BØGER// KLASSIKERE – Sommerferien er klassikertid. Langt om længe har man plads i hovedet til at dykke lidt længere ned i tekstmasser og fortælleuniverser, der er anderledes end dem, man plejer at omgås. Men hvilke klassikere skal man læse? Hvor skal man begynde, og hvad skal det ende med? POV Internationals litteraturredaktør Jakob Brønnum kommer med fem forslag til klassikere, der både er spændende og fundamentale, men som også perspektiverer aktuelle problemstillinger eller rejser nye.
Er det mig selv jeg ser i spejlet?
Hvem har ikke en lille narcissist i maven? Fortællingen om Narcissos, der blev forelsket i sit eget spejlbillede, stammer fra den romerske mytologi, hvor den er kommet til os først og fremmest gennem digteren Ovids hovedværk fra ca. 8 evt., Metamorfoser eller på dansk, Forvandlinger.
Det er imidlertid ikke så få af de fortællinger, der er krøbet ind i kulturen som talemåder og begreber, der stammer fra værket. Også kunstnernes melankolske signaturfortælling, historien om Orfeus og Eurydike, fortællingen om Pyramus og Thisbe, som Shakespeare brugte som forlæg til Romeo og Julie og fortællingen om Ikaros, der brænder vingerne og kommer for tæt på solen, som er kendt fra Breughels berømte maleri stammer herfra.
Egentlig handler den ikke om drengen Ikaros’ død, men om hans far Daidalos industrielle overmod. Og fortællingen om Pygmalion, der er forlægget for George Bernard Shaws komedie, der er mest kendt som musicalen My Fair Lady og filmen med Julia Roberts gennembrudsrolle, Pretty Woman.
Alt dette overtrumfes muligvis af selve tanken om forvandlingen, som er den røde tråd i alle de mere end 200 store og små fortællinger hos Ovid. Vi kender normalt to livsprincipper: Det cykliske og det lineære. Men hvad hvis der er et tredje: Forvandlingen?
Fantasy-genrens dybe brønd
Lad os være ærlige. De fleste, der har siddet og spist chips og drukket hvidvin til Game of Thrones i otte lange sæsoner, har ikke læst al fantasys moderhistorie. Det er almindelig anerkendt, at Beowulf er blandt de tekster, der grundlægger det engelske skriftsprog og værket, en digterisk fortælling om en heltemodig dragekamp fra 700-900-tallet, der hører til grundpensum i litteraturstudier i England.
Men det foregår faktisk i Sverige og Danmark. Udenfor Göteborg og ved Lejre udenfor Roskilde og i området derimellem. Foruden i udvalgte underjordiske boliger. Den forholdsvis korte fortælling handler om helten Beowulfs forsøg på at hjælpe Kong Roar (ham, hvis kilde Roskilde er opkaldte efter) med at rydde op efter konsekvenserne af den mystiske omstrejfende Grendels hærværk.
Lidet aner han, at Grendels mor er i gang med at planlægge hævn. Efter en kamp på liv og død, vækker et tyveri en drage til live og en sidste kamp udspiller sig.
Beskrivelsen af Grendel som ”en i grænselandet berygtet og frygtet omstrejfer, der listede omkring i hedesletter, mosedrag og uvejsom ødemark,” lyder som noget direkte fra Game of Thrones-forfatteren George R. R. Martin. Og selv om Martin selv bl.a. nævner Rosenkrigene i 1400-tallet som inspiration, er omverdensbeskrivelserne snarere hentet fra den såkaldt mørkeste middelalder, hvor også Arthur-sagnene foregår, nemlig århundrederne lige efter romerne trak sig tilbage fra England omkring år 410.
Det er i denne åbenbart magisk inspirerende sagntid, hvor også nobelpristagerens Kazuo Ishiguros seneste roman Den begravede kæmpe (2015) synes at foregå. Men Beowulf er altså den ægte vare.
Beowulf har været oversat og gendigtet flere gange de senere årtier. Senest i 2018 af Keld Zeruneith, hvorfra citatet er taget. Den mest overbevisende flotte, poetiske oversættelse fra den angelsaksiske tekst til moderne engelsk stammer fra den irske lyriker og nobelpristager Seamus Heaney.
