Normale mennesker: Blændende totalportræt af ung bevidsthed

af i Bøger/Liv & Mennesker

BØGER//ANMELDELSE – Det regner udenfor. Jeg har lukket Sally Rooneys Normale mennesker i efter endt læsning, opløftet og varm om hjertet. Jeg ønsker regnen, den passer som bestilt til en bog, der foregår i Irland. Et land, der er vådt og blæsende på den bedst mulige måde. For Marianne, den ene af romanens to hovedpersoner, er ”Dublin ekstraordinært smuk i vådt vejr, måden hvorpå grå sten mørkner til sorte, og regn løber over græs og hvisker mod glatte tagtegl”. Henriette Klejs Engelberg anmelder en bog om mennesker og normalitet

I den britiske litteraturpodcast Literary Friction fra juni 2017 fortæller Rooney om, hvordan titlen Normal People først blev til efter mange kasserede forslag: ”The title came very late […] it was one of the last suggestions I made. Everyone seemed to really like it and also, we were running out of time but now I’m like hmmm, why is it called Normal People?” Hun smågriner efter at have stillet det sidste spørgsmål.

En roman, hvor en millennial viser sit syn på ungdommens rolle i samtiden

Rooney antyder, at titlen er tilfældigt valgt, men for mig virker den velvalgt. Med den titel i baghovedet fremstår romanens relationer ikke enestående – men som helt normale, hvad end det så betyder. Og jeg kan fralægge mig den umiddelbare interesse for at vide, hvordan handlingen udspiller sig og i stedet fokusere på Rooneys enkle stil og på de emner, hun egentlig skriver om: vold, samfundsforhold, venskab, politik, litteratur og kærlighed.

Modsætninger mødes

Forholdet mellem Marianne og Connell er romanens fikspunkt, og med det som udgangspunkt bliver bogens essens et studie af dynamikken mellem mennesker. De to kender hinanden fra den vestirske by Carricklea, hvor de går i gymnasiet sammen. Connell er populær, men kommer fra trænge økonomiske kår, Mariannes familie har mange penge, hun er socialt udenfor; hun holder sig for sig selv, og fastholder stædigt en observerende tilgang til livet og andre mennesker: ”Connell var så smuk. Det slog Marianne, at hun gerne ville se ham have sex med en; det behøvede ikke være hende, det kunne være hvem som helst”, som hun tænker, før de indleder deres forhold.

Socialt og økonomisk er de hinandens modsætninger, men det på trods skaber de en tæt forbindelse og render ind og ud af hinandens liv i et tumultarisk kærlighedsforhold. Efter gymnasiet bliver de begge optaget på Trinity College i Dublin på den modsatte kyst. De får tildelt stipendier på universitetet; det sikrer fremtiden for Connell, mens det for Marianne kun handler om social status.

I en tid, hvor Storbritannien mest af alt rimer på Brexit, og hvor den europæiske højredrejning og – uden sammenligning i øvrigt – klimaforandringer og de dertil hørende udfordringer kan vække modløshed, er en roman som Rooneys et friskt pust

Stipendiet åbner en dør til en ny verden for Connell: ”Det er, som om det, han hele livet blot har betragtet som en malet kulisse, med ét afslører sig som virkelighed”. Stipendiet er lig penge, og penge er lig magt og en indgang til en verden, hvor Connell kan indgå i diskussioner om sociale samfundsforhold snarere end være et eksempel på, hvordan social arv kan være svær at bryde. Hans situation står i skarp kontrast til både Mariannes og deres medstuderende Jamies, der har røven fuld af familiepenge, som Marianne kort er kærester med. Hvor Connell var øverst i det sociale hierarki i Carricklea, er det i Dublin Marianne, der har det store sociale netværk.

Marianne og Connells kærlighedsforhold er ømt og tilsyneladende ubesværet beskrevet på trods af dets turbulente natur, og heri ligger tekstens store styrke. Rooney formår at beskrive følelser som spæde og ægte, hun gengiver dem så autentisk og relaterbart, at det bliver fuldstændigt ligegyldigt, hvad der sker for det unge par i det lange løb. Det nære forhold bliver almengyldigt. ”Det handler om dynamikken snarere end om, hvad der rent faktisk sker”, som Marianne beskriver en seksuel eskapade, som om hun talte om den balance, der binder bogens relationer sammen.
Tekstens lethed kommer også til udtryk i Sally Rooneys stil. Den er minimalistisk, men dog beskrivende, præcis og alligevel drømmende. Derudover bruger Rooney ikke citationstegn eller tankestreger til at markere direkte tale – hun skriver det bare ind. Men det element virker nu ikke til at handle om præcision som sådan, for hun kan sagtens bruge et helt afsnit på at beskrive et særligt suk.

”Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan være som normale mennesker”

Tilbage i podcasten Literary Friction: ”The idea of what’s normal changes and shifts depending on the situations they find themselves in, which never devalues the experience of finding oneself normal at times”, siger Rooney.

Hele romanen igennem er det normale både noget, der stræbes efter og kæmpes imod. Marianne udvikler f.eks. en seksuel tilbøjelighed, hvor hun gerne vil domineres og blive slået af sin partner, lige ind til en svensk kunstner overskrider hendes grænser – og med elementer som dét bliver det normale beskrevet som en flertydig størrelse og som et koncept, der i størst grad handler om at acceptere sig selv som man er. For Connell er det normale et mål i sig selv: ”Det eneste, han havde ønsket, var at være normal, at skjule de dele af sig selv, han fandt skamfulde og forvirrende.”

For Marianne er det noget hun kæmper imod, men alligevel underlægger sig: ”Marianne bliver hverken beundret eller hånet længere. Folk har glemt hende. Hun er et normalt menneske nu”. I anerkendelsen af at alle er forskellige ligger der en anerkendelse af det normale.

I en tid, hvor Storbritannien mest af alt rimer på Brexit, og hvor den europæiske højredrejning og – uden sammenligning i øvrigt – klimaforandringer og de dertil hørende udfordringer kan vække modløshed, er en roman som Rooneys et friskt pust.

Det er en roman fuld af håb og drømme for fremtiden. En roman, hvor en millennial viser sit syn på ungdommens rolle i samtiden, som George Eliot gjorde i midten af 1800-tallet og J.D. Salinger gjorde med The Catcher in the Rye i 1951 med en følsomhed a la Miranda Julys i Noone Belongs Here More Than You.

Hvorfor og hvordan bliver vi dem, vi er? Det er dét, Rooney blændende portrætterer.


Normale mennesker
Sally Rooney
Oversat af Karen Fastrup
268 sider, 299,95

Rosinante


Foto: Rosinante.

Henriette er cand.mag i engelsk og har en skotsk MSc i moderne litteratur.

Hun har efterhånden været på et par forlag, sælger bøger for at fremme kendskabet til obskure udgivelser og læser nok mest for også at skrive selv.

Seneste artikler om Bøger