Kære Danmark – hjælp mig så vi igen kan få tillid til vores land

i Featured af

HVERDAGSLIV // DEBAT – “Jeg håber virkelig på nogle lysere erfaringer og et bedre Danmark. Et Danmark hvor virksomheder behandler deres ansatte ordenligt, og hvor vi almindelige dansker taler ordentligt til hinanden – også selvom nogle er mørkere i huden og taler lidt gebrokkent dansk”. I 2014 mødte Stine Skriver sin mand og faderen til deres to børn, Bilel i Tunesien. Året efter bosætter de sig sammen i Danmark.  Men det er ikke nemt at leve i Danmark, når man ikke er født her, skriver hun. Er det simpelthen sådan, at Danmark ikke er indrettet på andet end indfødte danskere? 

Kære venner, bekendte, ukendte, Danmark,

Jeg har begået en fejl, tror jeg. Eller rettere:  for mig var det rigtigt, men kære Danmark, for dig var det måske en fejl. Her er min beretning:

I 2014 møder jeg Bilel på en ferie i Tunesien…. vi forelsker os i hinanden.

Jeg besøger ham over det næste halvandet år, så ofte som muligt.

I oktober 2015 bliver vi gift og i december 2015 kommer Bilel til Danmark. Det er hverken billigt eller let med visum i Marocco, gebyrer, forsikringer som lever op til danske krav, men det lykkes.

I Danmark søger vi om familiesammenføring og får det efter 1/2 års ventetid, hvor Bilel ikke må arbejde. Heldigvis har jeg et godt job, så jeg kan forsørge min lille familie.

Lynhurtigt møder Bilel diverse skæve blikke, fuck-fingre og spydige kommentarer mod hans anderledes look og sprog.

På arbejdsmarkedet skal han kravle den lange vej fra bunden og op, og det indebærer, at han kommer til at blive behandlet på en måde, jeg ikke troede var muligt i DK, hvor vi har fagforeninger og ordnede forhold på arbejdsmarkedet

Ja, altså han taler jo ikke dansk fra første dag, men passer sin sprogskole, da han efter 1/2 år får lov til at starte. Ligeledes finder han straks et arbejde, da han får tilladelse til det efter 6 måneder.

På vej hjem fra arbejde en dag bliver han stoppet af en beruset betjent, som beder om at se hans papirer.  Jeg skammer mig over, at min mand skal opleve denne side af Danmark. Han har forladt sit hjemland, et varmere klima, sin søde familie, job og solide venner for min skyld.

Men det stopper ikke her.

På arbejdsmarkedet skal han kravle den lange vej fra bunden og op, og det indebærer, at han kommer til at blive behandlet på en måde, jeg ikke troede var muligt i DK, hvor vi har fagforeninger og ordnede forhold på arbejdsmarkedet.

Bilel elsker sit første job.

Han er virkelig i sit es på en restaurant, hvor stemning, mad og lugt er hjemligt for ham. Desværre arbejder han langt flere timer end han får løn for – og her er selvfølgelig tale om mindsteløn. Fridage er kun søndage – alle andre dage må han undvære os.

Og når det endelig bliver søndag er han så træt efter 6 dage med 8-10 timers arbejde, at han knapt har overskud til os.

For åh ja… ved siden af arbejde går han til danskundervisning 3 dage om ugen i 4-7 timer.

Bilel søger andre græsgange og får nye erfaringer med et nyt arbejde. Denne gang er arbejdet i køkkenet på en cafe.

Cafeen er flot og Bilel er dybest set rigtig glad for at arbejde der.

Det giver som det andet job en god læring på sprog og praksis i restaurationsbranchen. Desværre kommer der hurtigt de første udfordringer. I køkkenet er emhætten ikke i orden og da Bilel har astma driller den tykke friture-røg hans lunger.

Arbejdsgiver betaler heller ikke skat for ham, og han får heller ikke lønsedler. Han rykker for det, og får tilsendt en “kladde” pr mail.

Den første lønseddel kom i e-boks. Skattebetaling og lønsedler bliver en evig kamp at få igennem og nogle måneder lykkedes det ikke.

14 dages barsel i forbindelse med vores barn fødsel bliver også svært at få indberettet – også fordi lønnen ikke er indberettet korrekt til skat.

Kaos hele vejen igennem. Og det er svært at få vores økonomi til at hænge ordentligt sammen – vi skal stadig betale gebyrer, sikkerhedsstillelse osv. For Bilels ophold, som skal forlænges hvert andet år.

Da Bilel er syg nogle dage, får han oplyst at han ikke har ret til sygedagpenge.

Det bliver anledningen, der får os til at kontakte fagforeningen. Bilel spørger fagforeningen, om han kan blive fyret, når han nu får deres hjælp til at få styr på tingene.  De lover han, at det bliver han ikke, for det her er Danmark og vi har regler for den slags.

Kære Danmark – det har vi ikke. En uge senere bliver Bilel afskediget. “Han lever ikke op til forventningerne”.  Det må de gerne, fordi Bilel ikke har været ansat der et år. Fagforeningen prøver nu at få lønnen og skatten i hus.

Tilbage står vi – min mand, jeg og vores to børn. Og måske har Bilel optjent nok til at modtage a-kasse, hvis ikke politikkerne får gennemført en ny lov om at a-kassen kun kan tages i brug ved 7 års ophold i Danmark.

Jeg håber virkelig på nogle lysere erfaringer og et bedre Danmark. Et Danmark hvor virksomheder behandler deres ansatte ordenligt, og hvor vi almindelige dansker taler ordentligt til hinanden – også selvom nogle er mørkere i huden og taler lidt gebrokkent dansk

Vi ved det ikke… ellers må jeg forsørge os.

Jeg håber det tredje job giver nye og bedre erfaringer. Det er ikke fundet endnu, men skulle gerne findes i løbet af den næste uge. Opsigelsesperioden er jo også kun på 2 uger, når man starter fra bunden.

Jeg håber virkelig på nogle lysere erfaringer og et bedre Danmark.

Et Danmark hvor virksomheder behandler deres ansatte ordenligt, og hvor vi almindelige dansker taler ordentligt til hinanden – også selvom nogle er mørkere i huden og taler lidt gebrokkent dansk.

Eller selvom de som min mand taler et helt andet sprog i telefonen, mens han venter på toget, fordi et af de søde mennesker, han elsker, savner og har forladt, ringer.

Ellers har jeg begået en kæmpe fejl, da jeg forelskede mig i Bilel og bad ham bosætte sig med mig i mit land.

Kære Danmark – hjælp mig til, at vi igen kan få tillid til vores land og system igen. Kære arbejdsgivere – behandl jeres ansatte ordenligt, så leverer de med garanti et bedre stykke arbejde.

Alle fotos: Private.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Stine Skriver, er 36 år og bor i en lille by, Gesten nær Vejen og Kolding. Til dagligt arbejder jeg som lærer i børnenes hovedstad, Billund. Jeg er ovenud glad for mit job, og de forhold vi har, som lærere på Billundskolen.
Privat er jeg gift med min store kærlighed Bilel, som er tuneser. Han har forladt sit hjem, job, venner og familie for min skyld - vi kæmper sammen for Bilels plads i Danmark på alle fronter (sprog, accept, job, familie og venner). Vi har 2 smukke drenge, Lucas og Elias, som vi elsker over alt på jorden.