MEDIEKRITIK // DEBAT – Weekendavisens artikler om Khadersagen er ikke objektiv journalistik om et sensitivt emne, men derimod en farvet fortælling, der bagatelliserer sagerne og sår tvivl om kvindernes troværdighed og proportionssans.
Dette indlæg er udtryk for debattørens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Weekendavisen bragte fredag to artikler og en leder om den advokatundersøgelse af påståede seksuelle krænkelser, der var med til at fælde den nu tidligere konservative politiker, Naser Khader. Advokatundersøgelsen var fortrolig, men Weekendavisen er via en hemmelig kilde kommet i besiddelse af et eksemplar.
I forsideartiklen med overskriften ”Den hemmelige rapport” gennemgår journalist Poul Pilgaard Johnsen indholdet af den 54 sider lange undersøgelse. Pilgaard præsenterer seks sager, heraf tre om anonymiserede kvinder, som har meldt sig til de Konservatives whistleblower-ordning, og tre om navngivne kvinder, der tidligere har medvirket i DR’s artikel fra juli om Khadersagen.
Kun én af de seks kvinder, hvis intime beretninger gengives og betvivles, er på forhånd blevet kontaktet om aspekter af det materiale avisen ville bringe. Mens Khader efter eget udsagn ”i cirka to uger har vidst, at Weekendavisen har været i besiddelse af rapporten”.
Uanset den indiskutable offentlige interesse forbliver det stærkt diskutabelt, at Weekendavisen ikke kontaktede alle de navngivne kvinder
Khader interviewes også af Pilgaard til en mindre artikel om samme sagskompleks med overskriften ”Ingen injuriesag”. Den vender vi tilbage til.
Artiklerne har affødt debat i et bredt spektrum af medier: fra aviser og sociale medier over podcasten Det vi taler om til Presselogen på TV2 News. Hvor Weekendavisen ifølge Martin Krasniks leder blandt andet ønskede at belyse, hvilken rolle advokatundersøgelser spiller i de spegede #MeToo-sager, har debatten mere kredset om den journalistiske legitimitet og presseetik i avisens dækning.
Tyder på en “alvorlig overtrædelse” af presseetiske regler hos @weekendavisen, skriver ekspert i mediejura.
Se tråden 👇🏼 #dkmedier Ping @journalistendk https://t.co/wcnfYvhyvG
— Andrea Dragsdahl (@ADragsdahl) September 3, 2021
Det er da også opsigtsvækkende, at der bringes historier om påståede seksuelle krænkelser mod kvinder, hvor kvinderne ikke er blevet orienteret før offentliggørelsen, ikke har givet samtykke og heller ikke har fået forelagt anklager om utroværdighed, som placeres i centrum af sagsfremstillingen. Bort set fra én kvinde, maleren Karen Dirks, som er blevet kontaktet om et punkt i Khaders udsagn.
Der er, som Weekendavisen fremhæver, en offentlig interesse i at få yderligere indblik i baggrunden for Khaders fald, i advokatundersøgelser som et tvetydigt magtinstrument og i de mekanismer i #MeToo-sager, der har alvorlige konsekvenser for alle parter.
Men uanset den indiskutable offentlige interesse forbliver det stærkt diskutabelt, at Weekendavisen ikke kontaktede alle de navngivne kvinder. Hvorfor ikke orientere dem alle om, hvad der var på vej og forelægge dem de alvorlige anker, der bliver rejst mod deres vidneudsagn?
Der er en væsentlig forskel på beretninger givet til DR med henblik på offentliggørelse og redegørelser givet til advokater under forudsætning af fortrolighed. Weekendavisens presseetiske figenblad om, at de navngivne kvinders historier allerede er bragt, er tvivlsomt.
Når man læser din [Pilgaards] artikel så synes jeg, at den sår tvivl om de kvinders intention – Thomas Heurlin
I forhold til de tre anonyme kvinder ophæver anonymitet ikke privatlivsbeskyttelse.
