Nordic Impressions – Nordisk kunst i Washington D.C.

i Danmark/Kultur & Medier/Kunst af

KUNST – Kunstmuseet The Phillips Collection in Washington, D.C. har åbnet en stor udstilling med fokus på nordisk kunst: Nordic Impressions. Udstillingen spænder vidt på alle måder: Den strækker sig tidsmæssigt over 200 år, geografisk er de fem nordiske lande plus de tre selvstyreområder repræsenteret, tematisk dækker den alt fra immigration, kvinder i kunst og natur til konstruktion. Ulla Rønberg har været på udstilling og bl.a. talt med Jesper Just, der er en af de danske kunstnere, som er repræsenteret på udstillingen.

Det er en stor mundfuld. Og et besøg giver absolut den besøgende ’impressions’ altså indtryk og en fornemmelse for, hvad der ér sket, og hvad der sker på billedkunstscenen i de nordiske lande fra starten af 1800-tallet og frem til i dag. Men man skal ikke forvente, at den røde løber bliver rullet ud i form af forklarende tekster og store forståelsesrammer.

Sammenhæng må man selv være med til at skabe.

Impressioner

Det er som altid husets chefkurator, Klaus Ottmann, der står bag udvælgelse og ophængning i museets særudstilling ”Nordic Impressions”. Og han følger museets kuratoriske kongstanke, som blev udviklet med museets grundlægger Duncan Phillips ved museets åbning i 1921: Kongstanken er kringlet – men i og for sig spændende nok – og går i store træk ud på, at kunstværker går i dialog på tværs af tid, kunstnere og genrer.

Det er denne dialog, der er bærende for ophængningen: Relationen imellem farver, temaer, objekter, følelser eller stemninger, er afgørende. Her er altså ingen kronologisk tidslinje, ingen på hinanden følgende -ismer eller perioder.

Hvor er det nordiske fokus? For det er naturligvis et interessant spørgsmål, hvilket indtryk amerikanerne får af nordisk kunst og nordiske kunstnere i denne udstilling. Som dansker tager man hele baggagen af nordisk selvforståelse med sig ind i udstillingen, men amerikanerne er selvsagt ikke udstyret med samme

Det stiller naturligvis store krav til beskueren om at slippe forestillingen om at skulle ’lære noget’ og helst ’noget’, der kan hægtes fast på tidligere erhvervet lærdom fra lignende udstillinger på lignende museer.

Den kunsthistoriske tilgang er fejet af banen, og det kan jo virke provokerende, når man har lært at elske -ismer og de lange tekster, der normalt byder museumsgæsten velkommen.

Men The Phillips Collection ligner ikke rigtig andre museer i den henseende, så oplevelsen bliver svært unik. Og det skal man være indstillet på. Man kan som nemlig hurtigt blive misfornøjet over, at det virker u-forklaret. Men accepterer man grundpræmissen, så venter der en anden slags oplevelse. Af grundtoner, samhørighed på tværs af genrer og epoker, samstemmighed og måske endda noget særligt nordisk. Måske.

Konstant bevægelse

Jesper Just er en af de danske kunstnere, der er repræsenteret på udstillingen. Hans monumentale videoværk: Continuous Monuments (Interpassivities) fra 2017, viser et enormt hegn i en ørken, opstillet som lodrette xylofonstænger med kun en håndsbredde imellem.

En kvinde iklædt strutskørt går med en lang pind og slår på stængerne og får derved skabt en række toner, der forlener det øde, barske landskab med en nøgen og rå musikalitet. Hele scenen virker absurd eller nærmere på grænsen mellem det, vi betragter som normalt og galt (en voksen kvinde i strutskørt alene i en ørken!).

Et værk af danske Jesper Just (der bor i New York) udvælges til en nordisk udstilling – værket selv er filmet i USA og personen, der optræder i filmen, er en amerikansk musiker

Det er først, når man læser nærmere om værket, man finder ud af, at hegnet er opstillet mellem en fysisk grænse: Den meget omdiskuterede grænse mellem USA og Mexico. Pludselig får værket en meget aktuel, politisk udsagnskraft, der er ladet med savn, sorg, død. Har man i Washington i løbet af sommeren set installationen Carne y Arena, af filmdirektøren Alejandro G. Iñárritu, vil man vide, at siden år 2000 er 6000 mennesker døde i forsøget på at krydse grænsen mellem USA og Mexico. Det er vel at mærke dém, der er tal på.

Interessant er det, at et værk af danske Jesper Just (der bor i New York) udvælges til en nordisk udstilling – værket selv er filmet i USA og personen, der optræder i filmen, er en amerikansk musiker; Kim Gordon, der var bassist i bandet Sonic Youth.  Ikke så meget nordisk dér.

