SYRIEN // ANALYSE – Drømmen om et frit og stabilt Syrien efter Bashar al-Assads fald har vist sig at være en ren illusion. I stedet for demokrati og fred har landet oplevet en bølge af kaos og brutalitet. Den ny ledelse, en jihadistisk gruppering, respekterer ikke Syriens etniske og religiøse minoriteter.
Mens verdens opmærksomhed er rettet mod krigen i Ukraine og den eskalerende konflikt i Gaza, fortsætter borgerkrigen i Syrien – blot uden mediedækning. Mange har betragtet Assad-regimet som den primære årsag til den årelange konflikt, men i december 2024 fik oprørsstyrker overtaget, og diktatoren gennem et kvart århundrede, Bashar al-Assad, flygtede ud af landet.
Siden har magten reelt ligget hos Ahmed al-Sharaa Jolani, lederen af det jihadistiske styre, som lovede syrerne frihed og lighed, da det kom til. Det er siden blevet mere kendt for angreb og massakrer mod landets minoriteter end for forbedringer af civilbefolkningens levevilkår.
Massakrer mod minoriteter
Den første store massakre ramte landets alawitiske befolkning, som udgør 12 % af den syriske befolkning. Under påskud af, at alawitterne støtter Assad, iværksatte Jolanis styrker en militær offensiv mod alawitiske områder langs kysten. Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder blev op mod 10.000 civile dræbt. Aktionens mål synes at være at homogenisere Syrien som et sunnimuslimsk, arabisk land og eliminere de sekulære kræfter, som alawitterne historisk har repræsenteret.
Den anden massakre fandt sted i juli og ramte druserne, en religiøs minoritet med egen teologi og praksis. Uden Israels indgriben ville druserne sandsynligvis have lidt samme skæbne som alawitterne. Gennem luftangreb bombede Israel Jolanis hovedkvarter i Damaskus og tvang hans styrker til retræte. Men Jolani valgte derefter at mobilisere sunnimuslimske stammer mod druserne, hvilket førte til voldsomme kampe og omfattende ødelæggelser.
Et jihadistisk naboland ville for Israel være et mareridtsscenarie
Tusindvis af stammekrigere deltog i angrebene, og volden blev dokumenteret på sociale medier, herunder drab på læger og sygeplejersker. Igen greb Israel ind, og en våbenhvile blev indgået i Paris med Frankrig og USA som observatører. Aftalen indebærer, at Jolanis tropper ikke må være til stede i drusernes områder, som nu beskyttes af lokale drusiske styrker.
Selvom aftalen ikke formelt betyder en anerkendelse af drusernes autonomi, giver den dem en vis selvbestemmelse. Israel fremstår som den store strategiske vinder, da hele det sydlige Syrien nu fungerer som en slags demilitariseret zone. Drusernes appel til Israel om hjælp, da de var under angreb. En stigende interesse fra deres side om at søge og få israelsk statsborgerskab med værnepligt giver Israel en vis legitimitet til at blande sig i Syriens interne forhold.
Men Israels engagement handler ikke om minoritetsrettigheder eller beskyttelse af minoriteter i det hele taget. Det handler snarere om at forhindre, at Jolanis regime konsoliderer magten og ender med at blive en regional trussel. Assads fald har svækket den såkaldte shia-halvmåne, som Iran står i spidsen for, hvilket Israel ser som en strategisk fordel. Men et jihadistisk naboland ville for Israel være et mareridtsscenarie.
Jolanis svære dilemma med kurdere
Jolani står i et vanskeligt dilemma. Han leder et land i ruiner, uden en samlende politik eller klar vision. Hans svar på uro har været sekterisk vold, og hans styrker, som primært er fremmedkrigere og tyrkisk-støttede militser, kender kun til krig og undertrykkelse.
Kurderne ønsker ikke løsrivelse, men udtrykker et ønske om et decentraliseret Syrien, hvor alle grupper har ret til selvbestemmelse
For at styrke sin position har Jolani forsøgt at alliere sig med lokale stammer. Hans egne styrker tæller omkring 20.000 soldater, mens den nye syriske hær anslås til at tælle 80.000 mand, hovedsageligt sammensat af udenlandske krigere.
Jolani har ikke kapacitet til at kæmpe mod Israel og er derfor villig til at gå på kompromis. Men han er samtidig dybt afhængig af Tyrkiet, som har helt andre interesser i Syrien. Ankara ønsker at forhindre, at kurderne opnår politisk status i Syrien, og presser Jolani til at starte en ny krig mod dem.
Den 10. marts i år blev der ellers indgået en historisk aftale mellem kurderne og Jolani, som anerkendte kurdernes rettigheder og deres nuværende status med en form for autonomi. Kurderne ønsker ikke løsrivelse, men udtrykker et ønske om et decentraliseret Syrien, hvor alle grupper har ret til selvbestemmelse.
Tyrkiet har dog forhindret Jolani i at implementere aftalen. Han trak sig fra et planlagt møde i Paris med kurdiske repræsentanter og henviste til en konference i Hassakah den 8. august, hvor over 400 repræsentanter fra forskellige minoriteter deltog. Jolani kaldte konferencen med titlen ”Enhed af position-konferencen” for forræderisk og en trussel mod Syriens territoriale integritet.
Mens minoriteter organiserer sig omkring demokratiske og sekulære idealer, presses Jolani igen af Tyrkiet til at iværksætte en offensiv mod kurderne. Men kurderne er militært stærkere end Jolani, og derfor tøver han.
USA’s tvetydighed i Syrien
Mens det amerikanske forsvarsministerium Pentagon fastholder, at ethvert angreb på kurderne vil blive betragtet som et angreb på USA, sender Trumps særlige udsending til Syrien, Thomas Barrack, et helt andet signal. Han presser de kurdiske styrker til at indgå en aftale med Jolani og nedlægge deres våben.
