Så sent som i sidste uge købte en kinesisk forretningsmand rettighederne til kommende film fra amerikanske SONY Pictures. Det er bare én af mange milliardhandler, hvor kinesiske investorer de seneste år har købt sig ind i Hollywood. Flere og større opkøb er varslet det kommende år. Kina lægger ikke skjul på hensigten: At tjene penge og bruge lærredet til patriotisk propaganda til fordel for Kina. Og Hollywood kan bruge de kinesiske investeringer og adgangen til det lukkede kinesiske marked. Biografgængerne verden over kan se frem til færre kinesiske skurke og kavalergange – samt flere parti-censurerede holdninger i fremtidens Hollywoodfilm.
Af og til kommer de store forandringer fra de mindst ventede kanter. Hvem skulle f.eks. have troet, at en tidligere stabsofficer i den kinesiske hær, tro parti-kammerat, nuværende storentreprenør og indehaver af 149 mega-indkøbscentre er ved at få den afgørende indflydelse på de kommende årtiers produktion af store Hollywoodfilm?
Men sådan er det: Wang Jianlin er i dag Kinas rigeste mand; ejer af konglomeratet Dalian Wanda, der er een af de kinesiske frontløbere i opkøbet af amerikansk filmindustri. Wang har en mission, som han deler med partitoppen og Kinas nye stærke mand, præsident Xi Jinping.
Wang vil med egne ord ”ændre en verden, hvor reglerne er bestemt af udlændinge” og fremme den patriotiske linje, som kommunistpartiet har lagt for at skabe et positivt billede af Kina i udlandet. Og Wang er ikke alene – en række andre kinesiske konglomerater er i fuld gang med forberedelserne til storopkøb i den amerikanske filmby, der også vil påvirke den globale filmindustri.
Kinas mindreværdskompleks
Kinas nyere historie har på mange måder været en tordnende succes. På næsten 40 år er landet gået fra et lukket samfund til at blive verdens næststørste økonomi. Kinesernes indkomst er mere end 30-doblet. 300 millioner er kommet op over fattigdomsgrænsen. En kvart milliard tilhører nu middelklassen, der er ved at skyde landet op i verdensøkonomiens top.
Kina er en supermagt – politisk og militært. Men når det gælder soft power – det kulturelle – er Kina stadig noget nær en dværg.
Det piner og plager kineserne, at de altid skal langt tilbage i historien for at finde stoltheden i deres teater, musik, bøger og det vi bredt betegner som kultur. Og endnu mere i dag, når ”arvefjenderne” i Sydkorea med den ene film og tv-serie efter den anden igen og igen får det kinesiske publikum til at sidde klinet foran skærmene – eller når Kinas unge river japanske Manga-tegneserier ned af hylderne.
Det er jo ikke fordi kineserne ikke kan producere film og tv-serier. De er storleverandører med omkring 500 nye film hvert år – plus et femcifret antal tv-drama-afsnit.
Sammenligningen med Sydkorea er nærliggende. Hvor Kina næsten ikke eksporterer film eller serier, så har den koreanske eksport boomet. Du kan ikke opholde dig i et asiatisk land uden uafbrudt at støde på koreanske film og tv-serier, der ligefrem har fået en betegnelse, K-drama. Successen er resultatet af en satsning efter den asiatiske økonomiske krise i 1997, hvor alt lige fra skole til erhvervsliv blev rettet ind for at skabe en professionalisering af bl.a. filmbranchen.
Kina er aldrig nået i nærheden af det niveau. Det kan der være mange årsager til, men den omfattende censur er tydeligvis hovedårsagen til at kvaliteten af den kinesiske soft power generelt er for ringe.
Kina er en supermagt – politisk og militært. Men når det gælder soft power – det kulturelle – er Kina stadig noget nær en dværg. Det piner og plager kineserne, at de altid skal langt tilbage i historien for at finde stoltheden i deres teater, musik, bøger og det vi bredt betegner som kultur.
Censuren lægger sig tungt over al kunst og kultur i Kina. Den udelukker at man må kritisere det politiske system eller kommunistpartiets magt. Den er som bekendt meget omfattende – og dækker nu også i stigende grad etiske og moralske spørgsmål.
Kinas opkøb af soft power
I stedet har Kina besluttet, at hvad man ikke har eller selv kan skabe, det må man købe sig til. Den sti har erhvervslivet betrådt i flere omgange. Først med at gøre Kina til ”verdens fabrik” ved brug af den billige arbejdskraft og kopiering af udenlandske produkter. Nu kan man selv, men køber i stort omfang op af virksomheder i udlandet med erfaring og knowhow, der ikke er tilgængelig i Kina.
