ESSAY – Hvad er højreradikalismen nu andet end en bevægelse af rene klakører for russisk imperialisme, spørger forfatter Jens-Martin Eriksen i dette essay. Han mindes fem års rejser og møder og den litauiske digter Tomas Venclova, der allerede i 2018 pegede på faren i den appel, Putins Rusland har til både højre og venstre.
Jeg har lige afsluttet fem års rejse for at afsøge, hvilke strømme der driver politisk identitet og ære de seneste år, og måske kan man med en stille forundring leve med, at Serbien spiller så stor en rolle i min bog Afmagt og ære?
Men det skyldes først og fremmest, at det var dér, katastrofen indtraf med Jugoslaviens sammenbrud. Det er det hidtil eneste land i Europa, hvor den radikale højrefløj faktisk har været ved magten i vor tid. Med morderiske konsekvenser, især for nabolandet Bosnien, som blev angrebet under slet skjult dække af et lokalt oprør, man selv iscenesatte fra Beograd. Men det har også haft drakoniske konsekvenser for Serbien selv.
Det er afmagten, som jeg har ladet mig drive af, når jeg har opsøgt serbiske møder i min rejsebog
Det er disse effekter, jeg stadig er på sporet af i mine møder med folk i Beograd, både hos traditionalister og hos menneskerettighedsaktivister.
Og selv om disse grupper er politiske og personlige fjender og aldrig kan mødes, deler de alle paradoksalt nok den samme besættelse af deres respektive afmagt.
Mine politiske modstandere blandt traditionalisterne har ikke kunnet få nok af fortidens kaos og krigene og savner, at de for alvor bliver ført til ende og vil kunne hele Serbien og een gang for alle samle alle serbere i én stat.
Mine venner, menneskerettighedsaktivisterne, forsøger sig derimod med håbet om, at der er en vej bort fra det højreradikale kaos og hen imod et liberalt demokrati med plads til alle etniske mindretal.
Men det er afmagten, som jeg har ladet mig drive af, når jeg har opsøgt serbiske møder i min rejsebog; den er i politiske varianter forsøg på at få en slags æresoprejsning som folk, som nation efter det, de alle sammen oplever som en fornedrelse under krigene.
Traditionalisterne tæller de militære nederlag og juridiske ydmygelser i Haag, og menneskerettighedsaktivisterne ser fornedrelsen i de krigsforbrydelser, som Serbien har gjort sig skyldig i mod først og fremmest den muslimske befolkning i Bosnien, mens den radikale højrefløj var ved magten.
En andens afmagt og uvished
Men af og til har jeg måttet tage en andens afmagt og uvished på mig – ikke dén, jeg selv ankom med. Det gælder først og fremmest i mit møde med den tidligere Guantánamofange Mansoor Adayfi, hvis sande identitet jeg ikke kender med sikkerhed.
Men jeg har mødt et menneske, der fortæller mig sin historie med 14 års fængsling et fjernt sted og uden nogen form for retfærdig rettergang.
Joanna Palani indfriede et eksistentialistisk credo om at træffe et forpligtende, livsafgørende valg
Så det blev den afmagt, jeg måtte berette om, og ikke hans eventuelle skyldsspørgsmål. Opgaven viste sig at være at undersøge, hvilken straf han de facto blev idømt for en ikke retslig gennemprøvet påstand, og ikke mindst hvordan man fra de amerikanske myndigheders side har retfærdiggjort tortur og fængsling.
En anden nysgerrighed, jeg ankom med – min helt egen – var, da jeg traf den kurdiske flygtning Joanna Palani i København. For hun synes at være den eneste, der frit har besluttet, hvad hun ville gøre i en historisk situation, som da Islamisk Stat angreb kurderne i 2016.
Hun var da 19 år, men rejste fra sin hjemby Aalborg og ned for at deltage i den væbnede kamp.
Hun indfriede dermed et eksistentialistisk credo om at træffe et forpligtende, livsafgørende valg i livet og vedstå at leve med dette valgs konsekvenser uden at fortryde det.
Han troede på regimets løgne
Mere uforudsigelige blev afmagtens konkrete forvildelser, da jeg gik ind i den ægyptiske labyrint i Kairo og sammen med mine ægyptiske venner forsøgte at hitte rede i, hvordan et militærstyre kan forblinde, forvirre og skræmme folk og opløse sociale og venskabelige bånd mellem mennesker ved rygtesmederi og løgne.
