BØGER // ANMELDELSE – Joe Studwell argumenterer i sin bog for, at Afrika står på tærsklen til et økonomisk gennembrud, hvis kontinentet følger de udviklingsstrategier, der skabte vækst i Østasien. How Africa Works er en tankevækkende og optimistisk analyse, men dens ensidige fokus på muligheder efterlader væsentlige udfordringer i skyggen.
Mange har nok et billede af Afrika som et kontinent præget af fattigdom og manglende økonomisk udvikling, og det stemmer også i vid udstrækning overens med virkeligheden.
Det rejser spørgsmålet, hvorfor situationen er sådan, og om det er muligt at vende situationen og skabe økonomisk og social udvikling. Disse spørgsmål forsøger den britiske journalist og udviklingsøkonomiske kommentator Joe Studwell at besvare i bogen How Africa Works. Success and failure in the world’s last developmental frontier.
Studwell skrev i 2013 den meget roste How Asia Works, hvor han analyserede årsagerne til de høje vækstrater i Østasien, og han forsøger at overføre analysen til Afrika.
I sin netop udkomne bog anfører Studwell tre historiske hovedårsager til Afrikas manglende udvikling:
For det første argumenterer han for, at den kronisk lave befolkningstæthed var en forhindring for udvikling, fordi den lave befolkningstæthed forhindrede koncentrerede markeder, hvor bønderne kunne afsætte deres varer.
Skabelse af infrastruktur blev også vanskeliggjort af den høje pris, når befolkningen ikke var koncentreret. Endvidere blev det svært at skabe større politiske enheder, fordi folk, der var utilfredse med deres ledere, bare kunne flytte et andet sted hen.
Flaskehalsen var arbejdskraft
Befolkningstallet forblev lavt hovedsagelig pga. kontinentets talrige sygdomme. Malaria, sovesyge forårsaget af tsetsefluen, bilharzia og den parasitiske indvoldsorm, hageormen, holdt befolkningstallet nede og forhindrede dannelsen af byer, fordi sygdomme spredte sig hurtigere, hvor folk boede tæt. I Østafrika og Vestafrika var befolkningstallet i de største byer år 1900 kun på 20.000.
Desuden blev afgrøderne i store dele af kontinentet ofte ædt af omstrejfende elefanter, som der i år 1800 var 25 millioner af, hvilket ofte førte til hungersnød.
Manglen på arbejdskraft forårsagede, at de etniske enheder søgte at slavegøre andre etniciteter, så man kunne få slaverne til at bearbejde jorden, som der var rigeligt af. Det var arbejdskraft, der var flaskehalsen.
Man mener, at slaverne i det førkoloniale Afrika udgjorde mellem 30 og 60 % af befolkningen. Denne slaveøkonomi blev ”industrialiseret” af både europæere og arabere, som udnyttede fænomenet til at købe slaverne for at sende dem til de muslimske lande og til Amerika.
Herved forhindredes også en befolkningstilvækst – mellem 1700 og 1850 voksede befolkningen ikke – og en udvikling af samfundene.
For det andet var koloniseringen low budget, dvs. den måtte ikke koste noget, fordi kolonimagterne hovedsagelig var interesserede i skrabe let erhvervede rigdomme, hovedsagelig råstoffer og visse landbrugsprodukter, til sig.
Af den grund koncentrerede de sig om disse enklaver, der kun havde ringe forbindelse med resten af områderne, der mere eller mindre fik lov til at passe sig selv, fordi de ville være en udgift for kolonimagterne.
Disse overlod det til traditionelle eller udpegede ledere at regere uden for hovedbyerne. Kolonierne fik heller ikke mulighed for at etablere egen forarbejdningsindustri, da de var tvunget til at aftage kolonimagternes varer.
Betingelser for et udviklingsspring
Undtagelsen fra denne enklaveøkonomi var de hvide settler-økonomier, hvor alt blev indrettet til at understøtte settlerne gennem tilførsel af arbejdskraft og gennem afrikanernes betaling af skatter til infrastruktur og administration. I disse lande etableredes en administration i hele landet.
