Last Night of The Proms: Sommerens musikalske trip slutter i aften

af i Kultur/Musik

KLASSISK MUSIK // ANMELDELSE – Lørdag slutter den store musikfestival The Proms i Royal Albert Hall i London. Den traditionelle festkoncert kan ses på DRK. Det er både godt og skidt, for den skygger på sin vis med sin løsslupne musikalske festivitas for den rigdom af stor musik, festivalen med over 100 koncerter også rummer: De kan stadig høres på BBC’s medieplatforme.

The Proms foregår i det store og hele i Royal Albert Hall ved Hyde Park, men de senere år har man også lagt koncerter andre steder. Alle koncerter transmitteres i radio og tv, og de kan høres på BBC’s hjemmeside og via en app. Det har været en interessant festival i år med flere fokuspunkter.

Det har været umiskendeligt engelsk, og det er der måske ikke noget at sige til, al den stund det hele foregår i London. Men i modsætning til i fjor, hvor man fandt fokus på f. eks. den store internationale kormusik og særligt husker en fransk opera, er det svært at undgå at læse den engelske politiske desperation ind i programlæggernes valg, når man møder nogle af de største engelske kor- og orkesterværker. Som om man afsøger en engelsk, musikalsk identitet i den politiske situation.

Det har været Gustav Holsts The Planets (Prom 4), Waltons store korværk Belshazzar’s Feast (Prom 43) og Elgars The Music Makers (Prom 53).

Dronning Victoria og Mendelssohn

Det engelske har også været markeret med en fejring af festivalens grundlægger Henry Wood, lederen af datidens promenadeorkster, og koncerter, der afspejler de valg, han tog som programlægger og den på en måde kitchede, men også interessante fejring af Dronning Victorias 200 års fødsel med en koncert med den musik, hun brød sig mest om. Det viser sig at være den tyske komponist Mendelssohn. Koncerten, Prom 40, kan endnu høres en dag – eftersom de ligger i alt 30 dage.

Et andet tema har været markeringen af 50-året for månelandingen, med netop The Planets, med Oliviers Messians fascinerende 100 minutter lange orkesterværk Des canyons aux étoiles (Fra kløfterne til stjernerne) (Prom 13), komponeret i 1971 til 200-året for den amerikanske uafhængighedserklæring, og med A musical trip to the moon (Prom 3) og flere andre koncerter.

Blandt de ikke-klassiske koncerter har Mississippi Goddam: A Homage to Nina Simone (Prom 45) ikke mindst været opsigtsvækkende. Den kan stadig høres, ligesom koncerten med værker af Duke Ellington, Duke Ellington’s Sacred Music (Prom 54)

De, der kan høres endnu

Grundstammen i The Proms udgøres af de engelske og britiske BBC-orkestere fra bl.a. London, Skotland og Wales. Og en af de koncerter med BBC egne orkestre, der må nævnes, er Nathalie Stutzmanns opførelse af Mozarts Requiem i en uforglemmeligt kraftfuld fortolkning d. 12. august. Den kan i skrivende stund desværre ikke høres længere. Men The Proms er også gæstespil fra de bedste internationale orkestre og dirigenter.

Blandt de koncerter, der en tid endnu ligger på BBC’s platforme, var den helt fantastiske koncert med de tyske Gewandthausorkester fra Leipzig og orkestrets chefdirigent Andris Nelsons (Prom 47). Efter en indledning med orgelværker af Bach, opført af organisten Michael Shönheit fra Royal Albert Halls mægtige orgel, opførte orkestret Bruckners 8. Symfoni, en mastodont af et mesterværk, halvandens times storslået symfonisk musik i perfekt indpakning: Fortolket af Nelsons, en af vor tids førende dirigenter i den yngre generation, forberedt af Bachs orgelmusik, der giver Bruckners musik noget helt specielt, eftersom hans egen klangverden i høj grad var orglets, og smukt udlagt i radioen i en offentlig paneldiskussion i pausen.

4. Klaverkoncert med pianisten Emmanuel Ax er en af de to-tre bedste opførelser af Beethovens lyriske klaverkoncert, jeg nogensinde har hørt

Orkestret og Andris Nelsons udgiver for tiden en samlet indspilning af Bruckers Symfonier (DG) og eftersom de har opført denne ved flere festvaler i sommerens løb, går man nok ikke forkert i byen ved at antage, at den næste indspilning netop bliver af Bruckners 8.

