DAGENS POV // MOKUGEKI – Vidne til livet i Japan: Asger Røjle Christensen har for tre uger siden besøgt bydelen Nobiru i Higashi-Matsushima kommune ved Japans nordøstlige kyst. Det har han gjort mange gange, siden en ødelæggende tsunami for otte år siden skyllede ind over bydelen og tog 500 menneskeliv med sig. Men Nobiru ligger ikke i dag, hvor den lå dengang.
Det var dagen før etårsdagen for det store jordskælv og tsunami. Jeg ankom direkte fra Danmark som dr.dk’s udsendte, tog fra lufthavnen ind til Tokyos hovedbanegård, hvor jeg mødte min søn, som studerede i Japan på det tidspunkt, og som skulle være min tolk på reportagerejsen. Derpå tog vi Shinkansen-lyntoget til storbyen Sendai og kørte nordpå langs kysten mod lokaltog, så langt vi kunne komme.
Det var 10. marts 2012, og vi blev på Matsushima-Kaigan station i nabokommunen – toget kørte på det tidspunkt ikke længere – mødt af den utrættelige Sato-San, som dengang var chef for planlægning af genopbygningen ved Higashi-Matsushima kommunes rådhus.
Han kørte os direkte ned til kysten, ned til bydelen Nobiru, hvor 500 menneskeliv var gået tabt året forinden, da en tsunami af ufattelig og uforudset størrelse skyllede ind over mennesker, huse, biler og ting og ubønhørligt tog næsten det hele med sig i vandmasserne.
Det lignede et vådt månelandskab. Her lå rester af bygninger, hvor folk havde boet. Her lå en gravplads, hvor gravstenene var hvirvlet rundt. Her stod stadig en pumpe, skænket af danske Grundfos, og pumpede vand væk fra området inden for et lavt, genetableret dige ud mod bugten, som også fungerede som en nødtørftig vej ud i området.
Der er en masse problemer forude med at skabe en bæredygtig økonomi i de genopbyggede områder, inklusive Nobiru. Man kan godt spørge, om det virkelig havde behøvet at tage otte år, og om det japanske systems bureaukrati har spillet en rolle i at forsinke tingene
Her søgte frivillige, kommunalarbejdere og soldater fra Japans selvforsvarsstyrker stadig hver dag efter savnede. Dagen før højtideligheden i anledning af etårsdagen for katastrofen manglede man stadig at finde 51 savnede i mudderet og de mest hårdføre bygningers ruiner. Næste morgen fandt man en, så man var nede på 50.
Her stod jeg få timer efter at være ankommet til landet, stadig jetlagged, helt overvældet. Sato-San forklarede min søn en hel masse om geografien og geologien i det, der var sket. Men jeg hørte kun halvvejs efter. Jeg tænkte på al den frygt og panik og magtesløshed, som folk har følt året før på dette sted, på al den sorg og alle de savn, som fulgte efter, og på den sejhed, hvormed folk i området allerede var gået i gang med at rydde op og skabe fundamentet for et nyt Nobiru.
Sato-San viste os en byggeplads på en tidligere idrætsplads ud mod vandet, hvor man allerede var i gang med at anlægge en ambitiøs ”solar park”, et håbets projekt med en masse solpaneler, der skulle levere elektricitet til fremtidens Nobiru, og han pegede op i bakkerne inde på land og viste, at deroppe skulle fremtidens Nobiru ligge.
Det var allerede i en ny byplan besluttet, at på det gamle sted umiddelbart ved bugten skulle mennesker ikke længere bo. Når der kunne komme en tsunami af den størrelse, ville der også i fremtiden kunne komme en til. Der skulle bygges en helt ny by, et nyt Nobiru, i en udgravet kile i den grønne bakketop få hundrede meter derfra.
Dagen efter overværede jeg den smukke, men også næsten ubærlige ceremoni, der blev holdt for de mange døde og savnede i en hangar ved den luftvåbenbase, der ligger i byen. Tilsvarende ceremonier blev holdt i de andre hårdt ramte samfund langs kysten, og kejseren og kejserinden deltog på storskærm fra det nationale teater inde i Tokyo.
Når der kunne komme en tsunami af den størrelse, ville der også i fremtiden kunne komme en til. Der skulle bygges en helt ny by.