Jeg blev efter mine besøg, og mens jeg har siddet og skrevet på min rejsebog, mindet om konsekvenserne for et menneske, der er afmægtigt under sådanne betingelser, da jeg erfarer, at skolelæreren og fagforeningsmanden Hafeez Tayel tager sit eget liv.
Da det går op for ham, at han har levet i benægtelse af denne forbrydelse, bryder han sammen
Han berører selv sine illusioner og sit forpinte sind, da jeg møder ham, og han nævner, at han i et døgn har troet på regimets løgne om, at massakren efter militærkuppet på de troende på Rabaa Pladsen ikke har fundet sted.
Da det går op for ham, at han har levet i benægtelse af denne forbrydelse, bryder han sammen og forsøger efterfølgende at hele sit sind. Så da vi mødtes, troede jeg, vi kun talte om fortiden – men det var så en af mine egne illusioner.
Det kan være svært at acceptere hans død, og at han kunne påtage sig skyld, som han gjorde. Og det kan tillige være helt uantageligt, at han skulle tage konsekvensen af sin uskyldige fejltagelse med det fatale valg.
Tavsheden som en del af forbrydelsen
Det får mig til at tænke på den serbiske menneskerettighedsaktivist Sonja Biserko, og at hun engang mindede mig om, at fortielsen af en forbrydelse – hun talte om sit eget lands krigsforbrydelser i Bosnien – bare er det sidste stadium i selve forbrydelsens eget forløb.
Hermed bliver tavsheden så vigtig, fordi den som en løgn i sig selv bliver en del af forbrydelsen. Og ved ikke aktivt at gøre op med den, bliver man uafvidende til én af dens talsmænd.
Det er sådan, jeg vælger at forstå Hafeez Tayels valg om at tage sit eget liv: fordi han ikke kunne leve med at have krænket sin egen ære ved at have troet på løgnen i et skamfuldt døgn.
Europa har fået en anden dagsorden
Men med den 24. februar 2022 er der pludselig sat en helt anden dagsorden for aktualiteten af det felt, som jeg hidtil har undersøgt i denne bog, nemlig med den fornyede russiske trussel mod Europa, og det putinistiske systems instrumentalisering af både en radikal højrepopulisme og en – heldigvis forsvindende – venstrepopulisme i Europa.
For i den tid, hvor jeg har skrevet på bogen, og i årene forinden, har højrepopulismen været i centrum som en ”reaktiv ideologi”. Den er derved forstået som en reaktion, der ikke i sig selv har nogen helhedslig karakter som en utopistisk ideologi – i modsætning til dens fjende islamismen.
Europæiske etnoradikalister har kun sporadisk formået at artikulere utopistiske rudimenter til et ideal.
I min rejsebog får vi indblik i tilbedelsen af den spekulative serbiske digterpræst, biskoppen Nikolaj Velimirović, og hans fantasmer om en slags kirkestat.
Hvad er højreradikalismen nu andet end en bevægelse af rene klakører for russisk imperialisme?
Mest improviseret har den norske terrorist Anders Breivik forsøgt sig med en utopi for et kommende etnisk renset tusindårsrige i sit berømte manifest. Men heller ikke intellektuelle ideologer, som fx den franske teoretiker Guillaume Faye, har på nogen begribelig måde formået at artikulere en egentlig utopi til trods for et omfattende forfatterskab.
Det rejser spørgsmålet om, hvordan man bør begribe og kritisere denne ideologi som ren og skær reaktiv, og om ikke den kan begrebsliggøres som en reduceret og perverteret spejleffekt af islamismen?
Imidlertid har den russiske invasion den 24. februar 2022 sat en helt anden dagsorden i Europa, som aktuelt reducerer højreradikalismen endnu mere som påtrængende fænomen. For hvad er den andet nu end en bevægelse af rene klakører for russisk imperialisme?
Men vi er også tilbage ved begyndelsen, ved et af mine første møder, en samtale med den litauiske digter Tomas Venclova, der allerede i 2018 pegede på, at kampen mod den putinistiske aggression og traditionalistiske ideologi, til forskel fra kampen mod den russiske imperialisme under dække af kampen mod russisk kommunisme under den kolde krig, nu er en virkelig kamp, fordi der rent faktisk er bevægelser til både højre og venstre, som låner deres loyalitet til Putins Rusland.
Med disse års forsinkelse, fra jeg begyndte mine optegnelser og til nu, hvor jeg har afsluttet dem, må jeg erkende den påtrængende sandhed i Tomas Venclovas ord fra dengang, da han advarede om pest over Europa.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