Det gælder også alt indenfor begrebet soft power. Specielt film, der på ganske få år er gået fra at være et lidt støvet og kedeligt medie, til at være en meget synlig del af det kinesiske kulturbillede. For syv år siden var der 5000 biografer i Kina. I dag er der over 12.000 – langt de fleste med topmoderne faciliteter og udstyr.
Men det bliver ikke de asiatiske naboer, der skal give Kina kulturelt kunstigt åndedræt. Kineserne går nu målrettet efter Hollywood. Den ideologiske fjende på den amerikanske vestkyst er fokus for en opkøbs- og shoppingtur i milliardstørrelsen, der skal rykke kinesisk film og tv-serier op i verdensklassen.
Den stenrige entreprenør Wang Jianlin er med kulturdelen af sit firma Dalian Wanda, blot eet af mange firmaer i Hollywood. Bare i år har han købt Legendary Entertainment, Hollywood produktionsselskabet bag globale hit som The Dark Knight, Jurassic World og Godzilla. I sidste uge indgik han et partnerskab med Sony Pictures, der giver hans firma kreativt ejerskab og indsigt med kommende filmproduktioner – og for Sonys del en lettere adgang til det kinesiske marked. I forvejen har Wanda Group opkøbt biografkæden AMC og fået option på køb af Carmike Cinemas, der til næste år vil gøre hr. Wang til USA’s største biografejer.
Men en række andre kinesiske firmaer har også været på shoppingtur, så de samlede kinesiske investeringer i Hollywood nærmer sig 80-100 milliarder kroner. De har købt både studier, filminvesteringsfirmaer og lavet co-produktionsaftaler. Flere af dem er ligesom Wanda Group store firmaer og ikke nødvendigvis med baggrund i underholdningsbranchen. Det gælder minefirmaet (og meget mere) Fosun, Hony Capital, internetfirmaet Tencent og allestedsnærværende Alibaba Group.
Det bliver ikke de asiatiske naboer, der skal give Kina kulturelt kunstigt åndedræt. Kineserne går nu målrettet efter Hollywood. Den ideologiske fjende på den amerikanske vestkyst er fokus for en opkøbs- og shoppingtur i milliardstørrelsen, der skal rykke kinesisk film og tv-serier op i verdensklassen.
Fælles for dem er deres meget tætte relationer til toppen i det kommunistiske parti. Selv private firmaer i Kina er nødt til at have gode forbindelser til partiet og regeringen. Det er jo grundlæggende Kinas styrke, at stat, parti, finanssektor samt offentlige og private firmaer er bundet tæt sammen.
Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvad der sker, når de to landes kulturer mødes i fremtidens storfilm fra Hollywood. For intet tyder på, at kineserne vil slække på ønsket om at bruge blandingen af censur og propaganda. Heller ikke i samarbejdet med Hollywood. Med storentreprenøren Wang Jianlins ord, så ”stræber vi efter at fremhæve Kina-elementet i de film, vi investerer i”.
Det nye og tættere samarbejde er et markant skift i forhold til tidligere års samarbejde mellem kinesiske filmselskaber og Hollywood. For nogle år siden var et partnerskab mellem et kinesisk firma og Hollywood begrænset til en mindre investering i en enkelt film og kineserne var passive investorer, både hvad angik filmens indhold og det investerede beløb.
Nu handler det for kineserne meget mere om indholdet – content, som det hedder i branchen. Og samtidig at lære hele processen fra filmfortællingen, at få styr på hele produktionsprocessen og beherske marketingdelen. Derfor er normen i de nye co-produktionsaftaler, kineserne laver med amerikanerne, at der i filmen skal være kinesiske kulturelementer, en tredjedel af hovedrollerne skal være kinesiske skuespillere og mindst en tredjedel af produktionsholdet skal komme fra Kina.
Censur i klassisk stil
Og her har kineserne er lang tradition for at klemme den kunstneriske frihed ind i faste politiske rammer og promovere socialistiske værdier. Mao Zedongs skuespillerhustru, Jiang Qing, var instruktør på talrige revolutionære balletter og operaer. Den nuværende førstedame, Peng Liyuan, var meget mere berømt end hendes mand, da hun fremførte opera og folkesange i Folkets Befrielseshærs trup.
