FILMINDUSTRI // LONGREAD – Historien om Europas mest avancerede filmstudies storladne lancering og fald – og hvorfor det har stået gabende tomt siden 2013.
ALICANTE – Klapsalverne var store, da den spanske filminstruktør Luis García Berlanga en sommeraften i Madrid i 2002 rejste sig op og bevægede sig mod scenen for at præsentere sit livs største projekt udi filmens verden.
Blot to uger forinden havde han sagt farvel til sin søn Carlos, der sov ind efter længere tids leversygdom. Men da Luis García Berlanga indtog talerstolen og udtalte, at “i mange år har jeg jagtet en stor drøm, måske det mest ambitiøse projekt i min professionelle karriere,” markerede det et foreløbigt højdepunkt i en 25 år lang kamp for at skabe et professionelt filmmiljø på den spanske solkyst.
Drømmen om “Lysets By” blev i stedet til et mareridt, der endte med at få vidtrækkende økonomiske konsekvenser, ikke blot for Valencia-regionen, men for hele den spanske og europæiske filmindustri
Finansieringen var på plads og lokationen i første række til Middelhavet var fundet. Projekt “Ciudad de la Luz” (Lysets By) var officielt blevet annonceret. Med professionel sans for iscenesættelse afsluttede filminstruktøren sin tale med ordene: “Dette vil blive set som et fyrtårn i vores professionelle industri.”
På det tidspunkt kunne ingen vide, at Berlangas afsluttende ord nærmest ville virke profetisk. Projektet “Ciudad de la Luz” blev et fyrtårn, men med negativt fortegn. Drømmen om “Lysets By” blev i stedet til et mareridt, der endte med at få vidtrækkende økonomiske konsekvenser, ikke blot for Valencia-regionen, men for hele den spanske og europæiske filmindustri.
“Ciudad de la Luz” er et 320.000 kvadratmeter stort og 8 kilometer langt filmkompleks, bestående af 6 filmsæt, værksteder, lagerbygninger og en lokal filmskole. Kronen på værket er et 12 hektar udendørs kulisseområde og et af Europas største og teknologisk avancerede vandbassin til filmproduktion.
Kendisarkitekten, den erfarne studiedesigner fra Los Angeles, Gary Bastien har designet “Lysets By” med ambitionen om at skabe det mest moderne filmstudie i Europa. Den prisbelønnede filminstruktør Ridley Scott godkendte faciliteterne under optagelserne til sin film “Prometheus” i 2010, ved at kalde “Lyset By” for det bedste filmstudie i verden.
Beliggenheden er i første parket med udsigt til Middelhavet, blot 7 kilometer fra den populære kystby Alicante i den spanske region Valencia. Den samlede pris var oprindelig projekteret til intet mindre end 2 mia. kroner (271 mio. Euro). Den endelige pris endte dog med at lyde på 2.7 mia. kroner (360 mio. Euro).
Mange kritikere udtrykte stor bekymring for at placere dette gigantiske kompleks få kilometer fra en by, der med sine små 350.000 indbyggere ikke er meget større end Aarhus.
Berlangas hjertebarn, Zaplanas megalomani
Berlangas vision om et professionelt filmstudie på den valencianske kyst var oprindeligt af noget mere ydmyg karakter. Han forestillede sig at udnytte de forladte stålmagasiner i Sagunto, nord for Valencia. Men det var mødet med en af Spaniens mest kontroversielle politikere i nyere tid, advokaten og lokalpolitikeren for Partido Popular (PP) Eduardo Zaplana, der ikke alene fik visionen realiseret, men som skalerede “Lysets By” op til de nuværende dimensioner.
Som regeringsleder i Valencias regionalstyre, lykkedes det Zaplana at skabe tilpas begejstring ud fra ideologien om, at Valencia og Spanien fortjente et filmmiljø med en infrastruktur, der var i stand til at konkurrere med de bedste studier, ikke bare i Europa, men i hele verden.
