Det handler om fodbold i Kina. Men bloggen drejer sig ikke kun om sport. For den er ligeså meget en historie om kinesisk erhvervsliv og kommunistpartiets brug af kæmpesummer for at opnå mere kulturel soft power i udlandet og styrke den hjemlige økonomi, skriver Jan Larsen om dette sjældent belyste emne. Faktisk drejer det sig om “Aktieselskabet Kina”.
Det er kun seks-syv år siden kinesisk fodbold nærmest lå i ruiner. Landsholdet led det ene ydmygende nederlag efter det andet, og Kinas superliga lå konstant på grænsen til konkurs. Ramt af utallige skandalesager om aftalt spil, korruption og med hyppige fængslinger af fodboldens topledere.
Det seneste år er bøtten totalt vendt. Fodbold er igen i nyhederne, men nu med helt andre overskrifter. Kinesiske fodboldklubber har nemlig fået så mange penge, at de har opkøbt flere europæiske storklubber og har de seneste måneder indkøbt stjernespillere fra de europæiske top-ligaer til svimlende priser og lønninger.
Lad os tage et eksempel med én af de spillere, der, når den kinesiske superliga begynder 3. marts, har fået en kinesisk arbejdsgiver – nemlig den argentinske fodboldspiller Carlos Tevez fra Chelsea. Han får i sin nye klub, F.C. Shanghai Shenhua, 41 millioner dollar (ca. 287 millioner kroner) i løn om året.
Kontrakten lyder på to år, så hver måned bliver der sat 24 millioner kroner ind på hans konto. Det giver ham en dagløn på 800.000 kroner. Hver eneste time (også når han sover eller spiser) bliver han over 33.000 kr. rigere. Og ja, hvert eneste minut døgnet rundt forgylder de nye kinesiske arbejdsgivere Carlos Tevez med 550 kr. Og lad os bare køre den helt ud: det er over 9 kr. i sekundet.
Man må da håbe han også scorer nogle mål … og ikke kun kassen. For denne kontrakt er ikke enestående i Kina. Carlos Tevez løn i Kina er næsten det dobbelte af, hvad spillere som Messi og Ronaldo får i Europa.
Tevez er ikke den eneste, der er blevet fristet til at skifte grønsvær. De sidste måneder har kinesiske fodboldklubber investeret for milliarder i en snes højtprofilerede spillere fra de europæiske ligaer. Og flere kan nå at komme til (til endnu højere lønninger) inden det såkaldte transfervindue lukker ved midnat 28. februar.
Spillerprisen 30 procent højere i Kina
Men hvordan kan det gå til, at de nu kan give transfers og lønninger, der får europæiske trænere og direktører til at ryste i bukserne, fordi de slet ikke kan matche det kinesiske prisniveau. Statistikken viser, at den gennemsnitlige overgangssum for 163 spillere i sidste sæson til den kinesiske liga lå på 14,4 mio. kr. Langt mere end i den engelske Premier League, hvor den var på 11 mio. kr.
Det er en af de klassiske situationer, der bedst kan forklares med begrebet ”Aktieselskabet Kina”. Det kan kun foregå i et-parti diktaturer som Kina. Med ét parti, kommunistpartiet, der styrer hele samfundet. Partiet er over regeringen og styrer domstole, banker og hele administrationen fra top til bund. Hertil ejerskab af de væsentligste offentlige virksomheder og indirekte med meget stor indflydelse på det private erhvervsliv.
Helt i tråd med denne struktur er forvandlingen af kinesisk fodbold ikke et græsrodsprojekt. Tværtimod. Det kommer fra højeste sted, fra Xi Jinping, leder af kommunistpartiet og landets præsident. (Læs mere om Xi Jinping her).
Fodbolden har fået særstatus
Xi Jinping har nærmest erklæret fodbold som en opgave af største nationale interesse. Dels fordi han personligt er en stor fan af fodboldsporten. Dels fordi han kan se, hvordan sporten både kan fremme Kinas interesser i udlandet og samtidig gavne landets nye økonomi.
Det er en af de klassiske situationer, der bedst kan forklares med begrebet ”Aktieselskabet Kina”. Det kan kun foregå i et-parti diktaturer som Kina. Med ét parti, kommunistpartiet, der styrer hele samfundet
Derfor har han gentagne gange erklæret nogle målsætninger for fodboldens fremtid. At Kina skal være blandt de ledende fodboldnationer inden 2050 og om 10-15 år søge om at afholde (og vinde!) en VM turnering for mænd. Han har også sagt, at landets skoler skal satse på fodbolden og øge antallet af fodboldskoler fra 5.000 til 25.000 de næste ti år.
