Instruktøren Mike Mills har specialiseret sig i små finurlige portrætter, der ikke er specielt plottunge, men dybe i tidsbilleder og tematik. Og i titler der rammende beskriver hovedpersonernes karakterer: Thumbsucker og Beginners fx. 20th Century Women, der på dansk har fået titlen Alle Tiders Kvinder, er hans hidtil mest facetterede film. Frederik Bojer Bové giver Alle Tiders Kvinder fire POV-stjerner.
Mike Mills: Alle Tiders Kvinder – drama – premiere 16. februar 2017
Amerikanske kunstnere har noget med 1979 for tiden. Ligesom Alle Tiders Kvinder foregik også anden sæson af Fargo i ’79. Året, hvor Jimmy Carters regering er ved at køre træt, USA’s indbyggere er forvirrede og rådvilde, og et helt absurd stunt venter i kulissen: En cowboy-skuespiller, der tror, han kan blive præsident. Hvem har nogensinde hørt om noget så plat?
I denne verden lever unge Jamie (Lucas Jade Zumann) med sin mor Dorothea (Annette Benning) og tre logerende: Punkeren Abbie (Greta Gerwig), Jamies jævnaldrende Julie (Elle Fanning) og William (Billy Crudup), en knudemand der mest er god til biler.
Dorothea beder de to andre kvinder hjælpe med Jamies opdragelse, hvorefter Jamie må lære at håndtere dels de feministiske indsigter han får, og som bestemt ikke er populære blandt 70’ernes teenagedrenge, og sit forhold til Julie, som han er forelsket i.
Norsk stil
Mills begyndte for alvor at arbejde med voice-over i Beginners i en stil der bringer mindelser om de norske instruktører Joachim Trier og Eskil Vogt. Filmen, om en mand der først formår at erkende sin seksualitet, efter han har rundet de 75 – en rolle der gav Christopher Plummer sin Oscar – bestod reelt mest af den voksne søns tanker som voice-over. Det gav effektivt filmen en dokumentarisk karakter.
Alle Tiders Kvinder er et stort skridt fremad i to henseender. For det første giver den plads til kvindelige karakterer, hvilket er nyt for Mike Mills, men det giver filmen en fin balance. Med både Dorothea og Jamies tanker bliver filmen langt mere dynamisk. Det er ikke blot en enkelt mand, der fortæller historier om sig selv og sine nærmeste, men en række af emner der bliver vendt og drejet fra flere vinkler. De to alvidende fortællere diskuterer endda Dorotheas død – som ikke finder sted i løbet af filmen, men først mange år senere – som om det er spøgelsesstemmer, vi lytter til.
Spøgelsesfilm
På godt og ondt er Alle Tiders Kvinder en lidt svævende film. De rolige, bearbejdende stemmer på soundtracket skaber en eftertænksom atmosfære, og de mange panoramablik på billedsiden er vanvittigt smukke.
Abbies punkmusik er et herligt soundtrack med musik af bl.a. Devo og The Buzzcocks. I en fantastisk scene beslutter Dorothea og William sig for at finde ud af, hvem Black Flag og Talking Heads egentlig er, og forsøger akavet at danse til den anderledes musik. Alligevel er det mærkeligt med så meget punk, og man bliver egentlig aldrig rigtig revet med. Måske er det lydmixet, der er ude af sync – det er også komplekst med de mange voice-overs oveni – men på en eller anden måde forankrer energien fra lærredet sig ikke i tilskueren. Det bliver lidt analytisk, lidt koldt, lidt svævende. Karaktererne er alle sammen i fare for at gå i stå, og det er filmen også lidt nogen gange.
Men måske det er meningen? Eller, selvom det måske ikke er meningen, så er det måske alligevel her filmen bliver unik og meningsfyldt?
Manden i kulissen
For at vende tilbage til Fargo for en kort bemærkning, så var Ronald Reagan både over det hele og ingen steder i den serie. Imaginære udgaver af hans film blev set af seriens karakterer, men kandidaten selv optrådte kun kortvarigt og en enkelt gang i et møde på et herretoilet, hvor Reagan, skuespilleren, politikeren, teflon-manden, smiler bredt og leverer platituder, der gør Fargo-sæsonens hovedperson mere forvirret end nogensinde før.
Scenen rullede henover de amerikanske TV-skærme i efteråret 2015, da Donald Trump stadigvæk blot én blandt mange galninge i det republikanske primærvalg. I dag synes Fargo nærmest profetisk i sin skildring af et amerikansk folk i åndenød, desperat efter et eller andet, noget andet – lige meget hvor tomt og overfladisk det vil være.
Det er lidt den samme fornemmelse, man har efter at have set Alle Tiders Kvinder. Var det en gammel europæisk sort/hvid film, ville vi have kaldt det ennui eller malaise. Der er en tone, en stemning, hvor noget er galt, men hverken personerne eller filmen selv kan helt sætte fingeren på, hvad det er.
Men film behøver ikke at have alle svar. Hvis de kan pege på problemerne, ægte og indfølt som i Alle Tiders Kvinder, så er det også godt nok, og netop fordi filmen fokuserer på karakter frem for plot, træder menneskene i historien så meget tydeligere frem: Blandt de stærke skuespilpræstationer kan Annette Benning måske håbe på en Oscar-nominering.
Foto: Scanbox Entertainment.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
