#RF19// ANMELDELSE – Legenden Jorge Ben Jor har et gigantisk sangkatalog fyldt med sange, der er blevet omfortolket af både ham selv og andre. Hvordan koge det ned til ét udtryk? Det lykkedes måske lidt for godt torsdag eftermiddag på Orange Scene, hvor udtrykket så alligevel havde det svært på grund af sceneforholdende.
Tupi or not Tupi. Det er et legendarisk citat fra det i Brasilien meget kendte Antropofagiske Manifest, et avantgarde-dokument fra 1928 der blev inspirationskilde til megen musik i sluttresserne. Tupi-stammen var nemlig kannibaler. Skal man spise inspiration eller ej? F.eks. æde lidt Shakespeare og spytte det ud igen?
Jorge Ben Jor var en gigantisk kannibal dengang i 1960’erne og 70’erne, der var nærmest ikke den genre han ikke fik smagt på. Han skrev klassiker på klassiker, og indspillede de bedste af dem i et væld af versioner. Og for at gøre det endnu mere indviklet, så er flere af hans sange mest kendt fra andre kunstnere. ‘A Minha Menina’ er nok mest elsket i Os Mutantes psych-udgave, og ‘Mas Que Nada’ fra 1963 tror jeg, langt størstedelen af publikum kender med Sergio Mendes. Ben Jors sang ‘Taj Mahal’ var først soulet, derefter blev det til femten minutters akustisk odyssé sammen med Gilberto Gil, og så blev det afro-brasiliansk funk på pladen África Brasil, hvorefter Rod Stewart plankede omkvædet til sit hit ‘Do You Think I’m Sexy’?
Bag navnet Jorge Ben Jor gemmer sig et væld af musik, der stritter i utallige retninger. Så hvad gør man, når man skal have det leveret i en samlet koncertpakke? Ben Jors løsning torsdag på Orange var at spille en relativt straight samba-rock hit-parade. Det betød, at ikke alt kom til sin ret, og det var lidt svært at se en rød tråd. Men den blev båret hjem på glæden.
Én farve, én lyd
De var syv mænd, de seks af dem klædt i hvidt, og så Jorge Ben Jor selv i en blå trøje og med et rød-hvidt, dansk fodboldtørklæde om halsen. Foran stod stjernen Jorge Ben Jor selv naturligvis, der foruden at synge også spillede guitar. Han var flankeret af yngre kræfter på henholdsvis keyboard og trommer. De tre kunne nærmest have spillet en jazz/rock-koncert for sig selv. Bagved stod to blæsere med trombone og sax + tværfløjte, bassist, og så en gammel percussionist, der stod for koncertens varmeste indslag.
Det var en koncert, hvor virkelig mange forskellige mulige lydbilleder var kogt ned til ét udtryk, som så til gengæld ikke rigtig fungerede optimalt under forholdende
Det var et solidt band, godt sammentømret,og trommeslageren kunne bestemt spille de mange forskellige rytmer, Jorge Ben Jors musik kalder på. Blæserne fik enkelte soli, og så spillede keyboardisten en del ganske Herbie Hancock-agtige soli. I det hele taget havde det lidt karakter af fusions-jazz ensemble. Jeg ved ikke, hvorfor så mange af halvfjerdsernes brasilianske stjerner kom til at lyde som fusions-jazz med årene, men det er lidt en ting i mine ører.
Det var dog lidt som om lyden havde det svært på Orange, hvor regn og blæst gjorde forholdene besværlige. Koncerten kunne med fordel været rykket ind på Arenas lidt mere intime rammer. Som det var, blev det en koncert, hvor virkelig mange forskellige mulige lydbilleder var kogt ned til ét udtryk, som så til gengæld ikke rigtig fungerede optimalt under forholdende.
Spraglet men i stramme tøjler
Forstå mig ret. Bandet spillede mange forskellige slags musik, snart var der funk, snart lidt samba, snart satte ska og reggae sit præg på koncerten. Men det er nogle gange som om et band kan spille på to forskellige måder: Man kan spille med fokus på, at det er mange musikere, der spiller på én gang, eller man kan fokusere på, at det er ét band, med én lyd. I mange af Jorge Ben Jors sange, inspireret som de er af Bossa Nova og afrikansk polyrytmik, lyder det som om, det er utallige små lyde og toner, der samles til ét uimodståeligt hele. På Orange, hvor den ældre percussionist ikke kunne høres så meget, lød det meget som om, at det var trommeslageren, der lavede alle rytmer. I stedet for folkets polyrytmik fik vi én persons opfordring til at danse.
Der var flere problemer med koncerten. For selv om der var syv musikere, så var det nærmest ikke nok. Jorge Ben Jors sange er umanerligt smukke og søde, men der var ikke nok smukke lyde. Det havde hjulpet med et par kvinder som kor. En suite af sjælere fik en del af publikum til at gå sin vej, og der kunne et par ekstra lag virkelig have hjulpet. Måske skulle man have skruet op for tværfløjten? Publikum eksploderede til gengæld til ‘Mas Que Nada’, men jeg ved ikke hvor mange, der forbandt den med Jorge Ben Jor frem for de utallige coverversioner.
Jeg tror, Jorge Ben Jor er ret ligeglad med om publikum ved, han har skrevet ‘Mas Que Nada’, han strålede, når de skrålede med på det ordløse omkvæd
Læg dertil også, at Jorge Ben Jor, som den skarpsindige læser der noterede at han udgav en single i 1963 nok har opdaget, er blevet ret gammel. Han er faktisk bare lige knap et år yngre end Bob Dylan. Hans stemme holder sig dog bedre, og han bevæger sig en del mere på scenen. Men hans sang er ikke så kommanderende, som den var engang, den er hæs og lidt spinkel, omend han stadig rammer alle toner, og sagtens kan følge med tempoet. Noget stærkt centrum er den bare ikke. Koncerten var derfor af mange grunde undervejs i fare for at blive mærkværdigt flagrende, hvor der så omvendt aldrig blev givet rigtig slip.
En tråd af glæde
Men i sidste ende var der en rød tråd. Det var ikke kannibalisme, det var ikke indiansk vildskab, det var ikke anti-diktatorisk politik – selvom Brasilien desværre godt kunne bruge det – eller esoterisk filosofi, eller de utallige andre strømninger, der prægede Jorge Ben Jor i 1970’erne. I stedet blev koncerten – og den fjerde stjerne – båret hjem på spilleglæden. Jeg tror, Jorge Ben Jor er ret ligeglad med om publikum ved, han har skrevet ‘Mas Que Nada’. Han strålede, når de skrålede med på det ordløse omkvæd. Musikerne spillede soli med glæde, og den gamle percussionist drejede rundt om sig selv.
Det blev ret poppet. Vi fik ‘Taj Mahal’ og grunden til, at den ikke blev femten minutter lang, skyldtes nok snarere Roskildes sceneansvarlige end Jorge Ben Jor selv. Han kunne vist godt være blevet ved så længe, der stod folk i pitten og sang med.
Det var også altid noget af det, som de største brasilianske musikere insisterede på under diktaturet. De eksperimenterede og kom i clinch med censuren igen og igen, men de insisterede altid på at være populære og spille med glæde. Det er også en form for oprør. Alene det at være i live. Jorge Ben Jor er over 75. Han har overlevet ét diktatur og kan forhåbentlig overleve et til. Mens han synger endnu et ordløst omkvæd.
Foto: Roskilde Festival.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
