Onsdag vinder de røde og torsdag begynder det svære

af i Danmark/Politik & Samfund

FV-2019 // OPTAKT – Torsdag skal både rød og blå blok på hver sin måde til at orientere sig i et helt nyt landskab med store udfordringer. Valget den 5. juni bliver lige så skelsættende som i 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen blev statsminister og stod i spidsen for et regulært ”systemskifte”, skriver Bjarke Larsen. 

Meningsmålingerne har været ret stabile i den senere tid, så når stemmerne er talt op ved midnatstide, vil ”rød blok” have sejret med et forspring, der ikke er set så stort i nyere tid.

Tilsvarende vil VLAK-regeringen stå med et sviende nederlag, samtidig med at hele det borgerlige Danmark er i en nærmest eksistentiel ideologisk krise.

Kan enderne mødes, eller ender det i kaos og nyvalg – eller med mange måneders forhandlinger, som vi har set det i Tyskland og Sverige?

Det er spændende og helt uforudsigeligt, hvad det ender med.

Her er nogle vigtige punkter at holde øje med. Både i dagene efter valget og på lidt længere sigt.

Venstrefløjen er historisk stærk

I 1987 fik venstrefløjen sit hidtil bedste valg nogensinde med i alt 16,9 pct. af stemmerne (SF fik 14,6 pct., Venstresocialisterne 1,4 pct. og det Sovjet-tro DKP 0,9 pct.

Lige nu står SF og Enhedslisten til det samme eller mere i de vægtede meningsmålinger: 16,9 pct. hos Berlingske og 17,0 pct. hos Ritzau.

Hertil kan lægges Alternativets stemmer.

Selv om partiet har meldt sig ud af blokopdelingen og ”trukket deres mandater ud af ligningen”, når der skal forhandles regeringsdannelse, stemmer partiet i meget høj grad (ca. 90 pct. af alle afstemninger) på samme måde som Enhedslisten, og langt hovedparten af deres vælgere opfatter sig selv om langt mere røde end blå.

Røde linjer og ultimative krav

Det fyger i luften med ultimative krav, der skal opfyldes, og røde linjer, der ikke må overskrides, hvis Mette Frederiksen skal indtage Statsministeriet.

Modsat har Mette Frederiksen lige så ultimativt meldt ud, at hun ikke vil være statsminister, hvis prisen er, at hun skal give køb på den stramme udlændingepolitik, partiet har tilsluttet sig.

Kan enderne mødes, eller ender det i kaos og nyvalg – eller med mange måneders forhandlinger, som vi har set det i Tyskland og Sverige?

Det sværeste problem at løse bliver, hvilken økonomisk politik en ny regering skal føre, og ikke så meget udlændingepolitikken, selv om den har fyldt mest

Den mest sikre forudsigelse er, at det i hvert fald kommer til at tage det meste af juni måned. Ikke kun fordi der vitterligt er tale om svære forhandlinger, men også fordi det i den slags situationer er nødvendigt med et længere forløb, for at parterne kan finde frem til de nødvendige kompromisser, og for at de enkelte partier kan demonstrere, at de har kæmpet hårdt og længe, inden de giver sig.

Ingen kræver mere åbne grænser

Min forudsigelse vil være, at det sværeste problem at løse bliver, hvilken økonomisk politik en ny regering skal føre, og ikke så meget udlændingepolitikken, selv om den har fyldt mest.

I forhold til sidstnævnte er det værd at bemærke, at hverken Enhedslisten eller De Radikale har krævet ændringer, der indebærer, at der vil komme mange flere asylansøgere og illegale migranter til landet, hvilket er det vigtigste punkt for Socialdemokratiet.

Kravene går dels på at skabe en politik, der ikke er afhængig af Dansk Folkeparti, og som ikke består af symbolske stramninger og tiltag, dels af nogle konkrete her-og nu-forbedringer: bedre forhold for børnene på Sjælsmark, at droppe Lindholm som udrejsecenter, at begynde at tage kvoteflygtninge igen og at afskaffe den særlige lave integrationsydelse, der er blevet sat ned med 2.000 kr. om måneden.

