HVIDERUSLAND // FOTOREPORTAGE – Køreturen til Aleksandr Lukasjenkos Hviderusland er kortere end til Paris, men det er de færreste, der ved ret meget om landet, der populært kaldes ’Europas sidste diktatur’. I 2017 åbnede Hviderusland døren på klem. Jimmy Munk Larsen besøgte landet, der i disse dage rystes af politisk og social uro.
Den 12. februar 2017 markerede et lille skifte i Hviderusland. Præsident Aleksandr Lukasjenko indførte visumfrihed for borgere fra hele 80 nationer – ganske vist kun gældende for fem dage. Med Dekret nr. 8 fik borgere fra EU-landene, USA, Japan og en lang række andre lande mulighed for at besøge Europas sidste diktatur – uden den besværlige og kostbare visumproces, vi kender fra rejser til Rusland.
Dekret nr. 8 fulgte i kølvandet på, at Vesten opgav en række sanktioner mod Lukasjenko og Hviderusland.
Covid19 gør i dag en rejse til Hviderusland umulig, men for at tegne et retvisende billede af landet, er processen omkring min indrejse medtaget her.
At rejse ind i Hviderusland var ikke ukompliceret. Jeg kunne ikke tage bilen eller købe en togbillet fra Vilnius eller Warszawa. For at blive omfattet af visumfriheden, er det først og fremmest et krav, at man rejser ind og ud via Hvideruslands eneste internationale lufthavn, Minsk National Airport – også kaldet Minsk 2. Rejser man ind via andre lufthavne – uden visum – bliver man ikke lukket ind.
De internationale fly lander naturligvis i den internationale lufthavn, men russiske fly opererer fortsat som indenrigsfly, og lander derfor i Minsk 1. Man skal derfor undgå at købe billetter med Aeroflot eller andre russiske selskaber. Jeg endte selv med at flyve med Austrian Airlines fra Wien, men der var flere andre muligheder, herunder Air Baltic fra Riga, LOT fra Warszawa eller Lufthansa fra Frankfurt.
Inden du rejser
Når du har besluttet dig for at rejse til Hviderusland, er der nogle formalia, der skal være i orden. For det første skal du medbringe et bevis på, at du har en rejseforsikring, der dækker mindst 10.000 Euro.
Rejseforsikringer kan også købes i lufthavnen, så det er ikke et problem at rejse ind uden – eller med en ikke-tilstrækkelig forsikring. For det andet skal du have et kontant beløb til rådighed, enten i hviderussiske rubler, Euro eller Dollars, svarende til 25 Euro pr. dag. Jeg blev ikke selv bedt om at fremvise dem, men det risikerer man altså.
For det tredje – og vigtigst – skal du have booket hostel eller hotel hjemmefra, og have et print af din booking med. Husk også udprintede flybilletter eller reservationer, så du kan bevise, at du har tænkt dig at forlade Hviderusland igen. Med disse forhold i orden får du stemplet dit pas, og kan forlade lufthavnen.
Minsk 2 ligger 40 km øst for Minsk, så en taxa til centrum er dyrt. Har du ikke noget imod at vente lidt, kan du til gengæld tage bus 300Э for næsten ingen penge. Den afgår foran ankomsthallen, ved indgangene til Gate 5 og 6, og på en time bringer den dig til downtown Minsk.
Turist i Minsk
Nøjagtigt som hvis du skulle på weekend i København, Amsterdam eller London, så handler det om, hvad man er interesseret i. Vil du være tæt på den gamle bydel med dens kirker og museer? Shoppingdistriktet? Eller festgaden?
Jeg valgte selv Hostel Riverside, der – som navnet antyder – lægger langs Svislach-floden, lige på den anden side af Tårernes Ø, hvor de faldne hviderussere fra Sovjetunionens krig i Afghanistan mindes. Her er du tæt på Helligåndskatedralen, metrostationen Niamiha, supermarkeder, restauranter og barer.