Eduardo Zaplana er sidenhen blevet hovedperson i fortællingen om magtmisbrug og korruption, der prægede den spanske region Valencia op gennem 90’erne og langt ind i 00’erne. Her blev prestigebyggerier, heriblandt “Ciudad de la Luz”, finansieret for fiktive midler, hvilket har efterladt regionen med en status i dag som en af de mest gældsatte i Spanien.
Er det et reelt prestigeprojekt, der skal løfte filmproduktionen i Valencia eller tjente det i virkeligheden som løftestang for en ambitiøs politiker, der havde evnen til at tryllebinde sine omgivelser?
Ifølge den spanske journalist Sergi Castillo, der er forfatter til bogen Yonguis del dinero (Pengenarkomaner), var Zaplana en fantast med stort talent for at igangsætte prestigeprojekter, der trak opmærksomhed, ikke mindst omkring hans egen person.
Efter en årrække som borgmester i den populære fest- og badeby Benidorm, avancerede Zaplana i 1995 til leder af Valencias regionsregering. Herfra gik det stærkt.
Det lykkedes Zaplana og hans samarbejdspartnere at støvsuge både statskassen i Valencia samt lokale sparekasser og banker for kapital til at opføre grandiøse monumenter med intet eller minimalt markedsbehov.
“Zaplana skabte en alliance, bestående af lokalpolitikere og indflydelsesrige erhvervsmænd, og oprettede en parallel administration gennem offentligt-private selskaber og fonde. På den måde var man i stand til at skjule pengestrømme gennem fiktive selskaber og udbetale returkommissioner i øst og vest. Og tro mig, vi taler om gigantiske pengesummer, der skiftede hænder på rekordtid”, siger Sergi Castillo til POV.
Til finansieringen af “Lysets By” blev der oprettet et offentligt selskab, “Proyectos Temáticos de la Comunidad Valenciana SAU”, der bidrog med 75%. De sidste 25% skulle komme igennem det private selskab, “Producciones Aquamarca SL”. I virkeligheden lå der offentlige midler i det private selskabs kasser, og for enden af bestyrelsesbordet sad filmmanden Luis García Berlanga. Med hans underskrift satte han byggeriet af filmkomplekset i gang.
Modstand fra alle sider
Godt en måned efter, at Luis García Berlanga har annonceret opførelsen af filmstudiet til et begejstret publikum i Madrid, forlader Eduardo Zaplana projektet. Partifællerne i Partido Popular, der i 2002 sidder på regeringsmagten i Madrid, tilbyder ham en stilling som social- og beskæftigelsesminister. Det takker Zaplana ja til og forlader dermed Valencia og de utallige projekter, han har sat i søen, heriblandt “Ciudad de la Luz”.
Det er dårligt nyt for Luis García Berlanga og “Lysets By”, der med Zaplanas afgang, mister sin vigtigste allierede og støtte. I kulissen spørger både politikere og bureaukrater fra henholdsvis regionsstyret i Valencia og fra kommunen i Alicante. Alle er de i vildrede om, hvad næste skridt er med dette gigantiske anlæg, hvordan finansieringen egentlig hænger sammen og om markedsefterspørgslen virkelig er så stor, som projektet blev solgt på.
”Som i næsten alle projekter, der er født af magt, er der flere niveauer:
Du kan aldrig vide dig helt sikker på det formål, som det er bygget til. Er det et reelt prestigeprojekt, der skal løfte filmproduktionen i Valencia eller tjente det i virkeligheden som løftestang for en ambitiøs politiker, der havde evnen til at tryllebinde sine omgivelser?” siger den spanske filminstruktør og nuværende præsident for det spanske filmakademi, Mariano Barroso, til POV. Han var studiekoordinator på filmskolen i “Lysets By” fra 2006 til 2012.