Den ensomme islændings tragedie
Hvis man nogensinde af uransagelige og helt irrationelle grunde skulle komme i tvivl om, hvorvidt Danmark nu også er stadig er en rigtig kulturnation, kan man glæde sig over, at der er kommet en samlet nyoversættelse af Shakespeare, ligeledes en af Platon, en tekstkritisk udgave af Peter Seebergs værker og en overdådig udgave af de nordiske og islandske sagaer i de allerseneste år. HBO, Disney og Netflix go home!
Denne sommer er formentlig den, hvor du endelig skal sejle med de gamle nordboer ud gennem Roskilde Fjord og følge med i livet på Island som det var omkring 1000-tallet, måske endda sammen med den grummeste, mest storslåede, patriarkalske, lidelsesfulde klan-, familie- og generationsfejde af en action thriller: Njals Saga.
250 sider ren, plotstyret grumhed, misundelse og udspekulerethed, fortalt med en kronikørs tålmodighed og sans for detaljen. Eller som den ofte hedder på engelsk: The Saga of Burnt Njal. Need I say more?
Er det en kniv jeg ser for mit indre blik?
Shakespeares MacBeth (1606) er for nylig kommet i en moderniseret version af den norske kriminalforfatter Jo Nesbø. Det er som led i en krimiserie, hvor internationale forfattere genskriver klassikere. Men hvorfor ikke læse skuespillet i sin oprindelige form – ovenikøbet nyligt oversat?
MacBeth er en af Shakespeares tragiske helte, der giver nyt liv til kønsdiskussionen og den aldeles ikke politisk korrekte antagelse om, at bag enhver tragiske helt, står en kvinde, der gerne vil have magten. Eller hvad der nu er, man plejer at sige.
MacBeth handler også om overmod. MacBeth har fået at vide af tre synske kvinder, at han er uovervindelig, ”indtil skovene begynder at bevæge sig”, og det tolker han naturligvis som at han evigt vil være uovervindelig.
For skove kan jo ikke bevæge sig, mener han. Altså indtil skovene begynder at bevæge sig.
Det andet europæiske fald
Det er uvist, hvilket exit England får fra EU, men at der er tale om en forfaldshistorie for det europæiske handelssamarbejde, det er der ingen, der kan være i tvivl om. Det er en forfaldshistorie, der har rødder til Thatchers brutale neoliberalisme – hun udskiftede “samfundsfællesskabet” med “markedet” som samfundets grundenhed og siden er vi ikke længere borgere, men kunder, klienter og brugere.
“There is no such thing as society,” sagde hun i et berygtet damebladsinterview med et patetisk fejlcitat af et digt af W. H. Auden fra 1939. Er det denne sommer, den første europæiske forfaldshistorie skal læses?
Thomas Manns Buddenbrook (1901) handler ikke kun om den tyske forfatters barndomshjem og generationen før. Den handler også om den sidste generation af store Hansa-købmænd, handelsfolk, der fra omkring 1200-tallet havde en nordeuropæisk handelsliga, der strakte sig fra grænsen til De frisiske øer til Gotland.
Buddenbrook foregår i den dengang vigtigste by af dem alle: Lübeck, der havde haft særlige kejserlige handelsprivilegier i århundreder.
Det er Manns første store roman, og han er lidt mere utålmodig, end han senere var i de andre hovedværker, Troldfjeldet (1924), Josef og hans brødre (1933-43) og Doktor Faustus (1947), så de karakteristiske (og komplet vidunderlige, men meget støvede) otte-ti siders digressioner ind i den europæiske kulturhistorie, er holdt på et relativt minimum.
Til gengæld får vi spiddende stærke skildringer af et endog meget bredt spektrum af europæiske bedsteborgere.
God sommerlæsning!
Ovid
Forvandlinger
Oversat af Otto Sten Due
Gyldendal, 2. udg. 2012, 464 sider, 199,95
Njals Saga
Oversat af Kim Lembeck
Gyldendal,2.udg 2017, 344 sider, 249, 95
Beowulf
Oversat og indledt af Keld Zeruneith
Gyldendal 2018, 128 sider, 199,95
Shakespeare
MacBeth
i: Samlede skuespil bind 5
Oversat af Niels Brunse
Gyldendal 2017, ialt 640 sider, 349,95
Thomas Mann
Buddenbrooks
Oversat af Niels Brunse
Gyldendal 2003, 608 sider, 199,95
Illustration: Pieter Bruegel d.æ., Landskab med Ikaros.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her