DEBAT – Berlingske har kastet det journalistiske håndklæde i ringen og søgt skjul i ideologiens gevandter i debatten om Kim Madsen og gruppen Jobcentrets Ofre, mener Maziar Mazor Etemadi. Det er tydeligt, at Madsen provokerer avisen og resten af det borgerlige Danmarks forestilling om fattigdom, skriver Mazor Etemadi. En forestilling der ikke har rod i velfærdstaten, men derimod almissestaten fra før Anden Verdenskrig.
I velfærdsamfundet er sammenspillet mellem borger, stat og offentlighed yderst væsentlig. Dannelsen af en sund og demokratisk orienteret politisk offentlighed er afhængig af dette sammenspil. Ligeledes er legitimiteten af alle samfundets instanser, institutioner og lovgivning betinget af en velfungerende politisk offentlighed. Et ønske som også udtrykkes i begrebet folkestyre, der er lige så meget i modsætning til enevældet, som det er i kontrast til pøbelvældet.
Siden aviserne konstituerer et væsentligt aspekt af denne dialog og ikke mindst medierer den, er det relevant at undersøge, hvilke offentlige dialoger aviserne advokerer for.
Det er netop i denne sammenhæng, at vi møder Berlingske.
Berlingske har siden et debatprogram på DR2, hvor Liberal Alliances Laura Lindahl angreb borgeren, Kim Madsens, integritet og sandfærdighed ved at insinuere, at Kim Madsen lyver om sin arbejdsevne, publiceret flere artikler, der fortsætter, hvor Laura Lindahl slap. Med overskrifter som “Ugens shitstorm: Spørg aldrig Kim Madsen, hvorfor han ikke arbejder” og “Kim Madsen mestrer kunsten at mobilisere 14.000 i en modstandsbevægelse og samtidig være for syg til at tage et arbejde” bliver der blæst til kamp.
Enhver, der har taget et kommunikationskursus er formodentlig klar over den dybe forskel mellem en deskriptiv og en vurderende tilgang
Overskrifterne på artiklerne efterlader ingen tvivl om, at Berlingske har kastet det objektive, journalistiske håndklæde i ringen og har søgt skjul i ideologiens gevandter. Artikel efter artikel bevidner, hvor uskønt det kan blive, når den undersøgende ædruelige objektive journalistik bliver erstattet af en normativ vurderende, ensidig og populistisk en af slagsen.
Det er ingen kunst at konstatere, at Berlingskes lille kunstværk af en overskrift, der anvender biordet “samtidig” til at stille “kunsten til at mobilisere” i relation til “at være for syg til at arbejde” er et direkte ad hominem angreb på Kim Madsen.
I det daglige sprog forbinder vi begrebet kunst med skabelse, kreativitet, skønhed, formåen og værdi, og når dette begreb sættes sammen med begrebet ‘at mobilisere’ har vi de perfekte, velfungerende og dynamiske handlingsmuligheder til skabelsen af nye værdier. Men fortvivl ej kære læser, for dette er ikke hvad Berlingske efterlyser. Det lykkes Berlingske ved anvendelsen af det lille ord “samtidig” at bringe os let og elegant væk fra disse paradisiske tilstande og til det mindre behaglige purgatorium undervejs til helvede. Lige den modsatte vej som Dante betrådte i selskab med digteren Virgil i det herrens år 1300.
Berlingskes mål og ideal i disse artikler er ikke at påpege det danske samfunds storhed, der værdsætter en borger som Kim Madsens kreativitet og også giver ham plads i solen. Nej, tværtimod. Idealet og målet er at vise det modsatte. At pege på Kim Madsen som løgnagtig, og det danske samfund som et tagselvbord for folk med tvivlsom moral som Madsen.
Lad os kigge lidt nærmere på sagen og den famøse debat.
I ideologiens tjeneste
Enhver, der har taget et kommunikationskursus er formodentlig klar over den dybe forskel mellem en deskriptiv og en vurderende tilgang.
Hvis Berlingske var interesseret i at sætte sig ind i borgeren Kim Madsens situation og liv, ville journalisten(erne) i deres deskriptive undersøgelse holde sig langt væk fra normative vurderinger.
Journalisterne ville være gået efter at læse Kim Madsens journaler, de ville have spurgt medicinske eksperter om hvorledes disse sygedomme virker, studerede de fremtidige prognoser, de ville have talt med Kim Madsen, om hvorledes en normal dag i hans liv ser ud, de ville have gennemgået pillerne han tager; (bi)virkningerne af pillerne på hans fysisk og ikke mindst mentale tilstand og relateret dem til smerterne, han plages af dagligt. De ville endvidere gengive de aktiviteter jobcentret sender ham til. Relevansen af aktiviteterne og disses relationer til loven om aktiveringen.
Det burde være børnelærdom, at allerede med Steinckes socialreform i 1933 blev de fleste sociale ydelser kategoriseret på en sådan måde, at de ikke længere blev regnet som fattighjælp, og derfor ikke kunne bevirke, at modtagerne mistede valgretten
De ville have talt med nogle juridiske eksperter om sagen især om lovens bogstaver og ånd og rimeligheden i, at en borger på 9. år kan befinde sig i aktivering- og afklaringssystemet.