Metroen er nem at bruge og yderst pålidelig. Den koster nærmest ingenting, så det er bare at kaste sig ud i det. Indenfor tre arbejdsdage skal din vært – dit hostel eller hotel – registrere dig hos myndighederne. Benytter du dig af Airbnb, skal du være sikker på, at din vært gør det, så du ikke får problemer.
Verdens reneste hovedstad
Du vil hurtigt opdage, at Minsk er en meget ren by. Det er ikke fordi, hviderusserne straffes med fængsel for at smide affald og cigaretskodder fra sig. Det er derimod, fordi styret sender arbejdsløse i nyttejob som gadefejere, parkarbejdere og sneryddere. Hviderusland er derfor det land i verden, der har suverænt flest gadefejere – og en hær af dem gør Minsk til verdens reneste hovedstad. De arbejdsløse sættes endda til noget så nyttigt som at polere lygtepælene…
Lukasjenko er ikke en Putin light
Det kan være fristende at kalde Hviderusland for et Rusland light og Lukasjenko for en Putin light. Det vil dog være forkert. Først og fremmest er personen Aleksandr Lukasjenko en helt anden end Vladimir Putin. Lukasjenko kunne aldrig drømme om at lade sig fotografere i bar overkrop og solbriller eller spille smart i tøjet, sådan som hans russiske kollega ynder.
Den næsten 190 cm høje leder af Hviderusland har tilsyneladende ikke samme behov for selviscenesættelse og fremstår faktisk mere som en bedstefartype, der dog ikke er for fin til at høste kartofler, når tiden er inde – og fotograferne står klar til at knipse.
I forhold til coronavirus har de to ledere også ageret vidt forskelligt. Hvor Putin valgte at aflyse de traditionelle parader i anledning af sejren i anden verdenskrig, blev de gennemført i Hviderusland. Lukasjenko, der tidligt gjorde sig uheldigt bemærket, ved at argumentere for, at traktorer, vodka og sauna var et godt middel mod coronavirus, har siden selv været smittet, hvilket styret ikke har lagt skjul på.
Forholdet mellem Hviderusland og Rusland er i det hele taget blevet kompliceret i 2020. Tidligere har dødsstraffen, som Hviderusland stadig bruger, været et konfliktpunkt. I januar sagde Lukasjenko nej, da Rusland foreslog en yderligere sammensmeltning af de to lande, hvilket i Vesten blev opfattet som et russisk forsøg på at indlemme Hviderusland. Kort før det netop overståede valg i Hviderusland lod Lukasjenko 33 russiske specialstyrker fra Wagner-gruppen anholde i sit land, og beskyldte dem for at forsøge at blande sig i det hviderussiske valg, selv om styrkerne sandsynligvis blot var på transit på deres vej til Afrika.
Lukasjenko bruger altså Rusland aktivt som et redskab til at vise sin befolkning, at uden ham vil de risikere at blive spist af bjørnen.
Ny by med gammel historie
Lukasjenkos hovedstad Minsk blev under anden verdenskrig lagt i ruiner, og efterfølgende genopbygget af Stalin som et pragteksemplar på den ideelle sovjetiske by. Til trods for sit moderne udseende mangler byen dog ikke historie.
Du kan starte med at besøge Helligåndskatedralen, der blev bygget i 1600-tallet, mens Minsk var en del af den Polsk-Litauiske Realunion, som dengang var én af Europas geografisk største stater.
Katedralens skat er Theotokos-ikonet fra Korsun på Krim. Efter halvøen var faldet til de muslimske tatarer, blev ikonet flyttet til Kiev. Da tatarerne i 1500 angreb Kiev, smed en tatarsoldat ikonet i Dnepr-floden. Senere samme år blev ikonet på mirakuløs vis fundet flydende på Svislach og har siden haft hjemme i Minsk.
