iført kjole, hat og har sminkepungen med. 46 kilo skind og ben som virker opsat på at forstyrre fortællingen, der indtil da blandt andet har kredset om kærlighedsforholdet mellem Boberg og rejseromanens anden fortællerstemme Rebecca.
Boberg er ikke længe om at karakterisere sin kollega og hele udklædningsfesten som en del af et selvoptaget skuespil. Han er bekymret for, hvad Madame kan finde på. Er rejsen en del af Nielsens plan om at skrive om Boberg?
Men i Bobergs beskrivelser af Nielsen anes også respekt:
”Han [Madame Nielsen, red.] er en vandrende provokation med blafrende damehat og sin muselmandfigur. Han vil i sin totale urimelighed have, at vi aldrig skal glemme den store urimelighed, som er verdens. Han er et levende bevis på dets vanvid. Og han er derfor et af menneskehedens væsentligste indslag.” (179)
Til forskel fra den klassiske dannelsesrejse synes Boberg aldrig at vende hjem. Han er permanent hjemløs
Hvordan kommer deres planlagte vandring til at gå? Boberg er bekymret over, hvordan den etiopiske befolkning vil tage imod en crossdresser. Også Madame Nielsen er bekymret for, hvad Boberg vil skrive om deres rejse. Madame lover at lade sminkepungen blive hjemme, Boberg lover ikke noget. Sammen vandrer de afsted i den dræbende afrikanske hede. To af nyere dansk litteraturs mest berejste forfattere, men også to af de modigste. Hvordan mon de klarer den?
Det vilde og vanvittige mod
Et af de få fællestræk mellem Boberg og Nielsen synes netop at være deres risikovillighed. Begge er villige til at sætte liv og helbred på spil, hvis anstrengelserne kan omsættes til skrift: I rejsetriologien Sølvtråden (1996), Americas (1999) og Invitationen til at rejse (2004) udsætter Bobergs fortællerjeg gang på gang sig selv for farer: Han hænger ud med narkokurere, drikker sig fuld med ludere og lommetyve, foretager flere psykedeliske trips med en shaman i Sydamerikas regnskove.
Lige så risikovillig var forfatteren Claus Beck-Nielsen i Selvmordsaktionen fra 2005 – inden forvandlingen til Madame Nielsen. Bogen skildrede en farefuld mission med at indføre demokrati i Irak, som fandt sted i virkeligheden, da han og performancekunstneren, Thomas Altheimer Rasmussen, krydsede grænsen fra Kuwait i 2004 med demokratiet medbragt i en metalkasse.
Men hvor Bobergs rejsen i verden handler om at se og ikke mindst at se ind i sig selv, har Nielsens rollespil mere karakter af en parodi, der kun kan lykkes ved at blive set. I Americas fra 1999 karakteriserer Boberg selv sin rejse, som en dannelsesrejse. Selv om han er langt væk hjemmefra, trænger minderne fra barndommen og hans opvækst i Danmark sig på sammen med spørgsmålet, hvem er jeg? 20 år senere i Africana aner man spor af samme tematik:
”Hvorfor bliver det så tydeligt herude? Hvorfor bliver min barndom så tydelig, så skarp herude? Jeg suger skyggerne ned i maven, og skider dem ud i salt og basalt.” (268)
Hos Nielsen i Selvmordsaktionen er missionen derimod rejsens et og alt. Her er ingen traumer fra barndommen som skal bearbejdes. Sammen med Rasmussen går han ind på ”verdenshistoriens scene”, som to gøglere med deres medbragte rekvisitter. Don Quijote og Sancho Panza i det 21. århundrede. Men ligesom i Don Quijote er parodien kun mulig på grund af læserens forudgående viden – i dette tilfælde om krigen i Irak, George W. Bush, Anders Fogh Rasmussen og de tvivlsomme argumenter der retfærdiggjorde krigen, herunder indførelsen af demokrati. Hos Nielsen er spørgsmålet ikke, hvem er jeg, men snarere hvilken rolle spiller jeg?
Jo nærmere Nielsen og Rasmussen kommer Bagdad, jo mere falder deres demokrati-mission fra hinanden og jo sværere bliver det for dem at fastholde deres roller:
”Nu er det sket, nu er vi ikke ideelle mere, nu er vi bare Thomas og Claus, to smaa inderlige subjekter på dannelsesrejse med Lonely Planet i Marokko, langt vaek fra Mor.” (168)
To forfattere med hver sin strategi
Set i det perspektiv er mødet mellem Boberg og Nielsens i Etiopien også et møde mellem to forskellige litterære strategier:
Boberg kalder selv i Americas sin rejse for en dannelsesrejse. Hans projekt trækker, som det er blevet anført i anmeldelser og akademiske artikler, tråde tilbage til en anden litterær rejsefremstilling, Jens Baggesens Labyrinten fra 1793.
Her møder vi en anden risikovillig forfatter, der i en af bogens berømte passage kravler op i spiret på katedralen i Strasbourg. Her mærker han livet mere intenst end nogensinde før, men han mærker også sine begrænsninger. Boberg vil ligesom Baggesen udforske stederne, han ankommer, og deres muligheder. Også han søger intensitet og poetiske øjeblikke. Når stedet er udforsket, må han drage videre til et nyt. Til forskel fra den klassiske dannelsesrejse synes Boberg aldrig at vende hjem. Han er permanent hjemløs. Men som flere anmeldere af Africana har påpeget er bogens flerstemmighed med dens anden fortællerstemme, Rebecca, en kærkommen videreudvikling af Bobergs stil.
Et af de få fællestræk mellem Boberg og Nielsen synes netop at være deres risikovillighed. Begge er villige til at sætte liv og helbred på spil, hvis anstrengelserne kan omsættes til skrift
Læser man Bobergs karakteristik af Nielsen som en skuespiller videre, er det muligt at komme nærmere en forståelse af hans strategi: Som nævnt tidligere er en af Nielsens hyppige metaforer netop at sammenligne verden og historien med en scene, man kan træde ind på, verdenshistoriens scene. Som det ofte er tilfældet, består en scene også af en bagscene, hvor skuespillerne kan skifte roller og rekvisitter. Denne bagscene er gemt for publikum og er dermed omgærdet af mystik. Rollespillet giver Nielsen mulighed for, at han kan udforske verden på en anden måde, men det giver også anledning til mistro: Er han rigtig klog? Hvordan skal vi forstå hans iscenesættelser?
Tilbage i Etiopien sidder to forfattere overfor hinanden og beklager sig: Madame Nielsen har glemt sin blonde undertrøje og ærgrer sig, fordi det er en vigtig rekvisit i hans rollespil. Senere beklager hun sig også over, at Boberg synes det er en dårlig idé, at hun har kjole på under deres vandring. Boberg er heller ikke tilfreds. Han klager over, at hans rejse bliver generet af denne mærkelige skikkelse, der plumrer det hele til:
”Jeg er da ligeglad med, hvad du ifører dig, jeg vil bare gerne rejse, jeg vil gerne opleve stedet, jeg er ikke en skid interesseret i, hvordan stedet vil opleve dig.” (171)
To forfattere med hver sin strategi.
Foto: Collage af Gyldendals presseservice.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