Ovenstående kunne efterfølgende blive suppleret af samtaler med jobcentret, et par uvildige instanser for derefter at fremlægge sagen i avisen uden, at journalisterne behøvede at gå på kompromis med objektiviteten. I stedet for disse har Berlingske kastet sig ud i kunsten om at køre en ideologisk krig mod Kim Madsen, og masser af de vindmøller avisen opdager undervejs.
Berlingske har tydeligvis et særligt horn i siden på Kim Madsen og denne borgers åbenlyse engagement. Hans energiske udbrud og den organisation han har skabt, provokerer og modsiger de borgerliges idé om de armodige og de syge. Desværre behersker artiklernes skribenter ikke de nødvendige analytiske begreber til at bestemme de nye sociale mediers effektivitet, og de muligheder disse skænker os til at mobilisere nye og aktivistiske bevægelser.
Til at initiere en bevægelse behøver en person som Kim Madsen kun at lave en Facebook-side. Dette tager ca. 10 minutter. Gennem de sociale fælleskaber han er blevet en del af i 9 år i dette system kender han til en betydelig gruppe borgere, der er i samme situation som ham selv. Næsten alle er på Facebook og næsten alle har brug for at støtte hinanden i modgangen og den svære situation, de befinder sig i. Med disse få ingredienser er organisationen Jobcentrets Ofre dannet.
Modbevægelse gør oprør mod urimelighederne
Jobcentrets Ofre er ikke et parti som Liberal Alliance, der startede med flere bankfolk med store summer penge, der var samlet om idealet om at omdanne den danske velfærdstat til et samfund baseret på laissez faire-økonomi.
Det er ikke Kim Madsen, der sidder og organiserer alt, men de mange ulyksalige mennesker, der er blevet behandlet overordentligt grimt på disse jobcentre, som samles virtuelt og i indignation mobiliserer de få kræfter de har. Mange bække små gør en stor å, som man så smukt siger på dansk.
De tager hinanden på ordet, deler ud af informationer på Facebook, inviterer hinanden til at komme til demonstrationer foran jobcentre. De har også familiemedlemmer og venner, der har sympati for dem, og som kan se urimelighederne i systemet og nærer derfor ønsket om at være engageret i en socialbevægelse, der er i stand til at påpege urimelighederne i behandlingen. Således har vi grundlaget for en social bevægelse i Facebooks æra: Ingen leder, ingen central komite, eller CEPAS chefstillinger. Ingen lægestuderende eller jurastuderende med dådyrøjne i ulønnet partipraktik, men folk med sår på kroppen og sjælen, der sidder i statsautoriseret elendighed, der gør oprør mod elendigheden og urimeligheden.
I velfærdsamfundet er sammenspillet mellem borger, stat og offentlighed yderst væsentlig. Dannelsen af en sund og demokratisk orienteret politisk offentlighed er afhængig af dette sammenspil
Der findes også folk rundtomkring i det ganske land, der har sympati med denne sag af både idemæssige, moralske, eksistentielle eller politiske årsager. Så længe fremtiden ikke kan forudsiges, så længe kan vi alle være den nye i rækken af de syge, de aktiverede, de sultende og kontanthjælpsmodtagerne.
Disse grupper finder sammen, samler kræfterne til at bekæmpe urimelighederne i loven om aktivering, som stort set alle på nær få har erkendt urimelighederne af. Selv socialdemokratiske toppolitikere har erkendt, at lovgivningen fejler og folk bliver behandlet uværdigt i systemet. Det burde i det mindste motivere regeringen, Socialdemokratiet og alle andre partier til at undersøge, hvorfor dette system er ved at skabe så meget frustration og armod. Ifølge statistikkerne er antallet af fattige stigende i Danmark samtidigt med, at vi oplever et historisk opsving. En selvmodsigende politik af dimensioner må man sige.
Derfor er denne såkaldte ’kunst’ om at organisere sig ikke nogen særlig bedrift, Det er ingen kunst, men nød. En nød, hvis erkendelse burde få os på ny til at respektere vores medmennesker og udvise sympati og empati med deres kamp. Empati siges at være intuitivt, men vi kunne også prøve at mobilisere vores intellektuelle kræfter til at udvikle et empatisk forhold til vores medmennesker, der har det mildes talt svært.
Danmark er ikke en almissestat
Uanset hvad, burde denne nød ikke kunne berettige en politiker som LAs Laura Lindahl, der har studeret erhvervsøkonomi, til at kaste sig ud i medicinske refleksioner over en borgers helbred på Tv, og følgende udkaste ideer, der blot har til hensigt at underkende mandens sandfærdighed og lægefagligheden generelt i dette land. Lægeforeningen burde i lægeløftets og i alle sine medlemmers navn stævne folk som Laura Lindahl for bagvaskelse af hele lægestandens faglighed og dømmekraft.