For det tredje mener Studwell, at disse to faktorer førte til et meget vanskeligt udgangspunkt ved afkoloniseringen omkring 1960. På det tidspunkt var landene fragmenterede og splittede; grænserne var tegnet af kolonimagterne på Berlin-konferencen i 1884-1885 på tværs af etniske grupper. Der var mangel på uddannede – i de fleste lande var der meget få med en videregående uddannelse, og langt størstedelen af befolkningen var analfabeter.
Tilmed var landene politisk uorganiserede, da der ikke var tradition for national politisk bevidsthed. Politiske ledere søgte hovedsagelig at tilgodese deres egne grupper, hvilket førte til konflikter. Dette har afspejlet sig i, at der har været talrige borgerkrige mellem de etniske grupper, men meget få krige landene imellem.
I efterkrigstiden øgede kolonimagterne investeringerne i sundhedsvæsenet, hvilket førte til en lavere dødelighed, især for spædbørn, og dette førte til en befolkningseksplosion: Fra en befolkning i 1950 på 230 millioner til 1,5 milliarder i dag og formentlig 4 milliarder i år 2100. Samtidig er der sket en voldsom urbanisering, således at bybefolkningens andel af den samlede befolkning i landene syd for Sahara steg fra 31 % i 2000 til 42 % i 2022.
Hvor der i 1960 kun var to millionbyer, er der i dag 90. Herved er der skabt et marked for landbrugsprodukter, for udbud af billig arbejdskraft til industrien og for etablering af koncentreret infrastruktur – selv om befolkningstætheden på grund af urban sprawl er lavere end i Asiens storbyer, hvorfor folk ofte må bruge tid og penge på at komme på arbejde.
Der skulle altså være skabt betingelser for et udviklingsspring.
Asiatiske forbilleder
Studwell analyserer udviklingen i fire lande, der har haft en kraftig vækst i de senere år for at udlede, hvad de gjorde rigtigt, og som de andre lande kan lære af. Da Mauritius og Botswana er meget små og lidt atypiske og dermed svære at generalisere ud fra, vil de ikke blive omtalt.
Det er især interessant at betragte udviklingen i Etiopien og Rwanda, da de i lighed med Studwell bruger asiatiske udviklingsstater som forbilleder.
Disse lægger vægt på at udvikle smålandbruget for at skabe varer til forarbejdning og hermed en indkomstudvikling, der kan skabe efterspørgsel efter forarbejdede varer fra industrien.
Bøndernes opsparing skal ledes over i investeringer i industrien. Efter etableringen af en produktion af lette forbrugsvarer skal landene starte en eksportorienteret produktion af industrivarer, dels for at skabe mange arbejdspladser, dels for at tjene udenlandsk valuta til at finansiere yderligere indkøb af produktionsmidler, således at der kan etableres en mere alsidig produktionsstruktur – der skal skabes ”koblingseffekter”.
De asiatiske lande brød med den økonomiske ortodoksi, der ville overlade udviklingen til markedet, og lagde i stedet vægt på statens aktive rolle i form af industripolitik og kontrol med kapitalbevægelser, så opsparingen forblev i landene og kunne blive investeret.
Efter en borgerkrig i Etiopien tog en samlingsregering under ledelse af Meles Zenawi magten, og den gennemførte en strategi, hvor man satsede på udvikling af landbruget gennem at etablere landbrugsrådgivning og give kunstgødning til bønderne over hele landet, samt med kinesisk støtte at bygge veje i alle dele af landet, så bønderne kunne afsætte deres produkter.
Det resulterede i en af de største forøgelser af kornproduktionen – og formindskelse af fattigdommen – som verden har set.
Bøndernes opsparing blev grundet kapitalkontrol holdt inden for landet og investeret, så investeringernes andel af BNP steg fra 26 % i 2000 til hele 41 % i 2015, og det resulterede i, at fra 1995 til 2024 blev BNP forøget 3,6 gange, og væksten har siden 2000 været på 10 % om året. Sideløbende er der etableret industriparker for at udvikle industrien.
