Bamse og balletten: Som barn bliver man ikke taget alvorligt her

i Kultur/Scenekunst af

TEATER // ANMELDELSE – Som forholdsvis nyslået mormor venter der en opgave med at finde de teaterforestillinger, der egner sig for de mindste børn – og det aktualiseres omkring efterårsferien, hvor der heldigvis kan afses lidt mormortid. Lærke Reddersen har set Bamse og ballet på Det kgl. Teater og Karius og Baktus på Teater V.

Det Kongelige Teater spiller igen i år Kom Bamse, nu balletter vi, en familieforestilling med hele ballettens store udtræk af dansere, feer, breakdance, vidunderlige kostumer, musik og dertil lagt lidt nyere arvesølv: Bamse, Kylling, Ælling og Aske. Og ikke mindst Bamses Hus. Scenografen, Christian Tom-Petersen, har skabt et helt vidunderligt univers, poetisk og genkendeligt på samme tid. Bamse og Bournonville er folkeeje.

Man har taget de velkendte figurer fra DR’s børne-tv, ladet lederen af Det kgl. Teaters Balletskole, Thomas Lund, dramatisere og instruere i forvejen eksisterende situationer og bundet det sammen med en ‘intrige’: Bamse og hans venner skal finde Bamses honningske, der er blevet væk.

Som hjælpere i jagten får vi et imponerende opbud af balletpiger, der er som taget ud af balletten Svanesøen – og ja, selvfølgelig lykkes det at skaffe den forsvundne ske tilbage ved fælles og venners hjælp.

Hvis man vil den interaktion med børnene, så må man tage den alvorligt og gennemføre den i hele forestillingen og svare, når man bliver spurgt. Som barn bliver man ikke taget alvorligt her

Men det er interessant at mærke salen. Vi er på Gamle Scene, og der virker godt fyldt på repremieren, så vi er vel ca. 1000 små og store mennesker samlet denne formiddag. Uroen i salen er notorisk – ikke så mærkeligt, når man glæder sig. Mange er kommet i stadstøjet, billetterne har ikke været billige, og kiksene sidder løst i forældrenes lommer. Der skal spises hele tiden. For at holde ungerne i ro? De voksne tager billeder af afkommet i den storartede lokalitet og også af det, der sker på scenen undervejs. Ingen respekt for ophavsret og fotoforbud. De tror, de gør det diskret, men vi er mange hundrede, der ser det.

Hvorfor går Bamse ud?

Fortællingens episodiske karakter gør det svært for børnene at koncentrere sig. Bamse forsøger at etablere kontakt fra scenen til børnene ved at stille spørgsmål ned til salen. Men denne kontakt er ikke så alvorligt ment – for senere tilråb op til Bamse besvares slet ikke. Hvis man vil den interaktion med børnene, så må man tage den alvorligt og gennemføre den i hele forestillingen og svare, når man bliver spurgt. Som barn bliver man ikke taget alvorligt her.

Forestillingen er en meget fin introduktion til klassisk ballet. Der er ingen tvivl om, at de store opbud af små balletdansende feer er noget, der gør indtryk. Men der stilles mange spørgsmål undervejs fra børnene omkring os. Et af dem fra mit eget barnebarn: Hvorfor går Bamse ud?

Den slags helt fundamentale spørgsmål til historien stilles af gode grunde: Historien hænger overhovedet ikke sammen, og som barn vil man kunne forstå det, der foregår. Her er alt for mange spørgsmål og løse ender på trods af det store og fine opbud af alt, hvad balletten kan byde på. Den usammenhængende historie gør, at børnene har svært ved at holde koncentrationen og spørger: Hvornår er det færdigt? Men barnebarnet er endnu ikke teatervant, så han hænger glædeligt på til det sidste.

Barnebarnet følger trofast med

Anderledes er det på Teater V i Valby, der igen i år spiller Karius og Baktus – også her en teaterforestilling, der bygger på et velkendt forlæg. Barnebarnet og jeg ser forestillingen sammen med en række grupper, der kommer i trop og regnvejr og stiller på række sammen med et par voksne. Det er nok sæsonens eneste teatertur.

Stilhed, koncentration og latter på de rigtige steder. Det kan mormor godt lide

Vi bydes velkommen og vises på vores pladser med venlighed, og ved, at vi skal se en fortælling vi kender. Enkle og lidt ubehjælpsomme dekorationsdele skal forestille tænder, tandbørste og tandlægebor, og jeg er stærkt i tvivl om, hvorvidt barnebarnet forstår, at vi befinder os inde i Jens’ mund. Men tilsyneladende går det fint. Koncentrationen er i top, han sidder yderst på stolen og er helt med i alle 50 minutter. Undervejs er det lidt vanskeligt for mormor at høre alle replikkerne, mestendels pga. den høje musik. Det slår ikke barnebarnet ud – han følger trofast med.

Nogle af de andre børn må op og sidde på et skød af en voksen, når der bliver mørkt i rummet. Og selvom dette er et lærestykke med en solid morale om, at vi skal huske at børste vores tænder, så følger alle børnene trofast med hele vejen igennem forestillingen. Stilhed, koncentration og latter på de rigtige steder. Det kan mormor godt lide.

Brug professionelle dramatikere

Men hvorfor er der så stor forskel på børnenes koncentration på de to forestillinger? Begge bygger på ‘kendt materiale’, begge er udført fint og professionelt og begge foregår på tidspunkter, hvor børnene er friske.

Det skyldes hovedsagligt, at Karius og Baktus er en bedre fortalt historie: Sammenhængende, logisk, genkendelig og underholdende, mens Bamseballetten er episodisk og usammenhængende, alt for langt fra det, vi kan kalde ‘en naturlig historie’.

Når spørgsmålet ”hvorfor går Bamse ud?” falder efter 10 minutter, ved man, at her er noget galt med historien, og så kan hele det store balletudtræk ikke hente den hjem igen. Så der hvor Teater V forlader sig på en god velafprøvet dramatisering af en velkendt børnebog og lykkes med den, går Det Kongelige Teater i fælden ved at overlade dramatiseringsarbejdet til en af husets dansere med en tro på, at Bamse-materialet i sig selv er stærkt nok.

Men også den slags skal man overlade til professionelle dramatikere – hvis man har respekt for børnene og deres evner til at forstå og afkode fortællinger. Og de er knalddygtige til den slags fra tidlig alder. Hvis Det Kongelige Teater vil holde på deres unge publikum, må de ikke forlade sig på deres store udtræk, men med respekt for børnene sikre, at de fortællinger, de giver os, er de bedste, der fås i hele landet.


Topfoto: Henrik Stenberg/Det kgl. Teater.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lærke Reddersen (født 5.6.1957), uddannet sceneinstruktør fra Dramatiska Instituttet, Stockholm, arbejdet som sceneinstruktør i Norge, Sverige og Danmark, arbejdet som underviser på diverse elevskoler, ansat som dramaturg og forlægger på flere teaterforlag, oversætter, production manager i Tivoli, dramaturg på diverse teatre i Norden. Initiativtager til #MeToo-Reading på Edison i december 2017.
Foto: Bjarne Stæhr.

Seneste artikler om Kultur