De tre første ting er Socialdemokratiet allerede nu åbne for. Ydelserne ønsker partiet at fastfryse i et år, mens en kommission kommer med forslag til en gennemgribende reform af hele området – men mon ikke man kan give en dispensation og hæve integrationsydelsen midlertidigt, hvis det er prisen?

Socialdemokratiet stemte imod nedsættelsen af integrationsydelsen, men man stemte for resten – om end modvilligt. Kan der bygges bro her? Det bliver den store armlægning og styrkeprøve

Tilbage står den store knast, som er det såkaldte paradigmeskifte, hvor det blev fastslået, at flygtninge som udgangspunkt skal sendes hjem, så snart der er ro i deres hjemland. Sådan har det formelt set været altid, men i praksis er det stort set ikke sket.

Det er også tvivlsomt, om det vil ske fremover, for de lande, de fleste flygtninge kommer fra – Syrien, Irak, Iran, Somalia – er ikke just præget af ro, stabilitet og tryghed. Man kan derfor argumentere for, at der mest er tale om en symbolsk ændring, men sådan ser især De Radikale ikke på det. Hele 111 gange er ordet ”integration” erstattet med ”hjemsendelse” i lovgivningen, og for De Radikale er paradigmeskiftet udtryk for et grundlæggende opgør med Danmarks humanistiske tradition på området.

Socialdemokratiet stemte imod nedsættelsen af integrationsydelsen, men man stemte for resten – om end modvilligt. Kan der bygges bro her? Det bliver den store armlægning og styrkeprøve.

Gummiformuleringer om økonomi

Den anden er som nævnt den økonomiske politik, hvor Morten Østergaard her i slutspurten har været ude med nogle meget kontante meldinger om, at en ny regering skal føre en politik, der øger arbejdsudbuddet og det økonomiske råderum (de penge, der er i overskud på statsfinanserne i de kommende år, og som kan/skal bruges til at lappe huller, øge indsatsen på klimaområdet etc.). Sker det ikke, vil De Radikale aktivt modarbejde dannelsen af en S-mindretalsregering.

Hvad vil Morten Østergaard gøre, hvis han ikke får sin vilje?

Enhedslistens Pernille Skipper har været lige så entydig i sin melding om, at man ikke vil holde hånden under en S-regering, med mindre den fører en helt anderledes, rød økonomisk politik end SSFR-regeringen under Helle Thorning-Schmidt gjorde.

På det område bliver den store øvelse formodentlig at prøve at skrive sig ud af problemet med nogle luftige gummi-formuleringer. Det vil imidlertid kun give ro frem til starten af august, hvor der skal fremlægges et forslag til finanslov for 2020, og de efterfølgende finanslovsforhandlinger.

Er liste B’s plan B en SVR-regering?

Når De Radikale de seneste dage har især været i offensive med nye krav til Mette Frederiksen, er det tegn på, at man tager valgnederlaget til blå blok for givet. Partiet forsøger at samle flest mulige borgerlige stemmer op for at stå stærkest muligt under de kommende forhandlinger.

Men hvad vil Morten Østergaard gøre, hvis han ikke får sin vilje?

Det er svært at se en plan B, for der er ikke skyggen af udsigt til et borgerligt flertal, som ikke er afhængigt af ikke bare Dansk Folkeparti men også Stram Kurs og Nye Borgerlige, hvis de kommer i Folketinget.

Det vil være uspiseligt for De Radikale, der netop går til valg på at udelukke disse partier fra udlændingeområdet, og som også vil få meget svært ved at strikke en økonomisk politik sammen med Dansk Folkeparti.

Internt i Socialdemokratiet er der stor spænding om, hvorvidt partiet vokser ved valget. Det vil have stor psykologisk betydning for den styrke, partiet går ind i de svære forhandlinger med

Det er i stort omfang lykkedes Morten Østergaard at undgå at svare på, hvad han vil gøre, hvis …. Noget tyder efterhånden på, som også antydet i min tidligere analyse hos POV, at deres plan B er en SVR-regering. Partiet har taget positivt imod Løkkes udmeldinger på det punkt. Der er lagt op til en hvem-blinker-først duel, når forhandlingerne går i gang.

