PENGE I POLITIK // ANALYSE – ““Hvad er det for nogle sider af et menneske, der pludselig kommer frem,” lyder det fra Pernille Vermund om Lars Boje Mathiesens omdiskuterede lønkrav, som førte til hans eksklusion. Det er sider, som nogle gange kommer frem i dansk politik, skriver Kim Kristensen.
Da jeg for nogle år siden talte med en fremtrædende socialdemokrat om hans eventuelle mulighed for at blive medlem af den da kommende regering, var der én ting, som overraskede mig.
Folketingsmedlemmet havde opremset, hvad der talte for og imod, at han ville blive en af de udvalgte, og erkendte, at der i givet fald ville blive tale om en af de sidste pladser ved bordet i statsrådsrækkefølgen (den rækkefølge, som en regerings ministre sidder i under statsrådene). Langt, meget langt væk fra ikke bare dronningen, men stats-, finans- og udenrigsministeren.
Hvilket fik mig til at spørge om noget, jeg egentlig altid havde tænkt over. Nemlig om dette virkelig var sjovere end alternativet:
I stedet at blive sit partis politiske ordfører (eller måske finans- eller udenrigsordfører) og altså deltage i de fleste vigtige forhandlinger i ministerierne om landets fremtid – om end aldrig selv siddende for bordenden under disse. Jeg husker stadig dengang, at Danmark havde en fiskeriminister, der ved sin udnævnelse altid fik stillet det samme spørgsmål af journalisterne: “Hvad ville du hellere have været?”
Hvorpå han grinede og tilføjede, at “så er der jo også lige lønnen”. Hvor et folketingsmedlem får 788.165 kroner årligt, tjener en menig minister 1.185.966,00
Og så måtte den nye fiskeriminister (den sidste af slagsen var den konservative Kent Kirk) forsikre, at han skam siden barnsben havde drømt om at forhandle nationale torskekvoter hjem i en sen nattetime i Bruxelles.
Den fremtrædende socialdemokrat fremhævede, at det at være herre i sit eget hus, eller i dette tilfælde sit eget ministerium, bare er noget andet, og at en ordfører fra netop et regeringsparti i praksis kun har én opgave: at forsvare den af ministeren udstukne politik.
Hvorpå han grinede og tilføjede, at “så er der jo også lige lønnen”. Hvor et folketingsmedlem får 788.165 kroner årligt, tjener en menig minister 1.185.966,00 (statsministerens løn er 1.482.457,50 kroner).
For pengenes skyld
Når jeg blev overrasket over, at lønnen spillede en rolle, skyldes det, at jeg heller aldrig har troet (og stadig ikke tror), at de såkaldte regeringsbærende partier er motiverede af ønsket om netop at kunne fordele lønposerne. Hvad der også kaldes klientelisme eller patronage, og hvor en folkevalgt politiker udnytter sin stilling til både sin egen og partiets fordel.
Motiveret af ønsket om magt og indflydelse? Selvfølgelig!
Som eksklusionen af Nye Borgerliges formand, Lars Boje Mathiesen, senest har vist, er politikernes kærlighed til penge stadig ‘kærligheden, der ikke tør sige sit navn’
Men for pengenes skyld? Nej.
Som eksklusionen af Nye Borgerliges formand, Lars Boje Mathiesen, senest har vist, er politikernes kærlighed til penge stadig ‘kærligheden, der ikke tør sige sit navn’ i dansk politik (som Oscar Wilde beskrev homoseksualitet).
Og det var Boje med en forespørgsel
Lars Boje Mathiesens exit kom således, efter at han angiveligt havde krævet dels at få en fireårig uopsigelig kontrakt med et ekstra formandshonorar på 55.000 kroner om måneden inklusive pension (ud over sin folketingsløn). Og dels at få udbetalt 350.000 kroner fra en intern konto i partiet til en personlig brandingkampagne.
“Hvad er det for et menneske?” lyder det fra den tidligere formand, Pernille Vermund, i den seneste udgave B.T.’s podcast Slottet og sumpen , som har overskriften: “Vermund om Boje: Han var grådig, jeg tror, at han lyver.”
“Hvad er det for nogle sider af et menneske, der pludselig kommer frem,” fortsætter Pernille Vermund, der nu har tilbudt at vende tilbage som partiformand.