Præsident Xi Jinping er meget bevidst om det svage led i Kinas nye status som supermagt og har i en artikel skrevet, at ”Kina er nødt til at promovere sin soft power og forbedre sit image i udlandet”. De seneste år er han gået til kamp mod kunstneres millionindtægter, kitch og dårlig smag.
Og man kan få en forsmag på, hvad den kinesiske censur er ude efter, hvis vi ser, hvad der er sket med nogle af de udenlandske film, før de fik adgang til de kinesiske biografer.
Normen i de nye co-produktionsaftaler, kineserne laver med amerikanerne er, at der i filmen skal være kinesiske kulturelementer, en tredjedel af hovedrollerne skal være kinesiske skuespillere og mindst en tredjedel af produktionsholdet skal komme fra Kina.
Først er det dog på sin plads at nævne, at der er meget strikte regler for, hvor mange udenlandske film, der må vises i Kina. Antallet har i årevis været 34 pr. år. Det er altså alt hvad Kina tillader, maksimalt fireogtredive udenlandske film om året. Herudover tilgodeses den lokale produktion ved, at i højsæsonerne er det udelukkende kinesiske film, der må vises. Der er mange måneder, hvor der ikke er skyggen af en udenlandsk film i biograferne.
Censurapparatet
Af de 34 film, der passerer myndighedernes nåleøje, er ca. halvdelen fra Hollywood. At disse film er populære, ses af salgstallene. I gennemsnit kommer over 40 procent af billetindtægterne i Kina fra de årlige 16-20 amerikanske film. Indtil i sommer har de foreløbig 18 importerede film i 2016 solgt 48 procent af biografbilletterne.
Disse film må genremæssigt betegnes som mainstream. Det sikrer den myndighed, der censurerer alle medier i Kina, ”State Administration of Press, Publication, Radio, Film and Television” (SAPPRFT), der udøver kontrollen på vegne af Kommunistpartiets Centrale Propagandaafdeling.
Og de har nærmest nul-tolerance overfor “film noir”, afviser film med ”unhappy endíngs”, fjerner dobbelttydigheder og kræver af film, at de har det kineserne betegner som positiv energi. Og som udgangspunkt den helt overordnede linje, der udelukker kritik af systemet, landet og partiet. Og ofte tilsat den politiske korrekthed, der afviser at vise, at dele af Kina er fattig, at der har været en kold krig eller nedskydningen på den Himmelske Freds Plads i 1989. For slet ikke at tale om sensitive emner som Tibet eller Xinjiang.
Hollywood censur og selvcensur
Men Hollywood har hidtil været meget samarbejdsvillige og pænt klippet passager, personer eller ytringer ud, som har mishaget den kinesiske censur.
Blot nogle eksempler. I Bond filmen ”Skyfall” blev mordet på en kinesisk sikkerhedsvagt klippet ud, fordi drabet fik Kina til at se svag ud. ”Iron Man 3” måtte redigere en ekstra scene ind med kinesiske læger, der diskuterede, hvordan de skulle operere superhelten. ”Mission Impossible III” fjernede filmens scener fra Shanghai, hvor der hang vasketøj til tørre udendørs, fordi censorerne syntes, det fik Kina til at ligne et udviklingsland. I denne (amerikanske) trailer ses vasketøjet i et glimt:
I ”Pirates of the Caribbean, At World´s End” gik censuren så langt, at den ville have en bestemt rolle helt ud af filmen. I 20 minutter af originalversionen spillede Chow Yun-fat en pirat fra Singapore. Den krævede censuren fjernet i den kinesiske version, fordi den portrætterede det kinesiske folk ”negativt og stereotypt”.
Tv-censuren overføres til film
Et indblik i censorernes tankegang får man af den nye lov for de kinesiske tv-stationers nyhedsprogrammer, shows og serier. Den er fyldt med brede begreber og endnu flere ideologiske forbud. De sidste lægger op til at SAPPRFT som statslig censurmyndighed kan forbyde en række konkrete handlinger, f.eks. rygning, drikkeri eller at kendte folks børn medvirker i drama- eller underholdningsserier.
De brede begreber er f.eks. det generelle forbud mod at promovere ”vestlig livsstil”, som kan være svært at definere (og som SAPPRFT da også har undladt at gøre) og derfor kan udfordre enhver producents holdning til selvcensur. Det samme gælder forbud mod at gøre grin med gamle traditioner.