Xi Jinping behøver ikke at fremlægge detaljer eller budgetter. For A/S Kina fungerer på den måde, at så går alle bare i gang, nærmest som på befaling. Lige fra de lokale partibosser i provinserne til de store entreprenører, private som statslige. Fodbolden har fået højstatus – og i et år (det sker kun hvert femte år) hvor parti-kongressen samles i oktober, så er der ingen der ikke viser, at de bakker op om lederens store ønske.
Passer ind i Kinas nye økonomi
Det er tre år siden Xi Jinping gav fodbolden denne særstatus.
Siden er det formaliseret med en konkret plan, et blueprint for fodboldens fremtid. Xi ser ud til at være ret glad for boldspillet, men det er nok mere de økonomiske og politiske muligheder for Kina, der har haft afgørende betydning.
Kina er i gang med en omfattende ændring af økonomien. I stedet for at være helt afhængig af at være verdens fabrik, der eksporterer varer til det globale marked, så skal økonomien også basere sig på kinesernes eget øgede forbrug.
På den måde kan der komme gang i servicefag og ydelser som sport og underholdning.
Og netop en hjemlig sportsindustri forventes at kunne omsætte for intet mindre end seks tusinde milliarder (6000 mia.) kroner i 2025. For at anspore denne udvikling kan firmaer, der beskæftiger sig med sports- og kulturaktiviteter, fremover slippe med at betale blot 3 pct. i skat, i stedet for de normale 5 eller 20 pct.
Og apropos A/S Kina modellen, så er det bl.a. to af Kinas rigeste entreprenører (og partikammerater), der spiller sammen med den politiske ledelse. Det er Kinas rigeste mand, Wang Jianlin, ejer af Dalian Wanda, film- og biograf-konglomeratet, der i øvrigt er i gang med omfattende opkøb i Hollywood. Den anden er Jack Ma, ejer af Alibaba, verdens største online koncern – og i øvrigt også med i opkøbs satsningen i Hollywood. (Se nærmere om Kinas opkøb i USA’s film- og TV industri her).
De har begge efter konsultationer med regeringen købt store andele i europæiske topklubber som Atletico Madrid og lavet samarbejdsaftaler med Real Madrid og andre.
Og flere statslige selskaber har købt dele eller majoritetsandele i flere europæiske fodboldklubber. China Media Capital i Manchester City, og et af landets største firmaer, CEFC China Energy, har købt Slavia Prag. Desuden er fire større klubber i engelske Premier League netop overtaget af kinesiske firmaer eller enkeltpersoner.
Støtte til Kinas soft power
Og så er der den politiske vinkel. Den handler om det for Kina altid ømme punkt med den såkaldte soft power. At landet med verdens næststørste økonomi og supermagts volumen, stadig er umådelig svag på kulturelle og kreative områder som litteratur, musik, film og sportsgrene som f.eks. fodbold.
Projektet er i fuld gang. Og foreløbig går det godt. De kinesiske fodboldklubber har været mere end rundhåndede, når de har været ude med indkøbstasken. Faktisk så meget, at det kinesiske sportsministerium i januar måtte ud og advare klubberne mod at betale for meget for de udenlandske spillere og især mod de høje lønninger. I sidste måned drejede de skruen en ekstra gang ved at sætte tallet ned (fra 4 til 3) af udenlandske spillere, klubberne må bruge pr. kamp.
To af Kinas rigeste entreprenører (og partikammerater) har begge efter konsultationer med regeringen købt store andele i europæiske topklubber som Atletico Madrid og lavet samarbejdsaftaler med Real Madrid og andre.
Hele strukturen – og frem for alt ejerskabet af klubberne – er også blevet ændret. Det er meget pengestærke firmaer og milliardærer, der står bag de fleste klubber. Tidligere var det lokale firmaer og borgmestre.
Økonomien er generelt blevet bedre, efter fodbolden har fået den nye status. De sidste rettigheder for TV transmissioner fra superligaens kampe blev solgt for 60 millioner. Den nye kontrakt lyder på næsten 8 milliarder. Og al business der følger med, salg af bandereklamer, merchandise og reklamer på trøjerne, har lovende udsigter og stigende indtægter.
Men kommer der en bedre kinesisk superliga ud af det?
Men selv om de fleste af de 16 hold har købt svinedyre udenlandske spillere, er det jo ingen garanti for succes. Fodbold er trods alt et holdspil. Og med al respekt så er der langt fra gennemsnitsniveauet for de nationale spillere i Kina sammenlignet med Sydamerika eller Europa.