Det blev bl.a. fastslået i en Højesteretsdom fra 2012 om skjulte optagelser fra plejehjemmet Fælledgården: her stadfæstede Højesteret, at den relativt store offentlige interesse i at belyse kritisable forhold på et plejehjem ikke opvejede krænkelsen af privatlivet – og at en sløring i DR’s TV-udsendelse, som sikrede ”at de [beboerne] ikke kunne genkendes af offentligheden…men af pårørende og bekendte…ikke kan anses for tilstrækkelig” (H.D. 21. feb i sag 78/201).
Det vi taler om
Podcasten ”Det vi taler om” havde fredag besøg af Poul Pilgaard Johnsen til en diskussion af hans journalistik om advokatundersøgelsen. TV-producenten Thomas Heurlin, som var en del af panelet i podcasten, spidsformulerede en kritik, der gik igen i flere af podcastdeltagernes kommentarer. Heurlin sagde:
”Når man læser din artikel, så synes jeg, at den sår tvivl om de kvinders intention” og senere:”du udvælger på en måde, som i mine øjne kommer til at fremstå som et forsvar for Naser Khader”. Pilgaard afviste kritikken og erklærede omvendt, at forsideartiklen var en ”fuldstændig objektiv gennemgang” af advokatundersøgelsen.
To så modstridende opfattelser fortjener at blive tryktestet mod tekstens ord. Hvilken af de to udlægninger giver artiklerne belæg for?
Synsvinklen
Allerede manchetten på forsideartiklen bevæger sig væk fra objektiviteten og over i den subjektive fortolkning eller dramatiske iscenesættelse: ”Hvad var beslutningsgrundlaget for at afslutte en af den nyere danmarkshistories mest betydningsfulde politiske karrierer?”, hedder det.
Khader har været en synlig politiker. En omflakkende politiker. En omstridt politiker. Men er han også en af den nyere danmarkshistories mest betydningsfulde politikere? En diskutabel påstand, som nok kan medvirke til at legitimere offentliggørelsens vigtighed, men ikke bidrager til den påståede objektivitet.
Jeg vil zoome ind på artiklens afsnit om de tre navngivne kvinder, der tidligere har fortalt deres historie til DR. Dels skærper det alvoren, at de optræder med navn, dels sættes der systematisk spørgsmålstegn ved deres troværdighed.
Afsnittet bliver entydigt domineret af de elementer, der kan så tvivl om Dirks’ troværdighed
De tre kvinder tildeles hver sit afsnit i forsideartiklen. Betragter man de mellemrubrikker, der står over afsnittene, bliver synsvinklen og den fortællemæssige tilrettelæggelse tydelig. Her optegnes Pilgaards fokus. Mellemrubrikkerne lyder i al deres tilsyneladende objektivitet: ”Gardinerne”, ”Toiletforholdene”, ”Et nej”. Dermed er de tre afsnits tyngdepunkter etableret. Og de handler om anfægtelse af kvindernes troværdighed og proportionssans.
Gardinerne
”Gardinerne” refererer til, at Khader anfægter maleren Karen Dirks’ troværdighed, fordi hun har fortalt til DR – og ikke til advokatundersøgelsen – at Khader trak gardinerne for i sin daværende lejlighed [Karen Dirks har siden fortalt til POV, at hendes forklaring til advokatundersøgelsen om gardinet var den samme som til DR – se opdatering nederst]. Men ifølge Khader og to vidner, han har ”indkaldt”, var der ikke gardiner i lejligheden.
Karen Dirks’ mulige erindringsforskydning – et fænomen, der er almindeligt kendt inden for vidnepsykologi – glider i Pilgårds fremlæggelse over i yderligere spørgsmålstegn fra Khader ved hendes karakter og troværdighed. Afsnittet bliver entydigt domineret af de elementer, der kan så tvivl om Dirks troværdighed.
