TYSKLAND // VALGOPTAKT – Sydslesvigsk Vælgerforening kæmper for at få valgt et medlem ind i den tyske forbundsdag. Partiet har ikke siddet i Tysklands parlament siden 1953 og får brug for alle de dansksindede stemmer, der kan skrabes sammen – og formentlig lidt til – ved valget 26. september.
Scenen for valgvideoen er en vikingelandsby. Stærke krigere trasker forbi med skjolde og buer, kvinder sidder med deres huslige sysler, et par børn leger fangeleg. En skaldet, gråskægget viking træder frem foran en stråtækt hytte og blæser til samling i sit horn.
Ud af hytten træder høvdingen og begynder at tale tysk til landsbyens beboere, der stimler sammen omkring ham.
”Folk fra Nordgaard,” begynder han. ”Dagen for det store opbrud nærmer sig. Guderne har sendt os et tegn. Østpå trækker det op til storm. Vores nordmænd dér bringer ikke nok sølv med hjem. Og sidste sommer var høsten elendig. Vi kan ikke vedligeholde vores veje, for det meste sølv går til Syden.”
Høvdingen bliver mødt med bekræftende mumlen fra tilhørerne, inden han fortsætter med – slightly out of character – at tale om ”forbundsmyndighedernes tilskud til sygehusbehandling” og om, at ”Slesvig-Holsten har den laveste gennemsnitsløn blandt alle delstater i Vesttyskland”. Man forstår, at der ikke er tale om en dramatisk vikingefilm, men om en valgvideo. Høvdingen hidser sig op over de høje elpriser i Nordtyskland på trods af Slesvig-Holstens indsats for at producere vedvarende energi.
”Når sommeren er ovre, drager vi østpå for at vinde gudernes gunst tilbage,” slutter han mens vikingelandsbyens beboere jubler og banker begejstret på skjoldene.
Der opstår lidt uro i geledderne, da en stilfærdig bogholdertype i starten af 40’erne forsigtigt baner sig vej gennem mængden. Han bærer briller, habitjakke, hvid skjorte, men intet slips og går frem til høvdingen som en tidsrejsende fra vore dage.
Bogholdertypen er Stefan Seidler, spidskandidat for Sydslesvigsk Vælgerforening ved forbundsdagsvalget 26. september. Partiets tyske navn er Südschleswigscher Wählerverband – deraf forkortelsen SSW.
Spidskandidaten taler til vikingerne:
”Vi fra SSW er helt enige,” siger han og tilføjer udglattende: ”Men måske ikke helt så krigeriske.”
Stefan Seidler går frem mod kameraet og kigger direkte ind i det, mens han opfordrer seerne til at stemme på SSW: ”Og vi sejler til Berlin for jer – i fællesskab på Mission Bundestag”.
Stefan Seidler retter på kraven, lægger armene over kors og poserer selvsikkert, mens partiets blå banner falder ned bag ham, og en kanon affyrer gylden konfetti (se foto øverst).
Billedet afløses af et frembrusende vikingeskib med dragehoved i stævnen og ordene Mission Bundestag på sejlet. Jetzt kommt der Norden (”Nu kommer Norden”), står der hen over skærmen.
Sidst valgt ind i 1949
Det danske og nordfrisiske mindretals parti SSW har ikke siddet i den tyske forbundsdag siden den allerførste valgperiode 1949-53. Ved valget i august 1949 fik partiet over 75.000 stemmer, og Hermann Clausen fra Slesvig By var valgt.
Men de umiddelbare efterkrigsår var, som man siger, en anden tid i området fra den danske grænse og ned til Ejderen. I forhold til andre dele af Vesttyskland havde Slesvig-Holsten modtaget uforholdsmæssigt mange fordrevne fra de tidligere tyske østområder, der nu var en del af Polen eller Sovjetunionen.
I den anledning opstod udtrykket Speckdänen – altså personer, der alene tilsluttede sig mindretallet og dets vælgerforening af materielle grunde
Det danske mindretal førte kampagne mod østflygtningene. Samtidig skabte materiel hjælp fra det relativt velstående Danmark, der var sluppet billigt igennem besættelsesårene takket være samarbejdspolitikken, samling og tilslutning til den danske bevægelse syd for grænsen. I den anledning opstod udtrykket Speckdänen – altså personer, der alene tilsluttede sig mindretallet og dets vælgerforening af materielle grunde.
