SATIRE // JULEFØLJETON 9. DECEMBER – Det er en misundelsens misforståelse, at det er nemt være storkapitalist. Joakim von And vidste det, da han det ene øjeblik tog lystige bade i sine guldmønter – og det næste led af paranoid angst for at nogen skulle tage bare en énøre fra ham. Folkerups rigeste mand kendte om nogen – angsten for at miste det erhvervede. På det personlige plan havde det afholdt ham fra at knalde udenom – en almindelig sportsgren i erhvervslivet. Han kunne ikke forestille sig et liv uden fruen, der, trods hans særheder, blev ved hans side. Og han accepterede datterens revolutionære tendenser på selv det seksuelle område. Polyamorøs eller ej – Hun var og skulle altid være fars pige.
Og et liv uden rigdom – aldrig i livet!
Han lå fladt på ryggen som et levende lig. Blot en halv meter fra Arne Jacobsens kontorstol og få skridt fra Poul Kjærholms ”daybed”. Men han var ude af stand til at bevæge sig blot en anelse mod en af de to møbelarkitektoniske perler, som her på kontoret signalerede det enkle budskab: Birger Bentzen – en livs-succes.
Men – lige nu – en succes som ikke kunne bevæge en lillefinger.
Det næste minut gennemlevede Bentzen sin egen, kondenserede død. Lige indtil det blændende, hvide lys for hans øjne fortrak sig, angsten forduftede lige så stille – og han mærkede bevægelser i fingre og varme i sine håndflader.
Endnu lå han som korsfæstet til gulvets egeparket. Men livet vendte tilbage. Han mærkede sin egen, genfødsel.
I virkeligheden var der tale om et chok og en besvimelse. Den kunne han krydre dramaet med, når han senere i livet genfortalte sit livs genvordigheder til de allermest fortrolige. Et uundgåeligt kollaps, da han efter samtalen med pedellen og et par arbejdere af forskellig etnisk herkomst mærkede, at hele korthuset ville ramle – igen.
Men kæden hoppede af, da han tidligere på dagen troppede op i væksthuset, hidkaldt af pedellen Casper Grumwann, den fallerede mediechef
Han var reelt tæt på konkursen sidste jul, da økosocialisterne tog veganermes parti og lukkede de tusindvis af slagteklare juleænder ud i friheden.
Men der var også en redningsplanke for rigmanden Bentzen midt i den lokale verdensrevolution. Markedets realitet var jo, at det var aftagende for kødgnaskeri, og at den kinesiske magnat, investor i steg og syltede andefødder, trak sig i sidste øjeblik.
Kassen i Roast Duck A/S var tom. Men der er altid et lys for enden af profitmagerens sorte tunnelsyn. Først kom en solid erstatning fra staten, der jo ikke kunne leve med sådan et attentat mod den frie etableringsret. Og støtten blev rundhåndet, fordi statsministeren pludselig var begyndt at kaste sin kærlighed til næringslivet i provinsen. Og siden kom så den blændende gode idé at investere i Cannabis. Legitimt til medicinsk brug. Sådan var den globale tidsånd. Og et gigantisk, nyt forretningsområde, hvis – når de euforiserende topskud og dråber en dag ville blive et legalt rusmiddel på niveau med en god flaske Pomerol.
Røvtur, krisehåndtering, analyse – og så med et nyt projekt. Denne kæde af erkendelser og nye beslutninger var iværksætteren Birger Bentzen stærkeste kompetence og årsagen til hans gyldne succes.
Men kæden hoppede af, da han tidligere på dagen troppede op i væksthuset, hidkaldt af pedellen Casper Grumwann, den fallerede mediechef, der reelt også var direktørens efterretningsagent blandt medarbejderne, som talte flere etniske grupper. Grumwann forsøgte at oversætte og blev mere og mere ligbleg, som budskabet fra de to ophidsede plantepassere blev oversat og forståeliggjort.
”Растения больны (Rasteniya bol’ny)”, sagde den sveddryppende mand fra Minsk i Hviderusland.
Ingen forstod en pind. Altså bortset fra den midaldrende rumæner, der blev tvunget til at lære russisk under kommunismen.
”Plantele sunt bolnave”, sagde rumæneren med høfligt bukket hov – og kiggede så nervøst op på Grumwann og Bentzen. Direktøren var ved at grine, men fornemmede at de uforståelige budskaber var for alvorlige til humor.
“Speak English for helvede”, sagde pedellen til rumæneren.
Lyt til podcasten her:
Grumwann vidste, at rumæneren var gymnasielærer – veluddannet med arbejde i Danmark, fordi lønnen i hjemlandet var utålelig. Den arme mand gjorde en nervøs synkebevægelse, fordi han nu frygtede, at hans levebrød og at hans få dage som selvstændig og direktør for enmandsfirmaet Niculai ApS – var talte.
“The plants are sick. There is a plant disease in this green house”.
De konstaterede kort efter det samme på flere sprog. Når de kom tættere på de lange, grønne Cannabis-stængler – og helt tæt på de lykkebringende topskud, kunne de konstatere, at noget var helt galt.
