UKRAINE OG EU #12 // TEMA – Ukraines fremtidige medlemskab af EU skaber problemer i forhold til Balkan, og det understreger nødvendigheden af at have en fast og koordineret plan. Men med mange modsatrettede interesser internt har EU svært ved at nå til enighed om både en kurs og en køreplan.
På grund af krigen i Ukraine er EU’s integrationstog kommet op i fart, men med mange modsatrettede interesser internt har EU svært ved at nå til enighed om både en kurs og en køreplan for toget.
Tidligere var det et krav om demokrati, der var kursbærende. Nu synes det i højere grad at være ideen om en kurs, der handler om sikkerhed for Europa gennem integration, der er landet på EU-ledernes tegnebræt, som Angana G. Roy forklarer det i Europe and the Western Balkan’s Multipolar Moment.
I nogle kredse spekuleres der allerede i, om det kan betale sig at spendere politisk kapital på at omstille sig til EU’s dagsorden
Officielt vil alle Vestbalkan-lande gerne ombord på integrationstoget. Dilemmaet er som antydet, at ingen er helt klar over, hvornår toget præcist kører af sted, og om det rent faktisk kommer til at gøre stop ved alle Vestbalkans nationale perroner.
Så landene er i venteposition, og i nogle kredse spekuleres der allerede i, om det kan betale sig at spendere politisk kapital på at omstille sig til EU’s dagsorden – og vente. De fleste lande er lige nu klar over, hvad den politiske pris er for at komme ombord, men en ny kurs kan ændre rammevilkårene.
Splid og frustrationer
Uden for Europas grænser anstrenger Rusland sig for, at ”tognettet”, i det mindste i nogle områder, om ikke bliver direkte afsporet, så i stedet ødelagt så meget, at det bliver for langtrukkent, dyrt og kompliceret at køre videre.
Målet med anstrengelserne, må man formode, vil være, at ruten ultimativt bliver opgivet, eller at der i det mindste bliver spændt ben for, at alle kan komme med, hvilket fra et russisk perspektiv ideelt set vil skabe splid og frustrationer i dele af det europæiske netværk.
USA synes, sagt lidt firkantet, mest interesseret i at få fingre i økonomiske gevinster, som bygning af en ny rute vil kaste af sig, og tilsvarende uinteresseret i detaljer, der kunne kræve yderligere ressourcer eller langsigtet engagement.
Samtidig markerer den amerikanske administrations topfolk jævnligt generel antipati mod det europæiske integrationsprojekt.
USA’s udenrigsministerium har 22. maj 2026 offentliggjort en rapport til Kongressen, der opridser Trump-administrationens Vestbalkan-politik. Nogle af rapportens mere forudsigelige ingredienser er følgende:
USA ser stabilitet og sikkerhed som centralt, svag regerings- og forvaltningsførelse skal modarbejdes, styrket samhandel og udelukkelse af Kina og Rusland. Det har medført løftede øjenbryn, at Den Europæiske Union slet ikke bliver nævnt i rapporten, men efterfølgende er det flere steder blevet tolket som et USA, der for de vantro officielt repeterer budskabet om den førnævnte integrationsmodstand.
I rapporten står der også, at USA ikke længere ser det som sin opgave at engagere sig i opbygningen af stater. Man kan argumentere for, at Vestbalkans stater i princippet er ”opbygget”, men flere af dem er bygget på et yderst skrøbeligt fundament.
Kosovo står fx på nippet til et tredje parlamentsvalg på knap 18 måneder. Der er bekymring for, om endnu et valg faktisk vil bringe landet ud af det politiske dødvande, som det befinder sig i – og som ultimativt udfordrer stabiliteten af landets politiske institutioner.
Dan Ilazi, forskningsleder på Kosovar Centre for Security Studies, vurderer, at situationen for Kosovo ”indebærer betydelige risici for dets EU-integration”. Sidstnævnte vil USA’s nuværende administration dog næppe være optaget af.
Den amerikansk-baserede Balkan-forsker, Jasmin Mujanovic, stiller spørgsmålet, om rapporten egentlig reflekterer Trump-administrationens sande politik. I forhold til Kinas rolle i Vestbalkan, så undrer det ham fx, at USA ikke i langt højere grad forholder sig til det faktum, at det er via Serbien og Bosniens entitet, Republika Srpska (RS), at Kina har størst indflydelse.
Balkan før Ukraine?