Hvad man dog allerede har forstået er, at f.eks. kavalergange ikke længere må vises på tv-skærmene. Det erfarede seerne på kæmpeproduktionen ”Sagaen om Wu Zetian” sidste år. Det er en historisk serie om den kinesiske kejserinde fra Tang-dynastiet, dengang kvinderne var fyldige og kostumerne overdådige. Pludselig blev serien taget af programmet, og dukkede først op nogle uger senere.
Men nu uden de store brede scener med flotte kostumer og kavalergange. I stedet var scenerne med for meget bart hud digitalt zoomet ind, så man kun ser skuespillernes ansigter i meget tæt beskæring.
Der bliver også færre bøsser og lesbiske på kinesisk tv og film. Det er kun 15 år siden homoseksualitet blev betragtet som en mental sygdom i Kina. I dag er det ikke usædvanligt med LGBTQ-parader i de større byer. Men det fremgår ikke af den nyeste censurmanual. Her betragtes det stadig som an ”abnorm seksuel adfærd” og uegnet til at vises på tv – på linje med incest.
Den nye filmlov
Disse holdninger kommer også til at gå igen, når den nye kinesiske filmlov bliver fremlagt inden årets udgang. Den vil indeholde emner som filmdistribution, regler for filmoptagelser og censur, men også de moralske spørgsmål, som gælder for tv-mediet. Ifølge det statslige nyhedsbureau, Xinhua, skal filmbranchen udvise ”større moralsk integritet”. Og som noget nyt bliver der nedsat en etisk komite, der skal guide branchen henimod større ”socialistiske kerneværdier”.
Det er således udsigt til en skærpelse af de i forvejen meget strikte regler, kinesisk filmindustri arbejder under. Det får også producenterne til at prioritere lidt anderledes, når de sætter nye projekter i søen. Kinas næststørste tv-netværk, Hunan tv, har co-investeret i amerikanske serier og siger direkte, at ”når vi investerer i en film, så vurderer vi først og fremmest de risici, den måtte have i forhold til den politiske situation og censuren. Først derefter tager vi stilling til de kommercielle muligheder”.
Hollywood og udenlandske investorer
De kinesiske storopkøb i amerikansk filmindustri er kun lige begyndt. Det er tydeligt at den statsligt støttede kinesiske filmindustri har interesser i at investere og lære af Hollywoods professionelle miljø. Hollywood kommer med de gode historier, skuespillere i verdensklasse, manuskripter og produktionsfaciliteter.
Men hvad får Hollywood egentlig ud af at invitere kineserne ind. Her er det korte, men præcise svar: Penge. Dem har kineserne masser af. Og det ser ikke ud til, at Los Angeles og omegn er skræmt af udsigten til snæversyn og censur, som kan blive resultatet af større kinesisk indflydelse.
Product replacement, hvor firmaer betaler for at få deres produkter med i film, er allerede gældende i Hollywoods forhold til Kina. Begyndende i det små med at kinesiske skuespillere får positive roller i stedet for skurkeroller. De amerikanske producenter af tegnefilmen ”Kung Fu 3” lod de kinesiske censurmyndigheder kigge med i produktionsprocessen – mod til gengæld at få en større procentdel af indtægterne fra de kinesiske biografer.
Men hvad får Hollywood egentlig ud af at invitere kineserne ind. Her er det korte, men præcise svar: Penge. Dem har kineserne masser af. Og det ser ikke ud til, at Los Angeles og omegn er skræmt af udsigten til snæversyn og censur, som kan blive resultatet af større kinesisk indflydelse.
I andre tilfælde har producenterne spillet det sikre selvcensurkort. Under indspilningen af filmen ”Red Dawn” blev tropperne, der invaderer en amerikansk by, skiftet ud fra at være oprindelig kinesiske soldater til i stedet at komme fra Nordkorea.
De største protester mod de kinesiske opkøb er kommet fra 16 kongresmedlemmer, der i forrige uge bad om en undersøgelse af de kinesiske investeringer, hvor de frygter ”kinesernes muligheder for at censurere emner og kontrollere amerikanske medier”. De sammenligner bl.a. med den kinesiske mobilgigant Huawai, der ikke har fået tilladelse til at udvide aktiviteterne i USA på grund af regeringens frygt for de sikkerhedsmæssige konsekvenser af Huawais bånd til den kinesiske hær.
