Jihadistens mor

i Featured/Internationalt/Liv & Mennesker/Politik & Samfund af

De seneste års tilstedeværelse af IS i Syrien og Irak har medført gruopvækkende og nærmest uforståelige rædsler begået mod menneskeheden. Hver gang jeg læser om diverse terrorhandlinger og uhyrligheder, der bliver begået af disse unge mænd, kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvad ville din mor sige til det her?

Uanset graden af overgrebet og udlevelsen af perversiteten i sin rene form, vil der altid være en mor bagved, der engang lagde krop til skabelsen af det menneske, som engang var et uskyldigt lille væsen. Der vil altid være en mor, som passede og plejede det lille menneske, der sidenhen udviklede sig til et angiveligt monster. Et uhyre, som nu ynder at voldtage børn og kvinder, at henrette fanger, at stene og smide mennesker ud fra tage, at sætte ild til angivelige fjender.

Hvad ville din mor egentlig lige sige til det her?

Efter selvmordsbombe-angrebene i Paris, viste profileringen af gerningsmændene, at de alle var opvokset i dysfunktionelle hjem med fraværet af forældre og omsorg. Men dette er ikke altid forklaringen på, hvad der skaber en jihadist og dennes behov for at deltage i en krig hvis selve grundpræmis er at skabe skræk og rædsel.

Så længe de ikke bliver kriminelle

Jeg kender en kvinde fra Mellemøsten, højt uddannet fra sit hjemland. Da hun kom til Danmark havde hun ambitioner om at gøre karriere inden for sit fag og skabe sig et godt liv for sig selv og ikke mindst for de børn, hun drømte om at få med sin mand. Hun fik to sønner og en dybt alkoholiseret skørtejæger af en ægtemand, som hun siden blev skilt fra. Karrieren fik hun aldrig gang i på grund af sprogvanskeligheder og manglende overskud.

Så stod hun der. I egne øjne som en fraskilt fiasko, som enlig mor til to sønner bosiddende på den ”forkerte” side af Nørrebrogade. Den side af Nørrebrogade, hvor man som ung og rodløs dreng nemt kan havne i det helt forkerte selskab.

Hun besluttede sig for, at hendes to sønner under ingen omstændigheder skulle havne i gadens kriminelle bandemiljø. Hun var overbevist om, at hvis sønnerne bare fik det dyreste mærketøj, mobiler og bedste it-udstyr til værelset derhjemme, ville de aldrig føle sig udenfor. Så ville de altid føle sig som en del af et større fællesskab og med en identitet. En identitet bedre end den, det kriminelle miljø ville kunne tilbyde dem.

Uanset graden af overgrebet og udlevelsen af perversiteten i sin rene form, vil der altid være en mor bagved, der engang lagde krop til skabelsen af det menneske, som engang var et uskyldigt lille væsen. Der vil altid være en mor, som passede og plejede det lille menneske, der sidenhen udviklede sig til et angiveligt monster. Et uhyre, som nu ynder at voldtage børn og kvinder, at henrette fanger, at stene og smide mennesker ud fra tage, at sætte ild til angivelige fjender.

Til gengæld for alt det dyre tøj og udstyr blev friheden og alt social omgang med det lokale miljø minimeret. Hendes sønner blev to fremmede fugle i gadebilledet, der gik i skole om morgenen og kom hjem om eftermiddagen, og som ingen kendte eller talte med. I skolen indtog de samme rolle, som udefinerbare størrelser, der ikke deltog i sociale aktiviteter uden for skolen for ikke at komme i uføre, som deres mor sagde. Men de blev ikke kriminelle. Det blev hendes mantra. Et mantra, som hun hængte hele sin og sine sønners identitet op på; de kunne blive alt andet, bare de ikke blev kriminelle.

Da den ene søn blev ramt af en alvorlig kronisk sygdom, stod hun som den altopofrende mor klar til at hente månen ned fra himlen for ham hver dag for at lindre hans smerter.  Han bad hende om at hente hash på Christiania for at dulme smerterne. Både de fysiske i kraft af hans kroniske, invaliderende sygdom, og de psykiske i følelsen af nederlag som ung mand med stomi og fortabt følelsesliv, i et totalt afhængighedsforhold til en mor, der i sin afmagt fik spundet så stramt et net om sin søn, at han i al sin klaustrofobi søgte tilflugt i sine hashtåger og internettet på værelset.

