
Fredag den 1. juli blev en sort dag for Danmark. Her sendte regeringen sammen med støttepartierne i omegnen af 7.000 børn ud i armod med indførelsen af integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet. Det betyder ifølge Beskæftigelsesministeriets egne beregninger, at cirka 11.800 personer, heraf cirka 7000 børn på 2 til 17 år kommer til at leve under den fattigdomsgrænse, som den nuværende regering kynisk har afskaffet i bestræbelserne på at male et mindre skræmmende billede.
Så mens Danmark køber kampfly for 20 milliarder kroner og kaster bomber til i omegnen af 300.000 kroner stykket, der er med til at drive endnu flere på flugt, har regeringen også fundet det nødvendigt at gøre livet endnu hårdere for flygtningene og de mest socialt udsatte. I september sidste år fik man nemlig allerede nedsat ydelsen til det halve af kontanthjælp, og den gælder så nu for alle, som har haft mindre end syv års lovligt ophold i Danmark i løbet af de seneste otte år.
At det dermed også bliver en kamp for at overleve i et nyt land, viser denne beregning med al tydelighed:
Som det ses af budgettet er der mildest talt ikke noget at rutte med – tværtimod går regnestykket ikke rigtig op næsten uanset, hvor hårdt bæltet spændes ind.
En lov, der virker stik imod hensigten
Argumentet for den lave integrationsydelse har været, at det ville tvinge flygtningene til at finde jobs hurtigere, men sandheden er en helt anden. Faktisk har Lejernes Landsorganisation og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderet, at den lave ydelse vil have stik modsatte effekt og forhindre flygtningene i at blive integreret og kunne forsørge sig selv. De vil simpelthen ikke have råd til boliger i de områder, hvor der er størst sandsynlighed for at finde beskæftigelse, og desuden må de slet ikke flytte ud af deres kommune de første tre år.
Det er dermed en meget høj pris, vi ender med at betale som samfund for blot at skaffe 700 mennesker i arbejde, hvad man har regnet sig frem til, er gevinsten ved at gennemtrumfe det såkaldt “moderne kontanthjælpsloft”.
En ting er dog kroner og øre. Noget andet er tabet af vores egen medmenneskelighed. Den er som bekendt uvurderlig og alligevel vælger vores regering sammen med Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti at risikere at sætte den over styr – igen på grund af signalpolitik af værste skuffe. Uheldigvis for ofrene – og især børnene – er det signaler, der bliver omsat til en meget barsk og kummerlig tilværelse for deres vedkommende, når de skal betale prisen for regeringens leflen for laveste fællesnævner i dens tilsyneladende evige jagt på at lukrere på frygten for de fremmede.
Det er dermed en meget høj pris, vi ender med at betale som samfund for blot at skaffe 700 mennesker i arbejde, hvad man har regnet sig frem til, er gevinsten ved at gennemtrumfe det såkaldt “moderne kontanthjælpsloft”.
Det er beskæmmende, uværdigt og vidner om en komplet mangel på både virkelighedssans og empati, når beskæftigelsesministeren, Jørn Neergaard Larsen (V), slet ikke vil anerkende, at loftet og den lave ydelse bringer flere ud i fattigdom. En fattigdom, som det stort set er umuligt at kæmpe sig ud af givet de omstændigheder, de udsatte nu må leve under. Ikke alene i denne generation, men også i den næste, når den sociale arv slår igennem, hvilket Børnerådet har understreget i det høringssvar, rådet i sin tid gav til lovforslaget.
I det samme høringssvar skriver Børnerådet, at der siden 2009 er blevet flere fattige i Danmark, og at de børn, der befinder sig under fattigdomsgrænsen, lider flere materielle, sociale og kulturelle afsavn i dag, end de tidligere har gjort. Det viser undersøgelser fra SFI og Unicef. Mange af dem vil tillige få vanskeligt ved at gennemføre en uddannelse og vil derfor blive hængende i systemet.
Vi vi gerne betale fuld pris for bomberne. Men kun et absolut minimum for børnene
Konsekvenserne af regeringens og støttepartiernes hykleriske og modsatvirkende politik er dermed på alle leder og kanter forudsigelige og udtryk for både slet begavet populisme og et forkvaklet menneskesyn, hvor børns liv åbenbart har mindre værdi end krigsmateriel. Regeringen melder sig med stor iver på banen som krigsførende nation i en region, hvor man i høj grad kan diskutere, hvilken forskel Vesten egentlig har gjort. Alligevel har det politiske flertal store kvababbelser med at give de samme mennesker, som de postulerer at hjælpe ved at gå i krig, udsigt til en anstændig fremtid i det øjeblik, de banker på vores dør.
Det kan vi ikke være tjent med, selvom vi ganske rigtigt har de politikere, vi fortjener. Men så lad os for pokker begynde at tro på, at vi fortjener noget bedre og vælge derefter. Det må være opfordringen fra denne skribent.
Topfoto: Oxfam International (https://creativecommons.org/licenses/by-nc-nd/2.0/legalcode)
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.