I forhold til den politiske stabilitet undrer Mujanovic sig over, hvordan det kan være, at den bosnisk-serbiske partiformand og tidligere RS-præsident, Milorad Dodiks, undergravning af Dayton-aftalen heller ikke bliver kommenteret. Dette er netop en faktor, der i udtalt grad påvirker den politiske stabilitet i Bosnien – og dermed i resten af regionen. Og, som Balkan Insight pointerer, så underbygger det argumentet om, at USA’s interesse måske mere er status quo, end en egentlig politisk udvikling. Der synes i EU ikke at være en ganske klippefast politisk enighed og strategi om, hvad planen med udvidelse i forhold til Vestbalkan skal være. For eksempel sendte den tyske kansler, Friedrich Merz 18. maj 2026 et brev til lederne af EU’s institutioner, hvori han opfordrede til at se på mulighederne for at indlemme Balkan-landene i forskellige tempi og med forskellige rettigheder.
I forhold til Ukraine, der presser på i håbet om at kortslutte processen og komme først i køen, foreslår Merz en tilgang, der sikrer mere end et medlemskab light, dog ikke fuldt medlemskab endnu. Måske ikke så uventet replicerede Ukraines præsident Zelenskyj, at udspillet var uretfærdigt.
Ungarns nye premierminister, Péter Magyar, har lidt modsat signaleret, at der kunne skrues op for graden af forhandlinger med Ukraine, men ifølge European Western Balkans, så mente han alligevel, at Balkan-landene skal optages før Ukraine, for at EU ikke mister troværdighed i regionen. Hvor meget af EU’s troværdighed der er tilbage i regionen, kan diskuteres – og bliver diskuteret.
Når ret skal være ret, så er Albanien og Montenegro i dag de skarpeste elever i EU’s potentielle optagelsesklasse, der er nået længst med at tilrette deres samfund til EU’s regel- og værdisæt, og dermed står de til at være de første, der kommer med integrationstoget. Alligevel er der sprækker i den potentielle integrationsidyl, fordi landene aktuelt kritiseres for bl.a. at begrænse demokratiske friheder, mens integrationsdialogen dog fortsætter.
Ønsket om at få knyttet Vestbalkan til Europa er i højere og højere grad ved at skubbe til de nagelfaste EU-optagelseskrav
Kina befinder sig på den diplomatiske sidelinje, hvor de særligt over for Vestbalkan-landene signalerer vedholdende, om end diskret, at – integrationstog eller ej – kinesiske investeringer i og lån til generel infrastruktur og uddannelse er noget, man kan finde ud af. Og det koster ikke meget, i hvert fald ikke lige nu, men det er noget, man kunne vende tilbage til. Kort sagt, så er ønsket om at få knyttet Vestbalkan til Europa – og hverken Rusland eller Kina – således i højere og højere grad ved at skubbe til de nagelfaste EU-optagelseskrav og åbne for en diskussion om, om lande kunne optages på mere fleksibel vis, selv om de ikke lever op til alle krav.
Der er positive takter i både Merz’ brev og Magyars melding, men som seniorforsker i Vestbalkan ved European Stability Initiative Adnan Ćerimagić adskillige gange har fremført, så kan det tolkes som en svaghed, at EU ikke for måneder, ja, nærmest for år siden, har lagt sig fast på en strategi, der var fuldstændig robust opbakning til.
Med et aggressivt Rusland og et konfrontatorisk USA, der presser fra hver side, så ville EU stå stærkere, hvis man serverede en umisforståelig køreplan i forhold til Vestbalkan og ikke gradvist spillede sig selv af banen med luftige politiske signaler, der hurtigt tabte flyvehøjde.
Siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 har krigen fyldt meget i nyhedsstrømmen, og den har sat sit tydelige præg på debatten i Europa. Før krigen havde Ukraine et ønske om at blive medlem af EU, og dette er stadig en vigtig del af vores forhold til Ukraine. Men Ukraine-sagen har også delt holdningerne i Europa, både hvad angår støtten til landet i krigen mod Rusland, og til hvordan det fremtidige samarbejde skal se ud.
Med dette tema kaster POV det store blik på Ukraine og vores forhold til Ukraine. Hvordan har krigen i Europas baghave påvirket den indre sammenhængskraft i EU? Ser EU sig selv som en mægler i krigen, og i hvor høj grad betragter vi den militære indsats som en hjælp og støtte til det trængte land?
Hvordan har det påvirket EU’s forhold til Rusland? Og hvad betyder det eksempelvis, at EU’s samhandel med Rusland havde en samlet værdi på mere end 250 mia. euro, hvilket langt overstiger samhandelen med Ukraine?
Gennem temaets artikler og læserarrangementer vil POV både tage fat på de strategiske og storpolitiske dagsordener og det mere nære som økonomi og de praktiske konsekvenser, hvilket alt sammen har indflydelse på, hvordan vi betragter Ukraine, som ligger lige op ad EU’s ydre grænse.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og