Man kan leve for 100 kr. pr. uge, hvis man lever af selvbagt brød og havregrød. Havregrød smager i øvrigt fremragende
Lars Boje Mathiesen burde bogstaveligt talt have set skriften på væggen, da gruppeformand, Peter Seier Christensen, forinden delagtiggjorde sine venner på Facebook i, at han var begyndt at bage igen (han er kemiker af uddannelse). Hvilket havde fået ham til at tænke på “udgifter generelt”.
“Jeg er så træt af bistandsklienter, der siger, at deres børn er ved at dø af sult,” skrev gruppeformanden i et nu slettet opslag.
“Man kan leve for 100 kr. pr. uge, hvis man lever af selvbagt brød og havregrød. Havregrød smager i øvrigt fremragende.”
Til Lars Boje Mathiesens forsvar skal nævnes, at han – under de da “igangværende lønforhandlinger” – blot mener at have krævet, hvad der var ret og rimeligt, og at det for øvrigt reelt også var en spareøvelse. Altså hans lønkrav. Om end den nu tidligere formand erkender, at sidstnævnte “først kan lyde vildt”.
Formandshonorar
Selv om Den internationale anti-korruptionsorganisation Transparancy International hvert år i sit “Corruption Perceptions Index” (CPI) kan kåre Danmark som et af de mindst korrupte lande i verden, hvor politikere ikke tager imod ulovlige penge, er der naturligvis ikke noget til hinder for, at de tager imod penge. Så længe det netop bare er lovligt.
Og Lars Boje Mathiesen er ikke den eneste partiformand m/k, som har svært ved at klare sig for 788.165 kroner om året. Både Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance, De Konservative, Danmarksdemokraterne og Moderaterne betaler deres formænd et honorar, når – hvis – disse ikke samtidig er ministre.
Inden Mette Frederiksen blev statsminister, fik hun også suppleret sin folketingsløn med et beløb fra partikassen, så den samlede udbetaling svarede til den laveste ministersats.
Og så er der alt det løse.
Selv sine underbukser fik Lars Løkke Rasmussen som bekendt i sin tid Venstre til at betale for
Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, er gennem sin politiske karriere helt tilbage fra tiden som formand for Venstres Ungdom (VU) over årene som borgmester i Frederiksborg Amt og senere formand for Venstre og statsminister blevet kritiseret for netop sin bjærgsomhed. Selv sine
underbukser fik Lars Løkke Rasmussen som bekendt i sin tid Venstre til at betale for.
“Er det ikke lidt pinligt,” som DR’s vært Kåre Quist spurgte i et interview tilbage i 2008 – under en af Lars Løkke Rasmussens mange såkaldte bilagssager – med henvisning til, at denne havde sat sine embedsfolk i sving, så han kunne få refunderet køb af en kop kaffe til 12 kroner og 50 øre på en tankstation. “Jeg synes ikke, det er specielt pinligt,” lød svaret.
Det bliver i familien
Selv posten som statsrevisor, der ellers oftest bliver brugt i de interne studehandler i partierne, har partiformænd gennem tiderne fundet tid til at varetage.
“Jeg var jo den bedst kvalificerede, og det var der ingen, der bestred,” har den
tidligere konservative formand, Hans Engell, forklaret om beslutningen om at udnævne ham til en af de i alt seks statsrevisorer. Hans Engell bestred posten som statsrevisor i seks år, mens forgængeren, Poul Schlüter, bestred posten i otte år, indtil han blev statsminister.
Når det kommer til reformer af politikernes økonomiske privilegier, har der historisk aldrig været noget om ønske om at gå “reformamok”. Tværtimod
Og har en partiformand ikke lige selv tiden, evnerne eller lysten til at kontrollere, om staten og virksomhederne bruger skatteborgernes penge på en “effektiv, produktiv, sparsommelig og lovlig måde”, er der måske en i familien, som har. Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, udpegede ægtefællen Henrik Thorup.
I hvert fald bør lønnen ikke holde dem tilbage. 327.060 kroner om året for arbejdet, som den daværende socialdemokratiske statsrevisor, Henrik Sass Larsen, i første omgang i 2019 godt mente at kunne overkomme, på trods af at han var sygemeldt fra Folketinget.
Partistøtteregler
Når det kommer til reformer af politikernes økonomiske privilegier, har der historisk aldrig været noget om ønske om at gå “reformamok”. Tværtimod.