Den norske psykologiprofessor Svein Magnussen giver i bogen Vidnepsykologi en nøgle til at forstå den manglende hukommelsesmæssige klarhed for perifere detaljer, der er et almindeligt fænomen i forbindelse med traumatiske hændelser: ”frygt indsnævrer opmærksomhedens fokus”, skriver han, ”således at centrale træk ved situationen registreres godt, mens mere perifere detaljer registreres dårligt”.
Psykologiprofessoren understreger også, at hukommelsen ikke er som et kamera, der fanger alt og afspiller fortiden som en film i en én til én-version. Erindringen er en rekonstruktion af fortiden, hvor ikke mindst detaljer kan være tilføjet sidenhen og formet efter kognitive skemaer (en slags mentale kort baseret på tidligere erfaringer).
Toiletforholdene
Næste mellemrubrik er ”Toiletforholdene”. Og netop toilettet er da også omdrejningspunktet i artiklens afsnit om Kristina Olssons vidnesbyrd. Her fremhæves det indledningsvis, at freelancejournalisten Kristina Olsson ”ifølge eget udsagn var fascineret af Naser Khader ”både personligt og fagligt””. Pilgaard har her plukket et udsagn fra DR’s artikel og fået det til at fremstå som et direkte citat fra Kristina Olsson. I virkeligheden er det ikke et direkte citat, men DR’s sammenfatning af hendes holdning til Khader før mødet.
Efter et kort uddrag af Olssons vidnesbyrd om krænkelsen på Khaders kontor i 2000 citeres følgende fra hendes beretning: ”NK rejste sig herefter op og gik ind på toilettet for at vaske sig. Han smed en rulle toiletpapir hen til KR [Kristina Olsson], som hun kunne tørre sig med.” Det er værd at bemærke, at denne ydmygende detalje, som Pilgaard fremhæver, ikke er med i DR’s artikel. Detaljen fra den fortrolige rapport viser sig at blive et springbræt for at så tvivl om Olssons troværdighed.
Resten af afsnittet retter fokus mod toilettet. Ifølge Khader var der ikke noget toilet i kontoret. Mens en række udsagn i artiklen tilføjes et foranstående ”ifølge” for at markere, at der er modstridende opfattelser og tvivl om sandhedsværdien, hedder det her med journalistens ord: ”Det [toilettet] fandtes nemlig ikke”. Uden forbehold. Selvom det fremgår, at hverken Plesner-advokaterne eller Pilgaard har efterprøvet Khaders udsagn. Ikke desto mindre står det som en uantastet sandhed.
Hvis en mand efter et samleje går ind i et rum og kommer ud med toiletpapir, er det helt naturligt at opbygge den fortælling, at han kommer ud fra toilettet
Lad os antage, at det er rigtigt. At der ikke var noget toilet. Er det i givet fald en så væsentlig detalje, at den bør danne omdrejningspunkt for afsnittet om Khader og Olsson? Og ville det ikke være rimeligt at forelægge for Olsson, idet det får karakter af en anklage om utroværdighed? Så kunne hun eventuelt have fået lejlighed til at forklare, at hun antog, at det var et toilet, da Khader gik ind i et tilstødende rum og kom ud med toiletpapir.
Men at hun ikke havde set lokalet indefra, hvilket hun da heller ikke har hævdet. Sådan fungerer hukommelsen også. Den udfylder huller efter de kognitive skemaer eller mentale kort, vi har indkodet. Hvis en mand efter et samleje går ind i et rum og kommer ud med toiletpapir, er det helt naturligt at opbygge den fortælling, at han kommer ud fra toilettet.
”Et nej”
Derefter følger mellemrubrikken ”Et nej”. I dette afsnit beskrives et møde mellem Khader og Camilla Trustrup, som Trustrup har beskrevet det. Trustrup oplever Khader som nærgående. Hun forklarer, at han beder om massage og begynder at tage bluse og bukser af. Da hun viser ham mod døren, siger han ifølge Trustrup: ”Det her, det siger du aldrig til nogen”, mens han stirrer ”intenst og aggressivt” på hende.