Trods sin passion og ihærdighed ejer Luis García Berlanga ikke Eduardo Zaplanas talent for politisk manøvredygtighed og taktisk orkestrering af især kritikere af “Lysets By”. Den på dette tidspunkt 83-årige Berlanga slås også med en anden modstander. Han er netop blevet diagnosticeret med demenssygdommen Alzheimers.
Selskabsfabrikken
Efter to år med alvorlige forsinkelser på byggeriet, mister regionalstyrets politikere i Valencia tilliden til, at det private selskab “Producciones Aquamarca SA” er de rette til at realisere “Ciudad de la Luz”. Derfor køber de – i 2004 – selskabets ejerandel på 25% og fjerner Luis García Berlanga som bestyrelsesformand. Officielt bliver han i stedet udnævnt til ærespræsident uden formelt ansvar.
Eduardo Zaplanas efterfølgere i regionalstyret i Valencia fortsætter den tvivlsomme tradition med selskabskonstruktioner. Man ønsker fuld kontrol over selskabskapitalen og det fulde ejerskab af “Ciudad de la Luz”, og derfor bliver filmstudiet samlet i det offentligt ejede selskab “Proyectos Temáticos de la Comunidad Valenciana SAU” igennem et underselskab, der bliver døbt “Ciudad de la Luz SAU”.
Kort tid efter bliver der oprettet et privat selskab – “Aquamarga Gestión de Estudios” – der skal udvikle og står for driften og markedsføringen af filmfaciliteterne samt stå for driften af serviceydelser, lige fra catering til kostumeproduktion. Luis García Berlanga bliver indsat som administrerende direktør for det private selskab.
Da portene til “Ciudad de la Luz” officielt bliver åbnet året efter – i 2005 – bliver det kommercielle ansvar officielt lagt i Berlangas hænder. Men både kommunen i Alicante og det valencianske regionalstyre indsætter repræsentanter til at sidde dør om dør med Berlanga. Dette selskabsretlige eksperiment, der egentlig var tiltænkt at øge kontrol og agere som værn mod dårlige forretningsbeslutninger, skulle senere vise sig at få den modsatte effekt.
“Kald mig blot Luis, en simpel mand forført af filmkunsten”
Luis García Berlanga yndede at referere til sig selv som “en simpel mand, forført af filmkunsten”.
Under hans lederskab var ingen i tvivl om, at de kunstneriske ambitioner for “Ciudad de la Luz” var skyhøje. Som filmkunstner blev han betragtet som kompromisløs, grænsesøgende og krævede et ekstremt niveau af dedikation og hengivenhed fra sine omgivelser. Som privatperson blev han kendetegnet som værende kolerisk, nærmest hysterisk, og altid klar med et sarkastisk svirp med sin skarpe tunge til dem, der måtte stå i vejen for hans vilje.
Prisen for skyhøje kunstneriske ambitioner var også – nå ja – skyhøje. For eksempel stod de indtægter filmstudiet genererede ved filmproduktion ikke mål med den finansielle støtte, som filmstudiet gav direkte til de enkelte produktioner. Alt sammen for at lokke flere filmproduktioner til “Ciudad de la Luz”. Det fik driftsudgifterne til at løbe løbsk.
I dag finder man få tegn efter den amerikansk-spanske storfilm “The Impossible”. Skuret, hvor Naomi Watts skiftede tøj og lagde sin makeup, er ikke fjernet, og metallågerne i bassinet står tilbage fra filmen i det tomme bassin
“Man havde slet ikke taget stilling til reel efterspørgsel. Levedygtighedsplanen var en vildfarelse. Og da jeg ankom, kastede jeg et blik på alle saldi, og der var kun udgifter og udgifter, og ingen indtægter. Det er – ikke overraskende – dyrt at drive et moderne filmstudie,” siger Miguel Mazón, tidligere administrerende direktør for “Ciudad de la Luz” fra 2015-2019, til POV.
Asterix og Tsunamien i Thailand
På vejen op til indgangsportene bliver man mødt af et massivt skilt – “Ciudad de la Luz”. Her rejser der sig en monumental bygning af glas, der reflekterer den sydspanske sols stråler ud til alle sider og lyser de hvide og sandfarvede bygninger op.
