KONCERT // ANMELDELSE – Den tyske pianist Fabian Müllers oprigtige forståelse for musikkens splintrede og nærmest skizofrene formgivning fører ham selv – og dermed tilhørerne – ind i en labyrint af modsatrettede udladninger: fra rasende galskabsanfald til pludselige og abrupt ophøjede øjeblikke af apollinsk ro.
Beethovens i alt 32 klaversonater hører til blandt de værker i klaverlitteraturen, der spænder bredest og rækker længst i både kompositorisk, dynamisk og klangmæssig form og diversitet.
Det blev mere end tydeligt i Fabian Müllers soloaften med formidable fortolkninger af to af komponistens tidlige sonater (nr. 5 og nr. 11 fra hhv. 1798 og 1800), sat over for den pianistisk set frygtindgydende Hammerklaversonate nr. 29 fra 1818.
Frygtindgydende, fordi den sene Hammerklaversonate måske er det mest monumentale klaverværk fra Beethovens hånd. Den kræver ikke blot et mere end almindeligt pianistisk overskud, men også en suveræn og streng økonomisering af helheden i både overblik og udførelse.
Han efterlod indtrykket af, at denne komposition ikke blot var umådeligt langt forud for sin egen tid, men såmænd kunne være skabt ganske tæt på vores egen
Hvis Fabian Müller behersker noget, så er det – udover et sjældent magtfuldt anslag – også en fraseringsfleksibilitet og formgivende fortolkningsevne samt et overblik, der efterlader indtrykket af, at han påtager sig denne krævende musikalske rejse, som havde han selv undfanget dens voldsomme flodbølger og lange musikalske forløb.
Ikke blot har han i sit anslag og uhyre tangentnære spil – hvor ingen unødvendige bevægelser er at spore – en sjældent oplevet nærkontakt med instrumentet. Han trækker ligefrem tonerne ud og op ad klaviaturet gennem et smørende anslag, der i plastiske bevægelser får mekanikkens hamren på strengene til at vibrere, som var han i direkte fysisk berøring med dem.
Dette kan om noget fornemmes og høres i et værk som netop Hammerklaversonaten, hvor Müllers oprigtige forståelse for musikkens splintrede og nærmest skizofrene formgivning fører ham selv – og dermed tilhørerne – ind i en labyrint af modsatrettede udladninger: fra rasende galskabsanfald til pludselige og abrupt ophøjede øjeblikke af apollinsk ro.
At holde alt dette samlet i én fortløbende fortælling kræver en kolossal pianistisk fingerspidsfornemmelse – ikke kun rent fysisk, men i lige så høj grad åndeligt og filosofisk. Müller dokumenterede klart, hvor eminent han behersker sin Beethoven i dette storværk, hvor hans musikerskab løfter sig op mod det universelle og eviggyldige. Han efterlod indtrykket af, at denne komposition ikke blot var umådeligt langt forud for sin egen tid, men såmænd kunne være skabt ganske tæt på vores egen.
Gennem sonatens fabulerende, deklamatoriske og formsprængende strukturer flyttes vi både i tid og sted. Man fornemmer en komponists indædte kamp med sin egen kunsts formelle ”spændetrøjer” – en kamp, han allerede i de første sonater overbevisende forsøger at frigøre sig fra.
Funklende musisk mesterskab
I programmets to tidlige sonater kom Müller med sine fortolkninger således helt tæt på kernen af denne musikalske frigørelsesproces – Beethovens løbende opgør med den nedarvede sonateform fra Haydns og Mozarts sprudlende værker i samme genre. I eksempelvis trio-delen af den indskudte menuetsats i sonate nr. 11 når musikken bemærkelsesværdigt langt i den retning.
Man mærker her tydeligt, at Beethoven som komponist beundrer denne dansesatsform, men samtidig søger en dybere mening, der trækker i en mere symfonisk retning.
Her fik Fabian Müller med sit mesterskab musikken til at funkle. Hans udfoldelse af denne dansesats åbnede op for et stort og dybt musikalsk åndedrag, der skinnede igennem det ellers konventionelle og pudrede rokoko-univers, som menuetgenren oprindeligt udsprang af.
Med det krystalklare spil, den fornemme formgivning og et formidabelt pianistisk overskud over for denne krævende klaverlitteratur blev vi i Fabian Müllers hænder vidner til et intenst indre opgør mellem Beethoven og hans sjælekampe. Opgør, som tilsyneladende blev affødt af hans nærmest totale døvhed, mens han komponerede netop Hammerklaversonaten.
Om musikkens galskabsagtige karakter primært skyldtes komponistens høretab, eller om den er udtryk for noget endnu dybere, kan man kun gisne om.
Men man hører meget gerne Fabian Müller uddybe sit personlige take på andre af Beethovens sene sonater – ligesom man også gerne oplever ham i Robert Schumanns klaverværker, der tydeligvis trækker mange tråde tilbage til Beethoven.
Måtte denne mesterpianist snart vende tilbage med mere af sin klaverkunst og flere vægtige fortolkninger af disse storværker.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
