KULTUR // BØGER – I biografien Kelvins krig om Kelvin Lindemann kaster Anders Lindemann nøgternt nyt lys over morfarens forfatterskab, liv og kampe. Hvordan gik det til, at succesforfatteren og modstandsmand endte på et sidespor? Bogen er så velskrevet og spændende, at man får lyst til at beskæftige sig mere med Kelvin Lindemanns historie, skriver Per Stig Møller.
Edward Kelvin Thybo Lindemann blev født den 6. august 1911 i Sibirien, hvor hans far var købmand, men allerede året efter flyttede familien til England, hvor morfaren var professor i Cambridge og i familie med fysikeren lord Kelvin.
Kelvin Lindemann kom til Danmark i 1916. Efter at have frekventeret Frederiksberg Gymnasium kom han i handelslære indenfor vin og konserves, men det var nu sproget og fortællekunsten, som mest interesserede knægten. Han åd alt lige fra de gamle grækere og frem til samtiden.
I samtiden brød Kelvin Lindemann utroligt hurtigt ind. Kun 20 år gammel debuterede han med samtidsromanen En håndfuld babies (1931), der blev en stor succes. Den konkurrerede med Knud Sønderbys Midt i en jazztid fra samme år om at være generationsromanen. I årene fremover vadede Kelvin Lindemann i succes – indtil han begik sit livs helligbrøde.
Nyt lys over Kelvins kampe
Da denne litteraturens Aladdin døde 93 år gammel i 2004, havde han imidlertid ”gennemgået en forvandling fra feteret berømthed til nu at blive sat i samme bås som ”Hetler-banden” (Hans Hetler var en højreaktivist, der spionerede på danske borgere og blev fyret fra FE, red.), konkluderer hans barnebarn Anders Lindemann i sin store bog om morfaren, Kelvins krig. Uden benovelse eller såret familiefølelse følger Anders Lindemann nøgternt morfarens liv, forfatterskab og kampe.
I de højreorienterede kredse, Kelvin Lindemann deltog i under den kolde krig, var der da også besindige skikkelser som fhv. udenrigs- og forsvarsminister Ole Bjørn Kraft og folketingsmedlem, generalmajor Erik Kragh. Men i modsætning til Kelvin Lindemann holdt de sig langt fra Hans Hetler og Henning Jensen, som Lindemann endte med at slå sig sammen med. Han skulle nok have holdt sig til Poul Schlüter, som han i 1962 hyrede som sin advokat i en injuriesag. Den vandt han selvfølgelig.
Det er Anders Lindemanns første bog og sikke en debut. Den er velskrevet og grundig uden nogensinde at blive trættende. Den nøjes ikke med at beskrive Kelvin Lindemanns indsats, men inddrager den tid, han agerede i. Ikke mindst beskriver han grundigt den ekstreme højrefløj, Kelvin Lindemann endte i. Nu og da synes man, at han er for hård ved morfaren.
Når Anders Lindemann overhovedet gav sig i kast med at skrive morfarens historie, skyldes det, at han under oprydningen efter dennes død fandt en tysk pistol i hans gemmer. Det var nu egentlig ikke så usædvanligt. Selv legede jeg med min fars pistol. Men fundet overraskede Anders Lindemann og fik ham til at gå på sporet af en forklaring. Forklaringen er denne spændende, oplysende og letlæste bog.
Samtidens store skribent
I 1930’erne fulgte og beskrev Kelvin Lindemann alle tidens kriser: Nazityskland, Den spanske borgerkrig, Sovjetunionen. Han bebrejdes siden for i 1935 at have vist for stor forståelse for Hitler, men han havde bare forklaret, at Hitler havde forbedret beskæftigelsessituationen, forsvarede han sig siden. Naturligvis tog han på det tidspunkt fejl af Hitler, men det var der mange andre, som gjorde. Bl.a. den britiske statsmand, Lloyd George i England og herhjemme tidens store dramatiker, Kaj Munk. Var Hitler blevet snigmyrdet i 1935, havde han fået plads blandt de store tyskere, men så heldig var verden – og han – desværre ikke.
