Kan vi forandre verden ved at fortælle historier på nye måder?

af i LIGESTILLING/Scenekunst

TEATER // ANMELDELSE – Når man, som jeg, har fået Aristoteles ind intravenøst siden fødslen, kan det være ganske grænseoverskridende, når fortællinger insisterer på at opføre sig efter andre regler. Og jeg får da også konstant én på sinkadusen i Teater Johns opsætning med titlen I nat kommer krigen hjem, som er skrevet af teaterchefen selv, Joan Rang, og hendes kollega, Kristian Thingholm Erhardsen.

På den lille scene på Teatret ved Sorte Hest får vi en tekst, der er så rig, at den kan være svær at omfatte i første hug. Den udspiller sig på tre niveauer: de to dramatikeres mailudveksling med hinanden, indtil den stopper brat; de to skuespilleres refleksioner over det skrevne, og de terrorangreb ‘historien’ handler om og en fortællerstemme ‘fra oven’ – Gud var med os?

Teksten vil os uendelig meget. Først og fremmest prøver den at indfange, hvad der sker med os mennesker, når vi lever under en konstant trussel for terrorangreb, og her tager de udgangspunkt i angrebet på Charlie Hebdo i januar 2015. Teksten blev påbegyndt mellem de to dramatikere lige efter angrebet på satiremagasinet skete. Men teksten er også et opgør med den almindelige maskuline, aristoteliske dramaturgi, som de allerfleste af vores historier på film og i teaterforestillinger benytter sig af. Den struktur, der lægger op til konflikthunger og får os til at tro på, at det er et livsvilkår med ‘et dem og et os.’

Foto: Thomas Cato.

Hvad hvis nu alle de konfliktoptrappende historier får os til at tro på ‘konflikt’ som en nødvendighed, og hvad sker der, hvis vi begynder at fortælle historier på en helt anden måde – benytter os af det, vi er nogle, der kalder ‘en kvindelig dramaturgi’, eller det, som Ulla Ryum benævnte ‘en cirkulær dramaturgi’? Kan vi forandre verden ved at fortælle historier på nye måder?

Den satte  mange tanker i gang, at jeg kun lige er begyndt, og der er materiale til mange søvnløse nætter. Og det er først og fremmest tekstens fortjeneste

I denne forestilling forekommer det mig, at den lineære dramaturgi ligger som en vandret stolpe gennem hele forestillingen, i det lag, der udgør mailudvekslingen mellem de to dramatikere. Og rundt om denne stolpe snor sig historierne om terrorangreb, og hvad de gør ved os mennesker i en såkaldt ‘kvindelig dramaturgi’. Det er smukt og gør indtryk.

De to dramatikere gør sig mange overvejelser af etisk og moralsk karakter om, hvorvidt det er ok at skrive om andres lidelser. Kan man overhovedet det? Og må man det? Kristian føler sig som en snylter, der næres ved andres ulykke, for hvordan kan han tillade sig at bruge en virkelig tragedie som rambuk for sin egen skriveblokering? Mens Joan siger: “Kære Kristian… Jeg forbeholder mig retten til ikke længere at mene noget om noget som helst. Jeg har besluttet mig til at skrive holdningsløs dramatik uden nogen form for underholdningsværdi. Hvem har også sagt, vi absolut skal mene noget om alting?” Men de beslutter sig for at fuldende arbejdet med at ‘malke tragedien’. Og tak for det.

Jeg indrømmer gerne, at forestillingen fik det til at svimle for mig. Den satte  mange tanker i gang, at jeg kun lige er begyndt, og der er materiale til mange søvnløse nætter. Og det er først og fremmest tekstens fortjeneste. Men uden en iscenesættelse, der som en indianer har lagt ørene til jorden for at aflytte teksten dens særlighed, var det ikke gået.

Og hvis ikke det havde været for de to usædvanligt solide skuespillere, Marie-Lydie Melono Nokouda og Johannes Lilleøre, kunne det være gået så grueligt galt. Men de gør ikke krav på at skabe karakterer med unødvendige krummelurer gesvejsninger, men går nøgternt til stoffet og blotlægger fint den sorg og den humor, der findes i forbavsende overflod, temaets uhyggelige karakter til trods. Jeg glæder mig stort til at se Marie-Lydie på scenen snarest igen.