Jeg skrev løbende en nyhedsblog til dr.dk’s forside. Der var næppe ret mange, der fulgte med minut for minut, for hjemme i Danmark var det natten mellem lørdag og søndag, men senere fortalte jeg om oplevelsen i radioavisen, jeg skrev en lang reportageartikel, og jeg svarede på læserspørgsmål om situationen et år efter i en chat på dr.dk, mens jeg sad mutters alene tilbage på rådhuset, og alle andre var gået hjem.
Det var en travl arbejdsdag, og der var ikke den samme mulighed for at lade sig overvælde af situationens alvor som dagen før ved ankomsten. Det er og bliver den alvorlige stund ved den smadrede kyst, som min søn fastholdt i det foto, der illustrerer denne lille artikel, som jeg for alvor husker, og som jeg sammenholder alt, hvad jeg siden hen har oplevet i Higashi-Matsushima med.
For jeg har besøgt kommunen mange gange siden som reporter og kursusleder – og jeg havde faktisk allerede på de tidspunkt været der en gang tidligere, kun godt en måned efter katastrofen, hvor jeg var der i en minibus sammen med en gruppe fra den danske ambassade, og hvor jeg kan huske, at Sato-San blandt andet viste os den fuldkommen ødelagte gamle Nobiru skole. Børnene var heldigvis blevet evakueret i tide.
Den gamle skole lå derpå i årevis som en uhyggelig tomt, som jeg ved senere besøg hele tiden kom forbi, når vi blev kørt rundt i området. Men ved mit seneste besøg for et par uger siden var skolebygningen, som jeg hele tiden havde ventet en dag skulle rives ned, i stedet blevet renoveret og omskabt til et center for katastrofeforberedelse for familier, skoleklasser og virksomheder, drevet af et privat firma, Kibotcha, med cafe, køjesenge og kursusfaciliteter.
For en, der har set, hvor ødelagt det gamle Nobiru var for syv-otte år siden, giver det ikke desto mindre en følelse af triumf at spadsere gennem det nye Nobiru. Så kunne det alligevel lade sig gøre
Ligeledes overnattede jeg for første gang i et splinternyt hotel helt ude i den ene ende af den langstrakte nye by, det nye Nobiru, som efter mange år som byggeplads nu for alvor fremtræder som et afrundet bysamfund i den menneskeskabte kile i bakketoppen, hvor den er placeret med Nobiru Station i den ene ende, Tona Station i den anden ende og den flotte ”Mori no Gakkoo”, skovens skole, der er bygget hundrede procent i træ, midtvejs.
For en, der har fulgt hele denne proces fra begyndelsen, er det en god oplevelse at gå en tur i det nye Nobiru. Mange andre japanske bysamfund er, selv hvis de er relativt nyanlagte og planlagt fra grunden af, endt med at være det rene miskmask af forskellige typehuse af forskellige materialer i forskellige nuancer af grå. Men i Nobiru er træ ikke kun i skolen, men også i mange almindelige huse brugt som materiale, og det naturlige tømmers forfriskende gulbrune farve lyser op flere steder.
Når nu ulykken var sket, har man – med en masse diskussioner og kompromisser undervejs, sådan er det jo – formået at skabe et nyt Nobiru, som lyser langt væk af, at der i forhold til tilsvarende projekter andre steder i landet har været en højere grad af samlet plan og en højere vægt på bæredygtighed. Gennem hele processen har studiegrupper fra andre dele af Japan – og ikke mindst fra andre tsunamiramte områder – besøgt Higashi-Matsushima for at lade sig inspirere.
Der er en masse problemer forude med at skabe en bæredygtig økonomi i de genopbyggede områder, inklusive Nobiru. Man kan godt spørge, om det virkelig havde behøvet at tage otte år, og om det japanske systems bureaukrati har spillet en rolle i at forsinke tingene. Og man kan også synes, at det nye Nobiru næsten er for stilfærdigt. Som i andre små byer i udkants-Japan er der en klar overvægt af ældre mennesker.
Men for en, der har set, hvor ødelagt det gamle Nobiru var for syv-otte år siden, giver det ikke desto mindre en følelse af triumf at spadsere gennem det nye Nobiru. Så kunne det alligevel lade sig gøre.
Fotos: Bjarke Takashi Røjle Christensen og Asger Røjle Christensen
”Mokugeki – vidne til livet i Japan” er overskriften på en serie POV-klummer med iagttagelser, betragtninger og oplevelser fra forfatterens fire årtiers dækning af Japan og Østasien.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her