Kører man et par hundrede meter længere frem, kommer man til et atrium og en enorm gårdhave, der leder tanker hen på en antik romersk markedsplads. Store filminstruktører som Francis Ford Coppola og Ridley Scott udtrykte begejstret, at denne indgang til “Lysets By” var prikken over i’et i det, de herrer betegnede som verdens bedste filmfaciliteter.
Her finder man tre bygninger, der tilbage i 00’erne husede administration, mødesale og filmskole. Lige bagved finder man kompleksets største bygning med de største filmsæt, filmsæt 3 og 4.
Her har store filmstjerner, som blandt andre Gérard Depardieu, Naomi Watts og Ewan McGregor haft deres daglige gang. Film som “Asterix og de Olympiske Lege”, “Tetro”, “Prometheus” og “The Impossible” var blot nogle af de film, der blev indspillet i “Ciudad de la Luz”. Sidstnævnte film fra 2012 indeholdt blandt andet filmhistoriens hidtil mest ambitiøse optagelser af den thailandske tsunami fra 2004.
I dag finder man få tegn efter den amerikansk-spanske storfilm “The Impossible”. Skuret, hvor Naomi Watts skiftede tøj og lagde sin makeup, er ikke fjernet, og metallågerne står tilbage fra filmen i det tomme bassin, der er placeret med udsigt til en tør slette på den ene side og Middelhavet på den anden.
Prisen for kunstnerisk frihed
Det står hurtigt klart, at indtægterne ved filmproduktion langt fra kunne dække de astronomiske udgifter, der var forbundet ved at drive “Ciudad de la Luz”. I perioden 2005-2011 oparbejder “Aguamarga Gestión de Estudios” en enorm gæld på i alt 1.4 mia. dkk (190 mio. Euro) til at finansiere driften af “Lysets By”.
På månedsbasis kostede almen drift og vedligehold af “Ciudad de la Luz”, hvad der svarer til 3.7 mio. dkk (500.000 Euro). Men kigger man på de ekstraordinære udgifter, tegner der sig et tydeligt billede af en ledelse, der prioriterede kunstnerisk frihed over god selskabsledelse og økonomisk kontrol.
til sidst blev det for meget for englænderne, der sendte en formel klage til EU-kommisionen, der anklagede “Ciudad de la Luz” for at operere under konkurrenceforvridende vilkår. Det skulle vise sig at blive dødsstødet for “Lysets By”
“Der var et andet problem med ekstraordinært store udgifter, som stod bogført som udgifter til markedsføring. Eksempelvis blev Francis Ford Coppola betalt op til en halv million Euro (3.7 mio. dkk) for at deltage i en konference som hovednavn. Andre udgifter var blandt andet til direkte filmstøtte, “Asterix”-filmen fik mere end 29.7 mio. dkk (fire mio. Euro) i direkte støtte. Det er blot få af mange eksempler på løbende udgifter i millionklassen,” siger Miguel Mazón, tidligere administrerende direktør for “Ciudad de la Luz”.
Normal praksis i både europæisk og amerikansk filmproduktion lyder, at offentlig regional eller national forordning tilbyder skattefordele eller direkte kontante fordele til et produktionsselskab, hvis de vælger at lægge deres produktion i det gældende område eller land. Men fordi selvstyret i Valencia fra starten af 2000’erne var – og stadig er – ekstremt økonomisk udfordret, var det ikke muligt at konkurrere med andre regionale og nationale støtteprogrammer.
Derfor valgte ledelsen bag “Ciudad de la Luz” – altså filmstudiet – at sponsorere filmproduktionerne direkte med kontante midler som lokkemad, blandt andet til “Asterix og de Olympiske Lege”.