Måske findes der folk i dette land, som ønsker kvarksalver til at behandle dem for alverdens sygdomme. De har måske lyst til at få udført hjerteoperationen af den lokale automekaniker, eller ønsker sig brændende at blive behandlet for depression, angst, paranoia af en tilfældig og enorm snaksalig erhvervsøkonom på åbenskærm. Men for alle andre, der ikke nyder sådanne lyster er det ved at være på høje tid at udvise mere respekt for fagligheden og lære at styre ens ideologiske trang til korstog mod folk på ydelser. Vi må stoppe med at tro, at mennesker, der kun er i stand til at have et fleksjob, burde være både døden nær. Eller være en idiot uden mentale kræfter, en stakkel uden indignation og vilje, eller en ynkelighed, der vækker vores medlidenhed og som vi efterfølgende kan vise på et Tv-program.
Vi bor heldigvis ikke længere i 1920’erne, hvor de heldige få på livets solside kan glæde deres rene hjerter ved at give lidt almisser til de trangende, tilgive dem deres ynkelighed ved ikke at kunne sørge for sig selv, for derefter at sætte hatten på og med den god samvittighed i behold glæde sig til juleaften. Vi er langt fra de tider, men er Lindahl og Berlingske klar over det?
Berlingske har tydeligvis et særligt horn i siden på Kim Madsen og denne borgers åbenlyse engagement. Hans energiske udbrud og den organisation han har skabt, provokerer og modsiger de borgerliges idé om de armodige og de syge
Det burde være børnelærdom, at allerede med Steinckes socialreform i 1933 blev de fleste sociale ydelser kategoriseret på en sådan måde, at de ikke længere blev regnet som fattighjælp, og derfor ikke kunne bevirke, at modtagerne mistede valgretten. I 1961 vedtog folketinget, at modtagelse af fattighjælp ikke skulle diskvalificere borgere mht. valgret. Retfærdigvis bør det bemærkes, at hverken Lindahl eller Berlingske har talt om at fratage Kim Madsen valgretten, men der er ingen tvivl om, at de ikke mener, at det tilkommer en person i Kim Madsens situation at være så energisk engageret, uøkonomisk med sine kræfter og især sit snakketøj. Det minder mig om Ludvig Holbergs komedie Den vægelsindede, hvor Leonore siger følgende: “”Hun har alle de Qvaliteter, som han forlanger hos en fruentimmer. Hun er oeconomisk, stille…” (act 1, scene 1). Bør vi spørge Lindahl og Berlingske hvilke “Qvaliteter” forlanger de af dagens “fruentimmer”? Hvilken taknemlighed skal de udvise?
Når taknemligheden bliver den grundlæggende indstilling, der skal erstatte velfærdsstatens sociale kontrakt, hvor enhver borger i kraft af at være en del af samfundet, bærer en ukrænkelig værdi i sig selv, har vi forladt velfærdsstaten. I et taknemlighedsforhold er den ene altid i et uligt forhold. Derfor er det klart, at det samfund som Lindahl og venner plæderer for ikke er en velfærdstat, men en almissestat.
Overraskende var det derfor ikke, at hun ikke forventede at møde en myndig borger til debatten på TV. Hun forventede at se en klient, men mødte i stedet en borger, der udfordrede hende. Klienten burde udvise taknemlighed og ellers tie stille. Der blev hun skuffet og opførte sig yderst inkvisitorisk om Kim Madsens liv, sygdomme og personlighed.
Det lyder som en socialpolitik fra dengang, hvor morfar ikke var født endnu. Det er derfor på sin plads at spørge både Lindahl og Berlingske, der har kastet sig ud i kampagnen mod Kim Madsen, om de kender og anerkender forskellen mellem en klient og en borger?
På kunstmuseet ARoS fastudstilling sal hænger der et maleri af kunstneren Frants Henningsen, der bærer titlen “Forladt. Dog ej af Venner i Nøden” (1888). Maleriet, der er skabt i den socialrealistiske tradition er klassisk i sin mesterlige anvendelse af teknik, og særdeles moderne i sit motiv. Det fremstiller en ung smuk dyb fattig kvinde, bærende på det ene barn, mens det andet holder fast i mors pjaltede kjole. Maleriet gør et stort indtryk på beskueren, og titlen virker forbavsende. “Forladt. Dog ej af Venner i Nøden”, men hvor er vennerne henne? Vi ser intet andet end den dybeste fattigdom. Men så møder vi uvilkårligt deres øjne. De kigger på os. De slår ikke øjnene ned som de ville have gjort på et maleri malet for 200 år siden. På trods af sin konservative, stramme komposition begår Frants Henningsens et revolutionært genistreg ved at pege på os. Vi bliver en del af dramaet. Vi er denne lille families venner. Når man engang har set dette maleri, forlader man ikke det igen. Det sætter dybe og smertelige spor i en sjæl.
Er det sådan en tilstand Laura Lindahl og Berlingske drømmer sig tilbage, dog uden venskabsbånd?
Det er måske tragedien ved det danske uddannelsessystem, at flere og flere af de såkaldte uddannede er åbenbart aldeles tomme for dannelse, viden og refleksion.
Topbillede: “Forladt. Dog ej af Venner i Nøden”, Frants Henningsen (1888) Wikipedia.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver lørdag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