Meles har været nærmest besat af udvikling, som han har skrevet doktorafhandling om – Tony Blairs udviklingsminister, Claire Short, udtalte, at han ”var den mest intelligente politiker, jeg har mødt nogetsteds i verden”.
Desværre døde han af kræft i 2012, hvorefter spændingerne blandt de etniske grupper førte til borgerkrig med Tigray-delstaten, der førte til flere hundrede tusinde døde og mange overgreb. Herefter ulmer borgerkrigslignende tilstande med andre etniske grupper i flere dele af landet.
Dermed trues en anden af Studwells forudsætninger, nemlig at en regering med deltagelse af de forskellige etniske grupper er nødvendig, for at konflikter ikke skal ødelægge udviklingsprocessen. Til trods for borgerkrigen er væksten dog fortsat.
Regeringen har imidlertid begået fejl i den industrielle udviklingsstrategi, idet man har begrænset den private sektor og ikke udsat store offentlige konglomerater for konkurrence, så de blev tvunget til at blive mere effektive, sådan som det skete i Kina.
Endvidere har regeringen forsøgt at fremskynde industrialiseringsprocessen med store projekter, der ikke var ordentligt forberedte, hvorfor resultaterne var dårlige. Man har dog fået bygget en af verdens største dæmninger, som kan levere billig strøm mange år ud i fremtiden, hvilket alt andet lige vil gavne industrialiseringen. Da man ikke har fået etableret mere teknologisk avancerede produktioner, er udsigterne for udviklingen svære at forudsige.
Stor værditilvækst
I Rwanda besejrede tutsien Paul Kagame i 1994 en hutu-regering, som havde massakreret op mod en million mennesker. Han har udviklingsstaten Singapore som forbillede og har med Singapores leder Lee Kuan Yew som forbillede lagt vægt på en meget autoritær ledelse, idet han har bestemt, hvad bønderne skal producere, og at der skal være pinligt rent overalt. Endvidere har Kagame etableret en politistat, ligesom han myrder modstandere i andre lande.
Han har dog også fået bygget mange veje, som lokale virksomheder har afluret at lave efter kinesiske virksomheder. Da transport til og fra havet er dyr, har det kunnet betale sig at etablere en industri, der kan forsyne de omkringliggende lande. Dog udgør høje elpriser et problem for en yderligere udvikling af industrien.
Rwanda har derfor også satset på udvikling af servicesektoren i form af banker og turisme. Resultatet har efter år 2000 været en årlig vækst på 8 %. Spørgsmålet er, om industriproduktionen har nået sin grænse, og om servicesektoren kan skabe den tilstrækkelige vækst. I modsætning til Etiopien er uligheden stigende, fordi man ikke på samme måde satser på landbrugsudviklingen, så udsigterne for fremtiden er usikre.
Generelt har landbruget i Afrika set en kraftig udvikling efter årtusindeskiftet. Urbaniseringen, bedre veje og infrastruktur, et kraftigt forbedret uddannelsesniveau og bedre inputs har skabt store produktivitetsforøgelser i landbruget, således at Afrika efter årtusindeskiftet havde en værditilvækst om året på 4,5 %, den største værditilvækst inden for landbrug i verden. Og det skarpe skel mellem land og by, som tidligere eksisterede, er kraftigt formindsket, idet der i landsbyerne foregår omfattende småproduktion og handelsaktivitet, ligesom mobiltelefoner er udbredte. Bønderne er blevet et stort marked for byernes produktion, og spørgsmålet er fremover, om industriproduktionen kan stige i værdikæden og producere mere avancerede varer.
Den økonomiske krise i 1980’erne og 1990’erne ramte industriproduktionen hårdt, idet dens andel af BNP blev halveret, og Afrikas andel af verdens eksport af forarbejdede varer udgjorde kun 1,3 %.
