BØGER // ANMELDELSE – “Katrine Marie Guldagers nye roman, Først når jeg siger til, er både et modigt og samtidigt portræt af sammenstødet mellem kærlighed, livserfaringer og arbejdsliv, men samtidig gnaver de dramatiske vendinger i romanen”, skriver Inger Tejlgaard Olesen Ravn. “Jeg tvinges til at overveje, om jeg simpelthen identificerer mig for meget med Guldagers kvinder til, at jeg accepterer plottwists, der i min egen erfaringsverden er usandsynlige for ikke at sige umulige.”
I Katrine Marie Guldagers seneste roman, Først når jeg siger til, er vi tilbage i samme univers som hendes Vrede kvinder-trilogi. Og vi er mange, der klapper. De vrede kvinder holdt deres indtog for et par år tilbage og modtog stribevis af gode anmeldelser og positive tilkendegivelser.
Deres fortællinger om kvinder, der ikke bare har fået nok, men for meget på den Dan Turèllske måde, rammer ind i en samtid, hvor ligestillingen atter er i centrum. Her er det ikke #metoo, der er omdrejningspunktet, det er de sociale skævheder, som kvinderne er vidne til i kraft af deres funktion som samfundets udlejrede omsorgsgivere.
Katrine Marie Guldagers personer tager bladet fra munden
Katrine Marie Guldagers hovedpersoner tager sig lov og tager bladet fra munden hver gang: Det er skolelæreren, der bliver fanget mellem urimelige forældreforventninger, sleske skoleledere og forkælede møgunger. Det er socialrådgiveren, der bliver fyret for at påtale, at socialforvaltningens Excelark-regenter tramper nedad på de mest udsatte klienter. Det er parterapeuten med det ene mislykkede parforhold efter det andet i bagagen, der prøver at redde sin psykisk syge søn ud af psykiatriens klør.
Fortællingen i bogen falder, for mig at se, fra hinanden. Det er et langt spring fra Katrine Marie Guldagers ellers så skarpe og vidende fortællinger om menneskelige relationer i et senmoderne samfund
Kort sagt: det er billeder af et velfærdssamfund, der sidder i saksen og stille og roligt er begyndt at gnave sit eget ben af.
I det foreliggende værk er hovedpersonen Signe, der er jordemoder og en rutineret en af slagsen. Dagligt tager hun 5C’eren fra sit lille hus et sted på Amager og stiger af i nærheden af Riget. Hendes arbejdsdage er travle – også for travle – hun har skiftende vagter og ikkeeksisterende spisepauser. Men hun er glad for sit arbejde, fyldt som dagene også er af alt det store: Udfordringer, følelser og generelt eksistentielt nærvær.
Det kunne have været bogens omdrejningspunkt, men samtidig har Katrine Marie Guldager også villet i en anden retning. Som der står i pressemeddelelsen, så er dette en art love story. Ikke en julefilmsromantisk love story vel at mærke, men en fortælling om kærligheden mellem to midaldrende mennesker med livets ikke altid nådige erfaringer i bagagen, ”To firkanter” som Signes lillesøster Malene kalder dem.
Ved siden af sit arbejde har Signe i efterhånden mange år ellers ikke gjort plads til mænd, efter at hende og eksmanden gik fra hinanden på grund af barnløshed. Han er i øvrigt fødselslæge, og de mødes stadig indimellem over frokoster og fødende kvinders åbne skræv – så kan ironien vist ikke blive tykkere. På den vis repræsenterer Signe den selvforvaltende kvindetype, der tegner sig for spindesiden af en stor del af Danmarks enlige.
Året inden bogens begyndelse har Signe dog mødt Jørgen, tidligere militærmand, som nu arbejder med IT, og de har fundet sig til rette i et COLA-forhold (Couples Living Apart., red), hvor Jørgen har indtaget halvdelen af Signes have med redskaber og milimeterpræcision, mens Signe har nydt at lade sin halvdel af haven vokse vild med vilje. Undervejs har samværet skabt både muntre konflikter og drama, som da Jørgen møder Signes madlavning (aldrig efter opskriften) og den forudsigelige reaktion; nervøs utryghed. Der er næsten gået kliché og Morten Korch i den – indtil Jørgen spørger, om de skal flytte sammen, og her starter romanen.
Signe er målløs og kan ikke svare, så hun lader den hænge. Næste morgen er Jørgen væk, han er draget afsted til det nordligste Sverige for at besøge en ven tilsyneladende med mobiltelefonen slukket, i hvert fald lykkes det ikke Signe at komme igennem til ham, trods mange forsøg.
Signes tidligere så selvtilstrækkelige tilværelse fra før Jørgen er væk, hun føler savnet ved siden af sig i sengen, og det begynder at gå ud over hendes nattesøvn, noget hun har svært ved at erkende og affinde sig med. Som hun siger til eksmanden Søren, da hun støder ind i ham:
”Jeg har det meget godt, siger jeg. Jeg sover ikke så godt for tiden, men du ved, ellers er jeg godt tilfreds.
Hvilket ikke er helt rigtigt.
Jeg savner Jørgen ret meget efterhånden.
Meget mere end jeg bryder mig om.”
Og Signes vaklen foran kærligheden, hendes uventede savn, påvirker ikke kun på den personlige front. I hendes højspændte stilling er det uholdbart at gå på arbejde, når privatlivet gnaver. Da hun på et tidspunkt har en fødsel, der går galt, og barnet er dødfødt, må hun sande, at hun ikke selv kan vurdere, om hun bærer en del af skylden. Den efterfølgende klage får hende til at sygemelde sig, og impulsivt tager hun afsted med toget til Nordsverige for at finde Jørgen.
Modig men usandsynlig bog
Først når jeg siger til er både et modigt og samtidigt portræt af sammenstødet mellem kærlighed, livserfaringer og arbejdsliv, men samtidig gnaver de dramatiske vendinger i romanen. Jeg tvinges til at overveje, om jeg simpelthen identificerer mig for meget med Guldagers kvinder til, at jeg accepterer plottwists, der i min egen erfaringsverden er usandsynlige for ikke at sige umulige.
Måske.
Fortællingen i bogen falder, for mig at se, fra hinanden. Det er et langt spring fra Katrine Marie Guldagers ellers så skarpe og vidende fortællinger om menneskelige relationer i et senmoderne samfund. Jeg kommer til at læse det, som en indirekte kritik af den kvindetype der prøver at forvalte deres liv modent og ansvarligt.
Det føles, som når min barndomsveninde og jeg for gang nummer femoghalvfems diskuterer, hvorfor lykken ikke nødvendigvis for alle – og i hvert fald ikke for mig – er tosomheden og parforholdet. For et par år siden giftede min veninde sig med sin Jørgen, (der faktisk hedder Jørgen), og derfor mener hun vældigt meget om, hvad jeg gør galt og går glip af, bare fordi jeg er, som jeg nu er. Hun vil jo bare mit bedste …
Det skal samtidig siges, at dette vrid, jeg personligt oplever i den nye roman, ærgrer mig inderligt. For jeg synes jo, at Guldager er den absolut bedste forfatter, vi har i Danmark til at belyse de eksistentielle konflikter, som vores flittige, jordnære, samvittighedsfulde befolkning må håndtere på daglig basis.
Katrine Marie Guldager har som ingen andre blik for den modsætning, der ligger i, at de såkaldte traditionelle kvindeerhverv på den ene side handler om varme hænder og omsorg, og det faktum, at de på den anden side er så undernormerede, så pressede på tid og penge, at man skal være helt umenneskeligt hård for ikke at bukke under.
Og derfor skal man læse hendes roman.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og