POV PÅ SPIDSEN // KLUMME – “Der er sikkert masser af god vilje i Gadens Børn, men i mit baghoved kører hele tiden min mors sang, når hun tabte troen på gode viljer”, skriver Lone Kühlmann. Den amerikanske form for velgørenhed, hvor fashionable mennesker, eller mennesker, der gerne vil være fashionable, samler ind til mindre heldige medborgere er ikke fremmed for hende. Men i dette tilfælde er der en historik med rod i regnskaberne og kritik fra tidligere medarbejdere og frivillige for falske indsamlingskampagner.
I POV på spidsen sætter en håndfuld analytiske og polemiske, rationelle og impulsive skribenter tidens emner til debat.
Jeg må indrømme, at jeg studsede ved synet af en annonce i Berlingske Tidende: ”Gadens Børn inviterer til magisk aften i velgørenhedens tegn.”
Jeg har boet i USA i lange perioder af mit liv, så jeg er ikke fremmed over for den amerikanske form for velgørenhed, hvor fashionable mennesker, eller mennesker, der gerne vil være fashionable, pudser glorien og plejer deres forretningsforbindelser ved at købe stole eller ligefrem borde til arrangementer, som samler ind til mindre heldige medborgere. Jo dyrere, jo bedre profilerer man sig. De dyreste velgørenhedsmiddage i USA er i øjeblikket til fordel for Donald Trump, og han er selvfølgelig også på mange måder en stakkel.
Selvfølgelig har vi i Danmark også masser af privat velgørenhed. Indsamlinger til fordel for kræftramte børn, Folkekirkens Nødhjælp, Læger uden Grænser og andre vigtige initiativer, hvor ildsjæle lægger et stort arbejde og griber raslebøssen, selv om den i dag mest er afløst af MobilePay.
I 2025 afgjorde Indsamlingsnævnet, at Gadens Børn har ”overtrådt god indsamlingsskik”
Muligvis er det bare mig, der ikke har fulgt med, men det er første gang, jeg har set en dansk annonce, som er så stangamerikansk. Der er tale om en firerettersmenu ”skabt af nogle af Danmarks stærkeste gastronomiske profiler”.
Med udsøgte vine og drikkevarer, underholdning og musik. Først her i annoncen afsløres det, at det ikke er tilfældige gadebørn, man spiser og drikker for. Det er dem i Kolkata. Den indiske by, der blandt mange danskere stadig kendes som Calcutta.
Vi er langt fra raslebøsser og lodsedler til fordel for idrætsklubben. Her hedder det: ”Billetpriser og den forskel, du kan være med til at gøre:” Bronzebillet 1.500 kr. = 1.020 måltider. Bronzebord til 10 personer 15.000 kr. = 10.200 måltider. Det går videre til sølvbillet og sølvborde og topper med guldbillet 2.500 kr. = 1.700 nærende måltider. Guldbord, 10 personer, 25.000 kr. = 17.000 måltider.
Af uransagelige grunde er det kun guldbilletten, der udløser nærende måltider, de andre er bare måltider. Det er nok en teknisk fejl. Men det, der snurrer i mit hoved, er, hvordan man kan se forskel på bordene. Er der virkelig tale om bronze-, sølv- eller guldfarvede borde? Ingen skal bilde mig ind, at publikum til sådan en fin aften vil knalde 25.000 kr. af på et bord, hvis man ikke kan se forskel på dem og de billige til 15.000.
Tabt tro på gode viljer
Jeg har læst mig til, at Gadens Børn blev oprettet af Pia Lindell Qwist, der i 2012 tog en tur til Indien med nogle veninder og blev så rystet over at se gadebørnene i Kolkata, at hun grundlagde organisationen for at hjælpe dem.
Så vidt jeg kan læse mig til, er hun influencer og kan bookes til foredrag på Showbizz Danmark: ”Inspirerende foredrag om kampen for Indiens gadebørn”. Det er al ære værd.
Desværre har jeg også læst, at der har været rod i regnskaberne og kritik fra tidligere medarbejdere og frivillige for falske indsamlingskampagner. Det sidste beskrev Weekendavisen i 2022. I 2025 afgjorde Indsamlingsnævnet, at Gadens Børn har ”overtrådt god indsamlingsskik”. Indsamlingsnævnet er den instans, man skal ansøge hos, hvis man vil samle penge ind til et godt formål, og det er dem, der fører kontrol med, at reglerne bliver overholdt. Foreningen er heller ikke godkendt af indsamlingsmyndighederne i Indien.
Daværende direktør Mogens Damgaard, der havde afløst Lindell Qwist tidligere i 2025, erkendte fejl, men ville se fremad. Det har han åbenbart også gjort, for 2. marts i år tiltrådte han som direktør i Colitis-Crohn Foreningen. Ifølge Gadens Børns hjemmeside er der ikke længere en direktør, men en generalsekretær ved navn Sofie Offenberg.
Der er sikkert masser af god vilje i Gadens Børn, men i mit baghoved kører hele tiden min mors sang, når hun tabte troen på gode viljer: ”Fattige børn i Athen, den er go’, dem ta’r vi ud’ på landet med en knusende ro.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.