BØGER//ANMELDELSE – Tænk, at selvsamme person, som har givet os Tusind stykker, Jeg er jo lige her og en perlerække af andre smukke sangtekster, også har skrevet den upersonlige, ufrivilligt komiske krimi Fucked. Det er, ja, helt fucked. Henriette Klejs Engelberg har læst Anne Linnet.
En kvinde bliver ”voldtaget big time” ved en fest i Nordsjælland. Drabsafdelingens Nynne Qvist sættes til at lede den indledende efterforskning, indtil hendes senior Fanny Salomon vender tilbage fra en anden sag og kan tage over. Det er heldigvis ikke svært at finde ud af, hvem der har voldtaget kvinden ved festen, da diverse sekreter nemt kædes sammen med de ”bodybuilder-typer”, der er ved at rydde op efter festen, og som Nynne tager ind til tests og afhøring som én af sine første selvstændige og karakteropbyggende beslutninger, må vi forstå.
Hun ville ellers have haft god gavn af at blive mindet om klichéer som show it, don’t tell it
Voldtægtsscenen udspiller sig i krimiens første afsnit. Og allerede her udsættes læseren for et upersonligt sprogbrug, der kunne have været en genistreg, hvis det var tiltænkt og skulle sige noget om klasseforhold, men det er der nu intet, der tyder på, at det er.
At skrive ”kæresten” i stedet for ”hans kæreste”, ”påklædningen” i stedet for ”sin påklædning” og ”hun havde badet” i stedet for ”hun havde været i bad” og bruge et overflod af ”måske’er”, når den myrdede fortæller om sine personlige overvejelser, kunne have været for at placere den gruppe af bodybuilder-typer, som er Linnets foretrukne betegnelse for krimigådens store mænd, i en særlig social klasse. Men det er upræcist anvendt og virker ikke tiltænkt. Derfor sidder formuleringerne i stedet som en torn i øjet – katalysatorer, der snarere frembringer ens indre korrekturlæser end læselyst.
Fraværet
I virkeligheden er det nok fraværet af en redaktør, der er mest iøjnefaldende. Eller fraværet af en kritisk medlæser. Der er ikke deciderede stavefejl, men sproget er uklart og ujævnt. Som i sætninger som denne: ”Det er ikke til at se med øjet, men …” for ja, hvad skulle man ellers se med – krimien kunne snildt have været 100 sider kortere på bekostning af overflødigheder som den.
Måske har Linnets status automatisk medført frie tøjler hos People’s Press? Hun ville ellers have haft god gavn af at blive mindet om klichéer som show it, don’t tell it (som når vi for tusinde gang skal læse om Nynne Quists fascination af den overordnede Fannys evne til at sætte de mandlige kolleger på plads og sig selv i respekt som en efterrefleksion på dialoger, hvor læseren udmærket godt selv kan se, at det er en sådan magtmanifestation, der foregår).
Det er mit håb, at Fuckeds læsere vil kunne adskille den Anne Linnet, der har beriget vores sangskat med et utal af klassikere
Derudover mangler der respektindgydende solidt detektivarbejde og krimigenrens særegne whodunit-stemning.
I nogle tilfælde får jeg lyst til at råbe til Nynne og Fanny, at DET NOK ER DEN SAMME SORTHÅREDE KVINDE, DER HELE TIDEN DUKKER OP, hvilket giver en irriterende og utilsigtet følelse af at være klogere end dem. I andre tilfælde står handlingen simpelthen i stampe, hvorfor der så bare bliver begået et mord mere.
Håbet
Det er mit håb, at Fuckeds læsere vil kunne adskille den Anne Linnet, der har beriget vores sangskat med et utal af klassikere, som mine øregange ikke vil være foruden, fra den Anne Linnet, der har kastet sig over krimigenren. For det er to vidt forskellige penne, der har været på spil.
Jeg vil i hvert fald bestræbe mig på at lade denne læseoplevelse gå i glemmebogen, så jeg fortsat kan lade mig røre ufortrødent af ”alt det vi har grædt igennem livet, [der] svinder på en forårsdag”.
Anne Linnet: Fucked
People’s Press, 298 sider
Foto: Udsnit af omslaget
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her