Allerede ved septembervalget i 1953 var opbakningen svundet ind til godt 44.000 stemmer, og SSW røg ud af Forbundsdagen.
Heller ikke København-Bonn-erklæringerne fra 1955 gjorde det muligt for SSW at vende tilbage til det vesttyske parlament i Bonn, men erklæringerne sikrede dog SSW (og den tysksindede pendant Slesvigsk Parti i den danske del af Sønderjylland), at man ikke behøvede at klare spærregrænsen (på fem procent i Tyskland og to procent i Danmark).
SSW opgav efter få år at stille op til Forbundsdagen og nøjedes i mange år med et enkelt mandat i delstaten Slesvig-Holstens parlament i Kiel samt repræsentation i kommunalbestyrelser i Sydslesvig – mest markant i Flensborg By.
Enmandshæren Karl Otto Meyer
I årtier kæmpede SSW for at bevare sit ene mandat i Kiel. Fra 1971 til 1996 blev det forvaltet af vælgerforeningens frontfigur og enmandshær, den læreruddannede Karl Otto Meyer, der også havde titel af chefredaktør på Flensborg Avis fra starten af 1960’erne og 20 år frem.
Fra 1996 har det ikke længere været et spørgsmål om, hvorvidt SSW var repræsenteret i delstatsparlamentet, blandt dansk-sydslesvigere kaldet Landdagen (af tysk: der Landtag), men derimod om, hvor mange mandater partiet fik.
Udviklingen var begyndt at få den anden vej, og de seneste 25 år har SSW haft to til fire mandater i delstatens parlament ved Kielerfjorden.
Opblomstringen umiddelbart efter krigen varede kort
Set nordfra kan den bemærkelsesværdige fremgang for danskheden umiddelbart se mærkelig ud. I årene efter 1864 rykkede den dansk-tyske sproggrænse mærkbart nordpå, og de oprindelige sønderjyske dialekter døde ud i det sydlige Slesvig. Mange oprindeligt dansktalende og dansksindede tilpassede sig og gled umærkeligt ind i det omgivende tyske samfund. Lettere blev det ikke efter 1920, da demokratiet trak grænsen mellem dansk og tysk, eller i nazitiden, hvor ethvert etnisk eller nationalt mindretal havde det svært i det ensrettede tyske diktatur.
Opblomstringen umiddelbart efter krigen varede kort, så hvad er forklaringen på den tilsyneladende fornyede interesse for national bekendelse til det danske i det 21. århundrede? Har DF’s Søren Espersen noget at have sit håb i, når han taler om Danmark til Ejderen?
Næppe.
Kultur er et vidt begreb
Forklaringen skal snarere søges i Finansloven for 2021, hvor man kan læse, at der er bevilget 488,3 millioner kroner til danske kulturelle anliggender i Sydslesvig. Kultur er et vidt begreb, for posten dækker over danske børnehaver, skoler, biblioteker, foreninger, dagbladet Flensborg Avis og SSW. Dertil kommer andre millionbevillinger til for eksempel Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig og dansk kirkelig virksomhed i Sydslesvig.
Siden Anden Verdenskrig har danske politikere – i enighed fra højre til venstre – opbygget, udbygget og vedligeholdt en slags Mini-Danmark syd for grænsen. Og adgangen til dette velfinansierede eksilsamfund er åben for alle.
Som der står i Bonn-erklæringen fra 1955: ”Bekendelsen til dansk nationalitet og dansk kultur er fri og må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves.”
Bonn-erklæringen fra den tyske forbundsregering har en pendant i København-erklæringen, der sikrer det tyske mindretals rettigheder nord for grænsen. Ud over at garantere nationale mindretals rettigheder banede de to erklæringer vej for vesttysk NATO-medlemskab. 10 år efter befrielsen var der i Danmark en vis skepsis over for Tyskland og tyskere, som man tog sig betalt for at slække på. Betalingen var bedre forhold for det danske mindretal syd for grænsen.
Bekendelsen til dansk nationalitet og dansk kultur er fri og må ikke af myndighederne bestrides eller efterprøves
Bekendelsen til dansk nationalitet ikke er ikke helt så enkel, hvis man i vore dage bor i selve Kongeriget Danmark, hvor man skal leve op til strenge krav for at få permanent ophold og siden statsborgerskab og således blive en del af danskheden med fulde rettigheder. Blandt andet skal man lære fakta om Olsenbanden og Valdemar Atterdag udenad og bestå nøje overvågede sprogprøver. Så er det unægtelig lettere at blive en del af det sydslesvigske Mini-Danmark.