Den Store Fædrelandskrig
Minsks største attraktion er Museet for Den Store Fædrelandskrig som åbnede i 1944, netop som Den Røde Hær havde jaget tyskerne ud af byen. Udstillingen formidles på hviderussisk, russisk og engelsk – og er intet mindre end imponerende. Formidlingen starter med Versaillestraktaten og dens betydning for fascismens opblomstring.
Herefter formidles krigen fra et sovjetisk synspunkt. Det er forfriskende at se historien fra en anden vinkel, end man er vant til. Blandt genstandene er en Tiger-tank, sovjetiske og tyske fly, våben, dokumenter og meget andet.
Træd varsomt
Én af museets genstande er en feltflaske, der blev gravet op på Østfronten for nogle år siden. Feltflasken var mast sammen om en knogle og udstilles nu på museet. Når det gælder anden verdenskrig, skal du træde varsomt. En tredjedel af alle hviderussere blev myrdet af tyskerne og deres allierede, og mareridtet stoppede først, da Den Røde Hær og partisanerne befriede Hviderusland. Derfor er emnet særdeles ømtåleligt – og står ikke til diskussion.
Lee Harvey Oswalds lejlighed
Den Kolde Krig har også sat sig sine spor i Minsk. Det er ikke noget de lokale praler af – de ældre husker ham endnu – men Lee Harvey Oswald boede faktisk i byen fra 1959-62. Et år efter han rejste, vidste hele verden, hvem han var. KGB er stadig en magtfaktor i Hviderusland og har end ikke gidet skifte navn.
Når man fotograferer i nærheden af regeringsbygninger og institutioner, skal man være opmærksom på, om det er tilladt.
Da jeg fotograferede Lenin-statuen foran regeringsbygningen, var der et par vagter, der viste deres tilstedeværelse, så jeg ikke kom for tæt på.
På metrostationen Plošča Lienina blev jeg holdt tilbage af en ældre mand i civilt, der checkede mit kamera og bad mig slette et billede af et tog, der rullede ind på stationen. Det er der dog ikke noget odiøst i, da man heller ikke må fotografere metrostationer i Paris. Hviderusland er ikke plaget af terror, men metrostationen Kastryčnickaja blev i 2011 ramt af et terrorangreb, der kostede femten mennesker livet.
De to mistænkte, Dzmitry Kanavalau og Uladzslau Kavalyou blev henrettet ved skydning året efter. Hviderusland er som nævnt det sidste land i Europa, der praktiserer dødsstraffen.
Gode gamle Lenin
Minsk kan minde om et frilandsmuseum fra en svunden tid. Hvor man i Rusland og resten af Østblokken har gjort op med fortiden, dyrker man den i Hviderusland. I Budapest har man skabt Memento Park i udkanten af byen, hvor de kommunistiske statuer er samlet. I Hviderusland står Lenin stadig på sin plads, og gader og metrostationer er fortsat opkaldt efter de kommunistiske pionerer. Dét i sig selv, gør Minsk spændende – den giver dig noget, du ikke kan få andre steder. Hviderusland er retro – på godt og ondt.
Solid mad
Det hviderussiske køkken er beslægtet med nabolandenes, det russiske, ukrainske, polske og litauiske. Maden er solid og velsmagende. Rugbrød, svinekød, grøntsager og supper er blandt det mest udbredte, mens kartofler nærmest spises til alt og på mange forskellige måder.
Som et land uden adgang til havet, spises der ikke så meget fisk i Hviderusland – bortset fra ferskvandsfisk.
Bliver man tørstig skal man prøve kvas. Det er en mange tusind år gammel drik, baseret på gæret rugbrød eller rugmel. Alkoholprocenten er under 1,5 %, så den drikkes også af børn.
I Minsk kan du dog også spise internationalt og finde fastfood som KFC, Burger King og McDonald’s. Sidstnævnte har faktisk langet cheeseburgere over disken i Minsk siden 1996.
