Alt-C+V fra det fjerne: “Respekt betyder utrolig meget for mig”

i Kultur/Featured/Musik af
C.V. JØRGENSEN 70 ÅR // ESSAY – Da musikeren C.V. Jørgensen i 2002 udgav sit sidste album, ”Fraklip fra det fjerne”, gav han også sine sidste interviews til pressen. POV’s musikredaktør Jan Eriksen mødte dengang pladekunstneren på Restaurant Jægerhuset ved Furesøens sydøstlige bred, og i anledning af Carsten Valentin Jørgensens 70-års fødselsdag lørdag d. 9. maj har Eriksen genlæst sit eget og et par andre interviews.

På vej fra Holte mod Restaurant Jægerhuset passerer man en lillebitte landtange, der bærer navnet Verdens ende.

Dengang medio maj 2002, hvor en fotograf og jeg kørte ad Dronninggaards Allé mod den hyggelige restaurant ved Furesøens sydøstlige bred, kunne vi ikke vide, at vi skulle opleve en lille bid af verdens ende for pladekunstneren C.V. Jørgensen.

Det aktuelle studiealbum Fraklip fra det fjerne skulle efter alt at dømme vise sig at blive hans sidste. 18 år senere er der ikke rigtig noget, der tyder på, at der udkommer flere med hans navn på coveret.

Kort efter fotografens og min ankomst til Jægerhuset ankom Carsten Valentin Jørgensen på en PGO-knallert efter en rimelig kort køretur. Der er udsigt fra Jægerhuset til hans hjem ved det naturskønne fuglereservat Vaserne.

Der var planlagt en del aktiviteter i anledning af det nye album over en periode af tre uger i maj 2002: Pladesigneringer, møder med fans og diverse interview. Hvoraf et mildt sagt akavet tv-interview på TV 2 formentlig stadig huskes af dem, der så det. Det svingede ikke en meter, for nu at citere C.V’s Senior & Søn.

Folk har virkelig travlt. Alle skal med djævelens vold og magt have 15 minutters berømmelse i flimmeren. Jeg tror, de designede orkestre får en skæv start i deres karriere. Det er produkter, man sætter på skinner – samtidig med at de skal være underholdning på skærme

Når man i dag læser det, der skulle blive C.V’s sidste interviews, fremgår det tydeligt, at det var lidt stressende med al den medieaktivitet for manden, der allerede dengang var lidt af en rockmusikkens sjældne fugl i sit eget reservat.

Det er 18 år siden, men jeg husker stadig C.V. føle fotograf og journalist lidt på tænderne inde i Jægerhuset. Fotograf og journalist, skriver jeg. Egentlig var vi vist lige så meget to fans, der strengt taget havde efterladt en god portion af den journalistiske objektivitet ude i fotografens bil.

Jeg fortalte, at jeg allerede i 1982 havde interviewet ham til et magasin ved navn 17.30. Det kunne han mærkeligt nok huske.

”Nåh, ja, I var to.”

Folk har virkelig travlt

Hørt i dag er der muligvis et overordnet tema for teksterne på Fraklip fra det fjerne – noget med angst, opgivelse, væmmelse ved tidens overfladiskhed og fordummelse hos nær og fjern, fremmedgørelse. Måske er det terapeutiske tekster for en mand, der vedkendte sig, at han indimellem opsøgte sin psykolog. Stadig var der alligevel lidt lys i horisonten.

Flere tekster bærer præg af det dengang nye fænomen, reality-tv og tv-musikkonkurrencer. Dengang var Popstars og Stjerne for en aften det nye ’blålys for de små’, som C.V. synger i Flimmer fra en fjerner.

“Folk har virkelig travlt. Alle skal med djævelens vold og magt have 15 minutters berømmelse i flimmeren. Jeg tror, de designede orkestre får en skæv start i deres karriere. Det er produkter, man sætter på skinner – samtidig med at de skal være underholdning på skærmen. TV-stationerne malker dem, så længe de kan. Jeg tror ikke, det er de unge mennesker, der tjener på det i det lange løb,” sagde C.V. Jørgensen til den snurrende båndoptager.

“Nej, jeg ser ikke reality-TV selv. Jeg går helst i en stor bue uden om fjernsyn. Man kan være heldig at løbe ind i en udsendelse, der har noget på hjerte. Der er store krav om ratings.”

Der er ingen ekstra dør. Jeg kommer bare direkte derind, når jeg åbner og skal arbejde. Så kommer dæmonerne! De er venlige, og jeg snakker meget godt med dem

Om han selv var løbet ind i krav om ratings eller antal solgte plader på sit pladeselskab?

“Nej, men de har jo nok overvejet, hvor mange penge, de skal poste i mit projekt. Vi har jo ikke stjernestatus, så der bliver ikke smidt to mio. efter os. Vi overholder vores budgetter. Jeg går ind for kvalitet. Jeg tror, at folk er trætte af Absolute Music, og gerne vil fordybe sig,” sagde C.V. Jørgensen.

I et samtidigt interview med Vejle Amts Folkeblad efterlyste Jørgensen en anden (og bedre) kulturminister end den daværende Brian Mikkelsen. Meget kan man sige om Mikkelsen, men vist ikke, at han lyttede eller lytter til Absolute Music-pladerne.