Hollywood frygtede tidligere opkøb
Andre ser tilbage i tiden og er ikke så bange for, at dele af Hollywood bliver solgt. Og det er da rigtigt, at tre tidligere internationale forsøg på at købe sig ind på det amerikanske filmmarked er floppet. Det begyndte netop med …. Sony Pictures, som kineserne nu har købt sig ind i. I 1989 hed firmaet Columbia Pictures, der sammen med TriStar blev købt af japanske Sony og tog moderselskabets navn – og skabte en voldsom debat om japanerne ville overtage den amerikanske filmby. Sony nåede at tabe over 20 milliarder kr. før de gav op.
Samme skæbne led et andet japansk selskab, Matsushita, da det i 1990 købte MCA Universal Studios i håbet om at styrke firmaets salg af elektronik. Det holdt kun fem år.
Så kom franskmændene fra Vivendi på banen og overtog Universal og Seagram. Men heller ikke med nogen held i de par år det varede. Seneste store opkøb var for otte år siden, da en indisk underholdningsmogul investerede et par milliarder i samarbejdet mellem den indiske filmindustri og Hollywood. Trods tæt samarbejde med Steven Spielbergs DreamWorks er der ikke kommet store penge eller hits ud af det.
Kina med et langsigtet fokus
Nu kommer kineserne så. Og denne gang er der stor sandsynlighed for, at det går anderledes. Rygtet om at de kinesiske investorer er dygtige strateger, gode analytikere og har et langsigtet fokus er for længst nået til Hollywood.
Den store forskel er nok, at da japanerne, franskmænd og inderne investerede i de store studier, handlede det nærmest om at købe et trofæ. Disse store, berømte studier og selskaber, som hele verden kendte og beundrede. I tilfældet med kineserne går de ikke så meget efter trofæet i sig selv. De går målrettet efter indholdet – og for at købe den kreativitet og professionalisme, som de ikke selv er i stand til at skabe.
Og spørgsmålet er om den amerikanske filmindustri ikke denne gang bliver nødt til at rette sig ind overfor de nye investorer. Det har de aldrig været tvunget til tidligere. For de tidligere investeringsforsøg fra udlandet skete i perioder, hvor Hollywoods position var fuldstændig suveræn. Hollywood kunne bare fortsætte med at gøre som de plejede, hovedsagelig fordi det amerikanske marked suverænt er verdens største.
Så der har ikke været nogen som helst incitamenter til at ændre på indhold eller form. Alle film bare skulle laves med øje for det amerikanske marked. Og filmene solgte jo alligevel udmærket også på andre markeder, som avisen The Australians Kina korrespondent bemærker.
Men denne gang er det anderledes. Størrelsen af det kinesiske biografmarked er den faktor, der kan ændre spillereglerne. Det handler nu om den direkte adgang til det kæmpemæssige kinesiske marked, der allerede om et par år ventes at overgå det amerikanske og blive verdens største.
Mediemodul ved en tilfældighed
Og her bliver vi nødt til at vende tilbage til Wang Jianlin igen – og hvorfor storentreprenøren til sin egen overraskelse er blevet mediemogul i både USA og Kina. For det er ham, der om nogen er årsag til, at Kina er blevet et førende biografland med opførelsen af 7000 nye kæmpe-biografcentre de seneste syv år.
Det var ikke med vilje. Mere en tilfældighed.
For en del år siden besluttede han at de mange Wanda Plazas udover butikker og boliger også burde have et biografcenter med ny teknologi som 3D og IMAX i de mange sale for at tiltrække kunderne til mega-shoppingcentrene. Men som internethandlen, der er meget stor i Kina, begyndte at tage kunderne fra de fysiske butikker, så valgte Wang at tage kampen op og bygge endnu flere biografcentre. Og det er lykkedes – og lærte ham at der faktisk kan være penge i underholdningsindustrien. Mange penge, så mange at hans firma nu også investerer stort i sport og underholdningsparker, udover byggeriet.
Qingdao-studiet
Wang har ambition om at bliver verdens nr. 1 hvad angår filmproduktion. Med i planerne er en ny filmhovedstad i den kinesiske millionby Qingdao, kendt for landets største ølbryggeri. Her åbner Wang i april 2018 Wanda´s Qingdao Oriental Movie Metropolis, der for den nette sum af 50 mia. kroner skal være filmstudie, underholdningspark og boliger/indkøbscenter. Studierne skal bl.a. have et kæmpemæssigt bassin til undervandsoptagelser og en komplet kulisse fra en gade i Manhattan. Det kan hjælpe amerikanske studier til at undgå de skrappe kinesiske importrestriktioner og lette adgangen til det kinesiske marked.