Dansk skole er et frit tilvalg
Tyske forældre kan frit vælge at sætte deres børn i en dansk skole i Sydslesvig, hvis de bedre kan lide bygningerne, klassekvotienterne, pædagogikken, eller hvis de ønsker at give deres børn et ekstra fremmedsprog med i bagagen.
Adskillige tusinde familier lever en tysk hverdag med tysk som hjemmesprog, men dansk skolegang og foreningsliv. Mange tyske forældre med børn i danske skoler sørger naturligvis for at lære sig et nogenlunde brugbart dansk til gengæld for gaverne nordfra – det gælder for eksempel partiet De Grønnes medformand Robert Habeck, hvis børn har gået i dansk børnehave og skole.
Eftersom Skoleforeningen har ”en klar præference” for ”vores parti – SSW”, så ”ser vi gerne, at SSW får mulighed for at præsentere sig og sit politiske budskab”
At påstå, at det Mini-Danmark, som elever på danske skoler socialiseres ind i, er en de facto-étpartistat, vil afgjort være at stramme den. Ikke desto mindre er de danske institutioner og foreninger i praksis tæt vævet sammen med partiet SSW.
Det fremgår ikke mindst af et nyligt brev med overskriften Forbundsdagsvalget fra formanden og næstformanden i Dansk Skoleforening for Sydslesvig til ledere og medlemmer af forældrebestyrelserne (i Sydslesvig kaldet samarbejdsråd) ved alle områdets danske skoler og daginstitutioner.
I brevet skriver formandskabet, at foreningen ”formidler en bred politisk dannelse”, som ”selvfølgelig også er partineutral”. Foreningen ønsker ikke ”partipolitik i børnehøjde”, men eftersom Skoleforeningen har ”en klar præference” for ”vores parti – SSW”, så ”ser vi gerne, at SSW får mulighed for at præsentere sig og sit politiske budskab for vores medlemmer på f.eks. forældremøder”, så vælgerforeningen får ”mulighed for at informere om SSW’s betydning for mindretalspolitik”.
Generationer af sydslesvigske skolebørn er gennem årtier blevet socialiseret med Danmark og danskhed som forbillede. For 40-50 år siden var det let at se forskel. Vesttyskland og delstaten Slesvig-Holsten var konservative samfund, hvor tidligere medlemmer af nazipartiet sad på magtfulde poster, og kommunistpartiet var erklæret forfatningsstridigt og forbudt. Kommunister og andre venstreorienterede blev ramt af Berufsverbot og kunne ikke arbejde som lærere, postbude eller lokomotivførere. Imens hyldede vi i Danmark princippet om ”Frihed for Loke såvel som for Tor”.
Der er selvsagt ikke pligt for mindretallets medlemmer til at engagere sig politisk. Men vælger de at gøre det, er forventningen, at det sker i SSW
I Vesttyskland udbyggede man flittigt atomkraftværkerne, mens danskerne opfandt Atomkraft? Nej tak-solmærket og byggede vindmøller på livet løs.
I Vesttyskland blev skolebørnene tidligt inddelt i boglige og ikke-boglige elever, som ærbødigt tiltalte deres lærere med Sie. Den slags gik man i Danmark væk fra i 1960’erne og 1970’erne.
Danmark som forbillede anno 2021
At bruge Danmark som forbillede i dag er straks noget sværere, eftersom både det danske og det tyske samfund har udviklet sig de seneste årtier. I hver sin retning, kan man sige.
Det er nok svært for de danske foreninger at holde eksempelvis den danske flygtningepolitik op som et forbillede for nytilkomne forældre på de danske skoler – medmindre de forældre, der skal tiltrækkes, da er tilhængere af en asylpolitik, som er langt strammere end den, flertallet af tyskere ønsker og praktiserer.
Der er selvsagt ikke pligt for mindretallets medlemmer til at engagere sig politisk. Men vælger de at gøre det, er forventningen, at det sker i SSW.
De senere år har imidlertid budt på et par bemærkelsesværdige eksempler på det modsatte. Rasmus Andresen, student fra Flensborgs danske gymnasium Duborg-Skolen, har i to år siddet i Europaparlamentet og sad før det 10 år i det slesvig-holstenske delstatsparlament. Vel at mærke ikke for SSW, men for De Grønne.