Kelvin Lindemann sendtes af Politiken til Den Spanske Borgerkrig, som han skildrede fra falangisternes side, hvilket siden blev bebrejdet ham. Men det var nu derhen, avisen havde sendt ham, forklarede han. Men af Sovjetunionen tog han i hvert fald aldrig fejl. Det syntes de kulturradikale selvfølgelig var en fejl af ham.
Kelvin Lindemanns vinderroman var Huset med det grønne træ. Roman om de danske tropekolonier. Det blev en gigantisk succes. Bogen gik i 100.000 eksemplarer
Da Danmark blev besat, var Kelvin Lindemann et af dansk litteraturs helt store navne. Som nævnt beskrev han den højere middelklasse ungdom, der slog sig løs på Hornbæks badestrand. Siden kom Jens Gielstrup med Kys til højre og venstre (1939). Ham gav Kelvin gode forfatterråd med på vejen, og begge engagerede sig i den væbnede kamp mod Tyskland. Gielstrup i RAF og Lindemann i den danske modstandsbevægelse. Gielstrup faldt, Lindemann flygtede til Sverige.
Efter Anden Verdenskrig rapporterede han fra den nye tids brændpunkter: Korea, Østasien, Afrika, men var han blevet ved det, havde han næppe fået en biografi. Det skyldes naturligvis hans forfatterskab, der med et brag sparkede døren ind til parnasset, men som nu er glemt.
Kelvin Lindemanns succesromaner
Efter debuten i 1931 fulgte den næste generationsroman, Vi skal nok blive berømte (1933), som indbragte den kun 22-årige forfatter H.C. Andersen-mindemedaljen. Derefter vandt han førsteprisen i Folketeatrets konkurrence om at levere det bedste skuespilmanuskript. Det blev opført i 1934 med titlen Unge mennesker.
Succesen fortsatte. I 1942 vandt han Hasselbalchs forlags konkurrence om det bedste romanmanuskript. Kelvin Lindemanns vinderroman var Huset med det grønne træ. Roman om de danske tropekolonier. Det blev en gigantisk succes. Bogen gik i 100.000 eksemplarer, og selv om oplagstallene var høje i en tid, hvor man måtte sidde hjemme bag mørklægningsgardinerne, var dette salgstal exceptionelt højt. Derefter udkom romanen med stor succes i flere lande.
Hans aktivitet tiltrækker i den grad tyskernes opmærksomhed, at de sætter en stikker til at likvidere ham på en restaurant ved Kongens Nytorv
Romanen foregår i optakten til den florissante periode, hvor handelsselskaberne blomstrede. Den er grundigt researchet, om end han tager sig de friheder, der fremmer hans fortælling.
Vi følger købmandsfamilien Isert på dets vej mod rigdom, som går via at udstyre et skib til at deltage i trekantshandelen: Danmark, Ghana, Ostindien med Nikobarerne og Trankebar. Med dyb satire skildrer han f.eks., hvorledes den unge Isert fedter for den lokale konge og køber slaver af ham, der tror, at Gud kun står lidt over ham. Slaverne er overraskende lykkelige over at blive købt, for dem, som han ikke kan sælge, skærer han hovedet af!
Men selvfølgelig gør Lindemann ikke slavehandelen til en spøg. Han beskriver brutaliteten og umenneskeligheden i slaveriet, men viser også, hvorledes det indgik som noget helt naturligt i den globale handel. Selv om romanen skildrer en historisk familie, var det nu ikke en handel, der i virkeligheden udmærkede Isert, men hans indsats som læge og naturvidenskabsmand i kolonierne, og Huset med det grønne træ har aldrig eksisteret, bortset fra som den restaurant, der ligger, hvor huset ifølge romanen skulle ligge. Lindemann bruger tiden, som det passer ham og hans fortælling.
I 1948 kom opfølgningen i form af Gyldne kæder, hvor ikke mindst Schimmelmanns tvetydige og vindskibelige håndtering af slavespørgsmålet udstilles i en yderst velfortalt roman, hvor vi nu også får udstillet slaveriet på de vestindiske øer. Tyve år før Thorkild Hansen og Preben Ramløv.