Pilgaard refererer Khaders påstand om, at han var i Kairo på det tidspunkt, hvor mødet skulle have fundet sted ifølge Trustrup. Advokatundersøgelsen har ikke endeligt kunne afgøre, hvorvidt han var i Danmark eller Kairo. Men Pilgaard lader Khaders advokat få det sidste ord og mellemrubrikkens ”nej” bliver afsnittets opbyggelige pointe:
”Og uanset hvad kan det i virkeligheden også være ligegyldigt, fastslår hans egen advokat:
“Den beskrevne episode må anses som et forsøg på at opnå en romantisk forbindelse og ikke en krænkelse. Således beskriver kvinden, at hun siger nej, og at dette nej blev respekteret.””
Hvis kvindernes historier er sandfærdige, er det selvfølgelig vanskeligt for Khader at vinde en injuriesag
Fortolkningen fra Khaders advokat bliver den beroligende udgangsakkord, som allerede blev anslået i mellemrubrikken. Konklusion: Forsøg på en romantisk forbindelse, et respekteret nej – hvis episoden da overhovedet har fundet sted.
Khaders troværdighed opbygges
Hvor afsnittene om de tre navngivne kvinder betoner de detaljer, der kan så tvivl om kvindernes troværdighed, sker der en spejlvending i det allersidste afsnit, hvor Naser Khaders troværdighed opbygges. Pilgaard fremhæver nemlig, før han lader Khader få det sidste ord, at en mulig forestilling om, at Khader tog sygeorlov uden at være syg, er forkert:
”Sygemeldingen gav anledning til en større offentlig debat om folketingsmedlemmer, der bare tager sygeorlov, når noget går dem imod. Af rapporten fremgår det imidlertid, at Naser Khader under orloven er blevet opereret for et mavesår, som havde bredt sig.”
Om det omsiggribende mavesår er dokumenteret med en lægeerklæring, nævner Pilgaard ikke. Men oplysningen bidrager i hvert fald til, at Khader i artiklens troværdighedsregnskab får endnu et plus. Den brede offentlighed tog fejl, Naser havde ret. En suggererende slutning.
Ingen injuriesag
Over de tre afsnit med de navngivne kvinder står en artikel, hvor Khader får lov uimodsagt at bagatellisere sagerne. Det sker med afsæt i hans beslutning om at droppe injuriesager mod kvinderne. Deres anklager er simpelthen, ifølge Khader og den advokat, han har rådført sig med, for bagatelagtige til, at de falder inden for injurieområdet. Kun for to kvinders vedkommende er der måske tale om en alvor, der kan kvalificere til injurier.
Det må undre, at Khader slipper afsted med denne iscenesættelse. Det er selvsagt injurierende, hvis man offentligt beskyldes for seksuelle krænkelser, der ikke har fundet sted. Hvis det er løgn, er det injurier. Men hvis kvindernes historier er sandfærdige, er det selvfølgelig vanskeligt for Khader at vinde en injuriesag.
Der indgår to spørgsmål fra Pilgaard i artiklen, og de har mere karakter af opklarende spørgsmål, der giver Khader mulighed for at uddybe sine argumenter end af egentlig kritiske spørgsmål, der udstiller svaghederne i hans ræsonnement.
Khader tilfreds
Det billede, der toner frem ved en nærlæsning af Pilgaards journalistiske dækning, flugter med Khaders interesser. Thomas Heurlin havde belæg for sin påstand i ”Det vi taler om”, da han sagde ” du udvælger på en måde som i mine øjne kommer til at fremstå som et forsvar for Naser Khader”.
Det kan derfor heller ikke undre, at Khader på sin Facebook-væg benytter artiklerne som ammunition i sin kamp for oprejsning. Med Weekendavisens artikler som tillidvækkende udgangspunkt hævder Khader: ”På flere punkter bliver jeg frikendt.”