Kurderne afviser kravet. De mener, det vil være uansvarligt at afvæbne sig, især i lyset af de overgreb, der er begået mod alawitter og drusere. I stedet kræver de forfatningssikrede garantier om autonomi, før de vil indgå i en integrationsproces med den syriske stat og hær.
Barrack, som også fungerer som USA’s ambassadør i Tyrkiet, har udtalt, at Syrien bør være ét fædreland, ét folk, ét sprog og ét flag – et slogan med rødder i tyrkisk nationalisme. Udtalelsen tolkes som en støtte til den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdoğans linje og som et signal om den retning, USA ønsker, Syrien skal bevæge sig i.
Kurderne mener, at Jolanis styrker er tidligere medlemmer af Islamisk Stat blot i nye uniformer
Barrack har desuden gjort det klart, at kurderne ikke kan forvente nogen form for autonomi, og at USA ikke vil være deres beskytter for evigt. Udtalelserne har udløst skarp kritik, ikke kun fra kurderne, men også fra repræsentanter for Det Hvide Hus, Pentagon og Israel. Kritikerne beskylder Barrack for at fremme Tyrkiets interesser og støtte Jolani på trods af hans styrkers overgreb og for at svigte kurderne.
Senere har Barrack forsøgt at nedtone sin støtte til Jolani og angiveligt advaret ham om at respektere minoriteter, hvis han vil undgå samme skæbne som Assad.
Tvetydige signaler fra Washington
USA’s strategi i Syrien fremstår stadig uklar. Præsident Donald Trump har ikke prioriteret konflikten, mens Pentagon fortsætter samarbejdet med kurderne i kampen mod Islamisk Stat, som synes at genvinde sin styrke.
Samtidig arbejder Barrack aktivt for at fastholde Jolani ved magten. Han har sikret store investeringsaftaler med Saudi-Arabien og Qatar, som skal stå for opbygningen af Syriens nye infrastruktur. Målet er at vise, at Syrien er på vej mod normalisering. Men samtidig presser han kurderne til at aflevere deres våben til dem, som kurderne betegner som deres ”bødler”.
Kurderne mener, at Jolanis styrker er tidligere medlemmer af Islamisk Stat blot i nye uniformer. Kurderne har siden borgerkrigens begyndelse i 2011 mistet over 15.000 soldater i kampen mod jihadister.
Kurderne frygter at blive svigtet igen, som da Trump i 2019 gav Tyrkiet grønt lys til at invadere dele af Syrien
På den anden side iagttages det, at amerikanske militærfolk løbende holder møder med stammeledere sammen med kurderne for at forhindre, at de bliver indviklet i stammekrige og i stedet støtter stabilitet.
Strategiske interesser og regionale planer
USA’s politik i Syrien er præget af modsigelser. Barracks handlinger kan tolkes som et forsøg på at fremme amerikanske økonomiske interesser og styrke alliancer med Qatar og Saudi-Arabien, altså lande med tætte bånd til Trump. Han ønsker også, at Syriens nye ledelse underskriver Abraham-aftalerne, som har til formål at normalisere forholdet mellem Israel og arabiske lande.
Et stærkt Syrien er derfor vigtigt for USA, både for regional stabilitet og for at balancere magtkampen i Libanon, herunder en mulig afvæbning af den shia-muslimske Hizbollah-bevægelse. Det er næppe tilfældigt, at Barrack har foreslået en ny statsmodel baseret på den historiske stat al-Sham, som omfattede Syrien, Palæstina, Libanon og Jordan. Hvor realistisk denne model er, kan diskuteres, men det tyder på, at USA har langsigtede planer med Jolani.
Kurderne frygter gentagelse af 2019
Syrien er præget af stedfortræderkrige, og alliancer skifter ofte. Jolani ser ud til at have fået fat i et nyt værktøj i konflikten, nemlig stammekrigere. Hvis denne strategi eskalerer, kan det føre til sekterisk vold og polarisering, hvilket vil underminere enhver mulighed for national samhørighed.
Kurderne frygter at blive svigtet igen, som da Trump i 2019 gav Tyrkiet grønt lys til at invadere dele af Syrien, som stadig er under kontrol af tyrkisk-støttede jihadister. Derfor er kurderne dybt optagede af spørgsmålet om, hvorvidt USA vil efterlade kurderne alene? Hvad vil Israel gøre, hvis Jolanis styrker angriber kurderne?
Tyrkiet vil sandsynligvis støtte Jolani, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for de igangværende fredsforhandlinger mellem Tyrkiet og landets egen kurdiske oprørsmilits PKK. En af hovedårsagerne til PKK’s villighed til at nedlægge våbnene har netop været håbet om, at kurderne i Syrien kunne opnå politisk anerkendt status.
Hassakeh-konferencen har ikke blot fremhævet kurdernes kamp for autonomi i Syrien, men også vist, at flere arabiske stammer og andre minoriteter ønsker at organisere sig omkring den kurdiske model for selvstyre. For kurderne repræsenterer denne politiske, institutionelle og militære organisering det sidste håb om overlevelse i et fragmenteret Syrien. Samtidig forsøger de at bevare alliancen med USA, som hidtil primært har været af militær karakter og fokuseret på kampen mod Islamisk Stat og ikke har været politisk eller diplomatisk.
Det rejser et centralt spørgsmål: Kunne en ændret amerikansk tilgang, hvor man i højere grad støtter en politisk løsning, gavne både kurderne og andre syriske grupper, frem for at kurderne skal opgive deres kamp for overlevelse og selvbestemmelse?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og