Kan det fungere i praksis?

Én ting er at lave nogle aftaler, der kan give Mette Frederiksen lov til overhovedet at danne regering. Noget helt andet er at få den til at fungere i praksis. Den nuværende regering blev kendt for at være den mest dysfunktionelle i nyere tid og for at få meget lidt af sin politik igennem.

Men afstanden fra Enhedslisten til De Radikale er på det økonomiske område større end afstanden fra Liberal Alliance til Dansk Folkeparti, og Socialdemokratiet vil på udlændingeområdet være i konstant modsætning til de øvrige i rød blok. Det bliver ikke nemt, og der vil blive råbt og talt med store bogstaver fra dag et.

Vokser Socialdemokratiet …?

Internt i Socialdemokratiet er der stor spænding om, hvorvidt partiet vokser ved valget.

Det vil have stor psykologisk betydning for den styrke, partiet går ind i de svære forhandlinger med. Det er S, der har trukket de mange stemmer hen over midten, som nu sikrer den røde valgsejr, men partiet har afleveret lige så mange af sine egne vælgere til især SF og Enhedslisten.

Meningsmålingerne svinger op og ned. I tirsdagens Voxmeter-måling står partiet således til 55 mandater mod de nuværende 47, mens andre viser resultater lige omkring resultatet fra sidste valg, enkelte endog med pil nedad. Her i slutspurten har tendensen dog være opadgående.

Lykkes det Venstre at hive stemmer nok til sig fra Dansk Folkepartis spektakulære sammenbrud, kan det friste Lars Løkke til at forsøge at fortsætte som formand for partiet. Det er dog ret tvivlsomt, om han får lov til det

Går man frem og lykkes det at danne en funktionsdygtig regering, vil det give genlyd overalt på den europæiske centrum-venstrefløj, hvor de socialdemokratiske partier desperat leder efter en vej ud af den krise, mange af dem befinder sig i.

… og vokser Venstre?

Også for Venstres medlemmer vil det have stor betydning, om det ender med et par mandater mere eller mindre end de 34, man fik ved sidste valg, der i forvejen var et af de dårligste i nyere tid (det var Socialdemokratiets også).

Lykkes det partiet at hive stemmer nok til sig fra Dansk Folkepartis spektakulære sammenbrud, kan det friste Lars Løkke til at forsøge at fortsætte som formand for partiet.

Det er dog ret tvivlsomt, om han får lov til det. I stedet er der lagt op til en langvarig og blodig kamp om formandsposten – også hvis Kristian Jensen i første omgang får lov til at overtage den.

Mange vil vente på den først givne anledning til at vælte ham.

Løkkes håndgranater

Lars Løkkes Rasmussen har endegyldigt opgivet at skabe et blåt flertal, og nu tyder tirsdagens melding på, at han vil bide sig fast i bordkanten for enhver pris, blive som formand for Venstre og desperat forsøge at få skabt en regering hen over midten med S og V som krumtap og et eller flere partier som tredje hjul i giggen.

Det må være surrealistisk at være alternativist i disse uger. Interessen for klimakrisen er eksploderet, men vælgernes interesse for at stemme på Alternativet står i stampe – endda med en pil nedad

De Radikale og DF vil gerne være med, og hver for sig kan et af partierne skabe et komfortabelt flertal sammen med S og V. Men hvorfor i alverden skulle Mette Frederiksen gøre det?

Det vil i forudsætte, at De Radikale insisterer på det – men så får de en stram udlændingepolitik med i købet og en dysfunktionel regering, der ikke vil kunne enes om ret meget.

Alternativet ude i kulden

Det må være surrealistisk at være alternativist i disse uger. Interessen for klimakrisen er eksploderet, men vælgernes interesse for at stemme på Alternativet står i stampe – endda med en pil nedad i de aktuelle målinger.

Partiet vil efter alt at dømme få et mærkbart dårligere resultat end da de for fire år siden stormede ind i Folketinget på en bølge af begejstring hos især de store byers segment af unge studerende. Siden har de mange skandaler, de luftige planer og partileder Uffe Elbæks manglende evne til at blive taget alvorligt sendt stemningen i partiet i gulvet.