Omvendt lyder der en stærk kritik af artiklerne fra Khaders modparter.
Fx fortæller Kristina Olsson til Politiken, at hun ”fik et chok”, da avisen tikkede ind på hendes telefon. Hun var ikke orienteret på forhånd trods de nye oplysninger i hendes sag. Og hun er rystet over processen: “I hele det her forløb, fra starten af juli til i dag, er den her artikel det, der har påvirket mig allermest, fordi jeg føler, at det handler om min troværdighed, og at jeg ikke kan forsvare mig”.
Den fortælling, der træder tydeligst frem i artiklerne, er følgende: Enten er krænkelserne opdigtede eller også er episoderne ikke så alvorlige, men blot udtryk for, at Khader har ”en anden semantik end danske mænd”, som Pilgaard afslutningsvis citerer hovedpersonen for at sige
Det er helt legitimt at gå kritisk til processen mod Khader. Naturligvis. Men det kræver et stærkt presseetisk kompas at navigere i det sensitive farvand. Og det er misvisende, når Pilgaard forklæder sin fremstilling som ”en fuldstændig objektiv gennemgang”.
Pilgaard går først og fremmest Khaders ærinde. Bevidst eller ubevidst. Det afspejler sig i fokuspunkterne, faktorernes orden, vægtning og vinkling og i modtagelsen. Der er så at sige et forsvarets vandmærke, der træder frem, når man læser de to artikler af Pilgaard.
Khaders dobbeltbundede helgardering
Til gengæld manglede der et vandmærke på den lækkede papirudgave af advokatundersøgelsen, som Weekendavisen bragte et foto af.
Ifølge advokatfirmaet Plesner findes der kun to fysiske udgaver af rapporten uden vandmærker, nemlig dem, Khader og hans advokat har fået udleveret. Advokatfirmaet konkluderer på den baggrund, at det lækkede eksemplar, der er afbildet i Weekendavisen, enten tilhører Khader eller hans advokat.
Khader fortæller Ritzau i en sms ”at han i cirka to uger har vidst, at Weekendavisen har været i besiddelse af rapporten.” Et privilegium Kristina Olsson ikke havde. “Jeg skal ikke kloge mig på, hvem der har lækket rapporten”, siger Khader. Og så kommer en bemærkelsesværdig tilføjelse. En slags khadersk helgardering med dobbeltbund:
“Når det er sagt, så forstår jeg ikke dette forsøg på at udstille mig som én, der har brudt en fortrolighedsforpligtelse. Det har jeg ikke – allerede fordi jeg ikke er pålagt nogen fortrolighed.”
Det ligner figuren fra Khader og advokatens forsvar mod anklagerne fra Camilla Trustrup: Jeg var i Kairo, bedyrede Khader, men i øvrigt må den beskrevne episode med Trustrup anses som et forsøg på at opnå en romantisk forbindelse og et eksempel på et respekteret nej.
Pilgaards to artikler kommer muligvis uforvarende til at genskabe Khaders dobbeltfigur. Den fortælling, der træder tydeligst frem, er følgende:
Enten er krænkelserne opdigtede eller også er episoderne ikke så alvorlige, men blot udtryk for, at Khader har ”en anden semantik end danske mænd”, som Pilgaard afslutningsvis citerer hovedpersonen for at sige.
OPDATERING: Karen Dirks har fortalt POV, at det er forkert, når Khaders advokat ifølge Weekendavisen hævder, at hun har udeladt det omstridte gardin i sin forklaring til advokatundersøgelsen. POV har set et referat af Dirks bidrag til advokatundersøgelsen, hvoraf der fremgår at gardinet nævnes: “K husker, at NK gik hen til vinduet for at rulle gardinet for. Det var et lille rullegardin.”
LÆS MERE OM KHADERSAGEN HER
LÆS MERE AF STEFFEN GROTH HER
Topbillede: Naser Khader. Foto: Knud Winckelmann via Wikimedia Commons
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