Når mor henter hash

Flere gange om ugen tog hun bussen til Christianshavns Torv for på Christiania at hente hash til sin søn. Derefter kørte hun tilbage; vaskede tøj og ordnede hans stomipose, alt imens han forsvandt ind i sin egen verden; en verden langt væk fra Nørrebro.

Fra sit værelse tog han med et par klik på computeren til Syrien, hvor han sultent fulgte IS i alt deres rendyrkede perversitet. Han kommunikerede med IS-krigere, der ”groomede” (belærte) ham, og fortalte, hvordan han ville kunne gøre gavn for terrorbevægelsen.  De overbeviste ham om, at han betyder noget; at hans indsats vil kunne gøre en forskel for kalifatets overlevelse.

Da han første gang sagde til sin mor, at han ville til Syrien og være IS soldat, grinte hun vantro og spurgte sarkastisk, om han så også forventede, at hun skulle tage med og skifte hans stomipose for ham som altid? Der var han, en farlig, frygtindgydende karl, som vil kæmpe for kalifatet med mor i baghånden. Mor, der som altid følger ham som en usynlig, tjenende ånd. En farlig karl, som hans mor godmodigt lidt griner ad. Fordi hun jo ved, at det her er hendes barn; båret af kærlighed, og som aldrig ville gøre en kat fortræd, og aldrig ville gøre andre mennesker ondt. Hvorfor skulle han det? Hun har altid passet og plejet ham, givet ham faste rammer og holdt ham på dydens smalle sti; altid sørget for, at han aldrig skulle komme ind i det betændte og kriminelle miljø.

Hans fjollede snak om at være kriger i Syrien måtte bestemt være tågesnak, alene forårsaget af hans depression. Det er blandt andet derfor, hun synes det er okay, at han ryger lidt hash et par gange om ugen for at glemme egen elendighed.

En kriger behøver ikke at være i Syrien

Men denne mor har ikke forstået, at hendes søn ikke nødvendigvis behøver at kæmpe som IS kriger i Syrien.  Den rolle kan han fint udleve som selvmordsbomber i København til hver en tid. Hun har ikke forstået, at hun uforvarende i al sin omsorg fik inviteret den største trussel mod sin søns ve og vel inden for hjemmets fire vægge. Den trussel var bare et klik væk.

Kvinde, dit navn er jihadistens mor.

Topbillede: Creative Commons – https://www.flickr.com/photos/delicategenius/234720408

Yasmin Abdel-Hak er jurist med speciale i menneskerettigheder og Mellemøsten samt cand.mag i Mellemøststudier med speciale i Saudi-Arabien. Yasmin har i en årrække arbejdet med asylret og flygtningeforhold, primært med flygtningestrømme fra Mellemøsten, ligesom hun har samarbejdet med UNHCR med såkaldte kvoteflygtninge fra blandt andet Irak, Iran og Syrien. Hun har tillige været projektleder på en lang række kapacitetsopbyggende EU-projekter i de tidligere tiltrædelseslande til EU, herunder Rumænien, Polen og Baltikum. Hun har endvidere været projektleder for to større kapacitetsopbyggende EU-projekter i Tyrkiet i forbindelse med tiltrædelsesprocessen mellem Tyrkiet og EU. Endelig har Yasmin arbejdet som blogger for Børsen, hvor hun har skrevet om dansk udlændingepolitik og dansk udenrigspolitik i forhold til Mellemøsten. Hun er stifter af Global Migration and Politics, gmpc.dk med analyse- og rådgivningsarbejde indenfor mellemøstlige forhold, herunder flygtningeforhold, migrationsstrømme, regional politiske forhold og policy making. Hvis du skulle få lyst til at give et bidrag til Yasmin for hendes artikler her, kan du sende det på Mobile Pay 31 34 77 06.