Elbæk har trukket partiets mandater ”ud af ligningen”, når der skal forhandles ny regering – og det er bemærkelsesværdigt at se, hvor lidt det optager journalisterne og politikere fra de øvrige partier i rød blok.

Den konservative motor hakker

Det Konservative Folkeparti står i de vægtede meningsmålinger til at gå frem fra 6 til 9 mandater. Umiddelbart en stor succes, men i betragtning af, at både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance styrtbløder, og at Venstre står i stampe eller til en svag tilbagegang, er det bemærkelsesværdigt, at partiet ikke formår at samle flere hjemløse borgerlige stemmer op.

Hvordan i alverden skal Dansk Folkeparti få rettet op på det kollaps, de har været vidne til, når de taber stemmer til både Socialdemokratiet, Nye Borgerlige og Stram Kurs?

Selvfølgelig vil der være jubel i det konservative valglokale i aften, men for de mere tænksomme strateger må situationen give anledning til panderynker.

Intet blåt flertal i de næste 10 år?

De borgerlige partier har haft magten i de seneste 14 af 18 år – i høj grad på grund af udlændingepolitikken, hvor et flertal i befolkningen har ønsket en stram linje. Nu risikerer blå blok af stå ude i kulden i de kommende 10 år – på grund af udlændingepolitikken.

Nye Borgerlige og Stram Kurs vil gøre det umuligt at danne et brugbart blå flertal – enten fordi de også kommer i Folketinget efter de næste 2-3 valg, eller fordi de vil skabe så meget stemmespild, at der ikke kan samles 90 mandater til højre for midten.

Stram Kurs’ holdninger får Nye Borgerlige til at fremstå i et langt mere stuerent lys. Hvilket kan være en fordel på længere sigt. Hvis der bliver en anden chance, vel at mærke

Sådan er det gået i Tyskland og Sverige, og flere lande er på vej i samme retning.

Hertil kommer klimakrisen, hvor de borgerlige partier tydeligvis mangler at finde brugbare svar, som vælgerne tror på.

Er Nye Borgerlige blevet stuerene?

Efter fremkomsten af Stram Kurs har der været forholdsvis lidt fokus på Nye Borgerlige. Partiet er blevet klemt og glemt på grund af de ekstreme holdninger om etnisk udrensning, Stram Kurs står for, og partileder Rasmus Paludans aparte opførsel.

De to partier risikerer af kannibalisere hinanden, så ingen af dem klarer spærregrænsen på 2 pct.

Modsat får Stram Kurs’ holdninger Nye Borgerlige til at fremstå i et langt mere stuerent lys, hvilket kan være en fordel på længere sigt. Hvis der bliver en anden chance, vel at mærke.

Ideologisk krise hos de borgerlige

Uanset hvordan mandaterne fordeler sig mellem partierne til højre for midten, vil slutresultatet være det samme: Det borgerlige Danmark er ude i en ideologisk krise, der har et næsten eksistentielt omfang. Som jeg skrev for nylig her hos POV, handler det ikke kun om at finde troværdige svar på klimakrisen – på en lang række af de områder, der optager danskerne i hverdagen, har det borgerlige Danmark mistet grebet om at komme med løsninger, vælgerne føler sig tiltrukket af.

De fire partier har hver sine udfordringer at slås med: Der er ikke kunder i butikken til Liberal Alliances fokus på topskattelettelser og den bombastiske retorik.

Hvordan i alverden skal Dansk Folkeparti få rettet op på det kollaps, de har været vidne til, når de taber stemmer til både Socialdemokratiet, Nye Borgerlige og Stram Kurs?

Hvorfor kan De Konservative ikke vokse mere, selv om de andre partier er i krise?

Og så er der Venstre, der både står med et formands-problem og som er ideologisk splittet på en række afgørende områder.

Det er kendetegnende, at det allerede her i valgkampen har optaget de to førende, borgerlige aviser, Berlingske og Jyllands-Posten, men umiddelbart er der ikke kommet meget nytænkning ud af det. Det risikerer at blive en lang ørkenvandring.


Foto: Flickr.

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om Danmark