Hvad man absolut heller ikke bør gå glip af, var Prom 63, hvor Staatskapelle Dresden, dirigeret af Myung-Whun Chung, hvor vi fik en tindrende god opførelse af Rachmaninovs hundesvære 3. Klaverkoncert med den hotte, kinesiske pianist Yuja Wang. Prøv at blive hængende helt til det andet ekstranummer, hvor hun gav en virkelig flot og humoristisk improvisation af Tea for Two. Typisk for The Proms!

Og så selvfølgelig den første af de to koncerter med Wiener Philharmonikerne, hvor Bernhard Haitink, hvis 90-års fødselsdagskoncert i foråret, vi tidligere skrev om, gribende dirigerede Beethovens 4. Klaverkoncert med pianisten Emmanuel Ax og Bruckners 7. Symfoni (Prom 60). Det er en af de to-tre bedste opførelser af Beethovens lyriske klaverkoncert, jeg nogensinde har hørt.

Ind i den engelske musik

Men hvor skal man begynde og hvor skal man ende med den engelske musik, hvis man vil komplettere sit kendskab til den klassiske, klassiske musik, der måske har det tysk-østrigske i centrum med Bach, Mozart, Beethoven, Schubert og Brahms?

Den engelske kompositionsmusik har ofte elementer af en særlig folketone, der kan virke tiltrækkende på os. Når den tjekkiske komponist Dvorak eller den ungarske komponist Bartok, eller sågar østrigeren Mozart bruger en folkemelodi, kan man tydeligt høre, at det er en anden klangverden end den, vi er mest vant til i det offentlige rum. Men når en engelsk komponist gør det, og det gør de jævnligt, kan man godt høre, at det er det samme melodiske grundstof, som vores pop- og rockmusik er gjort af.

Edward Elgar (1857-1934) er mest kendt for sin Pomp and Circumstance-march, der år efter år er kulminationen på koncerten i aften ved The Last Night of The Proms (Prom 75), men han har en håndfuld værker, der er centrale i den klassiske kanon, den store cellokoncert, to symfonier, der har været opført i stigende grad de senere år, og orkesterværket Enigma Variations.

Ralph Vaughan Williams (1872-1934) store korværk Symfoni nr. 1 var ikke på programmet i år, men flere af hans mindre og meget kendte værker var. Hans komposition over den engelske folkemelodi Greensleves er netop et eksempel på affiniteten i melodistoffet mellem den engelske musik og vor tids populærmusik

Et af de mest populære orkesterværker i midten af det 20. århundrede var den tidligere omtalte Gustav Holsts (1874-1934) mærkelige The Planets, ni orkesterstykker som er absolut anbefalelsesværdigt som et stykke musik, som meget filmmusik synes at have trukket inspiration fra.

Den engelske symfoniker Malcolm Arnold (1921-2006) har skrevet filmmusik til flere af 1950’ernes storfilm, og de senere år har en minimalistisk komponist som Michael Nyman også bidraget i den genre, med bl.a. musik til filmen The Pianist. Malcolm Arnolds symfonier, særligt i inspilningerne på Naxos, er lysfyldte, overraskende og altid nye musikalske oplevelser, når man vender tilbage til dem.

Man kan simpelthen ikke lade være at høre de tre værker som kommentarer til den fortvivlende engelske politiske situation. To skæve og en lige på

Andre steder at begynde med den engelske musik er hos symfonikeren Arnold Bax (1883-1953), hvis orkesterstykker over engelsk og irsk folkemusik er forrygende, og hvis symfonier er indadvendte og stærkt udfordrende. Michael Tippets (1905-98) ofte sært milde, insisterende klangverden er en opdagelse værd, og blandt de nyeste komponister er der meget at finde hos Peter Maxwell Davies (1934-2016). Går man derimod på opdagelse ned i detaljen af de mange koncerter under The Proms-festivalen, vil man møde op mod 20 helt nykomponerede værker fra unge og yngre kunstnere.

På programmet den sidste aften, i en sædvanligvis uforglemmelig sommer som denne, er også uddrag af Camille Saint‐Saëns opera Samson and Delilah, ouverturen fra Jacques Offenbachs Orfeus i underverdenen og den engelske komponist Percy Graingers Marching Song of Democracy. Man kan simpelthen ikke lade være at høre de tre værker som kommentarer til den fortvivlende engelske politiske situation. To skæve og en lige på.

Opdateret med tv-oplysning kl. 14.54


Foto: Royal Albert Halls Pressebillede fra en tidligere Last Night of The Proms

Jakob Brønnum er forfatter til 33 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.)

De senere bøger:
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018)
Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018)
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Kultur