Coronavirus og karantæne

Simon Kratholm Ankjærgaard: Et håndtryk og en podcast sendte mig i karantæne

i Liv & Mennesker/Sundhed af
CORONAVIRUS // KARANTÆNE – Et håndtryk og en podcast sendte mig i karantæne – og ind i en gråzone mellem panik og rettidig omhu. Først og sidst handler det om at være sig sit ansvar bevidst. Både som borger og som samfund.

Telefonen kimede adskillige gange, mens vi spiste aftensmad. Det gør den tit, og jeg tager den ikke. Det har jeg lovet mig selv og min familie. Jeg er for meget på det skide apparat i forvejen. Det var onsdag aften i sidste uge – og da jeg efter maden tjekkede telefonen, lå der en serie ubesvarede opkald fra det samme nummer.

Det var så mærkeligt og så presserende, at jeg ringede tilbage. I den anden ende ventede Styrelsen for Patientsikkerhed. Fem minutter senere var jeg i karantæne derhjemme.

Jeg skynder mig at slå fast – det hele er udramatisk. Og jeg er i skrivende stund stadig ved godt helbred og viser ingen tegn på at have Covid-19, eller Coronavirus, som er det mest benyttede navn, i udbrud. Det gælder også for min kone, Rikke, og min otte-årige dreng, Hugo, som jeg deler min karantæne med.

Den onsdag aften vidste vi ikke, at vi var nogle af de første brikker i den voldsomme udvikling, som hele Corona-spørgsmålet ville tage i Danmark

Det gør jeg, fordi vi alle tre søndag 1. marts trykkede hånd med Thomas Kahlenberg – den tidligere Brøndby- og landsholdsspiller, der dagen efter fik de første symptomer og som onsdag, få timer før min telefon begyndte at kime, blev testet positiv for Covid-19.

Jeg havde fået mulighed for at deltage i en podcast med Kahlenberg fra scenen i fanzonen på Brøndby Stadion, og som den både omgængelige, sociale og velopdragne type jeg er, havde jeg naturligvis introduceret kone og yngstebarnet til det tidligere fodbold-koryfæ.

Og derfor ringede telefonen hjemme hos os – og derfor røg vi alle tre i hjemmekarantæne; bundet til vores matrikel uden fysisk kontakt med andre, frem til mandag 16. marts om morgenen.

Den onsdag aften vidste vi ikke, at vi var nogle af de første brikker i den voldsomme udvikling, som hele Corona-spørgsmålet ville tage i Danmark. I kølvandet på vores karantæne – og meldingen om at Thomas Kahlenberg var én af de smittede – kom en regulær bølge af karantæner, nye diagnosticeringer og senere aflysninger og udskydelser af store offentlige arrangementer; superligakampe afvikles nu for tomme tribuner, det samme gjorde Melodi Grand Prix’et i en absurd forestilling i gigantiske Royal Arena, Krimimessen i Horsens er aflyst – og det samme er ét af årets højdepunkter for mig, Historiske Dage.

Jeg beskuer det hele som en del af det, men også sært afkoblet, fordi jeg er begrænset til min matrikel.

Balancen mellem frygt og rettidigt omhu

Der er Corona/Covid-19 på alle platforme lige nu. Breaking News i en lind, gul strøm – antallet af smittede og karantæneramte stiger støt verden over, såvel som her i Danmark. Som samfund navigerer vi lige nu et sted mellem panik og rettidigt omhu. Reaktionerne er vidt forskellige. Nogle slår det hele hen som massehysteri, andre tager det alvorligt uden at gå i panik, og en sidste gruppe synes ramt af frygten og klar til at gå i beskyttelsesrummet med batterier, transistorradio og konservesdåser.

Herhjemme er vi solidt placeret i den midterste gruppe.

Vi har et helt klart ansvar for vores medmennesker – og for ikke bevidst at bringe smitten ud i samfundet

Første reaktion på opkaldet fra sundhedsmyndighederne var ikke frygt hos mig. Så langt fra. Nærmere – det indrømmer jeg! – mere en frustration over de møder, jeg nu måtte rykke, og de foredrag, jeg måtte aflyse.

Jeg er freelancer og ret afhængig af at være tilgængelig og mobil. Jeg har imidlertid ikke mødt andet end forståelse og fleksibilitet fra alle – og kalenderen er nu reorganiseret og træder for alvor i kraft, når jeg må træde ind i verden igen efter 16. marts om morgenen.

