BØGER // ANMELDELSE – Undersøgelse af virkeligheden, af forholdet mellem det, der er, og det, vi oplever, er klassisk for Judith Hermanns forfatterskab, skriver Louise Juhl Dalsgaard. En højre arm strakt i en opadgående hilsen er jo – efter 2. verdenskrig – ikke bare en strakt højre arm, men et heil: et symbol på et rædselsregime, på rystende racehygiejne og masseudryddelser. Og sådan vil alting altid være et resultat af det, vi bærer med os – på godt og ondt. Således er det også med morfarens medlemskab af SS i Hermanns roman Jeg vil gå tilbage i tiden. Moren kan tie, søsteren lukke øjnene, men de bærer det med sig.
Hvad efterlader et menneske, når det ikke længere er iblandt os? Det er spørgsmålet, Judith Hermann sætter sig for at undersøge i sit seneste værk, Jeg vil gå tilbage i tiden. Hendes morfar var overbevist nazist, medlem af Waffen-SS og havde sin gang i den polske by Radom, der tilbageholdt tusindvis af jøder.
Hendes mor husker tilsyneladende intet om ham, eneste overlevering er en lille æske med hans vielses- og dødsattest, et løsladelsesbrev og et slidt foto. ”Der er noget ved ham, som er mere end mørkt, jeg må sige det sådan. Min bedstefar er ikke en litterær figur. Han er et tomrum og samtidig det modsatte, han er en skrækkelig blind plet, jeg kan ikke få hold på ham.”
Mere end mørkt, en skrækkelig blind plet, det er, hvad jeg-fortælleren sætter sig for at opsøge og afdække. Hun rejser til Polen, nærmere betegnet til byen Radom, hvis navn hendes morfar har noteret bag på et foto, hvor han sammen med to andre poserer med sin motorcykel. ”Radom 1941”.
Judith Hermanns Jeg vil gå tilbage i tiden er på den vis både et autofiktivt værk, en rejsereportage, en undersøgelse af generativ arv og et essay. Det kan lyde som en ordentlig mundfuld, men som altid med den tyske forfatter er det alt andet
Hun håber at finde svar, ikke kun for at forstå ham og hans valg, men lige så meget for at forstå sin mor, sig selv. Sin søster, hun senere besøger i Italien, måske også.
Judith Hermanns uprætentiøse og fortrolige tone
Judith Hermanns Jeg vil gå tilbage i tiden er på den vis både et autofiktivt værk, en rejsereportage, en undersøgelse af generativ arv og et essay. Det kan lyde som en ordentlig mundfuld, men som altid med den tyske forfatter er det alt andet.
Det er positivt ment, hendes skrift er uprætentiøs, tonen fortrolig. Man føler sig som læser ikke talt til, men talt med. Den rastløse og langt hen ad vejen ufrugtbare vandring rundt i Radom føles lige så nødvendig for læseren som for jeg-fortælleren.
Frustrationen ved at gå og gå uden at komme noget nærmere. Måske fordi man ikke ved, hvad dette noget er. Den blinde plet bliver ikke mindre blind af, at du insisterer på at se. Den forsvinder ikke, skrumper ikke, ændrer ikke form, uanset hvor meget du kæmper for at ”afblinde” den, fjerne den fra synsfeltet.
Som jeg-fortælleren forklarer om sin søster: ”Min søster tror ikke man kan forberede sig på mørket. At tale om det forbereder dig ikke på nogen måde, det ruster dig ikke, det hærder dig ikke, det giver simpelthen ikke mening. Mørket er for stort. Det bliver ikke mindre af at tale om det.”
Og sandt nok er det, at de mange ensomme dage i den polske by ikke leder til et svar for fortælleren, ingen synes at huske hendes morfar, ingen har noget at tilføje til hans færden, og nok finder hun den plads, der danner baggrund for fotoet af ham ved sin motorcykel. Men pladsen er tom, hendes morfar er der ikke. Den blinde plet er stadig ”mere end mørk.”
Den afdøde nazistiske morfar et produkt af den fortolkning, vi lægger ned over ham
Efter det tilsyneladende frugtesløse ophold i Polen rejser jeg-fortælleren videre. Til Napoli, hvor hendes søster bor med sin mand og to børn. Hun er arkæolog, hendes arbejde består i at afdække fortiden, grave den fri, bogstaveligt talt.
Men lige så optaget hun er af den fjerne fortid og de konkrete artefakter, skeletter og smykker, potteskår, lige så lidt synes hun optaget af morfaren og hans forbindelser til krigens jødeforfølgelser.
Søsterens mand, Carlo, er optaget af hermeneutikken, det vil sige, hvordan enhver fortolkning er en fortolkning af noget, der går forud. Der er så at sige ikke noget nulpunkt, man kan aldrig være fuldstændig neutral; vores baggrund og erfaringer farver altid vores fortolkning.
Således – skal man vel forstå – er også den afdøde morfar et produkt af den fortolkning, vi lægger ned over ham. Som far, som mand, som SS-medlem, som blind plet.
Og netop det er klassisk for Judith Hermann, synes jeg. Denne undersøgelse af virkeligheden, af forholdet mellem det, der er, og det, vi oplever. En højre arm strakt i en opadgående hilsen er jo – efter 2. verdenskrig – ikke bare en strakt højre arm, men et heil: et symbol på et rædselsregime, på rystende racehygiejne og masseudryddelser.
Og sådan vil alting altid være et resultat af det, vi bærer med os – på godt og ondt. Således er det også med morfarens medlemskab af SS i Jeg vil gå tilbage i tiden. Moren kan tie, søsteren lukke øjnene, men de bærer det med sig.
I sin foregående bog Vi ville have fortalt hinanden alt undersøger forfatteren på lignende vis det, hun beskriver som et glødende hul:
”Alle historier fortæller om et spøgelse. Når alt kommer til alt er historiens centrum et sort hul, men det er ikke sort, og det er ikke mørkt. Det kan i bedste fald gløde.”
Jeg-fortællerens blinde plet, historien om hendes morfar, forbliver en gåde, en blind plet. Alligevel skriver hun sådan her: ”Der var helt entydigt noget meningsfuldt ved rejsen, men også noget som unddrog sig enhver forklaring.”
Måske er det dette ”noget”, der kaldes litteratur. Med en let omskrivning af Wittgensteins ord kunne man sige: Det, hvorom vi ikke kan tale, men heller ikke tie, om det må vi gløde. Og glødende er Judith Hermanns mesterlige – og også mesterligt oversatte – bog: Jeg vil gå tilbage i tiden. En glød, der lyser mørket op, uden at det derved forsvinder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og