Efter at have kæmpet imod Alzheimers sygdom over en længere årrække, dør Luis García Berlanga i november 2010, 89 år gammel. Udover at efterlade sig en kæmpe kulturel arv og prisvindende film, efterlader han sig også en ubetalt regning på, lydende på hele 1,4 mia. dkk (190 mio. Euro) i selskabet “Aguamarga Gestión de Estudios”. Omkring et år senere, i december 2011, erklærer selskabet sig konkurs.
Bruxelles sagde stop
Direkte filmstøtte til produktioner var en praksis, der blev for meget for de konkurrerende filmstudier i Europa. Både italienske CineCittá, Studio Babelsberg i Berlin og Pinewood Studios, lidt uden for London, (hvor James Bond-filmene bliver optaget), havde kendt til denne praksis over længere tid. Men til sidst blev det for meget for englænderne, der sendte en formel klage til EU-kommissionen, der anklagede “Ciudad de la Luz” for at operere under konkurrenceforvridende vilkår.
Det skulle vise sig at blive dødsstødet for “Lysets By”.
Den Europæiske Domstol konkluderede, at et selskab med en meget lav rentabilitet i henhold til dets forretningsplan ikke var berettiget til statsstøtte. Da regionalstyret i Valencia i realiteten ejede 100% af “Ciudad de la Luz”, blev selskabskonstruktionen betragtet som indirekte statsstøtte og dermed ulovlig. “Ciudad de la Luz” havde ageret på konkurrenceforvridende vilkår fra portene åbnede i 2005 og frem til de sidste optagelser blev afsluttet i 2011.
Efter 7 års eksistens, præget af dårlig ledelse, skandaler på stribe og blot 62 film på cv’et, blev “Lysets By” i 2012 dømt til at lukke af Den Europæiske Domstol, der fandt, at studiet opererede under konkurrenceforvridende vilkår
Dermed blev filmen “The Impossible” med Ewan McGregor og Naomi Watts den sidste filmproduktion i “Ciudad de la Luz”. Efter 7 års eksistens, præget af dårlig ledelse, skandaler på stribe og blot 62 film på cv’et, blev “Lysets By” i 2012 dømt til at lukke af Den Europæiske Domstol, der fandt, at studiet opererede under konkurrenceforvridende vilkår.
Den Europæiske Domstol dømte også “Ciudad de la Luz” til at betale opførelsesomkostningerne på 267 mio. euro (2 mia. dkk) tilbage til dens eneste ejer, regionalstyret i Valencia.
Da komplekset kun havde gæld og ikke kunne betale sin gæld, blev det forsøgt bortauktioneret to gange i en periode over 3 år. Den første gang uden held. Den anden gang med et bud på 96 millioner euro (713 mio. dkk). Det blev dog ikke accepteret, da det langt fra ville møde kreditorernes krav.
I stedet pålagde EU-domstolen et forbud imod at drive kommercielle aktiviteter på stedet i en 15-årig karantæneperiode. Den dom blev dog forhandlet senere til kun at omfatte “økonomisk lukrativ aktivitet i forbindelse med filmproduktion”. Denne beslutning tillader regionalstyret at beholde ejendommen uden at skulle leve op til tilbagebetalingspligten på 2 mia. dkk (267 mio Euro).
For at undgå lignende skambud fremover, besluttede regionalstyret i Valencia i et samarbejde mellem det venstreorienterede parti PSOE og det midtsøgende Compromís at bevare selskabet bag “Ciudad de la Luz” og indsætte Miguel Mazón som administrerende direktør.
“Det var en erkendelse af nødvendigheden af at rydde op efter Partido Populars skandaløse ageren for tyve år siden. Den nuværende struktur bevarer ejendommen på regionens hænder uden en konkursfase, hvor vi i yderste konsekvens kunne risikere at miste ejendommen for en euro,” siger Miguel Mazón til POV.
Et mausoleum med havudsigt
Siden 2013 har filmstudiet ligget øde som et mausoleum for Luis García Berlangas vision om et professionelt filmmiljø i Valencia-regionen.