Slatten.
Træt.
Måske døende.
Først snigende. Så dramatisk og buldrende, tordnende – lige indtil Bentzens kone fåede døren til kontoret op
Resten af dagen gik fra en tilstand af agtpågivenhed over anspændthed – til frygt. Den truende katastrofe trak op, da dyrlæge Andersen, Bentzens gode ven fra Rotaryklubben, præsenterede realiteterne for den usædvanligt nervøse ejer af Danmarks største væksthus.
“Den er sgu gal, Bentzen. Der er godt nok ikke tale om en sygdom – men om et alvorligt skadedyrsangreb. Det vrimler med de der satans grønne djævle, som i folkemunde kaldes andepesten. De kultiverede slagteænder har gjort de nye bladlus til en invasiv art. De er opstået her på egnen efter det store udslip af slagteænder i naturen. Ja, du ved jo, hvad jeg taler om. Det uhyggelige er, at pesten angriber det økologiske landbrug – deres afgrøder af alle slags. De konventionelle fryder sig i denne tid. – De sprøjter lusene væk med et pift. De økologiske bønder vil ikke høre tale om det. De vil have afgrøderne revet op med rode. De røde politikere giver de grønne ret. Og du kan jo ikke sælge medicinsk Cannabis, der indeholder plantegift. Du er på røven, Bent. Brænd lortet!”
Birger Bentzen hørte katastrofens ekko fra sidste år.
Luk lortet.
Hans finansielle henrettelse.
Det var det billede, han havde i hovedet, da konen var gået i seng – småsur og træt af hans evige natarbejde.
Det var i den tidlige nattetime, helt ensom, at han faldt om på gulvet mellem designermøblerne. Lammet og i chok.
Han kom sig langsomt. Han var kravlet op på Kjærholms berømte daybed og kunne atter mærke sine lemmer. Han havde fuld bevægelighed. Intet „stroke”.
Det var dyrlæge Andersen, der lettere forpustet optrådte som Jesu Kristi stedfortræder og trådte ind på kontoret, inden resten af huset var vågnet.
Hvad fanden har I røget?
“For helvede, Birger. Jeg tror sgu, det her er et mirakel. Jeg brugte det meste af natten til at gennemtænke, hvad vi kunne gøre. Jeg ved jo for pokker, at det her kunne blive din ruin. En krise som sidste år. Men nu er det her – miraklet. Jeg gik tilbage til drivhuset for et par timer siden – og pesten er forsvundet. Andelusene ligger døde ved roden af planterne. Stendøde.”
Andersen fnisede, som dengang han selv havde fået et grundigt grineflip af den gode urt i sine studenterdage på Landbohøjskolen.
“Jeg tror sgu, at de små grønne sataner har ædt sig så skæve i Cannabis, at de er døde af det”.
Han begyndte igen sin fnisen. Så gnækkede Birger med.
Så kom latteren.
Først snigende. Så dramatisk og buldrende, tordnende – lige indtil Bentzens kone fåede døren til kontoret op, i kimono og godt træt af den tidligere vækning.
“Hvad fanden har I røget?”
Fortsættes i morgen …
Juleføljetonen Lummer vinter
Læs eller lyt tidligere afsnit af julekalenderen 2021 her.
Her finder du interviewet med forfatteren bag den satiriske juleføljeton, Sandra Klaus Juul Nissen.
Musik og sang er lavet af Sebastian Brønnum.
Resume af juleføljetonen 2020
Læserne mødte første gang borgerne i Sandra Klaus Juul Nissens Isvinteren – sidste års satiriske julegave til POV’s læsere. Der var daglige låger i julekalenderen med historier fra andelslandsbyen Hipsted, der i sin tid blev etableret af flippere, selvudnævnte intellektuelle og røde økologer fra 68-generationen.
Og beretninger fra nabobyen, den noget slidte stationsby, Folkerup, på den anden side af broen over Langesø. Det var Christina Fridild, der fik naboskabet mellem byerne til at eksplodere. Med et læserbrev med overskriften “Luk lortet” satte hun gang i en bevægelse, der endte med en aktion og en lukning af andefabrikken Roast Duck.
Rigmanden Birger Bentzen mistede sin forretning og dramaer udspillede sig i swinger-klubben og på den islagte Langesø. Men den lokale Romeo, Robert Fridild, søn af Christina, og Juliane Bentzen, Birgers forgudede datter, slog pjalterne sammen, forlod det kvælende provinsmiljø – og flyttede sammen i København.
I 2021 har klimaet gjort julen sjaskvåd, Christina har lukket sin Donut-butik og åbnet et center for #metoo-krænkerne, der ikke kan komme ud af deres offerrolle. Rigmanden har derimod lagt op til hurtig profit med sit nye væksthus for medicinsk cannabis. Og så har han startet Folkerup Familiehøjskole – højskolen for ægte danskere i samarbejde med den politiske komet og højrefløjsstjerne, Petrine Vermouth.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
