‘Cavalleria rusticana’ og ‘Pagliacci’: Fra den tragiske maskekomedie til den nøgne virkelighed

Niels Jørgen Riis, Caitlin Gotimer, Nanna Højholt og Det Kongelige Operakor. Foto: Miklos Szabo.

Knud Arne Jürgensen 14.10.2025

OPERA // ANMELDELSE – Mascagnis og Leoncavallos jordnære og højspændte jalousidramaer præsenteres i sceniske, alt for statiske genopsætninger, som dramaturgisk er anskuet entydigt gennem offerrollernes øjne.

Cavalleria rusticana og Pagliacci

Spiller på Operaen til 9. november
Musikalsk ledelse: Giulio Cilona
Iscenesættelse: Kasper Holten (Cavalleria rusticana) og Paul Curran (Pagliacci)
Scenografi: Mia Stengaard
Kostumedesign: Anja Vang Kragh
Lysdesign: Bruno Poet

I 1890’erne så operaverdenen en ny musikalsk retning tage form i horisonten i skikkelse af den såkaldte verismo – eller virkelighedstro – kunst.

Denne havde sit udgangspunkt i litteraturen, og i tilfældet med komponisten Pietro Mascagnis enaktsopera Cavalleria rusticana var baggrundsstoffet hentet fra en af datidens bannerførere for verismen, forfatteren Giovanni Verga. Han var et stort navn i italiensk litteratur i anden halvdel af 1800-tallet og stod som den nye verisme-kunstretnings vigtigste repræsentant. Senere blev han også forbillede for adskillige forfattere i de første årtier af det følgende århundrede.

Især Vergas to novellesamlinger med barske historier fra hans eget Sicilien satte sig spor i samtiden. Med fortællingen Cavalleria rusticana fra samlingen Vita dei campi (1880) nås et højdepunkt af verisme-prosa gennem skildringen af hverdagslivet og forfatterens egne refleksioner herover. Novellen blev med stor succes først omformet til teaterdrama og senere til Mascagnis opera i 1890, hvor fortællingen musikalsk kondenseredes yderligere ved at ”oversætte” karakterernes indre jalousidrama til et musikalsk sprog, præget af en direkte og udadvendt lidenskabelig intensitet – typisk for verismen.

Såvel Verga som Mascagni skildrer karakterernes personligheder og lader deres handlinger og ord tale for sig selv uden fordømmelse, men holdt i en sædeskildring, der involverer både jalousi, forræderi, æresdrab, håbløshed og fatalitet – alle grundtemaer i verismebevægelsen. De er tillige bestanddele i de menneskeliv, som gennemsyrede de fattige og simple sicilianske bønders eksistens.

Med Mascagnis opera forlades de traditionelle recitativer og afrundede arier til fordel for en kontinuerlig og tempofyldt handlingsgang, hvor musik og drama smelter sammen i en helhedsoplevelse, ofte afbrudt af længere orkestrale mellemspil. Disse fungerer til en vis grad som et næsten filmisk stemningslydspor, der dog ikke altid får fortællingen til at fungere optimalt.

Det er tradition for, at Mascagnis og Leoncavallos to minioperaer – i operakredse kendt som “CAV-PAG” – opføres sammen, måske netop fordi de har flere fællestræk

Et mysterium er det, at Mascagni ikke lader operaens mest berømte orkestrale intermezzo være forsynet med både ord og sang, da det måske netop rummer værkets vægtigste melodiske potentiale for en vokal forløsning af dybe personlige sjælekvaler. I stedet bliver det et overvejende æstetiserende hvilepunkt, som ikke nødvendigvis fører nogen steder hen i fortællingen.

Hovedpersonen, den bundulykkelige Santuzza (Trine Møller), oplever sin kæreste Turiddu (Niels Jørgen Riis) flirte med sin gamle flamme Lucia (Johanne Bock), som nu er gift med Alfio (Jens Søndergaard). Disse hovedpersoners indbyrdes forhistorier gør, at der reelt opstår en mangeleddet jalousikæde, som kun kan slutte i tragedie – eftersom de alle har en kærlighedsklemme på hinanden. Dette fremstår dog ikke tydeligt i Mascagnis musikalske bearbejdning, hvor handlingen udspiller sig på landsbyens centrale markedsplads midt under påskens store processionsdag.