Centralt i mindretallets politiske liv står Meyer-familien. SSW’s mangeårige repræsentant i Kiel, Karl Otto Meyer døde i 2016, men i 2009 efterfulgte hans ligeledes læreruddannede søn Flemming ham som medlem af Landdagen. Flemming Meyer forlod delstatsparlamentet i 2020, men er stadig formand for vælgerforeningen.
Den ukrigeriske mand fra valgvideoen, Stefan Seidler, får nu dansktalende konkurrence Tysklands valgkreds 1 Flensburg-Schleswig, hvor en af modkandidaterne er Katrine Hoop. Hun er kusine til Flemming Meyer, hvis mor var født Hoop. Efter mange års medlemskab af SSW stiller Katrine Hoop nu op for venstrefløjspartiet Die Linke og kan med en regional fremgang for partiet ende i Forbundsdagen, eftersom hun er nummer tre på partilisten efter delstatens to nuværende Linke-forbundsdagsmedlemmer.
At der er meget på spil for både SSW og Die Linke kan ses af den heftighed, hvormed fætter og kusine på dansk og tysk i fuld offentlighed diskuterer på sociale medier og i læserbreve i Flensborg Avis. Det er ikke noget hyggeligt fætter-kusine-gilde.
I valgkreds 1 stiller Stefan Seidler og Katrine Hoop op mod dels valgkredsens siddende CDU-forbundsdagsmedlem Petra Nicolaisen, der i 2017 vandt valgkredsen med 40 procent af de såkaldte Erststimmen, og så en af tysk politiks absolutte topfigurer, De Grønnes Robert Habeck, der er en tredje dansktalende kandidat i kredsen.
Valgkredsen går ikke til hverken SSW eller Die Linke. Hvis Stefan Seidler og Katrine Hoop skal gøre sig forhåbninger om en politisk fremtid i Berlin, skal de ind over partiernes såkaldte Landeslisten, hvor Zweitstimmen er afgørende.
Hver vælger har to stemmer, og førstestemmerne afgør, hvem der vinder den enkelte valgkreds, mens andenstemmerne proportionalt sammensætter partiernes repræsentation. Hvis man ikke har udsigt til at få flest stemmer i valgkredsen, skal man altså som politiker sikre sig en god placering på Landesliste, som er den enkelte delstats partiliste i hvert parti.
Med slogans som Jetzt kommt der Norden og Politik skandinavisch gestalten forsøger SSW at rette vælgerblikket mod nord og som altid bruge Danmark som forbillede.
Det er partiet imidlertid ikke ene om. Også Katrine Hoops Linke-kampagne benytter sig af Danmark og danskere. Det sker, når kandidaten har besøg af Enhedslistens spidskandidat i Sydjyllands Storkreds, Rasmus Vestergaard Madsen:
Eller når andre politikere fra det danske venstrefløjsparti er på besøg for at bistå med valgkampen:
At SSW lægger vægt på danske partiers ageren i tyske valgkampe, blev jeg selv opmærksom på, da jeg i 2013 som rådgiver i netop Enhedslisten besøgte Flensborg sammen med partiets daværende politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen. Om aftenen skulle Enhedslistens frontfigur holde tale i Flensborgs eksperimentarium Phänomenta til støtte for Die Linkes valgkampagne op til forbundsdagsvalget, men om eftermiddagen mødtes vi med SSW-formand Flemming Meyer i det danske hovedkvarter Flensborghus i Norderstraße.
Flemming Meyer og SSW-landssekretær Martin Lorenzen referererede på mødet med Johanne Schmidt-Nielsen, Pelle Dragsted og mig til et gentlemen’s agreement om, at danske partier ikke bidrager til deres tyske søsterpartiers valgkampagner i Sydslesvig, når SSW kandiderer. Dengang var der ikke tale om nogen konflikt, eftersom SSW hverken stillede op til Forbundsdagen i 2013 eller 2017, men først i 2021. Enhedslistens tilstedeværelse hos Die Linke denne sommer udgør altså et brud på det nævnte gentlemen’s agreement, som Enhedslisten mig bekendt dog aldrig har indgået. Ikke desto mindre er det altså ikke velset hos SSW, at danske partier stiller sig op i de små valgboder under tyske partiers bannere i gågadeområdet Holm-Große Straße i Flensborg, når SSW har stemmer på spil.