Det er imidlertid et spørgsmål om at tage et ansvar – for alle os, der af den ene eller anden grund har bragt os selv i smittefare. Vi har et helt klart ansvar for vores medmennesker – og for ikke bevidst at bringe smitten ud i samfundet.

Corona-virussen er ligesom influenza en såkaldt RNA-virus. Det vil sige, at den har evnen til at mutere og tilpasse sig, så den lettere smitter. Og det, der gør Covid-19-varianten farligere end andre udgaver af corona-vira er, at den angriber de nedre luftveje.

Det handler om medansvar

I skrivende stund sidder jeg og lytter til det seneste pressemøde fra Statsministeriet. Statsministeren er blandt andet flankeret af sundhedsministeren, direktøren for Sundhedsstyrelsen og en repræsentant fra Rigspolitiet. Blå bjælker under livetransmissionen fortæller, at 156 p.t. er smittede (men at tallet stiger støt) og at 770 lige nu er i karantæne.

Det værste – det langt værste! – er savnet af de tre af vores børn, der ikke har været udsat for smitte og som derfor ikke er i karantæne. Dem må vi ikke have fysisk kontakt med før efter 16. marts. Hurra for Facetime og Skype, men det er nu ikke det samme som et kram og et kærtegn

Der er altså ingen tvivl om, at det her er en situation, der tages alvorligt fra myndighederne. Og som SKAL tages alvorligt. De seneste tal viser, at en uhindret epidemi har en fordoblingstid på sølle seks dage. Det vigtigste lige nu er altså at få bremset smitten op – at forsinke udbredelsen så meget, det kan lade sig gøre. Hér er det altafgørende, at alle tager Sundhedsmyndighedernes anvisninger alvorligt – herunder, at alle os, der er blevet sendt i karantæne, bliver i karantæne.

Det ansvar, vi som samfund og som enkeltborgere skal tage, handler om ansvaret for, at de mest sårbare og udsatte ikke bliver smittet. De syge, de ældre. For dem vil Covid-19 vise sig at være livstruende. Vores ansvar gælder også hele sundhedsvæsnet.

Meldingen hér er klar: Hvis vi ikke forsinker smitten, vil hospitalsvæsnet ikke kunne håndtere det pres, der uundgåeligt vil komme.

Der er ikke sengepladser nok, ikke iltflasker nok; det vil ende med, at meget syge vil blive afvist, eller at der skal vælges mellem de syge – hvem skal have den ledige plads og den ledige iltflaske?

Det er skrevet uden ønsket om at sende jer læsere i panik. Men det er skrevet med et ønske om, at vi alle tager det her alvorligt.

Derfor bliver vi også hjemme i den periode, vi er i karantæne.

Derfor tager vi også vores temperatur to gange dagligt og tager telefonen, når lægen fra infektionsmedicinsk klinik foretager sit daglige opkald.

Det er en lidt surrealistisk tilstand at være i karantæne; på samme tid en del af den verserende udvikling og fjernet fra den.

Vi får dagene til at gå – time for time. Får ryddet op i haven og i huset. Laver ting hver for sig og sammen. Og får mad bragt til døren af søde og hjælpsomme familiemedlemmer (og i går en flaske rødvin fra naboerne).

Det værste – det langt værste! – er savnet af de tre af vores børn, der ikke har været udsat for smitte og som derfor ikke er i karantæne.

Dem må vi ikke have fysisk kontakt med før efter 16. marts. Hurra for Facetime og Skype, men det er nu ikke det samme som et kram og et kærtegn.

Jeg tror, vi alle glæder os til den dag, hvor vi alle igen må kramme. Indtil da tager vi situationen inklusive karantæne alvorligt – uden at banke hænderne hårdt ned i panik-knappen.


Relevante links:

https://www.sst.dk/da/Viden/Smitsomme-sygdomme/Smitsomme-sygdomme-A-AA/Coronavirus/Spoergsmaal-og-svar

https://videnskab.dk/coronavirus

https://www.dr.dk/nyheder/tema/coronavirus


Læs andre artikler af Simon Kratholm Ankjærgaard her.


Foto: Screenshot – Simon Antkjærgaard er i karantæne derhjemme.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Seneste artikler om Liv & Mennesker