CPH:DOX // ANBEFALING – Uden forkundskaber er man næsten fortabt, for hvad handler denne underlige film egentlig om, skriver Karen Hammer om den spanske instruktør Carlos Cassas’ film ‘Cemetery’. Filmen er en del af CPH:DOX 2020 og tager udgangspunkt i fortællingerne om junglens skjulte elefantkirkegårde.
Den spanske visuelle kunstner og filminstruktør Carlos Casas (f. 1974) gjorde sig allerede bemærket med sin debutkortfilm ”Afterwords”. Så bemærket, at han blev inviteret til at deltage i Venedig Filmfestival i 2000. Det var en meget særpræget oplevelse for mig ved CPH:DOX at se hans seneste film ”Cemetery” fra 2019 .
Uden forkundskaber er man næsten fortabt, for hvad handler denne underlige film egentlig om? Noget kunne tyde på, at Carlos Casas har ladet sig inspirere af Tarzans jungleventyr og fablerne om de skjulte elefantkirkegårde, som ingen hvid mand nogensinde har set, men som alle elefanter instinktivt er i stand til at finde frem til, når tiden er inde.
Ved hjælp af den suveræne lydteknikker Chris Watson, der i årevis har samarbejdet med David Attenborough og kan bidrage med alverdens lyde, tager Casas os med ud i junglens magiske verden, hvor vi fortaber os i et mylder af “dyrestemmer” uden nogensinde at kunne orientere os. Vi hører insekterne, frøerne, fuglene og måske en tiger, men vi ser kun en elefant, et par aber og et elegant edderkoppespind.
Natten kommer. Det regner, tordner og ind imellem høres elefanters prusten og høje brølen. En lysende stribe ses fra toppen af et bjerg: Er der en vulkan i udbrud? Naturlydene er væk og erstattet af industrialiserede lyde, af en heftig vind og den evige plasken af regn. Jeg aner, at denne dystre roadmovie snart er ovre
Filmen falder i tre afsnit og en kort epilog: Elefantvogteren, mahouten, vågner og går i nærbilleder i gang med at forberede en elefants mad: Elefanten præsenteres med korte glimt i ultranær af en fod, et øje, en hvid tand, inden vi får lov til at nyde synet af en prægtig stor elefant, der kaster lidt rundt med afklippede grene og blade.
En kvindestemme på engelsk beretter over radioen, at hele Asien er ramt af den største katastrofe nogensinde; millioner er meldt dræbt, og tallene bliver ved med at stige. ”Tiden er vist kommet, hvor vi skal ud på vores sidste rejse,” siger elefantvogteren og håndfodrer elefanten med grønne kugler af gruttede blade. Herefter er vi længe vidne til elefantens morgentoilette.
Det er smukt og rørende at se mahoutens grundige gnubben på elefantens kropsdele, især hans vask af ørerne, der flaprer ned over den liggende elefants øje, der i ultranær ser ud på os. Cicaderne larmer og fjerne fugle synger, et par aber ser til. Livet er rigt, og solen skinner ned gennem træerne. Vi aner dog, at noget er ved at ændre sig. Mahouten barberer sig, rydder op i sine papirer og brænder sin fortids fotos på bålet.
I andet afsnit ankommer fire bevæbnede mænd i bil, muligvis krybskytter. De spreder sig i skoven og går i gang med at lede efter elefanten. Måske ved de, at den er på vej mod elefantkirkegården. De generes af varmen og af stikkende insekter. Deres walkie talkie’er fungerer ikke.
Vi følger dem længe, uden at der sker noget som helst, ud over at det regner meget vedvarende og voldsomt, lidt efter lidt dør de. Fugle og insektlydene er nu ikke længere så dominerende. I tredje afsnit er skoven blevet mørkere, torden og lyn dominerer voldsomt. Tilskueren befinder sig nu oppe på elefanten og ser alt i subjektive shots.
Natten kommer. Det regner, tordner og ind imellem høres elefanters prusten og høje brølen. En lysende stribe ses fra toppen af et bjerg: Er en vulkan i udbrud? Naturlydene er væk og erstattet af industrialiserede lyde, af en heftig vind og den evige plasken af regn. Jeg aner, at denne dystre roadmovie snart er ovre.
Den specielle musik, kreeret af Ariel Guzik, som vi hørte i begyndelsen af filmen, vender nu tilbage i det sorte mørke. Længe ser man intet. Solen står op over bjergene og lyser med en så voldsom kraft, at alt bliver hvidt . Civilisationen er kollapset og alt andet med den. Her findes ikke længere noget hørbart liv.
Efter sigende er alle Carlos Casas film en blanding af dokumentarer, spinkle handlingstråde og roadmovies. Hans force er lydbillederne. Gallerier og kunstmuseer udstiller hans ”film”. Især hans TRILOGY fra fjerne øde egne er berømt: ”Aral. Fishing in an Invisible Sea” fra 2004 vandt prisen for bedste dokumentarfilm ved festivalen i Torino 2004 og juryens pris i 2005 ved festivalen i Madrid. ”Solitude at the end of the World” fra 2005 er optaget i Patagonien, og filmen fra Sibirien ”Hunters since the beginning of Time” er fra 2006.
Han har siden da lavet adskillige film om musik i samarbejde med amerikanske komponister. Det er tydeligt, at han er meget inspireret af fortidens store filminstruktører. I efterteksterne i ”Cemetery” takker han mange af dem. Jeg hæftede mig ved Zoltan Kordy, Stanley Kubrick, Frank Capra, Merian C.Cooper (“King Kong”) og selvfølgelig Robert Flaherty (“Nanook of the North”,”Man of Aran”).
Du kan streame “Cemetery” her.
Foto: Cemetery, CPH:DOX
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her