Stefan Seidler har ganske stærke personlige og politiske bånd nordpå. Han har læst statskundskab i Aarhus og udgjorde i nullerne sammen med nuværende folketingsmedlem Zenia Stampe formandskabet i Radikal Ungdom. Som dobbelt tysk-dansk statsborger har han tidligere forgæves forsøgt at blive valgt til både Folketinget og Europaparlamentet for Radikale Venstre.
I øvrigt kan man i en artikel i magasinet Grænsen fra juni 2021 læse, at spidskandidaten bor med sin familie i Vejle, selv om han ”officielt har adresse i Flensborg”, som der står.
Partistøtte fra Kulturministeriet
Der er givtige økonomiske bånd mellem Danmark og SSW. Som danske skatteydere finansierer vi vælgerforeningen med årligt 3,7 millioner kroner som en del af den store bevilling på 488,3 millioner kroner til danske kulturelle anliggender i Sydslesvig. Disse penge finder vi igen på den tyske side i Forbundsdagens afrapportering af partistøtte, hvor man kan se, at der 8. januar, 31. marts og 29. juni i år er gået godt 124.000 euro eller knap en million kroner ind hos SSW fra det danske kulturministerium. Grundlæggende er det ellers forbudt for tyske partier at modtage støtte fra udlandet, men paragraf 25 i den tyske lov om politiske partier, Parteiengesetz, indeholder en udtrykkelig undtagelse for nationale mindretals partier, som kommer SSW til gode.
At vælgerforeningens landsledelse har gjort sig langvarige og dybe overvejelser om opstilling til forbundsdagen, fremgår af et udateret papir, som var en del af beslutningsgrundlaget. Det fremgår, at SSW i en valgkamp kan levere skandinavische Impulse for at tiltrække vælgere.
SSW har med andre ord, efter landsledelsens vurdering, brug for hver en dansk stemme og formentlig flere til
I papiret kan man også læse, hvorfor vælgerforeningen nu kæmper så indædt for mandatet. For at komme ind i Forbundsdagen skal SSW have så mange stemmer, som det billigste mandat i delstaten Slesvig-Holsten koster. Ved forbundsdagsvalget i 2017 var det omkring 58.000 stemmer. Ved delstatsvalget samme år fik SSW imidlertid kun knap 49.000 stemmer. SSW har med andre ord, efter landsledelsens vurdering, brug for hver en dansk stemme og formentlig flere til.
Papiret fra landsledelsen giver også udtryk for bekymring over ”unge fra mindretallet”, der ved forbundsdagsvalget i 2017 og europaparlamentsvalget i 2019 ”engagerede sig i valgene og endda blev medlemmer af andre partier”: ”Hvis SSW stillede op til forbundsdagsvalget, ville man blive mere synlig for denne vælgergruppe og tilbyde den et alternativ til andre partier.”
Af papiret fra SSW’s landsledelse fremgår også, at et mandat i Forbundsdagen ikke bare er et mandat. Der er nemlig meget store forskelle på, om et medlem indgår i en partigruppe (tysk: Fraktion) eller ej. Uden den vigtige Fraktionsstatus er man som medlem af Forbundsdagen væsentligt ringere stillet end eksempelvis en løsgænger i det danske folketing. En parlamentariker uden for partigrupperne i Forbundsdagen har meget begrænset taletid og ingen ret til at stille selvstændige lovforslag. (At Forbundsdagen rummer mindst 598 og aktuelt 709 medlemmer, gør det nærliggende, at løsgængere ikke har samme rettigheder som i det 179 medlemmer store folketing.)
En SSW-repræsentant i Berlin skal da også som en vigtig opgave have at være ”lobbyist for mindretalspolitikken”, fremgår det af SSW-papiret.
Sydslesvigsk Vælgerforening går altså ind i valgkampen vel vidende, at det ikke primært er ved afstemninger og taler i Forbundsdagens plenum, at den mulige kommende parlamentariker skal gøre sig gældende – mere som lobbyist for det nordiske, det danske og det slesvigske.
Om det er nok til at lokke 58.000 tyske statsborgere over 18 år til, når Stefan Seidler og hans venner i vikingelandsbyen blæser i hornet, vil vise sig på valgdagen 26. september.
LÆS MERE OM DET TYSKE VALG HER
LÆS MERE AF NIELS ROHLEDER HER
Topillustration: En konfettikanon bliver fyret af, mens spidskandidat Stefan Seidler selvsikkert kigger ind i kameraet under indspilningen af SSW’s valgvideo i vikingekulisser. Pressefoto: VomFilm/SSW.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
