
IDENTITETSPOLITIK // KOMMENTAR – Der er et stigende fokus på hudfarve mange steder i samfundet, bl.a. i filmverdenen, hvor der bliver stillet spørgsmål ved, om hvide skuespillere kan speake sorte eller brune roller. Samtidig ser vi flere film- og tv-produktioner, hvor sorte skuespillere spiller roller, som egentlig er hvide. At det første er et stort problem, mens det andet ikke er, giver grund til overvejelser;det er et af de mange paradokser, som tidens identitetspolitiske strømning rummer, skriver Nikolaj Bøgh, som ikke bliver krænket over, at sorte spiller hvide, men som undrer sig over debattens dobbelte standarder.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den (hvide) amerikanske skuespiller Hank Azaria har været ude og undskylde for, at han i mange år har lagt stemme til den indiske kioskejer Apu i “The Simpsons”, og han mener nu, at “actors of colour” skal lægge stemme til ”characters of colours” – altså at eksempelvis brune eller sorte skuespillere skal lægge stemme til brune eller sorte tegnefilmsfigurer.
Han har nu lyst til at gå rundt og sige undskyld til samtlige indere i USA for at have misrepræsenteret dem.
I virkelighedens verden er det nok svært at kende forskel på hvide, sorte og brune stemmer, så Hank Azaria har ikke noget at undskylde for
Det er en debat, vi også har haft herhjemme, hvor det for et par måneder siden blev diskuteret, om det var rigtigt, at Nikolaj Lie Kaas lagde stemme til den sorte hovedperson Joe i Pixars film “Sjæl” i stedet for en sort skuespiller. Diskriminationsforskeren Mira C. Skadegaard fra Aalborg Universitet mente, at det aldrig ville være forekommet i USA, og at vi er ”langt bagud i Danmark” i forhold til USA.
Det forskningsmæssige belæg for det udsagn er i øvrigt nok tvivlsomt, vi er snarere ovre i holdningernes univers.
Kvaliteten bør være det afgørende, ikke hudfarven
I virkelighedens verden er det nok svært at kende forskel på hvide, sorte og brune stemmer, så Hank Azaria har ikke noget at undskylde for, ligesom det også er aldeles fint at vælge den mest kvalificerede skuespiller til at speake tegnefilm iøvrigt – og ikke blot en repræsentant for en “identitet”. Det er jo præcis det, der kendetegner skuespillerfaget, at man evner at spille en anden end sig selv. Ellers skal man nok finde noget andet at lave.
Hvad der gør debatten endnu mere barok er, at der er flere og flere eksempler på, at sorte eller brune skuespillere optræder i roller som hvide mennesker. Eksempelvis i Netflix-serien “Bridgerton”, som foregår i England i begyndelsen af 1800-tallet. Her spilles hertugen af Hastings, lady Danbury og sågar dronningen af England af sorte skuespillere.
Netflix er tydeligvis ligeglade, og ser en større gevinst i at være med på woke-bølgen. “Bridgerton” er fiktion og foregiver ikke at være en fremstilling af historiske begivenheder
At adelige og kongelige i England for 200 år siden skulle have haft andet end hvid hud, er utænkeligt. Det skader illusionen om, at man rent faktisk befinder sig i fortiden, som et historisk drama helst skal skabe. Netflix er tydeligvis ligeglade, og ser en større gevinst i at være med på woke-bølgen. “Bridgerton” er fiktion og foregiver ikke at være en fremstilling af historiske begivenheder.
Det gør dog snarere en anden Netflix-produktion, “Mary Queen of Scots” fra 2018, hvor den engelske ambassadør bliver spillet af en sort skuespiller.
Identitetspolitikkens paradokser
Det er et af identitetspolitikkens paradokser, at der gælder ganske andre principper for majoriteten, end der gør for minoriteter. Majoriteten kan aldrig blive krænket på sin identitet, mens minoriteter helliggøres, og for enhver pris skal tituleres og repræsenteres 100 pct. korrekt.
Minoriteter bliver desuden betragtet som meget, meget skrøbelige væsener, som bliver stødt af den mindste ukorrekthed, herunder af såkaldt “kulturel appropriation”, hvor man anvender deres kulturelle udtryk, beklædning etc. i en forkert, typisk “hvid” sammenhæng.
Jeg bliver ikke krænket over, at der optræder sorte skuespillere i hvide roller, højst lidt irriteret over de illusioner, der forsvinder. Lidt ligesom når Ole Bornedal lader soldaterne i 1864 fortælle ”Det sagde hun også i går”-vittigheder. Men jeg undrer mig over de dobbelte standarder
Majoritetsbefolkningen skal til gengæld altid acceptere, at dens kultur og historie bliver skævvredet af politiske hensyn og brugt efter forgodtbefindende.
Jeg bliver ikke krænket over, at der optræder sorte skuespillere i hvide roller, højst lidt irriteret over de illusioner, der forsvinder. Lidt ligesom når Ole Bornedal lader soldaterne i 1864 fortælle ”Det sagde hun også i går”-vittigheder. Men jeg undrer mig over de dobbelte standarder, og den fuldkomne selvfølgelighed de navnlig i USA udøves med.
Reduktionen af individet til en gruppe
Skal man forklare, hvorfor det er fint at lade sorte skuespillere spille hvide roller, mens det er uacceptabelt at lade hvide skuespillere spille sorte, kan man lave den venlige fortolkning, at det er, fordi det er rimeligt at udvide det mulige repertoire for sorte, som har lidt under undertrykkelse og begrænsede muligheder i mange år. Den holdning står også i centrum for debatten om krænkelser.
Problemet med det argument er, at det fratager individet sin status og reducerer det til alene at være repræsentant for en bestemt gruppe.
For det er sandt for dyden ikke alle sorte skuespillere, der har været undertrykt og begrænset i deres muligheder, ligesom det langtfra heller er alle hvide skuespillere, der rider på en bølge af succes og kan vælge og vrage mellem roller.
Heldigvis er det foreløbig kun bølgeskvulp fra en amerikansk tsunami af identitetspolitik, vi oplever herhjemme. Men tendenserne er der, selvom vi har en fundamentalt anden historie med racer og systematisk undertrykkelse, end man har i USA. Lad os holde fast i det og undlade at foretage amerikansk problemimport, som ikke hører hjemme her
Den enkelte sorte skuespiller kan ikke repræsentere generationer af undertrykte skuespillere, ligesom den enkelte hvide ikke for tid og evighed kan stå som symbol på magt og privilegier, som vedkommende måske aldrig har været i nærheden af.
Hold fast i vores anden historie og virkelighed
Det giver meget lidt mening, og heldigvis er det foreløbig kun bølgeskvulp fra en amerikansk tsunami af identitetspolitik, vi oplever herhjemme. Men tendenserne er der, selvom vi har en fundamentalt anden historie med racer og systematisk undertrykkelse, end man har i USA.
Lad os holde fast i det og undlade at foretage amerikansk problemimport, som ikke hører hjemme her.
Vi er ikke langt bagud, vi har blot en anden historie og virkelighed og bør derfor være i stand til at se noget mere nøgternt på tingene.
LÆS FLERE KOMMENTARER OG ANMELDELSER AF NIKOLAJ BØGH HER
Topfoto: Identitetspolitik – hvem bliver krænket næste gang? Øverst ses Simon Basset, hertug af Hastings og Daphne Bridgerton, der spilles af Regé-Jean Page og Phoebe Dynevor. Foto: Netflix.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.