I dag fungerer det kæmpestore filmsæt 3 og 4 som COVID-19 vaccinationscenter. I administrationsbygningerne holder den multinationale konsulentvirksomhed Accenture til, der har lejet plads til sine 2.500 ansatte i Alicante. Det er også her, at man finder filmskolen og den offentligt ejede Distrito Digital (Det digitale distrikt), der lejer kontorplads ud til lokale iværksættervirksomheder.
Eksperterne fastholdt, at det var efterspurgt i branchen. Og alt blev gjort af anerkendte fagfolk. Jeg forlod min stilling i 2002 og kan dermed ikke gøres ansvarlig for, hvad der sidenhen skete
Miguel Mazón vurderer, at den samlede omkostning for filmstudiet, som de valencianske skatteydere har betalt, har rundet svimlende 3.7 mia. dkk (500 mio. Euro), hvor cirka 1.3 mia. dkk (185 mio. Euro) er gået til opførsel af komplekset og resten er gået til driften.
Et blandt mange sorte eksempler på historisk dårlig forvaltning af offentlige midler og storladen politisk ageren, mener han.
“Og hvis der er en politisk person, der har ansvaret for alt dette, er det Eduardo Zaplana og de senere ledere for PP ”, siger Miguel Mazón, om den tidligere regionsleder for Valencias regionalstyre.
Zaplana: “Jeg tager kun ansvar for at lancere projektet”
Eduardo Zaplanas politiske karriere sluttede i foråret 2008, da Partido Popular led et meget snævert valgnederlag til det spanske socialistparti PSOE. Efter en måneds politisk hjemløshed i parlamentet, forlod Zaplana politik til fordel for en stilling som europæisk lobbyist for den spanske telekommunationsgigant Telefónica.
I maj 2018 blev han dog indhentet af sine fortidige gerninger, da han blev arresteret for mistanke om hvidvask, misbrug af offentlige midler og bestikkelse.
Han tilbragte 9 måneder i et fængsel i Valencia inden han blev løsladt ved kautionsbetaling. Korruptions- og misbrugsanklagerne hænger dog stadig over hovedet på Zaplana. Anklager, der kan udløse mellem 15 og 20 års fængsel for den 65-årige ekspolitiker.
Han har tidligere erklæret, at han ikke er ansvarlig for, hvad der hændte for “Ciudad de la Luz”. Fra sit hjem i Valencia, kommenterer han kritikken af sin egen rolle i fortællingen om “Lysets By”. Ikke overraskende fastholder han sin uskyld.
“Det eneste, jeg føler mig ansvarlig for, er selve timingen. Det var nok det forkerte tidspunkt at lancere projektet. Jeg mener stadig, at det var et godt projekt, der gav mening for en by som Alicante og økonomien i provinsen. Det var en idé af Luis García Berlanga, og det var meningen, at det skulle være det eneste filmstudie i Europa med faciliteter, der tillod at optage både udendørs, indendørs og til søs. Eksperterne fastholdt, at det var efterspurgt i branchen.”
“Og alt blev gjort af anerkendte fagfolk. Jeg forlod min stilling (som regionsleder for Valencia, red.) i 2002 og kan dermed ikke gøres ansvarlig for, hvad der siden hen skete,” siger Eduardo Zaplana til POV.
Om “Ciudad de la Luz” nogensinde vil vende tilbage til filmproduktion, er ikke sandsynligt. Men heller ikke umuligt. Forbuddet imod lukrativ filmproduktion udløber i 2027. Man kan dog nok forvente, at både regionalstyret i Valencia og kommunen i Alicante vil forsøge at indhente så meget af de tabte midler, inden der er plads til nye drømme og håb for “Lysets By”.
LÆS MERE AF JOHNNY MINOR MØRUP I POV HER
Topillustration: Ciudad de la Luz ligger i første parket på den spanske middelhavskyst. Om stedet vil blive relevant for produktionen af film igen vides ikke med sikkerhed. Foto: Johnny Minor Mørup
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