Europarådets antikorruptionsorgan GRECO (Group of States against Corruption) har i årevis kritiseret de danske partistøtteregler for ikke at være gode nok, fordi der dels ikke findes nogen form for tilsyn eller kontrolorgan med partistøttemidlerne herhjemme. Og dels fordi partier og politikere kun behøver at oplyse navnet på donorer, der giver mere end 20.000 kroner, men ikke om bidragyderen har givet 25.000 kroner eller fem millioner kroner til et parti eller en politiker.
Men hvor krige og vidtrækkende samfundsreformer er blevet vedtaget af spinkle flertal i Folketinget, har Socialdemokratiets og Venstres politikere historisk lagt vægt på, at skal der ændres et komma i egne løn- og arbejdsforhold, kræver det brede flertal i Folketinget, hvilket i realiteten har givet begge partier vetoret mod ændringer, der ellers har været flertal for.
Det er dejligt at få lidt ekstra til sig selv og familien, så større menneske er jeg ikke
Bag den nuværende partistøttelov står Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance. Senest kom det frem i 2020, at tidligere folketingsmedlemmer og/eller ministre kan omgå reglerne om få modregnet eventuelle indtægter i deres eftervederlag ved at oprette en såkaldt enkeltmandsvirksomhed og lade indtægterne gå ind i denne – og så vente, til eftervederlaget løber ud og først derefter udbetale pengene til sig selv.
Noget som Ekstra Bladet døbte “Løkke-finten”, fordi han valgte at oprette et sådant selskab, samtidig med at han – efter at have afleveret nøglerne til såvel Statsministeriet som Venstre – dengang kastede sig over en indbringende bog- og foredragsvirksomhed.
Om pengene fra Lars Løkke Rasmussens udenomsparlamentariske arbejde også er gået ind i selskabet, ved ingen – ud over selvfølgelig ham selv. Og han snakker ikke. “Jeg gider ikke stå og tale om min privatøkonomi,” fortalte Lars Løkke Rasmussen dengang formiddagsavisen.
“Hvis der skal være et lillebitte privilegium ved ikke længere at være Venstres formand, må det være at holde privatøkonomien privat.” På trods af at der er tale om en af den slags utilsigtede smuthuller, som politikere ellers plejer at stå i kø for at få lukket, når det gælder andre samfundsborgere, har et flertal af dem dog hidtil ikke villet risikere at blive kritiseret for hastelovgivning.
“Det grænser til det pinlige, at de her drøftelser er gået totalt i stå,” måtte SF’s gruppeformand, Jakob Mark, konstatere året efter.
Sicilianere
Det er selvfølgelig menneskeligt gerne at ville beholde knap 700.000 kroner i eftervederlag, som Bryggeriforeningens formand, Nick Hækkerup, gjorde, da han i 2007 forlod posten som borgmester i Hillerød kommune og blev folketingsmedlem.
Når det alligevel kan undre, at politikere som Nick Hækkerup, Lars Løkke Rasmussen og Lars Boje Mathiesen trods alt ikke er større mennesker, skyldes det, at de dermed gør sig sårbare over for kritik, når det kommer frem, hvad de har bedt om og/eller fået
“Indeni bor der en lille begærlig Nick,” fortalte Nick Hækkerup i 2015 Ekstra Bladet, efter at det kom frem, at Venstres daværende forsvarsminister, Carl Holst, ville modtage et lignende eftervederlag på 833.040 kroner fra jobbet som formand for Region Syddanmark – oven i ministerlønnen. “Det er dejligt at få lidt ekstra til sig selv og familien, så større menneske er jeg
ikke,” lød det.
Når det alligevel kan undre, at politikere som Nick Hækkerup, Lars Løkke Rasmussen og Lars Boje Mathiesen trods alt ikke er større mennesker, skyldes det, at de dermed gør sig sårbare over for kritik, når det kommer frem, hvad de har bedt om og/eller fået.
Spørg ikke mindst Lars Løkke Rasmussen. Hvor politikernes privatliv og personlige økonomi engang mest optog formiddagsaviserne, optager det i dag alle medier – herunder de sociale.
Men for dem gælder tilsyneladende det samme, som Marxie siger om sicilianere i John Hustons film Familiens ære: “De vil hellere vil spise deres børn end give afkald på penge, og de er ellers
meget glade for børn.”
Læs mere af Kim Kristensen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