POV spurgte Just om, hvordan han har det med at træde ind i en nordisk kontekst i denne udstilling:

”Når man flytter væk og bosætter sig i et andet land, så begynder man at tænke mere over, hvor man kommer fra. Men jeg opfatter mig ikke kun som ’nordisk’ og jeg ser ikke nødvendigvis noget særligt ’nordisk’ i mine værker“, svarer han indledningsvis og uddyber:

Andre læser en melankoli ind, som de tilskriver det nordiske sindelag, men det er ikke noget, jeg bevidst arbejder med. Jeg prøver ikke at diktere noget med mine værker – hverken noget politisk eller nationalt. Min film vil blive opfattet meget forskelligt alt efter, hvor man kommer fra”

“Så jeg er meget bevidst om ikke at stoppe en holdning ned i halsen på folk, jeg prøver i stedet at pege på nogle ting, som publikum måske kan få en mulighed for at tænker over på ny vis. I dette værk har jeg arbejdet med at finde noget poetisk i de voldsomt ladede monumentale strukturer som f.eks. hegnet i ørkenen”.

Jesper Just: Continuous Monuments (Interpassivities).

Findes nordisk kunst?

Jesper Justs værk kræver tid. Det er et af den slags værker, hvorom amerikanerne vil sige: ”It grows on you” – det sætter sit spor, gør indtryk: It leaves an impression. Og måske er det netop en eksil-dansker i USA, der kan beskæftige sig med grænseproblematikken med en tyst og nærmest dokumenterende film, der for en stund lader den højintensitetsprægede og trykkogeragtige politiske agenda her i landet ude af fokus.

Men hvor er det nordiske fokus? For det er naturligvis et interessant spørgsmål, hvilket indtryk amerikanerne får af nordisk kunst og nordiske kunstnere i denne udstilling. Som dansker tager man hele baggagen af nordisk selvforståelse med sig ind i udstillingen, men amerikanerne er selvsagt ikke udstyret med samme.

I kataloget til udstillingen opridser Klaus Ottmann en udstillingshistorik i USA for det særligt nordiske: I 1912 kunne man for første gang stifte bekendtskab med ”Samtidskunst fra Skandinavien”, en udstilling der blev vist i flere stater; i 1982 blev en stort anlagt udstilling om ”Nordisk Lys i Skandinavisk Billedkunst” vist på Brooklyn Museum og samme år viste Guggenheim Museum i New York en udstilling om nordisk billedkunst.

Det er det særligt nordiske, der er til debat og udstilles – som impressions. Sammenhæng må man selv skabe

Udstillingen på The Phillips Collection føjer sig naturligt til denne række, men til forskel fra de øvrige udstillinger, så vises denne udstilling i en veritabel hype over alt nordisk i disse år i USA.

Det er umuligt at åbne The New York Times på en søndag uden et dobbeltopslag om indretningsarkitekter fra Oslo, designbutikker i Helsinki, gode spisesteder i København, bedst trekking i vildmarken. Dertil kommer de talrige artikler om hygge, grønne energiløsninger, velfærd, lige rettigheder for alle etc. Amerikanerne har en meget god fornemmelse for, hvad det nordiske er – i en amerikansk optik forstås. Og det er klart en fordel i mødet med de mange forskelligartede værker.

Museets ophængning kan dermed læne sig op ad en forståelse for ’det særligt nordiske’, som udstillingen på sæt og vis cementerer. Jesper Justs værk bliver uundgåeligt del af hele den nordiske forståelsesramme.

Sat på spidsen kan man sige, at udstillingen er medproducent på forestillingen om det særligt nordiske i kunsten. Og så vil museet alligevel ikke helt stå inde for forestillingen om det særligt nordiske – eller vil i hvert fald gerne pirke og prikke til forestillingen.

I udstillingskataloget er det for eksempel indledningsvist den danske kunstner Per Kirkeby, der får lov at udlægge teksten om det nordiske, idet han skarpt og satirisk beskriver hele den nordiske hype indenfor kunsten som en hjemmelavet, behagelig krave, der dovent kan understøtte noget, der kun er halvt færdigt.

Det er en kontant udmelding, der virker som en spand vand i ansigtet, lige før man dykker ned i teksterne om alt det nordiske. Men, dermed får man sat dagsordenen: Det er det særligt nordiske, der er til debat og udstilles – som impressions. Sammenhæng må man selv skabe.


Udstillingen Nordic Impressions kan ses frem til d. 13. januar 2019.

Følgende danske museer har udlånt værker til udstillingen: Louisiana, Museum Jorn, Statens Museum for Kunst.


Hovedillustration: Foto fra udstillingen af Lee Stalsworth.

Ulla Rønberg er uddannet kunsthistoriker fra Aarhus Universitet og er bosiddende i Washington D.C. med sin familie, hvor hun er "senior visiting scholar" i tænketanken Center for Transatlantic Relations på Johns Hopkins University, School of Advanced International Studies. Foruden at være del af teamet bag udgivelsen Nordic Ways, er hendes fokus på innovation og design-thinking i de nordiske lande. Hun har desuden fungeret som ekstern projektleder på Art in Embassy projektet på Den Danske Ambassade i Washington, et samarbejde mellem ambassaden, Kulturministeriet og Statens Kunstfond. Med et solidt afsæt i museumsverdenen og Kulturministeriet som leder af formidlingsafdelinger og specialkonsulent, er banen kridtet op til seriøst livtag med kunst og kultur.

Seneste artikler om Danmark