HARRY STYLES // MUSIKANMELDELSE – Harry Styles er p.t. en af verdens mest omtalte popartister. Og nu er han aktuel med albummet Harry’s House, som ikke vækker den store begejstring hos Henning Høeg. Jo, det er flot produceret, og den 28-årige Styles er en stor sanger. Men hvad skal man med en sang med teksten: “Maple sirup, coffee, pancakes for two, hashbrowns, egg yoke, I will always love you,” spørger POV’s anmelder.
Jeg er temmelig begejstret for Harry Styles‘ stil, musiksmag og ikke mindst den knivskarpe humor, som han bl.a. har demonstreret i det legendariske amerikanske TV-program Saturday Night Live, SNL. Men taler vi om Styles’ evner som sangskriver, så er den tidligere One Direction-forsanger stadig lysår fra sin første popklassiker.
Således er det tredje soloalbum fra den 28-årige brite fyldt med umanerligt lækre lyde og tonseseje grooves. Men efter endt lytning til de tretten sange, der udgør albummet Harry’s House, vendte denne pop-arkæolog tilbage med tomme tasker og blanke sider i notesbogen.
“Smoke and Mirrors,” som de vist siger i tryllekunstnerkredse. En teknik, der kan få ingenting til at fremstå som alting … og ikke så lidt magi. Harry’s House lægger hårdt for med det soniske frontalangreb, “Music for a Sushi Restaurant”.
Men ikke alene mangler melodierne på Harry’s House i kriminel grad substans og mindeværdige hooks. Teksterne, som Styles i høj grad selv står for, efterlader også samtlige ti tæer i krampagtig krumme-position
Her bliver lige dele Prince, Bruno Mars, Temptations og Earth, Wind & Fire kørt i massiv party-position, mens sangeren forsikrer os: “I don’t want you to go broke, I don’t want you to get lost”. I dette sammensurium af hårdt spændte lyde, virker Harry dog selv en anelse fortabt.
Produktionen her kan bedst beskrives med det amerikanske udtryk, “everything but the kitchen sink”. Der bliver således ikke sparet på noget. Og efter tre minutters penge med hyper-horn, tonsebas, stakkevis af synths og en stribe unødvendige vokale digital-effekter, hvor Harrys ellers udmærkede sangstemme bliver mangedoblet gange tre, sidder man tilbage med to tanker: “Fantastisk produktion” og “hvor fa’en var melodien”.
Den samme mangel på mindeværdig melodi gør sig gældende på albummets anden sang og ditto single, “Late Night Talking”. Hvis nogen til en fest således greb en guitar og fremførte den papirtynde melodistemme og ditto tekst, ville samtlige gæster inden for hørevidde blot kigge tomt på hinanden og mumle noget stil med ‘hva-ba’. På Harry’s House er der nemlig ikke ret meget at komme efter, hvis man skræller de tykke lag af fantastisk produktion væk.
Harry – en næsten perfekt popstjerne
Der er ingen tvivl om, at Styles er en noget nær perfekt popstjerne og tilsvarende fin vokalist.
Men ikke alene mangler melodierne på Harry’s House i kriminel grad substans og mindeværdige hooks. Teksterne, som Styles i høj grad selv står for, efterlader også samtlige ti tæer i krampagtig krumme-position.
“I just think you’re cool,” forsøger Styles sig således i sangen “Cinema”, før han med alt andet end Shakespeare’iansk selvsikkerhed fortsætter: “Do you think I’m cool too, or am I too into you”.
Han har i et uforsigtigt interview-øjeblik udtrykt ønske om, at han en dag kan følge i salig Tom Pettys fodspor. Men når han i sangen “Keep Driving” så lader sig inspirere af den amerikanske morgenmad-menu og filosoferer “Maple sirup, coffee, pancakes for two, hashbrowns, egg yoke, I will always love you,” så må man sande, at der nok går et par år, før Harry Styles kommer i nærheden af Petty-klassikere som “American Girl” og “Free Falling”.
Tricket er måske bare, at Styles lægger sin muzak-agtige L.A.-fascination til side, krydrer den amerikanske vellyd med lidt britisk “skævhed” og så reducerer antallet af nævenyttige samarbejdspartnere
Lyden fra idoler som Petty, Fleetwood Mac og Prince er således at spore overalt på Harry’s House. Men i stedet for at lade sig inspirere og herefter fortsætte længere ud af samme musikalske landevej, hvor fortidens helte fandt inspiration, lyder Harry Styles’ sange mere som resultatet af filer med fire årtiers popmusik, smidt ned i en digital blender og spyttet ud af en sjælløs om end sofistikeret russisk musik-robot.
Størstedelen af Harry’s House er indspillet og til dels komponeret i Shangri La Studios i Malibu, L.A.’s dyreste afdeling. Og man kan ikke lade være med at tænke på fortidens britiske popstjerner som David Bowie og Bryan Ferry, der også mistede pusten og inspirationen ved mødet med det tomme liv sammen med jetsettet på den amerikanske vestkyst.
Men selvfølgelig er Harry’s House ikke uden de mere helstøbte øjeblikke. Således besidder de to ballader “Mathilda” og “Satellite” ikke alene anstændige melodier. Men her virker det også, som om Harry Styles for et kort øjeblik selv har noget på hjertet.
Men før jeg nu stikker hovedet helt ind i gasovnen, skal det understreges, at Harry Styles kun er 28 år gammel og, at hans soloudspil nummer tre ikke er noget decideret dårligt album. Lyden er stor og flot. Produktion og håndværk er i absolut top. Og så synger Styles såmænd bedre end nogensinde – når hans naturlige stemme altså kan høres igennem det tykke tæppe af unødvendige effekter.
Tricket er måske bare, at Harry Styles lægger sin muzak-agtige L.A.-fascination til side, krydrer den amerikanske vellyd med lidt britisk “skævhed” og så reducerer antallet af nævenyttige samarbejdspartnere.
Hele vejen igennem Harry’s House er der således et sted imellem tre og hele otte sangskrivere på hver enkelt sang. Og som bekendt fordærver de mange kokke ofte maden … især når rutine-sangskriverne glemmer, hvem det egentlig er, de samarbejder med.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