Og det har netop længe været forklaringen på, hvorfor Kina aldrig har været rigtig dygtig til fodbold. Kig på OL-statistikkerne. Kina har vundet massevis af medaljer, men så godt som alle er vundet i individuelle discipliner. Det er i sportsgrene som svømning eller gymnastik, hvor atleterne fra syv års alderen bliver håndplukkede og i fem-ti år lever og træner under den benhårde disciplin på elitesportscentre, inden de 95 procent bliver smidt ud og de 5 procent kan fortsætte.
Holdspil som fodbold derimod har Kina altid haft det svært ved at lykkes med.
Det ynkelige lokale fodboldhold i Beijing
Min egen interesse for kinesisk fodbold blev skærpet, fordi den har stået i så skærende kontrast til, hvordan Kina ellers har udviklet sig. I de seks år jeg boede i Kina var landets gennemsnitlige vækst 9,9 procent om året. Alting var flyvende – selv mens vesten døjede under følgerne af finanskrisen.
Men i de samme år var Kina fodboldmæssigt nær det totale sammenbrud. Superligaens kvalitet var elendig, tilskuerne klagede åbenlyst, der var stribevis af sager om matchfixing og snyd på alle planer. I 2009 fik over 30 fodboldledere, dommere og spillere lange fængselsstraffe. Og værst af alt, det kinesiske landshold led ydmygende nederlag på stribe og har ikke siden 2002 kunnet kvalificere sig til en VM turnering. Mildest talt pinligt for verdens næststørste økonomi og mest folkerige land.
Selv den lokale storklub, Beijing Guoan, var i en ynkelig forfatning. Der kom kun en 10-12.000 tilskuere til kampene på det lidt bedagede, men historisk store, Workers Stadion i Beijings centrum. Jeg havde før en kamp købt en af deres grønne klubtrøjer, men har ærlig talt aldrig gået med den.
Pludselig gik Guoan fra skod til milliardklub
Men forleden fandt jeg Beijing Guoan trøjen frem igen. For på papiret er det ikke længere en skodklub. Den er i forbindelse med fodbold kanoniseringen i Kina faktisk blevet én af verdens rigeste fodboldklubber.
Det blev den nærmest over-night, da den tidligere ejer, forsikrings og alt-muligt-andet- konglomeratet Citic solgte det til en storentreprenør, Sinobo Land Co. Prisen var så høj, at værdien af Beijing klubben nu overgår en storklub som AC Milan. Den italienske storklub kender vi prisen på, 740 millioner euro (5,5 milliarder kroner), det var nemlig hvad kinesiske (sic!) investorer for nylig betalte for klubben.
Forleden fandt jeg Beijing Guoan trøjen frem igen. For på papiret er det ikke længere en skodklub. Den er i forbindelse med fodbold kanoniseringen i Kina faktisk blevet én af verdens rigeste fodboldklubber
Det er et godt eksempel på, hvad der kan og formentlig vil ske i de kommende år, når Kina får større indflydelse på international – og især europæisk fodbold. Kineserne vil ikke kun være med i ét led. Nej, de vil have kontrol med hele processen og alle detaljer. Og ikke kun i Kina, men globalt.
Andre kinesiske klubber er også pludselig rykket op øverst i værdikæden, selvom ingen af dem sportsligt hører hjemme der. Det er kunstigt opskruede priser, mener Simon Chadwick, professor i sport og business på Salford universitet – og med nært kendskab til kinesisk fodbold.
”Det er i statens interesse, at der er kinesiske klubber, der i værdi kan sammenlignes med de største i verden”, siger han til Bloomberg. Statistikkerne bakker ham op. Værdien af de kinesiske superligaklubber er steget med 2000 procent siden 2008. Det medfører, at de pludselig kan byde (og ifølge rygterne også har forsøgt det) selv på ikoner som Lionel Messi, Christiano Ronaldo og Wayne Rooney. Det ville have været helt utænkeligt for bare to år siden.
Spørgsmålet er så, om ikke også de svimlende overgangssummer og lønninger til de nye udenlandske stjernespillere er kunstigt skruede op. Det er i hvert fald en model, der er kendt fra kinesisk erhvervsliv i forbindelse med opkøb i udlandet, hvor samspillet mellem stat, parti og erhvervsliv sætter markedskræfterne delvis ud af spil, så prisen (op eller ned) bliver den gunstigste for de kinesiske købere.
På spillerfronten var der for nylig et meget interessant salg af en australsk spiller, Trent Sainsbury. Få har sikkert – og med rette – hørt om ham. Men han blev solgt fra kinesiske Jiangsu til AC Milan. Professor Chadwick ser handlen som en potentiel start på en samlet plan fra kinesisk fodbold.