Men fra 2010 er industriens andel af BNP vokset mere end verdensgennemsnittet. Det skyldes, at befolkningsvæksten har presset lønningerne, så de nu er langt lavere end i Kina, der også har finansieret en forbedret infrastruktur. Multinationale selskaber, især kinesiske, er begyndt at teste afrikanske landes billige arbejdskraft, og selv om produktionen ikke er særlig stor, er Studwell optimist i forhold til, om en stor del af den kinesiske simple produktion kan blive forlagt til de afrikanske lande og derfor igangsætte et eksporteventyr og skabe højere vækst.
Optimisme
Joe Studwell er optimist i forhold til den videre udvikling. Et af problemerne har været mangel på kapable ledere, der gennem dannelse af ”udviklingskoalitioner” kan igangsætte udviklingen. Der kommer dog stadig flere udviklingsorienterede ledere, mener han, og gennem ”demonstrationseffekter” spredes et lands gode ledelse til andre lande, da befolkningerne kræver det.
Og den gunstige udvikling er allerede i gang, da 10 af de 25 lande med størst vækst i 2023 var i Afrika. Befolkningstilvæksten skaber en ”befolkningsdividende”, dvs. et kæmpestort udbud af arbejdskraft, der bare venter på at blive udnyttet. Resultatet vil være en kraftig udviklingsproces centreret om kyststrækningernes store byer, forudsiger han, selv om han ikke forventer en gentagelse af det asiatiske mirakel. Hvis man kan opnå et BNP i 2060 på $4.500 pr. indbygger, vil det være godt.
Over for Studwells optimisme kan man indvende, at Afrika har dårligere udgangsbetingelser end de østasiatiske lande, idet den fremskridende automatisering skaber langt færre arbejdspladser end i Østasien. Desuden er lønningerne i de sydøstasiatiske lande og det indiske subkontinent også lave, og da man her ofte har dygtige ledere, vil Afrika blive udsat for hård konkurrence.
Hvis befolkningstilvæksten og ”befolkningsdividenden” skal blive en fordel, kræver det, at alle de unge jobsøgende, der i Afrika udgør én mio. om måneden, skal kunne få et arbejde. Hvis de ikke kan det, kan det føre til uro, sociale konflikter og støtte til separatister eller terrorbevægelser, som vi for tiden ser det i Sahel-landene, da unge ikke vil acceptere et liv uden fremtidsudsigter.
Modsat Østasien oplever Afrika ikke en nedgang i fødselsraten, således at investeringerne kan kanaliseres ind i investeringer i produktionen og ikke i investeringer i børn og unges uddannelse og deres forbrug – og at forældre må bruge tid på dem. Og de østasiatiske lande nød godt af, at der stort set ikke var handelshindringer og samtidig støtte fra USA (som led i den kolde krig), mens der nu opsættes stadig flere handelshindringer, og udviklingshjælpen til Afrika falder.
Studwell nævner, at korruption ikke er en hovedforklaring for Afrikas udviklingsproblemer, men heroverfor kan man nævne, at mange lande er plaget af korruption og rige personers kapitaloverførsler til offshore-steder, især fra lande med olie og mineraler. Afrikas mest folkerige land, Nigeria, har en stor olieproduktion, men befolkningen er stadig fattig. Og Sydafrika er begavet med mineraler og god landbrugsjord og Afrikas største industri. Allerede under apartheid var der stor korruption, men denne eksploderede i Jacob Zumas regeringsperiode i 2010’erne, hvilket medførte, at landet i mange år havde negative vækstrater pr. indbygger. Denne kultur er det svært for selv gode ledere at ændre, og den er en forhindring for økonomisk og social vækst.
Joe Studwell har skrevet en spændende analyse, hvor han modsat andre analytikere vælger at fokusere på positive faktorer, men dette giver et skævt billede af udviklingen, da han vælger at ignorere de faktorer, der forhindrer en vækst i Afrika.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og