Hver torsdag sætter vi tidens emner på spidsen med skarpe, velskrevne og tankevækkende indlæg i dette faste klummeformat.
Bag POV på spidsen står en stærk håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter – altid med noget på hjerte.
ONLINE // DEBAT – Du kan genkende dem fra morgen til aften på gader og veje. Gående, cyklende, bilkørende. Engang blev de afsløret af det lille, flade aggregat, de holdt op til øret for at fastholde livslinjen til omverdenen. Mobiltelefonen. Men verden har bevæget sig fra ”hang on” til ”handsfree”, og det synlige apparat er blevet til en næsten usynlig dims i øret.
”Åh Gud, min skat, hvor er det længe siden.”
Hilsenen virker ret intim, taget i betragtning at jeg ikke kender afsenderen, der er på alder med mine døtre. Men jeg er efterhånden hærdet over for den slags, når jeg sidder bag rattet i min sorte Skoda Enyaq med det hvide logo på døren.
Det handler jo slet ikke om mig. Det er blot en konsekvens af vores trang til at være i konstant kontakt med omverdenen fra det øjeblik, vi vågner. Det her er en folkesygdom. En pandemi. Jeg har lært at genkende symptomerne.
”Jamen, jeg elsker også dig.”
Hendes mund smiler, men hendes øjne afslører noget andet, inden de hurtigt glider væk uden fokus. Det er et flygtigt glimt fra en tid, hvor man skelnede mellem det private og det offentlige.
Gør opmærksom på dig selv. Smil. Sig det. Eller råb det. Lad som om du findes
Da hun rækker efter sikkerhedsselen, ser jeg den lille hvide dims med mikroantenne i øret. En AirPod. En trådløs forbindelse til et andet sted. Bag den venlige, men overfladiske hilsen gemmer sig en realitet. Vores kontakt har ingen betydning. Hendes kærlige ord er rettet mod en anden et sted i det digitale rum. Den virkelige virkelighed befinder sig i øret. Inde i hovedet.
Diagnosen er tydelig. Mobilskizofoni.
Farlige symptomer
Lidelsen optræder i mange former.
Der er den farlige variant, hvor personen fuldstændigt har sluppet det fysiske samfund. Uopmærksom går han eller hun ud på kørebanen uden tanke for færdselsregler eller egen sikkerhed.
Og så er der den pædagogiske katastrofe. Et lille barn i sædet bag på cyklen, mens mor eller far fører en samtale i det digitale tomrum. Forælderen cykler gennem fodgængerfelter og op på fortove i zigzag mellem fodgængere uden tanke for, hvilket billede det efterlader i barnets bevidsthed.
Det var ikke mig, han talte til. Hans samtalepartner befandt sig et sted i æteren
Et tredje scenarie nærmer sig den egentlige skizofreni. Den alternative virkelighed. Stemmerne.
”Nåh, går det lidt tungt for dig, gamle dreng.”
Det var for en time siden. Jeg gik hjem med indkøbsposerne, og en stemme lød tæt bag mig. Jeg vendte mig om og mødte et stort, glad ansigt. En ung mand, der kunne være min søn. Han smilede direkte til mig. Men det var ikke mig, han talte til. Hans samtalepartner befandt sig et sted i æteren. Jeg blev reduceret til stedfortræder for den usynlige modtager i den anden ende.
Massepsykosen
Vi kender det også fra den offentlige transport. En kollektiv trance, hvor flere passagerer fører fjerne dialoger om børnepasning, fester og arbejdsforhold. Det ligner et stykke absurd teater.
Mit råd er enkelt. Prøv at betragte det hele med overbærenhed. Læn dig tilbage og betragt det som en slags levende debatforestilling. Et snapshot af vores moderne samvær. Du kan både more dig og blive lettere provokeret.
Oprøret kommer
Men den form for mobilskizofoni, der provokerer mig mest, finder man i detailhandlen. Hos de ansatte. Det begyndte dengang, telefonen lå ved siden af kasseapparatet, og ekspedienten førte en samtale, mens jeg blev ekspederet.
Lad det brede sig. Et opgør med det selvoptagede, digitale univers og dets ureflekterede brugere
Nu er samtalen rykket op i øret. I bedste fald med ordene: ”Et øjeblik, jeg har lige en kunde.”
Det var dér, jeg begyndte mit lille oprør. Jeg besluttede at give den gamle, utilfredse kunde en stemme. Når jeg møder ekspedienter, der taler i øret, siger jeg ting som: ”Hvad er det, du siger? Nå, jeg troede, det var mig, der var kunden. Sig til, når du har tid.”
Jeg bliver ved, så længe jeg fornemmer bare en snert af forlegenhed hos modtageren.
Lad det brede sig. Et opgør med det selvoptagede, digitale univers og dets ureflekterede brugere. Spil rollen. Gør opmærksom på dig selv. Smil. Sig det. Eller råb det.
Lad som om du findes.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og