Jeg kendte dig ikke, men alligevel var du min ven. Min og millioner af andre menneskers. Den ven, man kan stole på, når elendigheden er allermest omklamrende.
Jeg kan ikke huske, hvordan jeg mødte dig. Kun, at du samlede mig op på et tidspunkt, hvor jeg absolut ikke var noget at samle på, og du svøbte mig i din ro. Det var sidst i 80’erne, ”I’m your man”-tiden, og Musikbiblioteket i Odense lå heldigvis inde med glædelige mængder af dine tidligere værker, som jeg lånte og genlånte i en grad, så det nærmest virkede som tyveri, hvis en af dine andre fans havde reserveret en lp, så jeg måtte gå af med den og straks gengælde reservationen.
For sådan en ven er du, Leonard: En, man har brug for i en grad, så man slet ikke skammer sig over, det hele bliver lidt en-vejs: At du giver og giver. Generøst øser ud af din varme, dit vid, din enorme livserfaring. Den lå dér, i rillerne på dine gamle plader: Songs from a room, Songs from the road, Songs of love and hate. Dé songs! Du havde jo været der og sunget om det, med en desperat hæshed, der ligger så langt fra ”Den der dyyybe stemme”, som kvinder fra whiskybæltet vellystigt fremhæver, som var du en form for parallelimporteret canadisk afrodisiakum. Og lad dem dog endelig. Du kunne også sagtens være deres ven samtidig. Hvis de ville have en anden slags mand, tog du gerne en maske på.
Jeg kan ikke huske, hvordan jeg mødte dig. Kun, at du samlede mig op på et tidspunkt, hvor jeg absolut ikke var noget at samle på, og du svøbte mig i din ro.
Du var en ”Ladies Man”, hvilket er imponerende, når man kunne lytte sig til, hvor tumultarisk, det havde været”. Men da du samlede mig op, havde du ro nok til at dele ud af den. Til at fortælle, det nok skulle gå. Ikke på den overfladisk skulderklappende måde, men på den vigtigste: Den ægte beroligelse, man kun kan få fra en ven, der selv har været nede i hullet, og nu kender vejen op.
Leonard, du leverede en livsklogskab. Du var forkæmper for os, dine fans. Dine venner. For det, kaldte du os jo selv til dine koncerter: ”My friends”, og det går først op for mig nu, at du er den eneste kunstner, der har kaldt mig det, uden at jeg har studset over det eller følt mig befamlet mentalt. For du var jo netop det. Tabernes ven, med overskuddet til at kalde os smukke. Og fortælle os, at vi ikke er alene. Og du fortalte os, at vi var ok, og delte ud af din visdom. Altid blid, altid ydmyg, men med en skarphed midt i det milde.
Som da du to år efter månelandingen sang:
”Ah, they’ll never, they’ll never ever reach the moon. At least not the one, that we’re after”.
Af et grådkvalt hjerte, tak for at give os lov til at drømme og tro på et liv ved siden af ”konkurrencestaten” og vækstprognoserne. Tak for varmen. Tak for din tro på mennesker, midt i deres tåbelighed så lyste du som et varmt og generøst fyrtårn.
Og humoristisk af himlen til! Åh jo. Jeg griner med det ene øje og græder med det andet over din bortgåede humor:
”I saw Adam leave the garden with an apple in his hand. I said ”Now you’re out, what are you gonna do?” / ”Plant some crops and pray for rain, maybe raise a little Cain. I’m an orphan now and I’m only passing through”.
Eller i ”The Captain”. Nummeret, der ligger lige efter ”Hallelujah” og med sin syrecountrydesperation blev en af mine favoritter. Hvor Kaptajnen ligger for døden og vil overdrage kommandoen til fortælleren, der må fortælle ham, at de to er de eneste tilbage, og der ikke er nogle at kommandere, hvilket får ”The Captain” til at replicere:
”Complain, complain that’s all you’ve done / ever since we lost / If it’s not the crucifixion / Then it’s the holocaust”.
Du havde jo været der og sunget om det, med en desperat hæshed, der ligger så langt fra ”Den der dyyybe stemme”, som kvinder fra whiskybæltet vellystigt fremhæver, som var du en form for parallelimporteret canadisk afrodisiakum. Og lad dem dog endelig. Du kunne også sagtens være deres ven samtidig
Nu er vi nogle millioner, der mangler følelsen af, at du sidder derovre et sted i Amerika og kan fortælle os, at livet nok skal gå, mens du venter på at demokratiet dukker op. Det er ensomt, Leonard. Hvad skal vi gøre uden dig? Vi kan kun lære af dit eksempel og humpe videre, nu hvor det ser allersortest ud, heldigvis med dine sange som krykke.
Jeg skal nok prøve at være ydmyg og stærk på samme tid, som du lærte mig. Jeg skal nok prøve selv, Leonard. Men det bliver tungt uden dig. Du var sådan en ven, man kunne tænke på, når det var allerværst. Nu må vi dykke ned i dine sange og møde dig der. Vi glemmer dig i hvert fald aldrig. Tak for venskabet.
Ærbødigst S. Dorset.
Topfoto: Fra Leonard Cohens officielle hjemmeside.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