I Holtens opsætning er vi flyttet højt op på landsbykirkens stejle fortrappe. Det forekommer ret usandsynligt netop i en verismeopera at lade bøndernes vingilde udspille sig lige uden for kirkens hovedport. Dette markante scenografiske greb forvrider virkelighedstroen i en uheldig retning.

For at kunne forbinde Mascagnis opera med Leoncavallos efterfølgende Pagliacci har man valgt at bibeholde den samme kirketrappe-scenografi – nu dog med den væsentlige forskel, at vi i det sidste værk befinder os i den samme sønderbombede landsby foran en kirkeruin, efter at den amerikanske hær har indtaget Sicilien under 2. verdenskrig.

Krigstidens Sicilien forekommer for tænkt

Om kirkeruinen i baggrunden skal symbolisere fataliteten i Cavalleria rusticana, der kulminerer i blod- og æresdrab, og dermed fremstå som en forudanelse af landsbyens og dens indbyggeres endeligt et halvt århundrede senere, skal være usagt. Men grebet at rykke Pagliacci frem til krigstidens Sicilien forekommer nu lidt for smart tænkt – for ikke at sige fortænkt.

Værre er dog den statiske og statuariske iscenesættelse, hvormed både kor og hovedroller i Cavalleria rusticana fremtræder. Koret indtager kirketrappen som et marionetensemble, bevæger sig i afmålte trin og opstilles koreograferet – først i profil på rad og række, senere unisont i frontalstilling. Det virker lodret forkert i netop en verismeopera, hvor det brogede og livfulde sicilianske bondeliv burde have frit spil.

Endnu værre er måske, at iscenesættelsen lader Santuzza forblive et konstant scenisk vidne til samtlige dramaets begivenheder. Hun vandrer hvileløst rundt – både syngende og tavs – under alle konflikterne. En lidet plausibel personfremstilling, da det netop er de usete begivenheder, der antænder hendes jalousi og sætter lavinen i gang.

Sangligt bærer Trine Møller dog partiet flot og overbevisende – om end med en til tider skinger klang, der ikke altid lader karakterens sindstilstand trænge igennem. Det efterlader snarere indtryk af utilstrækkelig beherskelse af fraser og formdannelse.

Niels Jørgen Riis skildrer Turiddus kvaler med overbevisende vokal styrke, men stærkest står måske Jens Søndergaard som den friskfyragtige, men hurtigt opflammende Alfio, der ikke tåler det mindste kærlighedssvigt.

Begge værker blev presset til det yderste – uden dog helt at forløse den sande og ægte sanselighed

I Pagliacci møder vi i Paul Currans opsætning en gruppe hovedpersoner, der udgør en lille trup amerikanske gøglere sendt ud for at underholde de invaderende styrker under verdenskrigens voldsomme begivenheder. Men også i denne trup ulmer jalousien.

Det kommer dramatisk – måske lidt overdrevent – til udtryk, da truppens kvindelige frontfigur, Nedda (Caitlin Gotimer), i rollen som Columbine, afsløres i at have en elsker, Silvio (Theodore Platt), som ønsker at flygte med hende. Hendes mand, Canio (Niels Jørgen Riis), afslører dem og slår dem begge ihjel under forestillingen foran soldaterne og landsbyens beboere – hvorved virkelighedsdrama og teater flyder sammen til ét for øjnene af det opslugte og rædselsslagne publikum.

Det er tradition, at Mascagnis og Leoncavallos to minioperaer – i operakredse kendt som “CAV-PAG” – opføres sammen, måske netop fordi de har flere fællestræk. Disse træk er blevet tydeligt fremhævet i Holtens og Currans iscenesættelser, ikke blot scenografisk, men også i personinstruktionen: Pagliacci fremstår som den tragiske maskekomedie, mens Cavalleria rusticana er den nøgne virkelighed.

Musikalsk fyrede dirigent Giulio Cilona godt op under kapellet, dog uden altid at give sangerne det rum, som musikkens stærke udladninger kræver. Således blev begge værker presset til det yderste – uden dog helt at forløse den sande og ægte sanselighed, der ligger indlejret i såvel sang som musik og i deres skildringer af mennesker i sansers vold.

Knud Arne Jürgensen, seniorforsker, dr.phil., 1998-2010 leder af Dramatisk Bibliotek ved Det Kongelige Bibliotek og 2010-2016 seniorforsker og udstillingskurator ved Teatermuseet i Hofteatret.