Uddrag fra teksten:

“Jeg er ikke hvid. Jeg er kvinde. Jeg er under 1,60 høj og har post-traumatisk stress.

Jeg er vant til, at jeg ikke bliver hørt. Jeg er vant til at skulle tale højt for at blive hørt. Jeg er vant til at blive ignoreret, patroniseret og udsat for fordomme og stereotype forestillinger om min intension eller personlighed baseret på min hudfarve. Jeg er vant til at blive rost for mit sprog, og samtidig blive ignoreret for dét, jeg taler om. Jeg er vant til at blive forbigået til fordel for hvide kollegaer, og jeg er vant til at høre om mig selv, at jeg er besværlig, hvis jeg kræver det samme som dem. Jeg er vant til, at folk synes, at jeg er urimelig eller aggressiv, når jeg bliver vred over forskelsbehandling, og jeg er vant til, at disse uheldige karaktertræk bliver tillagt min hudfarve.

Jeg er vant til at blive kategoriseret som “den anden”, og jeg er vant til, at den kasse jeg bliver sat i, rummer alt, hvad der ikke er hvidt, heteroseksuelt, maskulint og vestligt. Jeg er vant til, at alle de “andre”, alle os andre, opleves som én, samlet masse.

Jeg er vant til, at diskrimination foregår på alle niveauer og på tværs af alle minoritetsskel. At feminister er racistiske, at farvede er homofobiske, at religiøse er fascistiske, at homoseksuelle er diskriminerende overfor folk med nedsat funktionsevne. Jeg er vant til, at minoriteter spilles ud mod hinanden, og at dette er en del af strategien til at bevare et grundlæggende racistisk og patriarkalsk system.Jeg er vant til, at folk ikke kan se det.”

Der er så mange fine tekststeder, at jeg igen begræder, at vi ikke længere har et teaterforlag i Danmark, der udgiver dramatiske tekster. Denne ville være oplagt som læsetekst, som eksamenstekst, som andre teatre ville kunne have glæde af at opføre i nye og andre konstellationer – og vi lægfolk, ville kunne lægge den under hovedpuden.

Et helt andet eksempel fra teksten, som giver indtryk af, hvor morsom og grotesk den også er:

“Jeg har elevatorvægt… Under urolighederne i Ferguson tog jeg 4 kilo på. Under Charlie Hebdo-sagen tog jeg 2 kilo på. Det er en fysiologisk mekanisme, jeg ikke kan styre. Kroppen polstrer sig selv for at beskytte sig mod farer. Mod døden. Jeg oplevede urolighederne i Ferguson og Paris som døden. Jeg konkluderer af min vægtforøgelse, at jeg var mere bange under Ferguson-sagen og Eric Garner-sagen end under Charlie Hebdo-sagen. Jeg er mere bange for racisme end for, at ytringsfriheden er truet. Jeg er mere bange for racisme end for, at du skal miste din ret til at udtrykke dig racistisk”.

Jeg kunne blive ved, men vil blot anbefale at man skynder sig afsted til Teater ved Sorte Hest, for forestillingen spiller kun til 11. maj.


Teatret ved Sorte Hest
I nat kommer krigen hjem – om tiden efter attentatet på Charlie Hebdo
Dramatiker: Joan Rang Christensen, Kristian Thingholm Erhardsen
Instruktør: Christoffer Berdal
Medvirkende: Marie-Lydie Melono Nokouda, Johannes Lilleøre
Spiller til 11. maj.


Topfoto: PR.

Lærke Reddersen (født 5.6.1957), uddannet sceneinstruktør fra Dramatiska Instituttet, Stockholm, arbejdet som sceneinstruktør i Norge, Sverige og Danmark, arbejdet som underviser på diverse elevskoler, ansat som dramaturg og forlægger på flere teaterforlag, oversætter, production manager i Tivoli, dramaturg på diverse teatre i Norden. Initiativtager til #MeToo-Reading på Edison i december 2017.
Foto: Bjarne Stæhr.

Seneste artikler om LIGESTILLING