Attentatet
I 1943 leverede Kelvin Lindemann sit litterære bidrag til modstandskampen i form af romanen Den kan vel frihed bære, der drejer sig om bornholmernes udsmidning af svenskerne og selvfølgelig indirekte opfordrer til at lade tyskerne gå samme vej. Den forstod de godt, for den 30. august 1943, dagen efter at regeringen ophørte med at fungere, blev bogen beslaglagt.
Anders Lindemann beskriver indgående Kelvin Lindemanns indsats under besættelsen, som er grunden til, at han havde den pistol, der startede det hele. Kelvin deltager i flere aktioner og tilmed sammen med Flammen og Citronen. Hans aktivitet tiltrækker i den grad tyskernes opmærksomhed, at de sætter en stikker til at likvidere ham på en restaurant ved Kongens Nytorv, men Kelvin når at opdage, hvad manden er ude på, får skubbet ham baglæns, hvorefter han springer ned ad trapperne for at komme væk. Han snubler over en gulvlem, hvorpå stikkeren skyder mod ham uden at ramme. Herefter flygter Lindemann til Sverige. Og her begynder så Kelvin Lindemanns nedtur …
Det litterære koteri var blevet gjort til grin, så nu skulle Lindemann kanøfles, og forfatterskabet nedvurderes
For skød stikkeren i det hele taget efter ham? Var attentatet noget, han fandt på? Og udnyttede han ikke opholdet i Sverige til at promovere sig selv? Det hævdede modparten siden i den omtalte injuriesag og henviste til Peter Freuchen, som i en bog havde anklaget Lindemann for i en radioudsendelse at have pralet af, hvordan han snød tyskerne og kom til Sverige og tilmed var skyld i, at en båd med flygtninge siden blev sænket. Sandheden var blot, at den radioudsendelse aldrig havde eksisteret, og ingen båd var blevet sænket, hvorfor dommeren pålagde forlaget at destruere hele restoplaget af Freuchens bog.
Fra feteret til forhadt
Når det omkring 1960 var kommet så vidt, at injurierne føg rundt i luften, skyldtes det, at Lindemann med stor opbakning stillede op mod Hans Lyngby Jepsen som formand for forfatterforeningen. Det fik hele kleresiet til at gå til modstand med alle midler. Resultatet blev da også, at Lyngby Jepsen kunne fortsætte som formand. Dertil kom, at Lindemann havde begået en helligbrøde.
Han havde parodieret Karen Blixen, som ellers havde opfattet ham som en af sine unge beundrere. I 1953 udsendte Lindemann imidlertid under pseudonymet Alexis Harang En aften i Koleraåret, som var en pastiche over Blixens mystiske og mytiske fortællinger og særlige fortællestil.
Den var så godt udført, at kritikere, der ellers havde været hårde ved Lindemann, nu roste bogen til skyerne i den tro, at Blixen igen havde gemt sig bag et pseudonym. Blixens raseri tog de i begyndelsen som krukkeri, men til sidst måtte Lindemann stå frem og vedkende sig forfatterskabet. Derefter fik piben en anden lyd. Det litterære koteri var blevet gjort til grin, så nu skulle Lindemann kanøfles, og forfatterskabet nedvurderes. Der kom derfor intet kapitel om ham i storværket Danske digtere i det tyvende århundrede.
Men ud over at parodiere Karen Blixen rummer romanen nu også ifølge litteraturprofessor F.J. Billeskov Jansen ”selvstændige, spændende handlingsforløb med fantastiske slutpointer”.
Herefter havde Lindemann endegyldigt lukket sig ude fra det gode selskab, og han drev længere og længere ud til højre.
Både som forfatter, debattør, menneske og modstandsmand er Kelvin Lindemann bestemt værd at beskæftige sig med, og Anders Lindemann gør det både så levende og grundigt, at han opnår det bedste en biograf kan opnå: At læseren får lyst til at beskæftige sig mere med den biograferede.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