For begge klubber, både den, der har solgt spilleren og den, der køber ham, ejes af det samme firma, den kinesiske hvidevaregigant Suning. Chadwick mener kineserne prøver at få kontrollen over topfodboldens forsyningskæde fra start til slut. Fra sælger, over mægler og agenter, til køberen og slutkontrakten.
Kina passer perfekt ind i pengemaskinen fodbold
Ingen tvivl om, at kineserne har fat i den lange ende.
Fodbold (og sport og underholdning) som industri er og forbliver nok det største forretningsområde på verdensplan. I hvert fald hvis man ser på den kommercielle del. Kina ved, at landet skal rykke nu, hvis det skal være med. For kvalitets- og erfaringsmæssigt er Europa og Sydamerika langt foran.
Og fra udlandet og den rige del af fodboldverdenen er der oplagt opbakning til at få Kina med på fodboldvognen. Med Kinas pengestærke klubber og forretningsmiljø, en befolkning på 1,36 milliarder, så er der udsigt til øget omsætning i den pengemaskine, som professionel fodbold er blevet.
OL er stort, men det afholdes kun hvert fjerde år. Diverse store globale turneringer hvert andet år. Men fodbold er blevet den globale sportsgren, hele døgnet rundt. Bare kig på TV eller aviserne i Mellemøsten, Afrika eller overalt i Asien: Overalt er medierne fyldt med omtaler af de europæiske turneringer og Champions League. Det mest populære hold i f.eks. Kina eller Thailand er ikke lokalt. Det er Chelsea, Bayern, Barcelona, Real eller Manchester.
Men hvad så med Kinas landshold?
Men har Kina blot valgt det hurtige fix, at indkøbe ikoner og stjerner udefra og pumpe fodboldindustrien kunstigt op? Og i realiteten ladet politikere og embedsmænd skabe en fodboldverden, uden de nødvendigvis ved ret meget om det – eller har sikret sig opbakning fra ”græsrødderne”?
For hvad med det langsigtede mål, at blive en stormagt på grønsværen, vinde VM og få international anerkendelse? Her kan man jo ikke sætte de dyrt indkøbte fodboldmillionærer fra udlandet på landsholdet.
Da jeg i 2009-10 lavede en del reportager om fodbold i Kina, var jeg meget overrasket over, hvor ekstrem lav interessen var for spillet blandt de unge selv … Men den største konkurrent til sporten er uddannelserne og lektierne. I over 40 år har det største krav til de unge fra samfundet været, at de får gode karakterer, så de kan komme på de bedste universiteter. Og det i sig selv er faktisk lidt af et fuldtidsjob for børn og unge i Kina.
Netop det kinesiske landshold bliver en lakmusprøve for hele Xi Jinpings fodbold projekt. Status i dag er, at Kina blot er nummer 86 på FIFA’s rangliste. Foran ligger små nationer som Færøerne (82), St Kitts and Nevis (77) og Danmark (49).
Holdsport – med sit krav til fællesskab, kreativitet og fleksibilitet – har som tidligere nævnt ikke været kinesernes stærke side. Der er fra officiel side en målsætning om at gøre fodbold til en folkesport, bl.a. ved at mangedoble antallet af skoler med mulighed for at dyrke fodbold mere professionelt.
Men det skaber jo ikke i sig selv fodboldinteresse. Da jeg i 2009-10 lavede en del reportager om fodbold i Kina, var jeg meget overrasket over, hvor ekstrem lav interessen var for spillet blandt de unge selv. Antallet af ungdomsspillere var blandt de laveste internationalt.
De unge vil hellere uddannelse end sport
Forklaringen er ganske enkel. Det er ikke, fordi de unge hellere vil spille tennis eller basket. Nej, den største konkurrent til sporten er uddannelserne og lektierne. I over 40 år har det største krav til de unge fra samfundet været, at de får gode karakterer, så de kan komme på de bedste universiteter. Og det i sig selv er faktisk lidt af et fuldtidsjob for børn og unge i Kina.
Og deres forældre bakker dem op. Uddannelse er en stor investering i de fleste kinesiske familier. Det giver ikke tid til boldspillet. Og når jeg har spurgt forældre, om de ikke kunne se det gavnlige i sporten, så har de ofte peget på, at fodbold kan være lidt råt og give mange fysiske skader.
Så det er nok her – og ikke så meget om der er penge nok hos de kinesiske milliardærer og politikere – slaget står. Og udfaldet vil afgøre, om Kina en dag skal få sit internationale gennembrud i holdspil.
Topfoto: Wikimedia Commons. Øvrige fotos: Jan Larsen, Wikimedia Commons og Flickr
Se flere af Jan Larsens artikler om Kina her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