Free Walking Tour
Har man rejst som backpacker, kan man ikke undgå at have stiftet bekendtskab med konceptet free walking tours. Det er gratis byvandringer, hvor du afslutningsvis giver drikkepenge. Guidernes indtægt afhænger derfor af deres indsats, hvilket typisk giver nogle rigtig gode walking tours med entusiastiske guider. At konceptet også er nået til Minsk viser, at turismen har ramt Hviderusland.
Vi var ganske vist kun tre på turen, men ikke desto mindre afholdes de hver dag året rundt. Turen tager to-tre timer og starter nær Helligåndskatedralen. På turen fik vi blandt andet den interessante historie om en mast i nærheden af Sejrspladsen, der under Den Kolde Krig afledte vestlige radiosignaler, men var så stærk, at den også fik de lokale husmødres strygejern til at slå fra…
At Hviderusland mærker effekten af Dekret nr. 8 bekræftes af et besøg på free walking tour-firmaets hjemmeside. Da jeg besøgte Minsk i 2017, var den gratis tur den eneste, der blev udbudt. Nu arrangeres der også en Soviet Tour, en Jewish Tour, Pub Crawls og en heldagstur til slotsbyerne Mir og Nesvizh vest for Minsk.
Bumletog til Brest
Har du tiden, kan det anbefales at besøge fortet i Brest – Hvideruslands vestligste punkt. Byen var blandt de første, der blev overfaldet under Operation Barbarossa og fik heltestatus i Sovjetunionen, da fortets forsvarere holdt stand meget længere end forventet. At besøge fortet i maj-juni, hvor der afholdes en del ceremonier, er bevægende.
Jeg tog en tidlig junimorgen til Brest på egen hånd. Det er en lang togtur på godt fire timer, hvor du får lejlighed til at se noget andet end Minsk. Ude på landet, hvor lygtepælene ikke poleres, er det tydeligt, at fattigdom er udbredt, og at ikke alle hviderussere har det lige godt.
De hviderussiske tog er ældre end vores IC4-tog, men kører til gengæld som schweiziske urværker. Hver vogn har søde stewardesser, og man føler sig i det hele taget hensat til en anden tid. På morgentoget får man udleveret dyner og puder, så man kan sove i køjerne i kupéerne. Aftentoget rullede ind på perronen i Minsk på slaget – det er trods alt ikke uden grund, at hviderusserne kaldes Østeuropas tyskere.
Courage-monumentet
At omverdenen sjældent forstår Hviderusland, fik man et eksempel på i 2014, hvor CNN valgte at lave en kåring af de grimmeste monumenter i verden. Courage-monumentet over de sovjetiske soldater, der besejrede de invaderende nazister i Brest, fandt plads på listen. Det blev en stor historie i Hviderusland, og endte med at CNN fjernede artiklen helt i erkendelse af, at den ikke levede op til mediets vanlige standard.
Uspoleret, oprigtigt eksotisk
Skulle du – engang, når det igen bliver muligt – få lyst til at besøge Hviderusland, så er der nogle ting, du skal huske på og affinde dig med. Hviderusland er ikke et demokrati. Det er tværtimod et åbenlyst diktatur, hvor hverken ytringsfrihed eller systemkritik er kommet på mode. Det er også det sidste land i Europa, der aktivt bruger dødsstraffen.
Når du er i Hviderusland, skal du undgå at komme i konflikt med myndighederne. Tag ikke billeder, hvor du ikke må, og kryds ikke gaden, hvor det ikke er tilladt. Politi og militær er en del af gadebilledet – også selvom man ikke altid kan se det. Så længe du følger almindelig sund fornuft, har du dog intet at frygte.
Hviderusland er muligvis Europas mest eksotiske land, og har en imødekommende, varm og uspoleret befolkning, der har en oprigtig interesse for de mennesker, der besøger deres land. Spørger en hviderusser dig, hvordan du har det, er det ikke fordi de vil sælge dig noget eller lokke dig med ind i en tæppeforretning. Så er det fordi hun eller han oprigtigt gerne vil vide, hvordan du har det.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her