TEATER // DOBBELTANMELDELSE – Tolerance. Det må være den fælles overskrift for ugens to store musicalpremierer, Kinky Boots på Det Ny Teater og Charlie og chokoladefabrikken på Østre Gasværk. Derudover må det slås fast, at begge dele er suverænt håndværk. Vidt forskellige – men netop forskellene skal vi kunne rumme, skriver Steen Blendstrup.
Andre steder og for ikke lang tid siden ville Kinky Boots have vakt furore – eller måske slet og ret ikke have fået premiere. En februaraften i København hæver vi ikke engang et øjenbryn over en musical om en konkurstruet skotøjsfabrikant, der finder på at fremstille støvler med stilethæle til mandstunge drag queens.
Det er show for alle pengene
Hvad Roald Dahls Charlie og chokoladefabrikken angår, så er der et vist slægtskab mellem Willy Wonka og Den Store Bastian. Hans behandling af selviske, grådige og hensynsløse børn går i hvert fald et stykke ud over normal konsekvenspædagogik. Men nu har det gruopvækkende jo altid fascineret børn…
Kinky Boots med styr på stiletterne
Tilbage på Det Ny Teater er der klar wow-faktor, når Silas Holst som Lola går på scenen sammen med sine Angels. Ja, de har styr på det med stiletterne, og der er høje benspark og et enkelt spagat. Det er show for alle pengene.
Lidt af fascinationen er måske, at vi ved, at det er mænd. Lidt mindre fedtprocent, lidt mere markerede muskler og trods makeuppen ikke, hvad vi genkender som 100 % feminine træk. Og alligevel. Det kunne have været en hvilken som helst anden chorus line. Tror vi på det, eller tror vi ikke?
Vi – som det siges i forestillingen – ”damer og herrer og alle jer, som ikke endnu har fundet ud af, hvad I er”.
Men selvfølgelig får Lola sit opgør med den bøvede mandschauvinistiske fabriksarbejder Don
Det er nok en mindre del af publikum, der vil gå i detaljer med, hvor gode Kinky Boots’ Angels er drag-teknisk. Hvis man vil dyrke det aspekt, kan man følge Ru Pauls Drag Race på Netflix og dykke ned i padding, tuck, makeup-detaljer og anden til faget hørende teknik.
Ud over dragshow handler Kinky Boots om Charlie, der mod sin vilje arver familiens skofabrik i en tid, hvor produktionen flytter til fjernøsten. Han har problemer med (undskyld) at fylde sin fars sko. Ligesom Lola har et problem med at være den Simon, som hans far havde ønsket. Begge sønner vil egentlig bare accepteres.
These boots are made for …
Kinky Boots politiserer ikke. Der er en legende tilgang til at udfordre vores opfattelse af køn, ikke en missionerende. Men selvfølgelig får Lola sit opgør med den bøvede mandschauvinistiske fabriksarbejder Don, og lige så selvfølgeligt ender det i dette univers med forbrødring. Og tolerance-begrebet kogt ned til en Maggi-terning.
Hvad titlens “kinky boots” angår, så er det ikke lettere for kvinder at stable sig op på stiletterne end for mænd. Eller for den sags skyld at danse i dem i en musical. Stiletterne har bare boret sig ind i vores bevidsthed som sexede, hvad Lola og de 6 Angels også pointerer. Ligesom farven rød.
Men mens de fleste kvinder er bevidste om deres virkemidler, så får Lola sat spørgsmålstegn ved, hvor meget mænd ved om, hvad kvinder finder tiltrækkende, ligesom musicalen udfordrer vores opfattelse af, hvem der kan trække i de røde sko. Hvis vi ellers kan finde balancen.
Sort-hvidt eventyr i pangfarver
Charlie og chokoladefabrikken er ovre i en helt anden boldgade. Her skal hele familien med. Og hvor Kinky Boots kun giver et glimt af hovedpersonerne som børn, så bæres forestillingen fremragende af Bertram Hasforth Klem (alternerende med Bertram Lyng Engelsted Jarkilde) som titlens Charlie.
Det bør ikke komme bag på nogen, at der altid er dobbelt bund hos Roald Dahl
Han er den søn – pligtopfyldende, fantasifuld, nøjsom, kærlig og knuselskelig– som vi alle sammen har lyst til at tage med hjem. Og fattig – kort sagt en Oliver Twist. I modsætning til de forfærdelige børn, der vinder de øvrige gyldne billetter, som giver adgang til en rundvisning på Willy Wonkas chokoladefabrik.
Fordelen ved at arbejde i en eventyrverden er selvfølgelig, at der kan opdeles skarpt i de gode og de onde. Man skal ikke være ret gammel for at vide, at de gode nok skal klare den til sidst, og det er indlysende, at de onde må få deres fortjente straf.
Det er også en fantasiverden, hvor der er knald på farvepaletten og effekterne… og klicheerne. Augustus fra Bayern præsenteres blandt dirndl-kjoler, lederhosen og pretzels. Til gengæld er der moderne opdateringer, hvor den russiske Veruca præsenteres som datter af en oligark, Violet som californisk instagram-dronning og Mike som hacker fra et våbenbegejstret midtvesten.
Dobbeltbundet humor
Det bør ikke komme bag på nogen, at der altid er dobbelt bund hos Roald Dahl. Børnene kan opleve eventyret, mens de voksne kan nyde diverse stikpiller. De musicalstærke får allerede i åbningsnummeret, det gamle Sammy Davis Jr. hit ”Candy Man”, et signal om også at kigge efter musical-referencer. Der er masser.
Jeg er helt sikker på, at jeg observerede nogle børn i publikum, der lo hjerteligt ad de selviske børns endeligt
Så der er noget for både store og små. I Charlie og chokoladefabrikken er vi tydeligvis ovre i, hvad der må betegnes som musical comedy – grænsende til det karikerede. Uden at der slækkes på hverken sang eller dans, naturligvis.
Men alt fra Bedstefar Joes røverhistorier til dansene appellerer til latteren. At slå sig løs i en chokoladefabrik er vel alle børns fantasi… og jeg er helt sikker på, at jeg observerede nogle børn i publikum, der lo hjerteligt ad de selviske børns endeligt.
Alt vel på musical-scenen
Fælles for de to musicals er, at scenografien er fantastisk. På Det Ny Teater leges der elegant med design fra klassiske industribygninger, mens Østre Gasværk alene i kraft af størrelsen imponerer. Selv om der leges opfindsomt med de enkelte rekvisitter, så er det – i musicalens ånd – fantasien, der skaber det meste. Det virker.
Ingen af de to forestillinger er stort debatskabende teater, selv om Kinky Boots afgjort har et sympatisk budskab
Tilsammen viser Kinky Boots og Charlie og chokoladefabrikken, hvor stor talentmassen er i dansk musical (ja, der er også gang i Matilda på Det Kongelige Teater).
Man kunne sige ingen nævnt, ingen glemt, men selvfølgelig bør det nævnes, at Silas Holst får kompetent modspil fra Lars Mølsted (i flade sko), og at Carsten Svendsen er en forrygende Willy Wonka. At Bedstefar Joe spilles af dansk musicals ”grand old man”, Kurt Ravn, giver også en fornemmelse af, at man slutter en cirkel.
Ingen af de to forestillinger er stort debatskabende teater, selv om Kinky Boots afgjort har et sympatisk budskab (og så lader vi det med repræsentation fare). Både den og Charlie og Chokoladefabrikken er veloplagte og underholdende og professionelle. Og de taler på hver deres måde til fantasien.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