Selvom der er florerer en god del mismod og ubehag i og mellem linjerne på Fraklip fra det fjerne, er der også det minimalistiske afslutningsnummer, der i Kasper Windings nænsomme produktion rummer livsmod.

Mit hjerte det summer af farver & fest
Det lysner i øst & det blåner i vest

Som en filminstruktør

Et par dage inden vores møde havde C.V. Jørgensen mødt Politikens Erik Jensen.

“Jeg føler mig nogle gange som en filminstruktør i mine egne tekster. Jeg synes selv, det er meget billedskabende. Jeg er begyndt at arbejde med en vis skønhed. Ikke fordi mine sange skal være smukke, men kommer der noget smukt, får det lov at blive stående,” sagde C.V. til Politiken, hvor han lidt senere i interviewet tilføjede:

“Inspirationen kommer i virkeligheden indefra, og der ligger vemodet i mine gener. Det er det rum, jeg altid kommer ind i. Der er ikke nogen vej ud eller en vej forbi det. Der er ingen ekstra dør. Jeg kommer bare direkte derind, når jeg åbner og skal arbejde. Så kommer dæmonerne! De er venlige, og jeg snakker meget godt med dem. Vi har en forståelse for hinanden, og ja, jeg ved sgu ikke. Der er plads til os alle, og jeg tror ikke, de vil mig noget ondt«, sagde han.

Åbningssangen på Fraklip fra det fjerne, Alverdens turbulens, kunne godt opfattes som replik til den også dengang heftige indvandrerdebat.

Man skal være noget. Have noget at byde på, hvis man skal ind i den kreds af venner, som min hustru og jeg har. Ikke fordi vi har sat hegn om os selv eller vores hus. Men respekt er et must.

“Ja, den debat kan man jo ikke undgå at følge med i. Jeg tror, man har fortiet nogle ting overfor befolkningen. Man har glemt at fortælle folk, at grunden til, at der er indvandrere i Danmark, er globaliseringen. Den er uundgåelig. Og det har medier og politikere været meget længe om at sige noget om. Derfor opstår angsten for de fremmede. Angsten er en reaktion på en uundgåelig udvikling. Måske var det på sin plads, at folk bliver lidt bedre til at snakke sammen. Vi er for dårlige til at kommunikere med hinanden.«

Historien om C.V. Jørgensen er blandt meget andet historien om en mand, der selv gradvis kommunikerer mindre. Han er trukket længere op i banen til at finde sig til rette i sit lille reservat ved Furesøen, hvorfra han sjældent bevæger sig ud på scenerne. Der var turnéer i 2018 og 2010, hvor han i øvrigt ikke spillede numre fra Fraklip fra det fjerne. Og en turné i 2002.

“Respekt betyder utroligt meget for mig. Respekt er vigtigt i et godt venskab. Det er jo det alle hiphop’erne går rundt og siger til hinanden. De mener det jo. Og det gør jeg også. Mine venskaber er blevet dybere med alderen. Man skal være noget. Have noget at byde på, hvis man skal ind i den kreds af venner, som min hustru og jeg har. Ikke fordi vi har sat hegn om os selv eller vores hus. Men respekt er et must. Vi bliver heldigvis ikke overrendt af fans. Det sker, at de kommer med en lille gave, og siger tak for musikken. Det er meget afslappet. Det handler også om, at jeg ikke er en offentlig person mere. Det var slemt omkring Costa del Sol. Da måtte jeg vende på en tallerken og trække mig væk fra søgelyset,” sagde C.V. Jørgensen.

Mod slutningen af interviewet talte vi om pladerne fra 70’erne. Siden 2002 har C.V. Jørgensen kun spillet to numre fra den æra live – nemlig signatursangen Det ganske lille band og Flik-flakker.

Betaler du kaffen?

Jeg havde forstået, at han havde mistet lysten til rock’n’roll som sit udtryk, og at Kasper Windings aktuelle blåmelerede jazzede lyd passede de haiku-agtige tekster bedst.

Men forsøgte også at forklare, at det jo ikke nødvendigvis alene var nostalgi, når jeg og andre savnede at høre de gamle sange live. Det var sange, der tilfældigvis udkom i de formative år, og som var definerende for dem, vi var blevet. Eller sagt på en anden måde, uden de sange var man ikke blevet den, man er.

Helt præcis hvad Carsten Valentin Jørgensen svarede, husker jeg ikke. Ikke udover, at det var positivt. Og jeg tror, jeg tillod mig at sige noget i stil med: “Som du sikkert har det med Bob Dylan”.

Til gengæld husker jeg stadig hans afskedsbemærkning, leveret med et skævt grin:

”Hvis vores musik har betydet så meget, er det vel egentlig meget rimeligt, at du betaler kaffen?”.

Den lo fotografen og jeg meget af den sommer.

P.S: Pladeselskabet betalte kaffen.

For fuldstændighedens skyld bør det nævnes, at Carsten Valentin Jørgensen er blevet interviewet en enkelt gang siden 2002. Sammen med de tre andre fra C.V. Jørgensen-bandet (1976 – ’79) blev han i 2011 interviewet af Alex Nyborg Madsen i forbindelse med udgivelsen af bokssættet Det ganske lille band 1977-1979.

Hvor intet andet er anført er citaterne først bragt i BT.


Foto: Phd Musik.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur