tysk skole lærer

Dieselmotorer og pandekager – på tysk

i Uddannelse/Debat af
TYSKFAGET & SKOLEUDDANNELSE // KOMMENTAR – Tysk er ikke en uddød kompetence. Det kræver noget at lære tysk sprog og kultur, ligesom det kræver noget at lære om sammenhænge i livet. Ikke alt kan eller skal omsættes til kompetencer, der matcher pædagogiske modeluner og politiske mål. Skolen skal være et fristed, hvor et barn bliver til en elev ved at rette sin opmærksomhed mod tingene, som er taget ud af deres samfundsmæssige cirkulation og brug, og vi må stikke en kæp i hamsterhjulet for at skabe denne mulighed for børnene, skriver Brian Han Knudsen.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


For nylig skete det sjældne, at en folkeskolelærer optrådte på DR1 i bedste sendetid – i sin egenskab af folkeskolelærer. Baggrunden var, at hun i lærernes fagblad, Folkeskolen, den 23. marts havde skrevet, at tysk skulle af skoleskemaet, så skoledagene kunne blive kortere. Hendes argument var, at ”tysk er en uddød kompetence”. Alle taler jo alligevel engelsk, selv tyskerne, hævder hun.

Indlægget i fagbladet fik mange reaktioner. En af de vigtigste er Peter Buhrmanns kronik i Jyllands-Posten den 28. april.

Han samler alle gode grunde til, at tysk er et vigtigt fag i skolen og i uddannelserne i øvrigt, og konstaterer, at det til trods for alverdens tiltag og politisk opmærksomhed og velkvalificerede og engagerede lærere alligevel fortsat går tilbage med elevers og studerendes interesse for tysk, nu gennem årtier.

I en sådan skole er tysk sprog og kultur ikke en uddød kompetence, men en indsigt i sammenhænge, der ikke kan omsættes til kompetencer

Men kronikken rummer også en begsort sarkasme, når Buhrmann skriver, at den logik, folkeskolelæreren bruger, kan føre til, at eleverne fremover kan komme til først at møde deres modersmål som fag i skolen i 5. klasse. Og at han ikke kan nå frem til andre konklusioner på den manglende interesse, end at de fleste mener, at det er for anstrengende at lære tysk.

Burhmann skriver: ”Jeg kan faktisk ikke rigtig komme på andre grunde, end at det gider vi bare ikke. Det er klart: Det kræver noget at kunne tysk. Det kræver endnu mere at kunne godt tysk. Og det der med at skulle gøre en indsats for at lære noget – det er ikke rigtig på mode i Danmark og har ikke været det i mange år. I hvert fald hvis udbyttet af at gøre det ikke ligger umiddelbart for vores fødder. Kan vi virkelig se os selv i øjnene? Derfor er en måske nært forestående begravelse af tysk måske forbundet med at langt større problem. Et helt land har tilsyneladende besluttet sig for, at det bare er meget nemmere at lade være”.

Det er nemmere men også fortvivlende, for som Søren Kierkegaards æstetiker har lært os, så gider vi ikke nedlægge tyskfaget, for enten skulle vi lade det forblive nedlagt, og det gider vi ikke, eller også skulle vi genoprette det, og det gider vi heller ikke.

tysk skole lærer
Tyskfagets berettigelse bliver diskuteret, men vi diskuterer for lidt, hvad skole egentlig er, og hvordan samtale og samvær i og om verden fremmes, siger Brian Han Knudsen.

Som Buhrmanns halvt skjulte sarkasme antyder, og hans bidende og vidende pædagogiske kritik demonstrerer, så stikker problemet, der er tale om, dybere end til blot tyskfaget. Måske har problemet, som læreren foreslår løst ved at tage tysk af skemaet, at gøre med den måde, det er blevet almindeligt at opfatte skole på. Det gælder nok først og sidst politikere, men også i en vis udstrækning forskere og lærere. Skolen opfattes nemlig – hævder jeg – som et velfærdsgode på linje med sygehuse, veje, fysioterapeuter og kontanthjælp.

Og klart nok er der velfærd forbundet med skolen. Men skole og velfærd har ikke mere med hinanden at gøre end en dieselmotor og en pandekage, som de fleste nok kan enes om, begge er velfærdsfænomener – om end på forskellige måder. Man kan jo diskutere, om disse fænomeners eksistens er absolut nødvendige for den verden, vi lever i. Men man kan ikke diskutere, om skolen er nødvendig. Og det gør man heller ikke – tværtimod.

Skole og uddannelse har en ubestridt status som helt afgørende for samfundet. Det er der global konsensus om. Men det diskuteres for lidt, hvad skole egentlig er og betyder i sig selv. Og det vil sige, når skole og uddannelse ikke skal bidrage til at realisere politiske målsætninger, hvad enten det er velfærd, konkurrenceevne, selvrealisering, omstillingsparathed, 21st century skills eller de 17 verdensmål.

Skolen har i alt for lang tid hastet efter det omgivende samfunds omskiftelighed, og skolepolitikkens knæfald for pædagogiske modeluner og politiske mål har gjort skolen til et hamsterhjul

Vi har ordet ’skole’ fra græsk, hvor det betyder noget i retning af ’fri tid’. Det, der sker i skolen, skal i denne forståelse ikke afgøres af det omgivende samfund og især ikke af dets logikker. Skolen er fri tid, hvor et barn bliver til en elev ved at rette sin opmærksomhed mod tingene, som er taget ud af deres samfundsmæssige cirkulation og brug. Læreren er den, der bringer barn og ting sammen; en fri, kærligheds- og kundskabsfuld sjæl, der af sin skoleleder beskyttes mod, at lærer, elev og skole bliver reduceret til metoder, der skal realisere visioner om en fremtidig samfundsmæssig virkelighed. Sådan skriver de, der forsvarer skolen, eksempelvis Thomas Aastrup Rømer.

I en sådan skole er tysk sprog og kultur ikke en uddød kompetence, men en indsigt i sammenhænge, der ikke kan omsættes til kompetencer. Og i en sådan skole kan både dieselmotorer og pandekager komme på bordet, skilles og samles, frembringes og fortæres, og agere passage til læreres og elevers samtale og samvær i og om verden. Ting og mennesker ville være forbundne og ikke ét og det samme.

tysk skole lærer
Skolelæreren skal være fri til at bringe børn og ting sammen og udvikle indsigt om det liv, vi har fået som gave og opgave, siger Brian Han Knudsen.

Nogle af stemmerne i debatten, som folkeskolelæreren satte i gang, er bange for, at hvis man skærer mere ned i antallet af timer, så vil det være endnu sværere at nå det, man skal nå, end det allerede er. Hun taler om tyskfaget. Men man kunne sige det samme om den almindelige indstilling til skolen. Skolen har i alt for lang tid hastet efter det omgivende samfunds omskiftelighed, og skolepolitikkens knæfald for pædagogiske modeluner og politiske mål har gjort skolen til et hamsterhjul.

Det kunne være godt at stræbe efter at få sat en kæp i det hjul og igen overveje, om ikke Buhrmanns bemærkning om det tyske sprog også gælder for oplysningen om det liv, vi har fået som gave og opgave: ”Det kræver noget at kunne tysk. Det kræver endnu mere at kunne godt tysk”.

Dette ’noget’ og dette ’godt’ skal skolen være fri til at undersøge, ellers forbliver vi for altid enten bare sammen eller mutters alene, ventende på lodtrækningen om, hvem ”den Ulykke skal times, at være den sidste Levende, der kaster de sidste tre Spader Jord paa den sidste døde” i skolen, som Kierkegaard skrev.


LÆS MERE I POV OM TYSK SPROG OG KULTUR HER


Topillustration og øvrige fotos: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv abonnent!

Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv abonnent her Pil mod højre

Brian Han Knudsen arbejder som lektor i pædagogik ved VIA UC, Læreruddannelsen i Skive. Cand.mag. i idéhistorie og tysk sprog, kultur og samfundsforhold med tillægsstudier i retorik og formidling og med særlige studieinteresser i modernitets-, oplysnings- og metafysikkritik. Engageret i fagene på det almendidaktiske og almenpædagogiske område i læreruddannelsen, herunder bachelorprojektet, med vægt på almen dannelse/kristendom/livsoplysning/medborgerskab. Har besiddet en række tillidsposter i kraft af interessen for faglig og pædagogisk dømmekraft og autonomi, medarbejderdemokrati, arbejdspladskultur og -miljø. De faglige interesser kredser aktuelt om bl.a. religionspsykologi og -sociologi, jødisk humanisme og erfarings- og kropsfænomenologi i pædagogisk-filosofisk og perspektiv. Forskningserfaringer med tilknytning til en række af de nævnte felter.

Seneste artikler om Uddannelse