MUSIK // DEBAT – Popsange til velgørende formål får altid kritik. I øjeblikket er to velgørenhedssange under beskydning: Den engelske ”Do They Know It’s Christmas” og den danske pendant ”Afrika”. Flere kendte musikere mener, at sangene er stereotypiske fremstillinger af Afrika. Men kritikernes pickup er hoppet ud af rillen, mener tekstforfatter og tidligere radiovært Morten Holm-Nielsen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For 40 år siden samledes en række af de største engelske popnavne i superproduceren Trevor Horns studie i London, og 24 timer senere var ”Do They Know It’s Christmas” i kassen. Sangen blev et verdenshit, og alle indtægter fra pladesalget (det største i Englands historie dengang) gik til nødhjælp i bl.a. Etiopien.
Et år senere gentog danske pop- og rocksangere kunststykket og indspillede ”Afrika”. Også her gik pengene fra pladesalget til nødhjælp i Afrika.
Næppe var førstnævnte plade udkommet, før kritikerne meldte sig på banen. Kunstnerne var frelste og selvfede, og sangens tekst fremstillede Afrika som en stereotypi.
Skæv kritik af velgørenhedssange
Nu dukker kritikken op igen, men med én vigtig forskel:
Den her gang er det internationale og danske sangere og musikere, der kritiserer begge sange med henvisning til, at tiden er løbet fra teksterne. Problemet er, ifølge kritikerne, at Afrika fremstilles som ét sted, hvor der kun er sult og nød.
Desuden bliver sangen kritiseret for at lide af det store hvide frelsersyndrom (altså forestillingen om, at et kontinent som Afrika har brug for at blive reddet af hvide mænd fra Vesten). Tilsammen har det angiveligt været med til bl.a. at skræmme turister og investorer væk med et gigantisk indtægtstab til følge.
“Afrika” og “Do They Know It’s Christmas” er popsange, ikke musikalske leksikonopslag, som meningsdannere med hornbriller og notesblok skal underkaste en sociokulturel undersøgelse, mens de intimmasserer deres egoer
Med andre ord er der skruet helt op for woke-korets favoritsang. Sangen om at hvide mænd fra Vesten er skyld i alt, hvad der er forkert i den her verden og sporenstregs skal iklæde sig sæk og aske og piske sig selv med skorpioner. Herefter skal de gå bodsgang herfra og til Langbortistan og sige undskyld for alt fra krænkende statuer fra 1600-tallet til den sårende kendsgerning, at julesne er hvid.
Kritikernes præmis er imidlertid pilskæv. Begge sange blev skrevet i en god mening med ét formål: At rejse så mange penge så hurtigt som muligt, fordi der var hungersnød i Afrika. Det er der stadig flere steder, og alene derfor er sangene stadig relevante, fordi de skaber opmærksomhed og genererer indtægter.
Teksterne gjorde det, de bedste poptekster gør. De fortalte en vedkommende historie ved at tale til lytternes følelser med letforståelige billeder. Derfor giver det absolut ingen mening at kritisere sangteksterne for at være fulde af fejl, såsom at etiopierne godt vidste, at det var jul, eller at der er steder i Afrika, hvor det sner. Begge dele er rigtigt, men også henrivende irrelevant i det store billede.
“Afrika” og “Do They Know It’s Christmas” er popsange, ikke musikalske leksikonopslag, som meningsdannere med hornbriller og notesblok skal underkaste en sociokulturel undersøgelse, mens de intimmasserer deres egoer. For som Midge Ure, der var med til at skrive “Do They Know It’s Christmas”, siger ”Det er et stykke musik. Det er ikke meningen, at man skal analysere det”.
Geldofs sang har reddet millioner af liv
Så er der det med holdbarheden: “Do They Know It’s Christmas” fejrer i år 40-års-jubilæum, den er indspillet i fire forskellige versioner, og den topper hitlisterne år efter år. Desuden har sangen – indtil videre – indtjent 178 millioner dollars. Ikke nogen ringe bedrift af en sang som sangere, musikere og andre hobbyeksperter hævder, at tiden er løbet fra.
“Afrika” tjener selvsagt ikke helt så store penge hjem, men ifølge Kim Sagild, der var producer på sangen, så samler den stadig penge ind til Røde Kors, og som han siger: ”Så gør den jo det den skal”.
Her må jeg anmode kritikerne om at bevare fokus midt i beruselsen over deres nyfundne åbenbaring og dejligt lunende mavefornemmelse
Endelig må vi en tur omkring det med de hvide mænd. Begge sangteksters brøde er angiveligt, at de gør alle afrikanere til ofre, der har brug for at blive reddet af Vesten. Her må jeg anmode kritikerne om at bevare fokus midt i beruselsen over deres nyfundne åbenbaring og dejligt lunende mavefornemmelse.
Geldof og og Ure valgte at gøre noget på et tidspunkt, hvor det at lade være med at gøre noget også var et valg, og som Bob Geldof siger: ”Den her lille popsang har reddet millioner af liv.” Mit forsigtige gæt er desuden, at de afrikanske børn, der har fået og får hjælp via indtægterne fra bl.a. Do They Know It’s Christmas næppe er ved at kløjes i hverken mad eller vand, fordi hjælpen kommer fra hvide mænd.
Hvis Ed Sheeran og de andre kritikere vil ændre noget, og skabe en anden fortælling om nødhjælp til den tredje verden, skal de holde op med at give interviews om gamle sange. I stedet skal de bruge deres krudt på at skrive en ny sang.
Verden bliver forandret af Nanna, Geldof og Ures handlinger. Ikke af pengepolstrede popstjerner der – på sikker afstand af ansvar – sidder og selvbruner i egen stråleglans.
Klik dig videre til mere debatstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
