18. MAJ 2023 // REPORTAGE – Jens Alstrup rejser frem og tilbage mellem Danmark og Ukraine med nødhjælp og bidrag til det ukrainske forsvar, som er indsamlet af private. For POV rapporterer han for anden gang fra fronten i denne artikelserie. Mød også Jens Alstrup på POV’s stand på Folkemødet 15. og 16. juni.
Kyiv/Kramatorsk – Der er luftalarm på vej til banegården i Kyiv. Jeg må booke taxa igen og igen, før det endelig lykkes. Få chauffører vil køre under luftalarm, og det er i øvrigt meget tidligt på dagen. Heldigvis er jeg i god tid. Jeg skal denne gang til Kramatorsk med tog, fordi min motorcykel er brudt helt sammen i motoren.
Banegården i Kyiv er et kæmpe monster fra Sovjetunionen. Selve stationen er lukket af pga. luftalarmen, men den underjordiske passage til perronerne er åben. Der er rigtig mange soldater, og mange af dem står med deres koner, børn og kærester.
18 år er de mindst, men flere ser end ikke ud til at have prøvet at kysse endnu. Nu er de på vej mod fronten for måske aldrig at komme tilbage
Men der er en gruppe soldater, der står helt alene. De helt unge af dem. 18 år er de mindst, men flere ser end ikke ud til at have prøvet at kysse endnu. Nu er de på vej mod fronten for måske aldrig at komme tilbage. Det gør mig så vred og ked af det.
Stemningen virker alvorlig. Her er ingen blomster og fanfarer som med kejserens soldater i 1914, der skulle ud i en ”glad og munter krig”. Der er heller ikke det modsatte. De er fattede og alvorlige. Det er for det meste unge mænd og kvinder, der skulle ud og gøre deres pligt for deres land.
Luftalarmen ophører, og vi får besked på, at vi skal op til stationsbygningen og gå den vej ind. Hele to gamle mænd falder ned ad den rullende trappe på vej op, og jeg må gribe den ene, desværre uden det helt store held, og min egen bagage falder med ned. Jeg får tilmed ondt i ryggen.
På vej mod fronten
Krigen har også sine muntre sider. Da vi kommer op i forhallen, skal vi alle scannes for, om vi har våben med. Det gælder også for de mange soldater med deres helt synlige våben. Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at det måske handler om at scanne efter skjulte våben. Krig er noget mærkeligt noget.
Togrejsen er med et komfortabelt eksprestog, og bortset fra at min sidemand synes at skulle teste samtlige ringetoner på sin telefon, og den har mange, så sker der ikke noget. En ordentlig kleppert af en anden soldat får forklaret min ikke så store sidemand, at det gerne må stoppe med ringetonerne. Min sidemand får straks lyst til at forsikre den store soldat om, at det mener han også selv er en forrygende god ide, og stilheden sænker sig.
Turen er smuk og går gennem det ukrainske landskab med de mange, mange små jordlodder, som især pensionister dyrker for at få pensionen til at slå til. Det er en rest fra Sovjetunionen, hvor alle borgere havde ret til et lille stykke jord.
Det er en stor kontrast til, når man kører på hovedvejene, for her kører man langs med de store landbrugsmarker. I hvert fald på denne strækning.
Ankomst til Kramatorsk
Opholdet starter godt. Sergey er ved stationen og henter mig. Det er her, så mange civile blev dræbt tidligt i krigen af et russiske cruisemissil. Mellem dieseldunke og meget andet kører vi til hotellet og får kaffe.
Snakken går om våbentyper; hvad han og hans soldater har brug for af civile ting, som vi kan hjælpe med – og om løst og fast. Vi har kendt hinanden i seks år. En virkelig kriger og samtidig et ualmindeligt venligt menneske.
Jeg ved godt, at ødelæggelserne er store, men nu har jeg tid til at gå rundt i byen og se det på tæt hold
Det er Sergey, som sagde til mig en af de første af krigens dage: ”Jeg har travlt, men den russiske hær er ikke stærk, den er bare lang.” Og det mener han stadig.
Jeg har været rigtigt mange gange i Kramatorsk, også i år, så jeg ved godt, at ødelæggelserne er store, men nu har jeg tid til at gå rundt i byen og se det på tæt hold.
Overalt er der ødelæggelser. Nogle steder store, men de fleste steder mindre. Der er ikke mange vinduer, der er hele, medmindre de er pakket godt ind i plastik. Mange steder er der sat spånplader op for at holde vejrliget ude, mens de står tomme. Nogle få steder er folk så optimistiske, at de har fået nye vinduer, men det er undtagelsen.
Butikker er der ikke mange af, og den købmandsbutik der stadig er tilbage, er lukket pga. begrænset åbningstid. Restauranterne er for det meste også lukket ned, og den ene i området ved hotellet, der har åbent, har kun sat sølle tre borde ud, og der er god plads. De fleste kunder er soldater.
Der var ikke mange ledige pladser, sidst jeg var der. Priserne er lave: 54,20 kr. for to retter og en alkoholfri Carlsberg.
Efter maden mødes jeg med en militærlæge. Det kommer I til at høre mere om.
Under mødet er der flere gange lyden af artilleri. Jeg har været her så ofte og længe i år, at det er jeg vant til. Man kan ikke gøre noget ved det alligevel. Byen her er trods alt uden for rækkevidde af det almindelige artilleri.
Nu venter jeg på at møde endnu en soldat fra en anden enhed, som har bedt om vores hjælp med primært medicinsk udstyr til den enkelte soldat. Jeg har lidt med til ham, som jeg har haft med på motorcyklen, og så skal jeg ellers op og være klar til tjeneste som frivillig i morgen kl. 07.00.
Om Jens Alstrup og denne reportageserie
For de, der ikke følger mig normalt: Vi er en forening, Frihed for Ukraine, hvor jeg er formand. Vi hjælper lige nu 1 bataljon af specialtropper og snart også en almindelige infanteribataljon. Vi hjælper også en lille eliteenhed, vi ikke kan fortælle så meget om, men det er småting de får, og så kommer vi også til at hjælpe nogle af de frivillige soldater fra landene i det gamle Sovjetunionen.
Endelig hjælper vi også militærhospitalet i Tjerkasy, som har tilknyttede enheder, der opererer her i området i første linje, dvs. ved Bakhmut, hvor der er meget hårde kampe.
Vores vigtigste opgave, men langt fra den dyreste, er at levere oplysning ude fra fronten, så langt jeg kan komme herud. Hidtil har det været i ”områderne” og ikke ved selve fronten. Jeg tager så langt ud, som jeg får lov til, og som det giver mening. Til formålet har jeg pressekort og ukrainsk presseakkreditering for POV International.
Fotos må bruges frit under reglerne for fair anvendelse også af andre medier.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