Den store forskel til tidligere er, at da japanerne, franskmænd og inderne investerede i de store studier, handlede det nærmest om at købe et trofæ. Disse store, berømte studier og selskaber, som hele verden kendte og beundrede. I tilfældet med kineserne går de ikke så meget efter trofæet i sig selv. De går målrettet efter indholdet – og for at købe den kreativitet og professionalisme, som de ikke selv er i stand til at skabe.
Og det er præcis, hvad der har lokket Hollywood til at tage imod både Wang og de andre kinesiske investeringer i filmindustrien. Og åbenbart også kan få dem til at acceptere de normer for censur og moral, som følger med de kinesiske Yuan-sedler.
Det er udsigten til en publikumsmasse, der er fem gange større end det amerikanske. Det kan godt være USA lige nu har fem gange flere biografsæder end Kina. Men det kan man jo bygge sig ud af.
En anden fordel er at de to store markeder kan supplere hinanden. At det kan være godt at spille på begge heste er Hollywood-storfilmen ”Warcraft” et godt eksempel på. Trods et budget på næsten en milliard blev den et flop i Vesten. Men da mr. Wang tog den til Kina, så indtjente den en milliard kroner de første fem spilledage i landet.
Og her kommer næste udviklingstrin så ind, som får regnedrengene i både Beijing og Beverly Hills til at gnide sig i hænderne. For de kinesiske begrænsninger med max. 34 film om året skal lempes de kommende år. Det er en del af Kinas aftale med Verdenshandelsorganisationen WTO, at Kina fra 2017 skal slække på restriktionerne i udlandets adgang til det kinesiske filmmarked.
Det betyder, at Hollywood kan se er milliardmarked, der bare vil vokse år efter år. Og det forklarer omvendt også, hvorfor den kinesiske stat både opfordrer og hjælper deres egen filmindustri med lempelig finansiering og fleksibelt bureaukrati til at købe sig ind i Hollywood. For hvorfor lade Hollywood score pengene i Kina. Den gevinst vil kineserne selvfølgelig også gerne have del i som hel- eller delejere af studier og produktionsselskaber i den amerikanske filmby.
Såvel ambitionerne som de konkrete investeringer fra Kina er enorme. Wang Jianlins selskab Dalian Wanda var på vej til at købe 49 procent af Paramount Pictures. Men det glippede. Nu forhandler han om at købe Dick Clark Productions, der er den direkte vej til at købe sig ind i glamourzonen med ejerskab af Golden Globes og American Music Awards – og lignende shows. På ønskesedlen står stadig et eller to af Hollywoods Big Six-studier – mens ekspansionen på biografområdet fortsætter på flere kontinenter og med målet at eje og kontrollere 20 pct. af verdens biografer i 2020.
Fremtidens Hollywood storfilm
Og så er der det, der for mange filmelsker nok vil være det væsentligste: Hvordan kommer fremtidens storfilm til at se ud fra et Hollywood, der er præget af forbundne kar mellem USAs og Kinas filmindustrier, store købmænd og myndigheder?
Der bliver ret sikkert flere film med amerikanske skuespillere i de kinesisk producerede film – og vice versa. Der bliver mere action og flere monstre – og handlingen vil oftere komme til at foregå i fantasiverdener uden direkte relation til konkrete lokaliteter. Og helt sikkert (stadig) de gode mod de onde. Når det gælder normerne for etik og moral, så er de i forvejen måske ikke så langt fra hinanden. Så det er slet ikke sikkert, at de kinesiske censurmyndigheder bliver sendt på overarbejde.
Det kan vi snart få testet. Om et par måneder er der premiere på co-produktionen ”The Great Wall” med Matt Damon i hovedrollen. Filmen er den dyreste, der nogensinde er produceret i Kina og betegnes som en ”3-D epic science-fantasy monster-adventure action-film”. Budget: 177 mio. US dollar og med nationalsymbolet den kinesiske mur som omdrejningspunkt.
Instruktøren er Zhang Yimou, der i starten af karrieren lavede personlige og udfordrende film. Siden er han blevet parti-elitens yndling – og var bl.a. ansvarlig for koreografien til åbningsceremonien ved OL i Beijing 2008. Han håber at ”filmens patriotiske tema beregnet for et globalt marked, vil blive en trend som filmindustrien tager til sig”.
Så må vi se om vi skal le eller græde.
Se traileren for den kommende film her:
Topbillede: POV Grafik. Foto collage af Michaël Dorbec
Læs flere af Jan Larsens Kina artikler her
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
